Det er tid til en ny sæson i den tyske Bundesliga. Martin K. Andersen kigger på sidste sæson, sommerens transfers og hvor holdene står før første runde...

Scroll ned for at finde gennemgangen af klubberne - eller klik på et klublink i listen.

(Husk også vores kickoff-konkurrence med flotte præmier).


Nedenstående gennemgang lister ikke ALLE transfers, kun de vigtigste. For en fuld oversigt, se fx kicker.de. Bemærk i øvrigt: Transfervindet er åbent til og med 31. august; så der kan stadig nå at ske ting og sager.

Tips

Odds

Dortmund

Bayern

Schalke

Gladbach

Leverkusen

Stuttgart

Hannover

Wolfsburg

Werder Bremen

Nürnberg

Hoffenheim

Freiburg

Mainz

Augsburg

Hamburger SV

Greither Fürth

Frankfurt

Düsseldorf

Tips

Bundesliga-eksperterne Martin K. Andersen og Stubbe Buchwald vil løbende komme med tips:

http://www.betxpert.com/ekspert/martin-k-andersen

http://www.betxpert.com/ekspert/stubbe-buchwald

Odds

Vinder

(Hentet hos Betsafe)

Bayern 1,75

Dortmund 2,35

Schalke 19,5

Leverkusen 35,0

Stuttgart 35,0

Gladbach 40,0

Wolfsburg 55,0

Rykker ned

(Jeg har kun kunnet finde odds hos Betfair*, og der er meget lille likviditet pt)


BORUSSIA DORTMUND

Sidste sæson: Nr. 1. Dortmund imponerede endnu engang og trods salget af Nuri Sahin (og en langvarig skade til Mario Götze) buldrede de sortgule videre, sikrede sig en historisk double og tre sejre af tre mulige over Bayern München. I Champions League blev holdets mangler dog udstillet og her klarede man sig ikke videre fra gruppespillet.

Transfers: Dortmund har været involveret i de to største handler i ligaen i dette transfervindue. Ud er smuttet Shinji Kagawa, der ønskede at afprøve talentet på den helt store scene i Manchester United. Hans direkte erstatning erMarco Reus, sidste sæsons bedste spiller og et enormt talent. Ligesom Kagawa kan Reus spille alle de offensive midtbanepladser, men blev sidste sæson brugt som spydspids i Gladbach med 18 mål og 12 assists til følge.

Derfor gør det heller ikke så meget, at Lucas Barrios ikke ville tage til takke med en bænkplads og er draget videre. Reus vil dog som udgangspunkt indtage positionen som offensiv midt, men til at udfordre Lewandowskis angrebsplads har man hentet Julian Schieber i Stuttgart.

Slutteligt har man hentet et stort talent i Leonardo Bittencourt i Energie Cottbus. Den 18-årige tyskbrasilianer er offensiv midt og en meget spændende spiller for fremtiden.

Styrket/svækket: Status quo/marginal styrket.

Denne sæson: Kagawa viste sig som en yderst stærk spiller og var meget vigtig for Dortmunds to mesterskaber, men i Marco Reus har man fået en fuldgod erstatning hvis potentiale og målnæse om muligt er endnu højere og bedre.

Har Dortmund så muligheden for at nuppe titlen igen i år? Det kan bestemt ikke udelukkes, men Bayern München ser stærke ud og det bliver igen interessant at se hvordan Klopps tropper klarer Champions League-deltagelsen.

Et kig på truppen afslører en enorm dybde og talentmasse på midtbanen, men bredden halter en smule mere i defensiven. De fire startere i backkæden er tæt på verdensklasse, men er én eller flere ude i længere tid ser man tyndt besat ud og må sætte sin lid til unge, relativt uprøvede kræfter.

Formår Dortmund at slippe for slemme skader (og formår Premier League-drømmende Lewandowski at fortsætte sit scoringssnit), er der dog intet til hinder for at klubben igen er helt med i toppen når sæsonen slutter i maj.

Bud på placering: 1-2.

Bud på opstilling: Weidenfeller - Piszczek, Hummels, Subotic, Schmelzer - Kehl, Gündogan - Blaszczykowski, Reus, Grosskreutz - Lewandowski

Hold øje med: Marco Reus. Sidste sæsons store profil i ligaen og som havde en kæmpe aktie i Gladbachs fornemme sæson. Forventningerne er store til hvad Reus kan udrette på et tophold som Dortmund efter en flot EM-slutrunde for Tyskland.


BAYERN MÜNCHEN

Sidste sæson: Nr. 2. En sæson hvor Bayern var næstbedst i alle henseender og det blev til andenpladser i ligaen, pokalen og Champions League. Meget skuffende at gå trofæ-løst fra endnu en sæson og specielt skuffende, at Dortmund havde et så godt tag på storklubben.

Transfers: Det er naturligvis ikke acceptabelt for en klub af Bayerns kaliber og man har derfor haft det store checkhæfte fremme i sommerpausen, hvor der er blevet spenderet €30 millioner (en sum der kan fordobles, hvis det lykkedes at hente Javi Martinez i Bilbao).

Mario Gomez har fået selskab i offensiven af Mario Mandzukic (jeg forudser allerede nu en Bild-overskrift indeholdende 'Mario Brothers') og Claudio Pizarro, mens stortalentet Xherdan Shaqiri skal skabe kamp om kantpladserne.

Øget konkurrence er der også kommet i det centrale forsvar, hvor Dante er blevet hentet i Gladbach. Boateng og Badstuber er stadig det foretrukne par, men brasilianeren er fremragende at have i baghånden skulle de gå i stykker eller dykke i form.

Eneste afgange er angrebsreservene Nils Petersen (lejeophold i Werder Bremen) og Ivica Olic (Wolfsburg) samtDaniel Pranjic.

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Bayern har købt rigtig stærkt ind og der er dermed blæst til angreb på ligatrofæet. Henter man også Javi Martinez, står man med en trup der er godt besat på næsten alle pladser.

Vi så sidste sæson, at storklubben kunne konkurrere i alle turneringer og der er umiddelbart intet der peger på, at det ikke skulle være tilfældet igen i år. Shaqiri, Mandzukic og Pizarro har allerede markeret deres ankomst ved at stå for alle mål i 4-0 sejren over Jahn Regensburg i pokalen.

Holdet skal dog forbedre sine udebanepræstationer, da man sidste sæson tabte fem gange på fremmed græs.

Bud på placering: 1-2.

Bud på opstilling: Neuer - Lahm, Boateng, Badstuber, Alaba - Gustavo/Kroos, Schweinsteiger - Robben, Müller, Ribery - Gomez

Hold øje med: Xherdan Shaqiri. Der er nok af profilobjekter at vælge imellem i Bayerns trup, men Shaqiri er blandt de mest spændende at følge. Han kan spille begge kanter og bag angriberen og bør derfor have gode chancer for at afløse de vante startere. Har allerede nettet én gang og leveret to assists i sine første 51 minutter i klubben.


SCHALKE 04

Sidste sæson: Nr. 3. I ligaen havde Schalke en stærk sæson og lå længe som en reel udfordrer til Bayern München og Dortmund om de to øverste pladser. På eget græs vandt man 13 af 17 ligakampe og Raul og Huntelaar bombede løs (Schalke scorede i alt 74 ligamål).

På udebane havde man dog nogle svipsere og generelt lukkede holdet fortsat for mange mål ind til for alvor, at kunne sætte et angreb ind på mesterskabet. Man indkasserede dobbelt så mange mål som Bayern München og Dortmund, og det er klart, at det hul skal lukkes hvis Die Knappen skal blive mestre for første gang i 55 år.

Historisk har Schalke ikke rådet over en særlig bred trup og det har heller ikke været tilfældet de seneste sæsoner. Det giver som regel udslag i holdets præstationer - eller mangel på samme - i flere turneringer på samme tid; sidste sæson røg man hurtigt ud af pokalen og Europa League, men fik en flot ligaplacering - forrige sæson sluttede man som nr. 14, men vandt pokalen og nåede semifinalen i Champions League.

Transfers: Truppen er ikke blevet meget bredere i sommerpausen. Ud er gået Raul der allerede har opnået legendestatus i den kongeblå trøje. Han er godt nok den eneste førsteholdsspiller der har forladt klubben, men ikke desto mindre bliver han meget svær at erstatte.

Ind er kommet Roman Neustädter (central midt; Gladbach) og Tranquillo Barnetta (kant; Bayer Leverkusen) på frie transfers, og så har man gjort Chinedu Obasis (kant/ang) ophold permanent, efter han var på lån fra Hoffenheim sidste sæson.

Styrket/svækket: Status quo/marginal svækket af Rauls fravær.

Denne sæson: To ting bliver meget afgørende for om Schalke igen kan blande sig i topstriden; defensiven skal forbedres og Rauls playmakerrolle skal udfyldes med det samme. Til det første håber man at Benedikt Höwedes ikke rammes af så mange skader som sidste sæson, og det faktum at han er valgt som anfører, tyder på at man har både tillid og forventninger til den blonde forsvarer. Höwedes kan både bruges på højreback og centralt; ved førstnævnte svækkes den offensive pondus lidt og japanske Uchida har da også vist sig at have et godt samarbejde med Farfan længere fremme på banen.

Vital i defensiven bliver også målmandsposten og her skal Huub Stevens lægge hovedet i blød når han skal vælge mellem Ralf Fahrmann, Lars Unnerstall og Timo Hildebrand. Fahrmann er lidt af en fan-favorit og ligner også det umiddelbare førstevalg trods et par svipsere i træningskampene. Hildebrand har dog rutinen og Unnerstall leverede gode præstationer sidste sæson.

Rauls arvtager? Unge Lewis Holtby er en mulighed og han har grebet chancen og leveret stærke præstationer i træningskampene. Valget kan også falde på den endnu yngre - men ligeså talentfulde - Julian Draxler, i så fald skubbes Holtby ned på den centrale midt ved siden af Jermaine Jones eller Roman Neustädter. Sidstnævnte var dog blandt Gladbachs bedste sidste sæson og når Jones ellers kan holde temperamentet i ro, er han en force for holdet, så de to er i stand til at skabe en meget solid midterakse, som kan aflaste den hårdt prøvede defensiv.

Bud på placering: 3-5.

Bud på opstilling: (4-2-3-1): Fahrmann - Uchida, Höwedes, Papadopoulos, Fuchs - Jones, Neustädter - Farfan, Holtby, Draxler - Huntelaar

Hold øje med: Lewis Holtby. Blev sidste sæson brugt hovedsageligt på den centrale midt, men med Rauls afgang og Neustädters ankomst er der blevet plads til at han kan rykkes op bag Huntelaar, hvor han tidligere har vist et stort potentiale.


BORUSSIA MONCHENGLADBACH

Sidste sæson: Nr. 4. Sæsonens overraskelse stod Gladbach for, da holdet sikrede sig en fjerdeplads og Champions League-kvalifikation blot 15 måneder efter nedrykning syntes uundgåeligt. I trænersædet har Lucien Favre etableret en af ligaens bedste defensiver (24 mål indkasseret sidste sæson) og en flydende og sprudlende offensiv maskine, som de færreste hold kunne dæmme op for. Favres taktiske approach tillod de fire forreste (Arango, Herrmann, Hanke og Reus) megen kreativ frihed og bevægelighed mens de seks bagerste sikrede et solidt forsvar.

Vital for Gladbachs succes var unge Marco Reus, der blev flyttet fra sin kantplads til decideret angriber, og kvitterede ved at blive holdets topscorer og sæsonens profil i hele ligaen.

Transfers: Præstationerne sikrede Marco Reus et skifte til Dortmund og et stort tab for Gladbach. Men ikke nok med at man har mistet sin største profil; sommerens transfervindue har budt på afgange af i alt tre af sidste sæsons fire-fem bedste spillere. Udover Reus har forsvarsklippen Dante forladt Gladbach til fordel for Bayern München, mens Schalke 04 har sikret sig midtbanedynamoen Roman Neustädter på en fri transfer. På samme måde som Reus var vital for offensiven, var både Neustädter og Dante defensivens omdrejningspunkt.

At erstatte tre spillere der har været så stor en del af stammen på holdet, er unægteligt svært, men Favre og co. har gjort et ihærdigt forsøg. Sommerens største indkøb er Luuk de Jong der blev hentet for 12 millioner euro foran diverse europæiske topklubber og som skal erstatte Reus i angrebet. Mindst ligeså spændende er indkøbet af Granit Xhaka, den 19-årige schweizer der imponerede til U21 EM i Danmark (og senere på A-landsholdet) og som skal agere ny mand på den centrale midtbane. I forsvaret er Alvaro Dominguez ny mand fra Atletico Madrid, der både kan gøre sig centralt og på venstreback. Derudover er 21-årige Peniel Mlapa (hentet i Hoffenheim) en mand der kan gøre sig på alle de offensive pladser og giver Favre et par ekstra valgmuligheder.

Styrket/svækket: Umiddelbart svækket (men med potentiale for forbedring)

Denne sæson: Selvom salgene af Dante og Reus har indbragt en del penge, har Gladbach spenderet store summer dette transfervindue, og det skaber forventninger, hvilket ikke just har været sagen de senere år. Man skal også tænke på Champions League-fodbold og så skal de nye folk spilles ind på holdet, og meget gerne vise sig som fuldgyldige erstatninger for de spillere der har forladt klubben.

I modsætning til mange af konkurrenterne har Gladbach ikke den bredeste trup og det kan komme til at koste hvis man rammes af skader eller skal koncentrere sig om et CL-gruppespil. Spillermaterialet er dog ungt og meget talentfuldt, og i Lucien Favre har man en af ligaens bedste trænere. At spille med om de europæiske pladser er derfor bestemt ikke urealistisk selvom man måske ikke gentager sidste sæsons fjerdeplads.

Bud på placering: 5-8.

Bud på opstilling: (4-2-2-2): ter Stegen - Jantschke, Stranzl, Dominguez, Daems - Xhaka, Nordtveit - Herrmann, Arango - Hanke, de Jong.

Hold øje med: Luuk de Jong. Den hollandske angriber har et stort ansvar for at udfylde Reus' rolle som målscorer. Med den kronisk skadede Igor de Camargo og den knapt så scorende Hanke, er de Jong eneste reelle trussel helt fremme i angrebet.


BAYER LEVERKUSEN

Sidste sæson: Nr. 5. Bayer Leverkusen gennemgik en tumult sæson hvor deltagelse i Champions League kostede på den hjemlige konto. Træner Robin Dutt havde, udover skadesproblemer, sit hyr med at skabe harmoni i truppen hvor især Michael Ballacks rolle skabte problemer. Dutt endte med at få sparket og blev med seks kampe igen erstattet af trænerduoen Sami Hyypia og Sascha Lewandowski, der førte holdet til fire sejre og to uafgjorte i sæsonens sidste kampe.

Transfers: I transfervinduet har man sendt angriberen Eren Derdiyok videre til Hoffenheim. Han nettede syv gange i sine 11 starter og 14 indhop, men Stefan Kiessling er det klare førstevalg og man valgte derfor, at tjene en skilling på schweizeren. Derudover har man ladet René Adler og Tranquillo Barnetta gå på en fri transfer, mens breddespillere som Michael Ballack, Nicolai Jørgensen (leje), Danny da Costa (leje) og Bastian Oczipka også har forladt klubben.

Det ser ud til at lykkes Leverkusen, at holde på André Schürrle og fokus har derfor været på at styrke defensiven (den chilenske angriber Junior Fernandes har været eneste indkøb til offensiven; backup til Kiessling). Til det centrale forsvar har man hentet den meget dygtige Philipp Wollscheid i Nürnberg, en handel der allerede blev sikret før årsskiftet, mens Daniel Carvajal ligner fremtidens mand på højreback. Carvajal blev hentet hos Real Madrids B-hold og har vundet U19-EM.

Derudover kommer Jens Hegeler og Hajime Hosogai tilbage fra succesfulde lejeophold hos hhv. Nürnberg og Augsburg, mens stortalentet Samed Yesil er blevet føjet til Bundesliga-truppen.

Styrket/svækket: Styrket (defensivt).

Denne sæson: Med Hyypia og Lewandowski i spidsen bliver det spændende, at se hvad Bayer Leverkusen kan bedrive det til. De to leverede flotte resultater i de sidste uger af sidste sæson, men er begge temmeligt uprøvede i trænergerningen. Trupmæssigt har man med indkøbet af Wollscheid og Carvajal fået flere muligheder defensivt, og på midtbanen er man med lejesvendenes retur og en skadesfri Sidney Sam godt polstret breddemæssigt.

Spillermaterialet i Leverkusen er til at sikre en billet til Europa til næste sæson, men ubekendte faktorer som trænernes evner over en hel sæson og hvor langt man når i Europa League (og dennes effekt på præstationen i Bundesligaen) kan spille ind. Hvorom alting er, skal Die Werkself håbe på en skadesfri og stærk sæson til Schürrle, Kiessling og Bender, hvis man skal lege med helt oppe omkring toppladserne.

Bud på placering: 4-7

Bud på opstilling: (4-3-2-1): Leno - Carvajal/Schwaab, Wollscheid, Friedrich, Kadlec - Bender, Castro/Reinartz, Rolfes - Bellarabi/Augusto/Sam, Schürrle - Kiessling

Hold øje med: André Schürrle. Chelsea viste stor interesse for den hurtige offensive profil, men Leverkusen nægtede at sælge. Sidste sæson blev det til syv mål og seks assists i sin første sæson siden han kom til fra Mainz, og det forventes, at Schürrle denne sæson udfolder sit enorme potentiale.


VFB STUTTGART

Sidste sæson: Stuttgart kom godt fra land, men havde en periode fra november til januar der kostede på pointfronten. Fra februar og frem tabte man blot to gange (og vandt 9) og anført af vinterindkøbet Vedad Ibisevic og østrigske Martin Harnik, bombede man løs og sikrede den europæiske deltagelse i den kommende sæson.

Transfers: Klubpræsident Gerd Mäuser har taget hul på sit andet år i klubben og er i fuld gang med at trimme lønbudgettet og prædiker at flere unge fra egne rækker får spilletid. Det har betydet flere afgange end nytilkomne og blandt de der har forladt klubben finder vi Julian Schieber. Angriberen har været lejet ud til Nürnberg, skadet og lidt bag i angrebskøen og da Dortmund smækkede over €5 millioner på bordet, var der ikke de store betænkligheder med at lade ham gå.

Han er blevet fulgt ud af døren af Khalid Boulahrouz (Sporting), Timo Gebhart (Nürnberg), Matthieu Delpierre(Hoffenheim) og Stefano Celozzi (Eintracht Frankfurt). Fortrinsvis breddespillere der næppe havde udsigt til fast spilletid hver weekend.

Blandt de nye kræfter er Daniel Didavi den mest spændende. Den offensive midtbanespiller var lejet ud til Nürnberg sidste sæson og havde en stor andel i klubbens flotte forår. Både Didavi selv og Nürnberg ønskede at forlænge lejemålet for endnu en sæson, men Stuttgart nægtede og indikerede dermed, at spilleren indgår i denne sæsons planer.

Derudover har man hentet Tunay Torun (ang) i Hertha Berlin og lånt Tim Hoogland (for) i Schalke.

Styrket/svækket: Status quo.

Denne sæson: Stuttgart har en lidt kedelig historik med at komme skidt fra land og bruge efterårssæsonen på at redde æren og kæmpe sig op i tabellen. Det har især været tilfældet når man har haft europæisk fodbold på programmet; 2010/11-sæsonen som skræk-eksempel, hvor man ved vinterpausen blot havde vundet tre kampe (man endte som 12'er).

Igen skal holdet koncentrere sig om mere end bare ligaen og med en trup der ikke er alt for bred, bliver det spændende at se hvordan træner Labbadia reagerer. En mulighed er at følge Mäusers forhåbning og satse på de unge kræfter fra egne rækker, hvilket næsten bliver en nødvendighed hvis man når langt i Europa League. Spørgsmålet er dog om de unge skal have indhop i ligaen eller EL.

Holdets force ligger i offensiven, hvor Labbadia må sætte sin lid til at Harnik og Ibisevic fortsætter takterne fra foråret og at den snu Cacau har en bedre sæson end tilfældet var i 2011/12. Meget står og falder med de tre og et kollektivt formdyk vil skabe store problemer for Stuttgart. Omvendt kan man få en meget flot sæson hvis holdet fortsætter de målscoringstakter man fremviste i foråret.

Bud på placering: 4-7.

Bud på opstilling: Ulreich - Hoogland/Sakai, Tasci, Maza/Niedermeier, Molinaro/Boka - Kvist, Gentner - Harnik, Hajnal, Okazaki - Ibisevic

Hold øje med: Vedad Ibisevic. Når bosnieren er skadesfri er han lidt af en målræv og han havde stor andel i Stuttgarts flotte forår, efter han kom til klubben i vintertransfervinduet, og leverede 8 mål og 7 assists i 15 kampe.


HANNOVER 96

Sidste sæson: Nr. 7. Efter en fænomenal 2010/11-sæson, hvor det blev til en fjerdeplads og EL-kvalifikation, skulle Hannover forsøge at undgå en retur til middelmådigheden samtidig med, at man konkurrerede i tre turneringer. En opgave der må beskrives som fuldført; Europa League-eventyret endte i kvartfinalen, hvor de senere mestre fra Atletico Madrid blev en for stor mundfuld. Det kostede lidt i den hjemlige liga, hvor man via en stærk hjemmebane (eneste hold ubesejrede hjemme) dog formåede, at sikre EL-deltagelsen i næste sæson.

Transfers: Hannover har (ligesom sidste sæson) igen formået, at holde på stammen af de væsentligste spillere - dog med en enkelt undtagelse. Forsvarsklippen Emanuel Pogatetz har forladt klubben til fordel for Wolfsburg, efter østrigeren ragede uklar med træneren i midten af sæsonen og blev degraderet til tredjevalg.

Pogatetz' direkte afløser er Felipe, der er hentet i belgiske Standard Liege hvor han agerede efterfølger til brasilianske Dante, da denne drog til Gladbach. Felipe ligner Dante i både udseende og spillestil og bør være i stand til at udfordre om en plads i midterforsvaret.

Derudover vandt man kampen om japanske Hiroki Sakai over bl.a. Dortmund, der er tiltænkt som udfordrer og potentiel afløser til anfører Steven Cherundolo på højrebackpladsen. Bredden er yderligere blevet styrket ved købet af Adrian Nikci (FC Zürich) og Szabolcs Huszti (Zenit) til kanterne.

Styrket/svækket: Marginal styrket.

Denne sæson: Endnu engang er der masser af turneringer på programmet for 96'ernes vedkommende, men truppen er blevet bredere og en erfaring rigere fra sidste sæsons Europa League. Forventningerne er derfor høje i Hannover, hvor der er blevet solgt rekordmange sæsonkort og det nuværende hold er blevet kaldt det bedste nogensinde i klubben. Selv ordene Champions League er blevet hørt i byen - omend det nok endnu ligger et par år ude i fremtiden.

Det er gået hurtigt for Hannover, der for blot to år siden var én kamp fra at rykke ned, og holdet er da også nødt til at holde tungen lige i munden, da man endnu ikke kan kalde sig for en etableret subtopklub. Udebanepræstationerne sidste sæson er en indikator herpå og det virker lidt som om, at konkurrenterne i Bundesligaen har luret den taktiske approach der sendte holdet i Europa.

Dette er sæsonen hvor Hannover skal bevise, at man er fast inventar i Bundesligaens bedre halvdel og blandt deltagerne i de europæiske turneringer. Trods truppens bredde skal man dog være påpasselig og der kræves at folk som Abdellaoue, Stindl og Pinto holder niveau gennem sæsonen. Gør de det bør Hannover 96 være i stand til igen at kæmpe med om de europæiske pladser og gøre en god figur i de andre turneringer.

Bud på placering: 5-8.

Bud på opstilling: (4-4-2): Zieler - Cherundolo, Haggui, Felipe, Pander - Stindl, Pinto, Andreasen, Huszti - Schlaudraff, Abdellaoue

Hold øje med: Szabolcs Huszti. Ungareren har før været i Hannover og er lidt af en fan-favorit. I 07/08 udmøntede hans driblerier sig i ti mål og otte assists og man håber, at han stadig kan udgøre en trussel på kanterne.


WOLFSBURG

Sidste sæson: Nr. 8. Det var Felix Magaths første hele sæson efter han tog over fra Steve McClaren i 2010/11, men det var alligevel et Wolfsburg-hold i genopbygningsfasen. Efter et skidt efterår trådte Magaths mænd i karakter og frugterne af den fysiske træning blev høstet, hvilket resulterede i 11 ubesejrede kampe i træk i egen hule.

Man var tæt på at kvalificere sig til Europa League, men en miserabel udebanestatistik der kun bød på 12 point, spolerede muligheden for et europæisk eventyr.

Transfers: Med Magath i trænersædet har der vanen tro været gang i svingdøren; syv nye spillere er hentet ind mens man har sagt farvel til seks. Den mest prominente afgang står Mario Mandzukic for, der for €13 millioner drog til Bayern München, men derudover har det hovedsageligt været breddespillere der har forladt klubben.

Til at erstatte Mandzukic har man hentet Ivica Olic på en fri transfer i Bayern München og sidste sæsons topscorer i Æresdivisionen, Bas Dost. Offensiven styrkes yderligere af tjekken Vaclav Pilar, der imponerede under EM og kan spille mange offensive pladser (han er dog ude i første halvdel af sæsonen).

Defensiven var ligaens fjerdedårligste sidste sæson - meget ulig Magath-filosofien - og man har derfor brugt en del penge på at forbedre forsvaret. Ind er kommet den kontante Emanuel Pogatetz samt den mere boldførende brasilianer Naldo. En anden brasilianer, højrebacken Fágner, blev hentet i Vasco, og bragte transfersummen op over 10 millioner euro for de tre defensive folk.

Ikke nok med, at man har gjort sig en række fornuftige og spændende indkøb, så får man flere lejesvende tilbage, hvoraf flere ser ud til at fået endnu en chance af karismatiske Magath. Heriblandt Simon Kjær og den offensive kreatør Diego - og måske der også bliver spilletid til folk som Thomas Kahlenberg og Srdjan Lakic.

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Man har godt nok mistet en stærk spiller i Mandzukic, men erstatningerne ser spændende ud og sammenlagt med returen af de mange lejesvende, råder Wolfsburg nu over en særdeles bred trup. Det er lige i Magaths ånd da træneren foretrækker, at skærpe konkurrencen på holdet så meget som muligt. Det tjener dog ikke ubetinget til Magaths fordel; vi har ofte set, at han vakler mellem mange forskellige konstellationer og start 11'ere, hvilket ofte koster på stabiliteten.

Sidste sæson viste Wolfsburg dog glimt af styrke og i Magath har man unægteligt en af ligaens dygtigste trænere. Får han skabt et solidt fundament af den talentfulde trup og får det optimale ud af nyindkøbene og tilbagevendte Diego, bør holdet være i stand til at blande sig i kampen om de europæiske pladser. Personligt har jeg Wolfsburg som en af de potentielle positive overraskelser denne sæson.

Bud på placering: 3-6.

Bud på opstilling: (4-3-3): Benaglio - Fagner, Pogatetz, Naldo, Schäfer - Josue, Diego, Träsch - Dejagah, Dost, Olic.

Hold øje med: Diego. Det er et par år siden Diego sidst har præsteret, men er brasilianeren på sit topniveau er han blandt de bedste playmakere i ligaen. Han har genoptjent sin tillid hos Magath og har meget at bevise.


WERDER BREMEN

Sidste sæson: Nr. 9. Trods kurs mod de europæiske pladser i starten af sæsonen lykkedes det kun akkurat Werder, at slutte i den bedre halvdel af tabellen. Med kun to sejre i forårets 18 kampe (og seks nederlag i de sidste ni) raslede man ned i tabellen og igen blev det tydeligt, at Schaaf's foretrukne diamant-opstilling giver holdet defensive problemer.

Transfers: Efter et par skuffende sæsoner har træner Schaaf og manager Allof taget konsekvensen og varslet genopbygning af truppen. Man har derfor sagt farvel til en lang række profiler og rutinerede kræfter, hvoraf flere ikke levede op til de høje lønninger de blev betalt.

Ud er gået folk som Marko Marin (Chelsea), Claudio Pizarro (Bayern München), Tim Wiese (Hoffenheim), Naldo(Wolfsburg) og Markus Rosenberg (West Brom). Umiddelbart virker det som en voldsom svækkelse, men der er varslet nye tider i Bremen og en omstrukturering har været nødvendig.

Sommerens dyreste indkøb har været Eljero Elia, der havde sine gode perioder for HSV, men som i sin tid i Juventus er røget ud i kulden. Hollænderen skal afløse Marko Marin. Derudover har man lejet Nils Petersen i Bayern München og den tidligere Cottbus-topscorer ligner den nye spydspids. Chelsea-kantspilleren Kevin de Bruyne er desuden kommet til på en lejeaftale.

Defensiven er blevet styrket med tilgangen af Theodor Gebre Selassie, højrebacken der imponerede for Tjekkiet under EM, og Assani Lukimya-Mulongoti, en central forsvarer der var Fortuna Düsseldorfs bedste sidste sæson.

Styrket/svækket: Svækket.

Denne sæson: Med afgangen af så mange prominente kræfter kan man ikke undgå, at kalde Werder Bremens trup for svækket. Umiddelbart. Med ankomsten af så mange nye og unge spillere er der potentiale at spore i Bremen-truppen og træner Schaaf ser ud til endelig at have lagt sit 4-4-2 diamant-system på hylden.

I stedet er der lagt op til en slags 4-3-3 eller 4-1-4-1 der skal tjene til at give opbakning til den backkæde, der ofte lukker så mange mål ind. Samtidig kan de to kanter nu reelt udnytte plads, hurtighed og kreativitet.

Det lyder altsammen meget godt, men om det fungerer i praksis er en anden sag. Et pokalexit til miniputterne fra Preussen Münster, hvor man lukkede fire mål ind, ansporer i hvert fald ikke til megen optimisme.

Werder Bremen er i en omstillingsfase og man skal derfor næppe forvente det helt store fra Schaafs tropper. Et ungt mandskab har dog før overrasket - og dette har også potentiale - og slutter Werder blandt de europæiske pladser, er der bestemt grund til at være tilfredse med sæsonen.

Bud på placering: 8-11

Bud på opstilling: (4-3-3): Mielitz - Gebre Selassie, Prödl/Lukimya, Sokratis, Schmitz - Junuzovic, Fritz, Hunt - Arnautovic/De Bruyne, Petersen, Elia

Hold øje med: Marko Arnautovic. De største stjerner har forladt klubben og der er mulighed for mere spilletid til østrigeren - endda på favoritpositionen på højrekant. Han har masser af potentiale og lader han præstationerne (fremfor munden) tale, kan han etablere sig som en af de vigtigste i det nye Werder-hierarki.


FC NÜRNBERG

Sidste sæson: Nr. 10. I det meste af efterårssæsonen lignede Nürnberg et hold med kurs mod 2. Bundesliga, men en stærk præstation i foråret gjorde, at man sled sig fri af nedrykningskampen og placerede sig solidt i midten af tabellen. Med 38 mål i 34 kampe var det dog ikke et offensivt festfyrværkeri der prægede sæsonen.

Transfers: Nürnberg har i nyere tid lavet gode handler på transfermarkedet (både køb og leje), men klubben bliver ofte set som et springbræt for de talentfulde spillere og det er derfor ikke altid ligetil at holde på de bedste. Det har man heller ikke formået i denne omgang, hvor den solide centerforsvarer Philipp Wollscheid har forladt klubben til fordel for Bayer Leverkusen. Sammen med lejesvenden Daniel Didavi (off. midt; retur til Stuttgart) var Wollscheid blandt de vigtigste i Nürnbergs overlevelseskamp. Da Dominic Maroh (FC Köln) også er draget videre står Nürnberg uden deres to vante centerforsvarere.

Jens Hegeler (allround midtbane; lån fra Leverkusen), Albert Bunjaku (ang; Kaiserslautern), Juri Judt (forsvar; RB Leipzig) og Christian Eigler (ang; FC Ingolstadt) er også blandt sommerens afgange.

Blandt erstatningerne finder vi den brasilianske centerforsvarer Marcos António der kommer til fra Rapid Bukarest og har erfaring fra fransk, græsk og portugisisk fodbold. Længere fremme på banen, sætter man sin lid til, at man kan få det bedste ud af den til tider problematiske Timo Gebhart (kant; tidl. Stuttgart), der trods sine 23 år har over 75 BL-kampe på cv'et, men som har haft svært ved at leve op til de store forventninger i nyere tid. Man har desuden erkendt, at man ikke er en rigtig BL-klub uden en japaner på holdet og har derfor hentet Hiroshi Kiyotake (off. midt), der spillede en rolle i alle seks japanske kampe ved OL.

I Wolfsburg har man lejet den 21-årige angriber Sebastian Polter.

Styrket/svækket: Svækket.

Denne sæson: Med kun 38 scorede mål sidste sæson skulle man tro, at fokus havde været på at få gjort noget ved de manglende mål. Ind er godt nok kommet to offensive kræfter i form af Gebhart og Kiyotake, men de gør det begge længere tilbage på banen og er ikke deciderede målscorere (og spørgsmålet er om svingende Gebhart overhovedet kan holde niveau).

Det efterlader Nürnberg med Sebastian Polter og Tomas Pekhart som eneste reelle angribere; begge er unge, relativt uerfarne og har endnu ikke vist sig som skarpe målkonger.

Noget tyder derfor på, at Der Club igen kan stå med et målscoringsproblem denne sæson og sammenlagt med afgangen af holdets bedste defensive kort, Wollscheid, kan det blive en svær omgang for Dieter Heckings tropper. Træneren har dog før formået, at få det bedste ud af de mindre kendte navne og periodevist har Nürnberg også vist sig som en svær nød at knække.

Jeg har svært ved at se en forbedring (eller endda en gentagelse) af sidste sæsons 10. plads, men finder det mere sandsynligt, at Nürnberg må slås for at undgå nedrykning.

Bud på placering: 13-16.

Bud på opstilling: (4-2-3-1): Schäfer - Chandler, Klose, António, Pinola - Simons, Balitsch - Kiyotake, Gebhart, Esswein - Polter/Pekhart

Hold øje med: Alexander Esswein. Viste glimtvis prøver på sit talent sidste sæson, hvor han var en trussel langs venstrekanten og foran mål. Nok den af de offensive kræfter der er mest sikker på sin plads og muligvis ham der kan løfte Nürnbergs svage offensiv.


1899 HOFFENHEIM

Sidste sæson: Nr. 11. St. Pauli-legenden Holger Stanislawski var inden sæsonen udset til at hive Hoffenheim ud af midterplaceringerne og konkurrerere med om de europæiske pladser. Trods en spændende 4-1-4-1 formation, der i praksis betød at man stillede op med fem meget offensive spillere, havde holdet svært ved at finde vej til målet. Stanislawski ændrede formationen omkring årsskiftet, men der røg samtidig et par spillere ud af klubben og sammenlagt med at ejer Dietmar Hopp var knap så villig til at komme til lommerne, havde træneren svære vilkår.

Det hele endte med en fyring i februar hvor Markus Babbel tog over, men den tidligere Stuttgart- og Hertha-træner formåede heller ikke at løfte klubben ud af middelmådigheden og man sluttede sæsonen af med tre nederlag og en plads som nummer 11.

Transfers: Holdet har skiftet ud på målmandsposten, hvor Tim Wiese er kommet til mens Tom Starke skal varme bænken hos Bayern München. I forsvaret har man hentet Stuttgarts centrale forsvarer Matthieu Delpierre, der var skadet det meste af sidste sæson, samt Chris i Wolfsburg. Begge har masser af Bundesliga-erfaring og øger konkurrencen i defensiven.

Også angrebet er blevet styrket med Bayer Leverkusens Eren Derdiyok og spanske Joselu fra Real Madrids andethold. Derudover får man unge Kevin Volland tilbage fra lån hos 1860 München, hvor han sidste sæson scorede 13 mål og leverede 11 assists i 2. Bundesliga.

Ud af døren er gået Chinedu Obasi (ang/kant; Schalke), Gylfi Sigurdsson (off. midt; Tottenham) og Peniel Mlapa(ang; Gladbach), men de to førstnævnte var udlejet det meste af sidste sæson mens Mlapa hovedsageligt blev benyttet som indskifter. Ryan Babel ligner desuden en mand der er på vej ud af klubben.

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Træner Markus Babbel har hentet mange nye folk ind og der bliver kamp om pladserne i startopstillingen. Det bliver interessant at se hvordan truppen klarer omvæltningen både spillemæssigt og mentalt, da en række spillere vil føle sig berettiget til en startplads.

Om de nyankomne er gode nok til at hive Hoffenheim ud af middelmådigheden er svært at sige. Når holdet har tur i offensiven er de farlige for enhver modstander, men præstationerne er for svingende - også i defensiven. Den centrale midtbane efterlader desuden et par spørgsmålstegn, hvor makkerparret Sebastian Rudy og Daniel Williams ser en kende ungt og urutineret ud (de kan dog få hjælp af enten den mere offensive Salihovic eller en af de overskydende centrale forsvarsspillere).

Bud på placering: 6-9.

Bud på opstilling: (4-2-3-1): Wiese - Beck, Vestergaard/Delpierre, Compper, Johnson - Salihovic/Willams, Rudy - Vukcevic, Volland, Firmino - Derdiyok

Hold øje med: Eren Derdiyok. Angriberen er det klare førstevalg, primære måltrussel og udset til en masse spilletid. Kan blive hans gennembrudssæson.


SC FREIBURG

Sidste sæson: Nr. 12. Freiburg havde en tumultansk sæson og overvintrede som bundprop med kun 13 point. Det førte til afskedigelsen af en håndfuld spillere og lidt senere af træner Marcus Sorg. Assistenten Christian Streich overtog tøjlerne trods han i første omgang ingen interesse havde i jobbet. Sammenlagt med salget af den absolutte profil, Papiss Cissé, var det de færreste der i vinteren havde tiltro til, at Freiburg ville overleve i Bundesligaen.

Med små skridt fik Streich dog sat gang i maskineriet (bl.a. via et par sultne reserveholdsspillere) og Freiburg fightede bravt gennem foråret - og efter et run på 10 kampe som ubesejret, rev man sig fri af nedrykningsspøgelset og sikrede sig en respektabel midterplacering.

Transfers: Selvom det skete i januar, skal afgangen af Papiss Cissé nævnes. Han var holdets ubestridte profil og eneste spiller i truppen man kunne forvente mere end en håndfuld mål fra. I sommervinduet har man holdt på de fleste folk, men har dog måtte vinke farvel til Stefan Reisinger, supersub'en der har leveret mange vigtige mål, men som er draget til Fortuna Düsseldorf i jagten på mere spilletid.

Pengene fra Cissé-transferen er blevet investeret andetsteds i klubben og der har derfor ikke været midler til de store indkøb. Man har dog hentet Max Kruse i St. Pauli, en spændende offensiv profil der kan spille som både hængende angriber og længere fremme. I Norge har man fundet højrebacken Vegar Eggen Hedenstad (Stabæk IF) mens Marco Terrazzino (Karlsruhe) og Ezequiel Calvente (Real Betis) skal styrke konkurrencen på midtbanen.

Styrket/svækket: Status quo/marginal styrket.

Denne sæson: Ambitionen i Freiburg er at undgå nedrykning og det ville overraske hvis holdet ender over den nederste tredjedel i tabellen. Det var en bemærkelsesværdig flot fight der blev leveret i den sidste halvdel af sidste sæson - og måske Streich vitterligt er manden der kan få det bedste ud af truppen - men Freiburg er en lille klub med et småt budget og uden de store profiler.

Det er dog ikke altid de rigeste klubber der stjæler pointene og klikker alt for Freiburg, er de bestemt ikke dømt til nedrykning, men skal det blive til mere end overlevelseskamp kræves det, at der bliver fightet fra dag ét og at Streichs defensive regime ikke falder fra hinanden.

Bud på placering: 13-16

Bud på opstilling: (4-2-2-1-1): Baumann - Hedenstad/Mujdza, Ginter, Diagne, Sorg - Schuster, Makiadi - Schmid, Kruse - Rosenthal - Freis

Hold øje med: Max Kruse. Det er svært, at pege på en der stikker ud på et Freiburg-hold der lever på samarbejde og teamwork, men unge Max Kruse var St. Paulis bedste spiller i 2. Bundesliga sidste sæson og måske manden der kan skabe en livlig Freiburg-offensiv. I virkeligheden er det dog nok defensivens præstationer der bestemmer hvordan sæsonen udspiller sig.


MAINZ 05

Sidste sæson: Nr. 13. Forud for sæsonen mistede Mainz sine tre bedste spillere i Schürrle, Holtby og Fuchs og det kunne mærkes på præstationerne. Thomas Tuchel er dog en dygtig træner og han formåede, at holde klubben væk fra nedrykningskampen, men det blev aldrig rigtig bedre end middelmådigt.

Transfers: Alligevel har Mainz ikke rørt synderligt på sig i transfervinduet, hvor Chinedu Ede (Union Berlin) og Junior Diaz (Club Brugge) er eneste nytilkomne. Ede er en meget spændende og utrolig hurtig kantspiller, der sidste sæson scorede syv mål og leverede 12 assists for Union Berlin i 2. Bundesliga. Diaz er en 28-årig costaricansk venstreback, der sidste sæson var lejet ud til Wisla Krakow og som har erfaring fra både Europa- og Champions League.

Til gengæld har man mistet en række angribere; Mohamed Zidan (Baniyas SC), Sami Allagui (Hertha Berlin) ogMario Gavranovic (retur til Schalke - og videre til FC Zürich).

Styrket/svækket: Status quo.

Denne sæson: Man har valgt at have tiltro til spillertruppen og kun hentet et par spillere ind. Tuchel er en skarp træner med god taktisk forståelse og han er nok manden, der kan få det meste ud af en profitfattig trup, hvor sammenhold og fight er de vigtigste ingredienser.

Det hele skal dog nok gå op i en højere enhed hvis man skal bare være i nærheden af forrige sæsons overraskende femteplads. Mainz ligner et lidt mere langsigtet projekt hvor der rådes over en række spændende, unge folk.

Tuchel ynder at skifte rundt i opstillingerne og har både forberedt en 4-2-3-1 og en 4-4-2 formation i træningskampene. Med afgangen af Zidan (7 mål i sine 14 kampe i foråret) kan angrebet godt se tyndt besat ud og det er derfor nødvendigt, at Tuchel får valgt den rette konstellation og får det bedste ud af de offensive kort.

Nyerhvervelsen Diaz står desuden overfor en hård opgave i at lukke hullet efter Christian Fuchs på venstreback - en opgave der ikke blev løst sidste sæson.

Bud på placering: 9-12

Bud på opstilling: (4-2-3-1): Wetklo - Pospech, Kirchoff, Noveski, Diaz - Polanski, Soto - Risse, Ivanschitz/Ede, Choupo-Moting/Ede - Szalai

Hold øje med: Jan Kirchoff. Den høje forsvarer brød igennem sidste sæson og etablerede sig som starter. Er fast mand på det tyske U21-landshold og kan både spille centralt i forsvaret og på den defensive midt. I en sæson, hvor Mainz' placering i høj grad bestemmes af om defensiven forbedres i forhold til sidste sæsons 51 indkasserede mål, kan Kirchoff blive en central figur.


AUGSBURG

Sidste sæson: Nr. 14. Augsburg overlevede sin første sæson i Bundesligaen nogensinde og man må dermed sige målet blev indfriet. Med få midler og uden profiler var det dog ikke helt ligetil og med syv nederlag i sæsonens første 13 kampe blev holdets svagheder da også udstillet. Hvad man manglede i profiler og Bundesliga-erfaring gjorde man dog op for ved hård fight og holdånd - to faktorer der gjorde, at man kun tabte fire gange i foråret og hentede resultater mod bl.a. Dortmund, Schalke og Gladbach.

Overlevelsen kom dog ikke uden skår i glæden og uenigheder mellem formand Walther Seinsch og træner Jos Luhukay, resulterede i at sidstnævnte sagde op. Sportschef Andreas Rettig fulgte med og det betyder, at setuppet i Augsburg er nyt forud for den kommende sæson.

Transfers: Trods et meget småt budget er det lykkes Augsburg, at tilknytte en lang række nye spillere med Jan Moravek (Schalke 04), Andreas Ottl (Hertha Berlin) og Kevin Vogt (Bochum) som de mest prominente. Derudover erAstride Bance kommet til fra Al-Ahli Dubai og ligner den nye spydspids. Giovanni Sio (ang) og Knowledge Musona er hentet på lejeaftale fra henholdsvis Wolfsburg og Hoffenheim.

Det er dog ikke helt lykkes, at holde på alle spillere fra sidste sæson. Størst bliver savnet af Axel Bellinghausen der er flyttet til Fortuna Düsseldorf sammen med angriberen Nando Rafael. Væk er også lejesvenden Hojime Hosagai der er røget retur til Bayer Leverkusen.

Styrket/svækket: En smule styrket (mest i kraft af en sæsons ekstra erfaring).

Denne sæson: Der er sket en temmelig stor udskiftning i truppen og spørgsmålet er hvordan de nye kræfter falder til. Spillerne fra sidste sæson har fået et års Bundesliga-erfaring og det kan blive vitalt i den som regel svære anden sæson efter oprykning.

Med ny træner og sportschef er det dog ikke kun spillertruppen der har gennemgået ændringer, og går alt ikke op i en højere enhed kan det blive en svær sæson. Træner Markus Weinzierl (hentet i Jahn Regensburg der netop er rykket op i 2. Bundesliga) er blot 37 år og har intet erfaring på topniveau som hverken spiller eller træner. Også klubbens nye sportsdirektør, Manfred Paula, er et relativt ubeskrevet blad og hentet i Augsburgs eget ungdomsakademi. Man har temmeligt sikkert sparet en del i lønninger ved at ansætte så to uerfarne herrer, men det er lidt af et gamble om de kan løfte opgaven i Tysklands bedste liga.

Truppen mangler stadig profiler, men til gengæld er bredden styrket og man har et par gode spillere på plads til igen at levere en hård fight. Det bliver dog sandsynligvis en kamp for overlevelse og med tre stærke oprykkere kan det gå hen og blive meget spændende for Augsburgs vedkommende.

Bud på placering: 15-18.

Bud på opstilling: (4-5-1): Jentzsch - Verhaeg, Sankoh, Langkamp, Ostrzolek - Sio/Petrzela, Baier, Ottl, Moravek, Musona/Koo - Bancé

Hold øje med: Aristide Bancé. Den tidligere Mainz-angriber står noteret for 10 mål i 30 Bundesligakampe og er sammen med Sascha Mölders, Augsburgs eneste out-and-out striker. En succesfuld Augsburg-sæson går sandsynligvis hånd i hånd med mål fra Bancés fødder.


HAMBURGER SV

Sidste sæson: Nr. 15. Det var alt andet end en god sæson for Frank Arnesens HSV; kun fire point fra playoff-nedrykningspladsen og tre hjemmesejre var hvad det blev til for Hamborg-holdet. Man havde en god periode i efteråret, men kun to sejre i sæsonens 13 sidste kampe viser, at der stadig er en masse arbejde der skal gøres.

Man vidste udemærket, at Arnesens projekt satser på fremtiden, men af de mange indkøb af unge folk (fra især Chelsea) var ingen rigtig i stand til at slå sit navn fast som en succes. De spillemæssige problemer var tydelige over hele banen; forsvaret lukkede 57 mål ind (mere end bundproppen Kaiserslautern) og offensiven var med 35 scoringer den næstdårligste i ligaen.

Transfers: Det er umiddelbart svært at finde logikken i HSV's ageren på transfermarkedet. Man har hentet Rene Adler ind til en målmandspost der i forvejen er godt besat i erfarne Jaroslav Drobny, der var holdets bedste sidste sæson. Derudover valgte man ikke at forlænge med David Jarolim (midt) der har tonsvis af rutine og en af de få erfarne spillere i truppen (han er dog blevet langsom med årene, men kunne have været en vigtig kraft at trække på for de unge spillere). Yderligere har profilerede navne som Paolo Guerrero (ang) og Mladen Petric (ang) forladt klubben sammen med Arnesens bedste Chelsea-indkøb, Gökhan Töre (højrekant).

Det er dog blevet til et par spændende indkøb. Østrigske Paul Scharner (West Brom) har over 200 Premier League-kampe bag sig og skal styrke det centrale forsvar, mens den 23-årige kroat Milan Badelj (Dinamo Zagreb) ligner en ny central midtbanemand. Til angrebet har man hentet Artem Rudnev der scorede 22 ligamål i 29 kampe for Lech Poznan sidste sæson. Og så vender Maximilian Beister tilbage fra et succesfuldt lejeophold hos Fortuna Düsseldorf, hvor han fra sin plads på kanten leverede 12 mål og 13 assists og havde en stor andel i holdets oprykning.

Styrket/svækket: Status quo/En smule svækket.

Denne sæson: En klub så stor som HSV skal være at finde i konkurrencen om topplaceringerne, men umiddelbart virker det ikke til at blive tilfældet denne sæson. Holdet er stadig ungt og man har mistet en række af de større navne, der godt nok leverede svingende præstationer, men som havde kvaliteten til at afgøre kampene.

Holdets defensive præstationer skal forbedres kraftigt i forhold til sidste sæson og efter træningskampene, at dømme har det også været Torsten Finks fokusområde. Scharner bringer rutine til partnerskabet med Mancienne og giver Heiko Westermann mulighed for at agere defensiv midt. Fink foretrækker dog et højt presspil, og med en Dennis Aogo på venstreback der ikke altid er dygtig nok til at komme med hjem, er defensiven ikke blottet for huller.

Med afgangen af de tre offensive navne hviler meget ansvar på nyerhvervelsen Artem Rudnev og Heung-Min Son, der nok kommer til at dele angrebspladsen imellem sig (sydkoreaneren kan dog også gøre sig på kanten og Marcus Berg skal ikke helt afskrives).

Bud på placering: 13-16.

Bud på opstilling: (4-2-3-1): Adler - Diekmeier, Mancienne, Scharner, Aogo - Westermann, Badelj/Skjelbred - Beister, Arslan/Son, Jansen - Berg/Rudnev

Hold øje med: Maximilian Beister. Den unge kantspiller har et enormt potentiale og evnen til at sætte både sig selv og medspillerne i scene.


GREUTHER FÜRTH

Sidste sæson: Nr. 1 i 2. Bundesliga. 15 sæsoner efter oprykning til Tysklands andenbedste række, lykkedes det endelig for Greuther Fürth at nå Bundesligaen - for første gang i ligaens 50-årige levetid. Fürth var placeret i top 5 gennem stort set hele 2011/12-sæsonen og sikrede sig førstepladsen i andensidste spillerunde.

En stor del af Fürths succesfulde sæson skal tilskrives holdets skarpe angrebsduo, Christopher Nöthe og Olivier Occéan, der tilsammen stod for 30 mål. Når det så er sagt, er det vigtigt at pointere, at det dog langt fra var et two-man-show der sendte Die Kleblätter i Bundesligaen, men at kollektivt hårdt arbejde var grundstenen i Fürths oprykning.

Transfers: Fürth har holdt på stammen af spillere, men har dog måtte give afkald på en meget stor profil; topscorerOccéan (17 mål - købt af Eintracht Frankfurt), der med stor sandsynlighed vil blive savnet. Derudover er den alsidige back/kant Stephan Schröck blevet hentet til Hoffenheim.

Indkøbsmæssigt har man kørt en fornuftig politik hvor unge, spændende spillere er blevet foretrukket, hvilket har resulteret i 10 nyankomne. Lidt ældre (men stadig spændende) er dog Djiby Fall, der med sit prisskilt på €1 million er holdets dyreste indkøb og den direkte afløser til Occéan. Offensiven styrkes yderligere af Tobias Mikkelsen ogZoltán Stieber (kant; Mainz 05), mens Dortmund-lejesvenden Lasse Sobiech ligner en ny mand i det centrale forsvar.

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Occéan havde næppe leveret det samme antal mål i landets bedste række, men canadieren bliver alligevel savnet og det er op til Djiby Fall hurtigt, at danne et succesfuldt partnerskab med Nöthe. I baghånden har man også rutinerede Gerald Asamoah, der dog ikke har leveret på den store scene i en årrække.

I grove træk er man - med nyindkøbene og et par unge spændende folk - godt dækket ind i offensiven, men spørgsmålet er hvordan defensiven klarer den hårdere modstand i Bundesligaen. Sidste sæson nåede man til semifinalen af DFB-Pokalen så holdet har vist, at de kan spille op imod de større - men er man i stand til det uge efter uge?

Fürth skal overleve på ungdommeligt gåpåmod for man har kun tre mand over 30 år i truppen, så rutinen og erfaringen er til at overse. Det skulle dog ikke være første gang, at ungdommen sejrer, og kommer holdet godt fra start kan optimisme og selvtillid række langt. Truppen er talentfuld og bestemt ikke uden chance for at overleve i Bundesligaen.

Bud på placering: 13-16.

Bud på opstilling: (4-4-2): Grün - Nehrig, Kleine, Mavraj, Schmidtgal - Mikkelsen, Fürstner, Prib, Sararer - Nöthe, Djiby-Fall/Asamoah

Hold øje med: Sercan Sararer. Holdets vel nok mest talentfulde, der fra sin plads på kanten var blandt 2. Bundesligas bedste sidste sæson. Den 22-årige tyrker har allerede en lille håndfuld landskampe på cv'et og en lys fremtid foran sig.


EINTRACHT FRANKFURT

Sidste sæson: Nr. 2 i 2. Bundesliga. Det blev blot til et kort ophold i 2. Bundesliga efter man rykkede ned i 2010/11-sæsonen (en mærkelig sæson, hvor man i efteråret spillede med om de europæiske pladser, men kollapsede efter jul). Det lykkedes Frankfurt, at holde på sine spillere trods nedrykningen og man havde derfor en trup væsentligt stærkere end konkurrenterne, så oprykningen forløb forholdsvis uproblematisk.

Transfers: Sportsdirektør Bruno Hübner følte dog ikke, at truppen rummede nok Bundesliga-kvalitet og der har derfor været gang i svingdøren i sommerpausen, hvor flere af de spillere der blev købt til at sikre oprykningen, er røget ud i kulden igen. Det drejer sig bl.a. om Mohamadou Idrissou (FC Kaiserslautern), der viste sig som en habil målscorer i 2. Bundesliga, men som nok mangler kvaliteten til den store scene. Også Gordon Schildenfeld (Dynamo Moskva), Mathias Lehmann og Thomas Kessler (begge Köln) har forladt klubben.

Ind er i stedet kommet 11 nye spillere, hvor flere er blevet støvsuget hos sidste sæsons konkurrenter i 2. Bundesliga eller hos de nyligt nedrykkede hold. Olivier Occéan, Takashi Inui og Stefan Aigner var sidste sæson de bedste spillere for deres respektive klubber (hhv. Greuther Fürth, Bochum og 1860 München) og ser ud til at skulle indtage tre af de offensive pladser.

Lidt mere Bundesliga-erfaring har målmand Kevin Trapp (FC Kaiserslautern), Martin Lanig (midtbane; FC Köln) samt venstreback Bastian Oczipka (Bayer Leverkusen) og Stefano Celozzi (Stuttgart). Desuden er Vadim Demidov(centerforsvarer) hentet i Real Sociedad og kommer med 36 La Liga-kampe på cv'et. Han skal sammen med Anderson (nu fast tilknyttet) og Carlos Zambrano (St. Pauli) slås om de to centrale forsvarspladser.

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Frankfurt er tilbage i landets bedste række, men skal nu omstille sig på en tilværelse hvor man ikke længere er konkurrenterne overlegne trupmæssigt - endda så langt fra. Man har forstærket sig fornuftigt, men det er trods alt hovedsageligt med spillere fra enten nedrykkerhold eller 2. Bundesliga.

Man er derfor meget afhængig af at disse nyindkøb viser sig gode nok til at kunne klare sig i Bundesligaen, hvor tempoet er højere og modstanderne stærkere. Truppen er dog ung, talentfuld og sulten, og specielt offensiven rummer et par spændende folk, hvor målmaskinen Occéan (der for to år siden spillede i 3. Liga) og japanske Inui (en Kagawa-type) især er iøjnefaldende.

Armin Veh har realiseret, at opgaven denne sæson er noget ulig sidste og går derfor fra en ordinær 4-4-2 til en 4-2-3-1 opstilling.

Af de tre oprykkere ligner Eintracht Frankfurt det stærkeste mandskab og får Veh det bedste ud af sine unge folk (og en lidt tynd besat defensiv), bør holdet have kvalitet nok til at undgå nedrykning.

Bud på placering: 10-13.

Bud på opstilling: (4-2-3-1) Trapp - Jung, Demidov/Anderson, Zambrano, Oczipka - Rode, Schwegler - Aigner, Meier, Inui - Occéan.

Hold øje med: Takashi Inui. En af de bedste playmakere i 2. Bundesliga, god med bolden i snævre rum og hurtig på fødderne. Tiltrak interesse fra større klubber i både Tyrkiet og England.


FORTUNA DÜSSELDORF

Sidste sæson: Nr. 3 i 2. Bundesliga. Fortuna Düsseldorf, eller F95, lagde sidste sæson ud med kun, at tabe én kamp i Hinrunden (efteråret). På eget græs var man næsten umulige at tale med, og holdet overvintrede på en førsteplads. Et hjemmebanenederlag til Paderborn satte dog gang i en stime på seks kampe uden sejr og Rückrunden bød på middelmådige fire sejre, otte uafgjorte og tre nederlag.

Det var dog nok til en tredjeplads (med nød og næppe; kun en bedre målscore sikrede holdet pladsen fremfor St. Pauli) og dermed to playoff-kampe mod Hertha Berlin. Man vandt overraskende den første af disse på udebane i Berlin (1-2) mens returopgøret bød på drama og flere afbrydelser, men i sidste ende endte 2-2 og dermed sendte F95 i Bundesligaen for første gang i 15 år.

Transfers: Fortuna har været særdeles aktive på transfermarkedet, men det har også været nødvendigt at styrke truppen - bl.a. har man mistet tre profiler fra sidste sæson. Den centrale forsvarer Assani Lukimya-Mulogoti var holdets defensive profil, men er nu draget til Werder Bremen. Længere fremme på banen har man sagt farvel tilMaximilian Beister (højrekant; retur til HSV efter endt lejeaftale), der med 13 assists og 11 mål var blandt både F95's og ligaens bedste spillere. I angrebet har man mistet aldrende Sascha Rösler (topscorer med 13 mål og 10 assists) der er draget til Alemannia Aachen og lavere tempo i 3. Liga.

At erstatte tre så vigtige spillere ligner en svær opgave, men Fortuna skal ikke have kritik for ikke at have forsøgt sig. Til den centrale forsvarsplads har man hentet Bruno Gabriel Soares (Duisburg) og Stelios Malezas (PAOK), der skal kæmpe om at danne makkerpar med rutinerede Jens Langeneke (scorede på ni af 10 straffespark sidste sæson).

Til at erstatte Beister har man hentet sydkoreaneren Du-Ri Cha (på en fri transfer i Celtic), der har både hurtighed og Bundesliga-erfaring, mens Augsburgs Axel Bellinghausen er hentet ind som arbejdshest på venstrekanten.

Målene skal Nando Rafael (Augsburg) og holdets største signing, Andriy Voronin (lån fra Dynamo Moskva), stå for.

Desuden har man en ny mand mellem stængerne; Fabian Giefer, tidligere reservekeeper hos Bayer Leverkusen.

Styrket/svækket: Svækket.

Denne sæson: Trods travlhed på transfermarkedet står Fortuna Düsseldorf overfor en meget svær sæson. Defensiven har mistet en vigtig profil og man råder i forvejen ikke over den store bredde i en bagkæde der hovedsageligt består af middelmådige spillere. At holdet skal overleve på fight og viljestyrke eksemplificeres på den centrale midtbane, hvor Andreas Lambertz og Adam Bodzek er fysisk stærke og kontante spillere, der dog mangler boldføling og teknisk kunnen. Det kan tvinge træner Meier til at trække Ken Ilsø længere tilbage på banen, men den klejne dansker kan meget vel blive overløbet af ligaens bedre midtbanedynamoer og det vil desuden efterlade den enlige angriber meget alene.

Dermed ikke sagt, at overlevelse er umuligt for klubben; man har et par spændende spillere, men det kræves, at de leverer fra dag ét. Fortuna skal genfinde spillet fra første halvdel af sidste sæson - har man ligeså svært ved at skabe resultater som i Hinrunden i 2. Bundesliga, ligner det et kort ophold i landets bedste liga.

Bud på placering: 15-18.

Bud på opstilling: (4-2-3-1) Giefer - Levels, Malezas/Soares, Langeneke, van den Bergh - Bodzek, Lambertz - Garbuschewski/Cha, Ilsø/Voronin, Bellinghausen - Voronin/Rafael

Hold øje med: Andriy Voronin. Ex-Liverpoolmanden har rundet de 33 år, men har en god historie i Bundesligaen og Fortuna håber, at ukrainerens rutine kan skabe en trussel i front. Ansvaret er dog stort og han skal reelt erstatte både Röslers og Beisters målfarlighed; en opgave der nok er for omfattende.