Tyskland - Portugal: Over 2,5
Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
- Chance (Over-Under)
- 50-50%
- Betvalue
- 3113,5%
- Spilbar ned til odds
- 2,00
- Rigtig/forkert
Bronzekamp: Tabernes finale. Meget handler om motivation i sådan en kamp – hvor meget gider man at investere, når man netop har misset sit fodboldlivs største mulighed?
For tyskernes vedkommende skal der nu nok være gejst på drengen – om ikke andet så for tilhængernes skyld. Hvad Portugal angår, er det lidt mere tvivlsomt, men udtalelser fra den portugisiske lejr tyder på, at man har tænkt sig at gå efter en god afslutning på VM.
Alligevel må tyskerne nok siges at have et motivations-forspring, og med tilskuerne i ryggen er de temmelig klare favoritter til at vinde kampen. Der er dog så mange uvisheder (hvordan stiller holdene op, etc), at odds 1,78 (Gamebookers) ikke er nok for den sandsynlige tyske sejr. Odds 5,4 (24hPoker) for en portugisisk overraskelse ligner et lille valuebet, men ikke noget at skrive hjem om.
Chancevurdering 1X2: 55-26-19
Over/Under 2,5 mål
Derimod ser der ud til at være flot værdi i et sats på, at det bliver en målrig kamp. Stirrer man sig blind på den kolde statistik, er det jo galimatias. Bortset fra de to sene italienske mål i den forlængede spilletid i semifinalen, har Tyskland jo kun ladet tre mål gå ind i hele slutrunden – to i den første gruppekamp mod Costa Rica, og et mod Argentina. Og Portugal har kun ladet to mål gå ind. Et mod Mexico og et mod Frankrig i semifinalen.
Men den kolde statistik er temmelig irrelevant i denne bronzekamp. Dels fordi det er bronzekampen – der er noget at vinde, og reelt intet at tabe (dermed er der håb om, at Portugal ENDELIG vil smide de defensive tøjler).
Dels fordi skader og karantæner betyder, at begge forsvar er stærkt svækkede. Skader kan også betyde svækkelser i offensiverne, men dette opvejes af, at holdene sandsynligvis ønsker at slutte turneringen af på positiv vis.
Vel, man skal have med, at målmændene er gode, især den tyske (uanset om det er Kahn eller Lehmann), og at det portugisiske angreb har været temmelig impotent. Men det skyldes primært Scolaris stramme defensive taktik. Der må i hvert fald være en fifty-fifty-chance for tre mål eller flere.
Meget afhænger naturligvis af Portugals (Scolaris) indstilling. Men selv hvis portugiserne spiller defensivt, så vil tyskerne sandsynligvis blæse så meget fremad, at det kan åbne kampen. I begge ender.
I en spændende og intens semifinale mod Italien måtte TYSKLAND se sig besejret lige før straffesparkskonkurrencen. Ikke ufortjent, men selvfølgelig bittert at holde stand i 119. minutter, for så at tabe 0-2. En hård og opslidende fight (for anden kamp i træk) havde sat sine spor hos tyskerne, og til sidst havde man ikke mere at komme med, hvilket italienerne jo er eksperter i at udnytte.
Som sagt et korrekt resultat, selvom tyskerne undervejs bestemt havde sine chancer, således må Lukas Podolski for min skyld gerne ha’ mareridt de næste par måneder efter den afbrænder han præsterede helt blank for mål. Effektivitet var simpelthen ikke tilstede hos Klinsmann’s tropper i dette opgør.
Klose blev pakket godt og grundigt ind, og selvom han leverede et sandt arbejdsraseri så man intet til ham offensivt, og når tyskerne manglede både effektivitet og deres topscorer, ja så kunne bølgen ikke føre dem længere.
Godt VM
Men alt i alt et godt VM for Tyskland, der vel, hvis man ser bort for de opskruede mediemæssige forventninger og ser nøgternt på det, har gjort det langt bedre end forventet. Den Grimme Ælling, Jürgen Klinsmann, er nærmest blevet folkehelt, og hele nationen har vist en eufori og en nationalitetsfølelse, der har gjort det tyske folk godt. Man kan sige at landsholdet har samlet nationen, selv 60 år efter krigen er det svært for tyskerne at juble over noget nationalt, men med Die Klinsmänner’s indsats er det som om det igen er blevet legalt.
Tysk gejst?
Nu gælder det så en bronzekamp mod Portugal, og spørgsmålet er, hvór skuffede tyskerne er, og om de kan rive sig op til at levere varen endnu engang. Det tror jeg faktisk de kan.
Klinsmann er, om ikke andet, en særdeles god mandskabsplejer, hans måde at tackle hele det gigantiske pres omkring holdet har været formiddabelt, og i den tyske lejr er man heller ikke bleg for at erkende, at Italien på dagen var lige en tand stærkere.
Moralen, viljen og lidenskaben har ført tyskerne langt i denne turnering, og en 3.plads vil bestemt være et flot resultat.
Skal dette realiseres, bliver spillerne simpelthen nødt til at vise, at det ikke er tilfældigt man kom mellem de 4 bedste i verden. Det er en vigtig faktor, at de spiller på hjemmebane, og, på trods af nederlaget tirsdag, stadig har hele nationen i ryggen, og den kræver Sieg.
Tilbage til en offensiv taktik
Jeg gætter på, at de taktiske dispositioner hos Klinsmann vil være offensivt indstillet, holdet er altså bedst når de angriber, og får lov til at gøre det med mange folk, og ikke som vi har set dem spille i de sidste 2 opgør, med livrem og seler.
Tyskland skal frem over isen, lægge pres på de formodentligt mere defensive portugisere, fløjspillet skal op i tempo (her vil det hjælpe, hvis Odonkor får en startplads), og så skal de afslutte fra distancen når chancen byder sig.
Trupnyt
Pga skader må tyskerne undvære højrebach Friedrich samt midterforsvarer Mertesacker. Mens unge Per M. har gjort det flot som makker til Metzelder og dermed umiddelbart er svær at undvære, er det faktisk Friedrichs fravær der må bekymre mest. Arne F. har ganske vist været holdets svageste punkt gennem hele slutrunden, men sagen er, at der ikke rigtigt er andre højrebacks i truppen. Forsvarsreserver er Huth, Nowotny og Jansen. Den store (og lidt klodsede) Huth tager nok Mertesackers plads, Nowotny er for gammel og for langsom til backpjat – og Jansen er venstreback (dvs, oprindeligt er han midtbane-venstrekant, men han er blevet omskolet til venstreback og er med i landsholdstruppen som ersatz for Lahm). Hmm.
Men man kan selvfølgelig trække Schneider derned – og så lade lynhurtige Odonkor starte som højrekant på midtbanen.
Eller man kan flytte venstreback Lahm derover, han kan nemlig sparke med begge ben og kan godt begå sig på en højreback-plads. I givet fald får Jansen vel venstreback-pladsen – og ellers kan venstre-tjansen, hvis Klinsmann føler sig kreativ, gå til Schweinsteiger (og så er Borowski tilbage i startopstillingen, i venstre side af midtbanen)...
VM-topscorer Klose er tvivlsom pga en lægskade. Hvis han må stå over, får Neuville nok chancen fra start, medmindre man vil give tjansen til en der slet ikke har fået spilletid endnu, fx Mike Hanke.
Et andet spørgsmålstegn står ved målmandsposten. Her har Lehmann erklæret, at han gerne overlader pladsen til Oliver Kahn.
Derudover kan meldes, at den defensive midtbanemand Torsten Frings er klar efter sin karantæne i semifinalen. Mon ikke han får sin plads igen, på bekostning af Kehl. Og mon ikke Schweinsteiger som udgangspunkt får sin venstrekantsplads tilbage fra Borowski.
Opdatering fredag: Ballack er ude, pga et hævet knæ. Derimod skulle Klose være klar.
Ballacks umiddelbare afløser ville nok være Borowski, men han er særdeles tvivlsom pga en fodskade.
Endelig skulle det nu være sikkert, at Kahn spiller, og at Jansen kommer ind som venstreback. Om Lahm står over eller spiller højreback, det vil vise sig.
Bud på startopstilling:
Klose - Podolski
Schweinsteiger – Kehl? – Frings – Schneider/Odonkor
Jansen – Metzelder – Huth – Lahm/Schneider
Kahn
PORTUGAL stødte i semifinalen ind i to mure. Dels den barriere, den fremragende franske defensiv notorisk udgør, dels den spændetrøje, Big Phil Scolaris stramme system påfører holdet.
Trods diverse virkelig kreative spillere, skaber portugiserne alt, alt for få chancer og er desuden decideret impotente helt fremme. Scolari fokuserer på en god, kompakt organisation og et stærkt forsvar – mens offensiven tilføres for få kræfter. Der satses for lidt.
Det kan gå, når man som mod Holland i ottendedelsfinalen kommer foran og derefter skal forsvare sig. Og mod England i kvartfinalen gik det, fordi man i målmand Ricardo har en god straffesparks-snupper (men det var for ringe og for dumt, at man ikke satsede mere fremad, 11 mand mod 10!). Men mod Frankrig kom man bagud (via et korrekt dømt straffespark, begået af Carvalho mod Henry) – for første gang i slutrunden. Og hvad så, kære Scolari?
Tjah. Frankrig kom foran i 33. minut – og i det 74. minut foretager Scolari så endelig en offensiv udskiftning. Ud går den defensive midtbanemand Costinha, ind går angriber Helder Postiga. ENDELIG! To angribere inde samtidig! Desværre nej. For i det 68. minut var centerforward Pauleta (der naturligvis i sin ensomhed var blevet spist af Thuram og Gallas (én afslutning, sådan cirka, og der var reelt ikke hul) blevet udskiftet til fordel for Simao – der helst ligger på fløjen.
Scolaris kiks - og holdets fadæse
Scolari førte Brasilien til VM-titlen i 2002, og at føre Portugal til semifinalen i 2006 skal ikke kimses ad. Men til sidst (allerede, til dels, mod England, men skæbnesvangert mod Frankrig), kiksede Big Phil sgu i dén grad.
Spillerne skal nu også have kritik. Folk som Deco, Maniche og Figo burde være rutinerede og stærke nok til at løsrive sig fra systemet og flytte spillet en tak fremad. Og evt gå ud og skrige ind i Big Phils store fjæs: SMID NU FOR SATAN EN ANGRIBER MERE IND!
Det eneste offensive lyspunkt for Portugal var Ronaldo. Han stod over for en velspillende Sagnol, men fik alligevel skabt nogle ting og begik nogle gode løb. Det førte ikke til de store chancer, og hans egne skud var aldrig rigtigt farlige. Men han forsøgte dog.
Ronaldo skal dog også have kritik. En fremragende spiller, bestemt, en af VMs bedste, men han har en grim tendens til at filme (et groteskt eksempel var hans forsøg på at få straffe mod Frankrig). Det er ikke kun ham, film og overspil har været stærkt udbredt under denne slutrunde, men Ronaldo har været en stærkt eksponeret eksponent. Men ikke et ord om hans rolle i Rooneys udvisning, for dér var den eneste skurk Rooney-psykopaten.
Men tilbage til Portugal: Fair nok. Det skal med i historien om Portugals impotens, at Frankrig er en uhyre svær modstander lige nu. Defensiven var bomstærk (Portugal havde reelt kun de chancer der opstod, når Barthez fumlede (hvilket skete en 3-4 gange)), og kontra-fasen anført af Zidane, Ribéry og Henry var giftig. Det burde faktisk være endt med 2-0 til franskmændene.
Hvad så nu?
Nu gælder det kampen om tredjepladsen. Og spørgsmålet er, om Figo og co. orker. En bronzemedalje er ikke meget værd i forhold til den store pris, og man kunne godt frygte, at netop Figo ville slå op i banen, hvis han overhovedet spiller.
Men at dømme efter de signaler der kom fra den portugisiske VM-lejr efter nederlaget til Frankrig, så synes der faktisk at være en vis vilje til sejr, en lyst til at slutte slutrunden af med et godt resultat. Og på sin vis fortjener holdet det. Ikke pga den offensive indsats ved dette VM, men fordi der er så mange gode boldspillere og personligheder på holdet. Og Scolari skal om ikke andet have den ros, at han har banket individualisterne sammen til et virkelig godt kollektiv.
Med hensyn til motivationen sagde Figo følgende efter Frankrigs-kampen (til BBC): "I am proud of the team and we want to finish off with a win over Germany."
Cirka samme toner lød fra Ronaldo.
Trupnyt
Forsvarsstyrmand Carvalho har karantæne, hvilket svækker defensiven betragteligt. Højreback Miguel, der har haft en stor slutrunde, blev skadet mod Frankrig og er næppe med. Endnu en svækkelse, selv om man jo i Chelseas Paolo Ferreira har en kompetent afløser.
Derudover er det på nuværende tidspunkt svært at sige, hvordan Portugal vil stille op.
Ronaldo og Figo døjede med skader før Frankrigskampen og er vel også tvivlsomme til dette opgør – men mon ikke deres tilstedeværelse primært afhænger af om de har motivation. Hvilket de tilsyneladende har.
Spørgsmålet er så, om Scolari endelig vil tage holdets spændetrøje af og tillade de gode boldspillere at spille offensivt fodbold... Tjah, om ikke andet er der håb om, at Pauleta får lidt mere støtte i front. Det kunne gøres ved at tage Costinha eller Maniche ud – og indsætte Helder Postiga eller Simao. Eller ved at flytte hele holdet nogle meter frem.
Bud på opstilling
Pauleta
Ronaldo
Deco - Figo
Maniche - Costinha
Nuno Valente - Ricardo Costa - Meira - Ferreira
Ricardo
Note. Analyse skrevet i samarbejde med Jens Bøye (der tager skylden for eventuelle fejl. Eventuelle korrekte ting tager Morten ansvaret for :-)).
Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.
Tilføj kommentar