Ronnie Osullivan -3,5 - Dominic Dale: 1

58 minutter, det var alt hvad Ronnie O’Sullivan skulle bruge for at ekspedere Ryan Day ud af dette års Northern Ireland Trophy.

De fleste kan vel huske da han, efter sin sidste kamp ved VM tidligere på året, udpegede en lille knøs iblandt publikum og derefter gav sin gamle kø til knægten. Den lille knægt fik sit livs vel nok største gave og O’Sullivan havde efterladt sig selv uden en snookerspillers vigtigste ”våben”. Det er der blevet lavet om på i sommerpausen hvor han har været et smut forbi legendariske John Parris efter en ny, som han for øvrigt har døbt Layla (ingen aner hvorfor!!). Det ser ud til, at det har gjort lidt af en forskel for ellers så omsuste O’Sullivan, som ikke har spildt mange chancer i løbet af turneringen.

Efter lidt af en forskrækkelse imod Stuart Pettman i første runde hvor det holdt hårdt før han, med det yderste af neglene, fik tilkæmpet sig en plads i den efterfølgende runde med en 5-4-sejr, har der ikke været nogen som helst tvivl om ufaldet af de følgende kampe. Den forsvarende mester, Matthew Stevens, blev sendt hjem med cifrene 5-2 og dernæst var det, som skrevet, Ryan Day’s tur til at få ørene i maskinen. Day tog første frame, og dernæst stod der O’Sullivan på ALT. Breaks på 54, 82, 104, 106 og 67 gav ham en sejr der måske nok var ventet, men at vi skulle se en O’Sullivan der på den måde var vækket til live igen, havde de færreste nok regnet med.

Han møder Dominic Dale som man vel godt kan betegne som lidt af en overraskelse i denne turnering. Han er placeret som nummer 30 i verden, hvilket især skyldes Malta Cup’en sidste sæson hvor han nåede til sin første semifinale i mere end 2 år. Grand Prix-vinderen fra ’97 har spillet en enkelt kvalifikationskamp for at nå hovedturneringen, og lagde således ud med at slå Joe Perry 5-4 for dernæst at overraske ved at sende Peter Ebdon hjem med cifrene 5-3. Dernæst var det Gerrad Greene’s tur til at tabe, denne gang en tæt kamp som endte 5-3, og i kvartfinalen krydrede han sin, igen noget overraskende, 5-2-sejr over forsvarende verdensmester Graeme Dott med at sætte turneringens højeste break indtil videre med 137.

Der er ikke nogen tvivl om, at Dale spiller godt, og at han har genfundet noget af formen fra tidligere år, og han udtaler også selv at han er fuld af selvtillid, samt at han, hvis han presser O’Sullivan fra starten, er i stand til at slå ham. Det er nok heller ikke helt forkert, jeg tror bare ikke det bliver meget pres, Dale får mulighed for at lægge på O’Sullivan. Sidstnævnte har været suveræn i sine sidste to kampe og det virker især som om han er ved at få lidt styr på hovedet, som jo ellers har udgjort lidt af et problem for ham tidligere. Han spiller, efter eget udsagn, for at underholde og for at ha’ det sjovt, og den indstilling virker til at passe ham glimrende. Han spiller aggressivt, splitter pack’et (”klumpen” af røde baller) tidligt og går generelt og hygger sig med at bygge breaks op, både med højre og venstre hånd.

Under forudsætning af, at han spiller ligeså godt imod Dale som han gjorde imod Stevens og Day, så er det ikke mange chancer Dale får. Med det in mente synes jeg at der ligger et ganske udmærket spil i, at O’Sullivan vinder med 4 frames eller mere, til godkendte 2.20 hos 10Bet.

Rigtig go’ fornøjelse!