1/8-finalerne i Champions League: Hvem går videre?
Der var allerede vindere og tabere, da der blev trukket lod til 1/8-finalerne i Champions League. Arsenal og Barcelona er nu kæmpe favoritter til at nå semifinalen via Blue Path, mens der er langt større spørgsmålstegn omkring favoritterne i Silver Path. Her gennemgår vi i første omgang holdenes chancer for at gå videre til kvartfinalerne.
Odds på Champions League hos ComeOn ⇒
PSG vs. Chelsea
Det her kan næsten ikke blive andet end et underholdende opgør.
Chelsea har fået en lovende start under Liam Rosenior, som førte holdet til 1/8-finalerne via en imponerende comebacksejr mod Napoli.
Alligevel kæmper den unge trup stadig med ustabilitet og disciplinære problemer (Pedro Netos røde kort mod Arsenal var klubbens tiende i sæsonen).
London-klubben kan spille på et højt niveau, især i omstillinger, men deres disciplin og erfaring halter stadig. Over to kampe er det svært at se dem holde PSG fra et væld af chancer.
PSG er tydeligvis heller ikke lige så stærke som sidste sæson, og de havde arbejdshandskerne på for at slå Monaco samlet 5-4 i playoff.
Måske de er trætte efter et travlt år, hvor de trods alt nåede en kæmpe milepæl ved at vinde turneringen sidste sæson.
Pariserne viser stadig i den hjemlige liga, at de kan være ekstremt farlige, men de får det ikke nødvendigvis nemt mod et uforudsigeligt Chelsea-hold, som jo faktisk slog dem i sidste års finale i VM for klubhold.
Favoritter: PSG

Galatasaray vs. Liverpool
Galatasaray og Liverpool er to hold, der har haft meget forskellige forløb i turneringen.
Tyrkerne kan siges at have haft en smule held med at nå så langt som det her. De vandt kun tre kampe i ligafasen og tog kun ét point i deres sidste fire opgør.
Takket være det nye turneringsformat var 10 point dog nok til at sikre en playoff mod Juventus.
Her vandt holdet hele 5-2 i Istanbul, men de måtte alligevel ud i forlænget spilletid i returopgøret for at gå videre.
Galatasaray kan dog op til det her opgør glæde sig over, at de allerede har slået Liverpool tidligere i sæsonen med en 1-0-sejr i Tyrkiet.
Englænderne har dog forbedret sig en anelse siden da, og med returopgøret på Anfield kan hjemmebanefordelen blive afgørende.
Galatasaray er ekstremt stærke hjemme i Istanbul, hvor stemningen alene kan vippe kampe, og med Osimhen som frontangriber har de en konstant trussel.
De har dog tydelige udfordringer med udebanekampe, og historisk set har de især haft det svært i England.
Liverpool er langt fra imponerende i øjeblikket, og de har hele sæsonen haft problemer med hold, der står lavt. Men de har erfaring og nogle gode individualister, som kan afgøre kampene.
Favorit: Liverpool

Real Madrid vs. Manchester City
Det her er blevet en klassiker i Champions League og en af de mest taktisk fascinerende dueller i moderne europæisk fodbold.
11 gange har de to klubber spillet mod hinanden i Champions League siden 2020, og deres kampe skuffer sjældent underholdningsmæssigt.
Nu mødes de så allerede i 1/8-finalen, hvilket begge mandskaber selvfølgelig gerne ville have undgået.
Real Madrid måtte i den her sæson igennem playoff for at nå her til. Der mødte de Benfica, hvor det første opgør blev overskygget af en kontrovers, hvor Vinícius Júnior angiveligt blev udsat for racistiske tilråb fra Gianluca Prestianni.
Situationen skabte stor debat, især efter udtalelser fra José Mourinho, men Vinícius og Madrid vandt samlet set 3-1 og gik dermed videre.
Overordnet set virker Real Madrid ikke til at have fundet sig selv endnu under Álvaro Arbeloa.
Holdets præstationerne svinger meget, og nu hvor Kylian Mbappé ser ud til at være ude med en skade i det første opgør i hvert fald, er der stor tvivl om, hvorvidt spanierne kan klare sig mod Manchester City.
Det var desuden også Manchester City, der vandt, da de to hold mødte hinanden på Bernabéu i ligafasen tilbage i december (1-2 til City).
Citys niveau har dog også været ude på lidt af en rutsjebanetur i den her sæson, og de har bestemt ikke været lige så dominerende i hverken Champions League eller Premier League som i deres bedste perioder under Guardiola.
Men med en genfundet offensiv styrke og vinterforstærkningerne Antoine Semenyo og Marc Guéhi godt integreret på holdet bliver de en svær opgave for Real Madrid i knockoutfasen.
Det her opgør kan blive afgjort af små marginaler: en individuel fejl, en dødbold eller et øjebliks genialitet.
Favorit: (50/50-opgør)

Atalanta vs. Bayern München
En ottendedelsfinale mellem en af favoritterne til CL-titlen og en af europæisk fodbolds store overpræsterende klubber de sidste par år.
Atalanta missede egentlig en gylden mulighed for at gå direkte i ottendedelsfinalen, da de kun fik ét point i deres sidste to kampe i ligafasen.
I playoff-runden så det længe ud til, at eventyret var slut efter et klart 2-0-nederlag til Borussia Dortmund på Signal Iduna Park.
Men i returopgøret i Bergamo leverede italienerne et imponerende comeback med mål fra Gianluca Scamacca, Davide Zappacosta og Mario Pašalić.
Selv om Karim Adeyemi udlignede samlet for Dortmund, sikrede Lazar Samardžić avancement med et sent straffespark.
Atalanta overrasker altså igen, igen, men der vil ikke være mange, der tror, at de kan gøre det over to kampe mod Bayern.
Trods en mindre formnedgang i Bundesligaen i slutningen af januar ser tyskerne stadig ud til at vinde det tyske mesterskabet ret sikkert. Det kan give dem en vigtig fordel i Europa, hvor holdet kan spare nøglespillere mellem kampene.
Tyskerne er ekstremt velafbalancerede, fysisk stærke, taktisk disciplinerede og super effektive foran mål. Harry Kane laver masser af mål, Michael Olise og Luis Díaz torturerer modstanderne, og Jamal Musiala er på vej tilbage i topform efter en længere skadespause
Atalanta spiller med masser af mod og intensitet, og de kan skabe problemer, hvis Bayern undervurderer dem. Men over to kampe bør forskellen i kvalitet og bredde give tyskerne en edge.
Favorit: Bayern München

Newcastle vs. Barcelona
På papiret kan det her godt ligne sikker avancement til Barcelona, men man skal måske passe på med at undervurdere deres defensive udfordringer.
Newcastle mod Barcelona bliver uanset hvad et par super interessante kampe at følge.
Newcastle så længe ud til at sikre direkte avancement fra ligafasen, men efter kun én sejr i deres sidste fire kampe måtte de i playoff-runden. Her fik de en overkommelig modstander i Qarabağ FK, som englænderne slog sikkert med hele 9-3 samlet.
Hvis Newcastle skal gøre sig håb om at slå Barcelona over to kampe, så skal de slå dem godt og grundigt på hjemmebane i første opgør.
Englænderne er svære at slå på St James' Park, hvilket de senest viste i PL ved at slå United med kun ti mand. Men nu har Barcelona jo allerede slået Newcastle én gang på St James' Park i den her sæson.
Generelt set har det været en umådelig ujævn sæson for englænderne. Holdet kæmper både med ustabilitet i angreb og problemer i forsvaret, og fraværet af den skadede anfører Bruno Guimarães har svækket deres midtbane betydeligt.
Samtidig har Newcastle haft store problemer på udebane, hvilket gør det svært at forestille sig dem nå kvartfinalen.
Der, hvor der er håb for Newcastle, er Barcelonas høje, sårbare forsvarslinje, som hurtige spillere som Gordon og Elanga kan udnytte med deres fart.
Barcelona lukkede 14 mål ind i deres otte kampe i CL-ligafasen, og deres forsvar blev blandt andet udstiullet et par gange mod Club Brugge i en 3-3-kamp.
Over to kampe bør Barcelonas offensiv dog været for meget for Newcastle. Især med returopgøret på Camp Nou.
Favorit: Barcelona

Atletico Madrid vs. Tottenham
På papiret ligner det her et topopgør, men det er det bestemt ikke.
Tottenham er i dyb krise og kæmper i Premier League. Det er svært at forestille sig., at de finder lykken i Champions League.
Atlético Madrid er stadig et af turneringens mest interessante hold, men de er ikke længere helt så defensivt solide, som de har været kendt for at være i så mange år.
Det blev tydeligt i ligafasen, hvor de tabte hele 4-0 til Arsenal FC, og i playoff-runden indkasserede de fire mål over to kampe mod Club Brugge KV.
Til gengæld har deres januarindkøb Ademola Lookman fra Atalanta BC givet dem ekstra krydderi i offensiven, hvilket vi blandt andet så i deres storsejr over Barcelona i Copa del Rey.
For spanierne afhænger meget dog af formen hos Julián Álvarez, der har været omgivet af en del transferrygter og ikke har ramt sit bedste niveau i et stykke tid.
I playoff-opgøret mod Brugge trådte Alexander Sørloth i karakter og nappede et hattrick i returopgøret, men hvis Atlético skal nå langt i turneringen, har de brug for, at Álvarez kommer i gang igen.
Tottenham har dog langt flere problemer end det.
Hos Tottenham har der været store ændringer siden ligafasen. De har godt nok vundet alle deres hjemmekampe i Champions League i denne sæson, men deres generelle form er virkelig dårlig, og skadeslisten er lang.
Det kan desuden heller ikke udelukkes, at Tudor vil prioritere at sikre klubbens overlevelse i Premier League frem for at satse alt på et langt europæisk eventyr mod Atlético Madrid.
Favorit: Atletico Madrid

Bodø/Glimt vs. Sporting CP
Et drømmescenarie og en drømme-ottendedelsfinale mellem turneringens store overraskelse og et portugisisk hold, der har en imponerende evne til at afgøre kampe i sidste øjeblik.
Bodø/Glimt har været en af sæsonens helt store historier. Allerede inden deres sensationelle sejr over Manchester City i ligafasen blev nordmændene rost for deres offensive og modige spillestil.
De sikrede sig siden en plads i knockoutfasen ved at slå Atlético Madrid på Cívitas Metropolitano i den sidste runde af ligafasen.
Og i playoff-runden slog de Inter ret overbevisende over to kampe. Ja, de vandt faktisk begge kampe. Igen, utroligt nok.
Nordmændene spiller med en frygtløshed som ingen andre, og de er et ekstremt velfungerende kollektiv. Og hjemme i Nordnorge, på kunstgræs og i kulde, har de vist sig at være ekstra svære at håndtere.
Til trods for dette går de endnu en gang ind til et opgør som klare underdogs, men de har allerede vist, at de kan slå langt større klubber end Sporting.
Portugisernes tilstedeværelse i 1/8-finalerne er ikke lige så stor en overraskelse som Bodø/Glimt, men det er stadig en overraskelse. Ikke mindst fordi de er nået så langt ved at slutte på 7. pladsen i ligafasen, efter de blandt andet slog PSG og Athletic Club.
Gennem turneringen har de vist en stærk mentalitet og vilje til at kæmpe til sidste sekund, hvilket har givet pote. Og selvom de med rette ikke regnes for at være blandt favoritterne til at vinde turneringen, så giver lodtrækningen mod Bodø/Glimt dem en realistisk chance for at nå kvartfinalen.
Favorit: Bodø/Glimt (kneben)

Bayer Leverkusen vs. Arsenal
Kasper Hjulmand har gjort et fint stykke arbejde ved at føre Leverkusen her til, men nu kommer den tidligere danske landstræner på en svær opgave.
For Leverkusen har Champions League-sæsonen været utrolig ujævn. Holdet slog overraskede Manchester City på Etihad Stadium, men så blev de knust 7-2 hjemme mod PSG.
Leverkusen er kort sagt et hold, der er svært at forudsige. De har et højt topniveau, men de har også store udsving.
De har offensiv kvalitet, især med Schick og Grimaldo, men defensivt kan de være sårbare. Alt i alt er holdet bare ikke lige så stærkt efter sommerens store udskiftning i truppen.
Arsenal går derfor også ind til det her opgør som klare favoritter, og efter en solid men temmelig uinspirerende playoff-sejr over Olympiacos FC er det svært at se Leverkusen have kvaliteten til at slå et Arsenal-hold, der i øjeblikket er blandt stærkeste i Europa.
Arsenal er måske ikke det mest underholdende hold i europæisk fodbold. Alligevel er resultaterne svære at argumentere imod.
London-klubben topper Premier League og sluttede øverst i Champions Leagues ligafase med 8 sejre ud af 8 mulige - og de mødte trods alt Atlético Madrid, FC Bayern München og Inter.
Arsenal er ekstremt strukturerede, de kontrollerer kampe, er stærke på dødbolde og har en bred trup. Arsenal har desuden også den fordel, at returopgøret spilles i England.
Hvis Arsenal spiller op til deres bedste, har Leverkusen ikke den store chance for at gå videre. Kasper Hjulmand skal håbe, at Mikel Arteta og co. får gummiben eller bliver ukoncentreret på grund af titeljagten i Premier League.
Favorit: Arsenal

Se odds på kampene i Champions League i BetXperts matchcenter.



Tilføj kommentar