Tabt
Tips & Spilforslag
Portugal - Tyskland: Portugal går videre
Spiltip af Kugelblitz
den
18 kommentarer
2 visninger
0
Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
Tyskland har set anderledes skidt ud. Efter pligtsejren over Polen mødte man for hård modstand mod Kroatien, der på samme måde som Portugal er gode til det tekniske spil. Generelt over de tre gruppekampe har man været en skygge af sig selv, og specielt angrebet har været under al kritik (heriblandt en horribeltspillende Gomez) og Podolski har måttet påtage sig rollen som skarpretter.
Tyskland har vist sig som havende problemer mod hold der vil frem ad banen og spille fodbold på hurtig, teknisk vis. Blandt alle hold ved EM er Portugal nok det hold der mestrer denne spillestil bedst, og forbedrer tyskerne sig ikke både spille- og indstillingsmæssigt kan det blive utrolig svært at nå videre fra kvartfinalen. Portugiserne sprudler af selvtillid, hvilket nok næppe kan siges om tyskerne der har fået deres mentalitet sat på en prøve. Derudover kommer Portugal med et friskt hold med mange spillere der sad over i sidste gruppekamp, mens Tyskland har måttet slide hårdt for pointene i alle tre kampe og døjer med nogle skavanker (heriblandt hos to kernespillere; Podolski og Frings).
Chancevurdering på 1-X-2 efterlader ikke megen værdi på nogle af udfaldene, til gengæld virker et spil på Portugal til at nå semifinalen mere fornuftigt. Betfred, Paddy Power, Stan James og 888sport er ude med 1,73 på dette bet, og tager vi udgangspunkt i den oprindelige CV på 1X2 41-30-29 ser det sådan her ud: 61-39. Jeg vælger at tildele Portugal 20% og Tyskland 10% af de 30% på uafgjort såfremt de skulle gå i ekstratid. Årsagen skal tilskrives at Portugal i forvejen er favoritter, men også på det fysiske plan. Her må Portugal, der har hvilet otte spillere i sidste gruppekamp, vurderes i bedre form end tyskerne, der har kæmpet fysisk hårdt og samtidig bærer rundt på et par større eller mindre skader hos nogle af spillerne. Når kampen til straffespark vurderes de to hold til at have lige gode chancer, ellers er vi nede i småtingsafdelingen.
Odds for 1X2
1: 2,50 (888sport, Betfred, Expekt, Ladbrokes, Paddy Power)
X: 3,15 (Unibet)
2: 3,30 (Unibet)
Chancevurdering: 41-30-29
Portugal - 1. pladsen i Gruppe A - 2-0-1 5-3
Læs Portugals EM-optakt her: http://betxpert.com/euro08/teams.asp?id=7
Portugal vandt som bekendt Gruppe A foran Tyrkiet, Tjekkiet og Schweiz. Eneste nederlag led man i sidste runde til værtsnation Schweiz, men da var førstepladsen allerede sikret og et par spillere blev sparet.
Gennem gruppespillet har Portugal vist flotte takter og hurtigt teknisk spil, og har generelt set overlegne ud. Specielt mod Tyrkiet viste portugiserne en lektion i teknik og fart, og i alle kampene har man været i stand til at teste modstanderens defensiv adskillige gange.
I Schweiz-kampen sparede man som sagt en del spillere (otte af slagsen), og Felipe Scolari står derfor med gode fysiske kort på hånden da spillerne har fået lov at hvile ud.
I kampen mod Tyskland skal Portugal satse på det hurtige, tekniske spil og passe på med at overlade tyskerne bolden. Generelt skal man søge at være i boldbesiddelse og spille som vanligt, da Tyskland har vist store problemer mod teknisk stærke hold der gerne vil spille bold (senest Kroatien). Når det så er sagt, skal man ikke glemme portugisernes hurtighed på kontraangreb, hvilket må siges også at være et utrolig farligt våben.
Trupnyt - Portugal
Den portugisiske legende Eusebio har udtalt at man mangler en decideret spydspids, hvilket da sikkert også er korrekt. Men hvad gør det når man besidder nogle af de bedste kantspillere i verden, og generelt har en midtbane der i det offensive er blandt verdens bedste.
I defensiven har Pepe og Ricardo Carvalho virkelig imponeret og flere gange er de blevet nævnt som måske turneringens bedste centrale forsvar. De to centrale styrmænd mangler dog lidt at vise deres værd overfor en decideret stjerneoffensiv, da Nihat hos tyrkerne og Milan Baros og Jan Koller hos Tjekkiet lige er et par niveauer under denne standard. En velfungerende tysk offensiv med Podolski og Klose burde kunne sætte portugiserne på en prøve, men det tyske angreb har været alt andet end det og har ikke slået til endnu.
Som nævnt skal det kreative komme fra midtbanen og kanterne, de primære kræfter er Christiano Ronaldo, Deco og Simão, og derudover skal Nuno Gomes forsøge at få noget ud af chancerne alene i front. Den bagerste kæde bliver der nok ikke pillet ved, dog kan Scolari vælge en lidt anden konstellation på midtbanen som han gjorde det under VM 2002 med Brasilien. Her spillede Juninho Paulista alle gruppekampene, men blev derefter bænket til fordel for en mere kompakt og defensiv midtbane med Kleberson og Gilberto Silva. Scolari er klar over Tysklands taktiske formåen, så det er bestemt en mulighed at gentage bedriften ved at sætte en ekstra mand ved siden af Petit; det kunne være Miguel Veloso eller Raul Meireles istedet for João Moutinho.
Felip Scolari har frit råderum da ingen spillere bærer rundt på skader.
Mulig opstilling: Ricardo - Ferreira, Carvalho, Pepe, Bosingwa - Ronaldo, Petit, Meireles, Deco, Simão - Gomes.
Tyskland - 2. Pladsen i Gruppe B - 2-0-1 4-2
Læs Tysklands EM-optakt her: http://betxpert.com/euro08/teams.asp?id=15
Trods samme statistik som Portugal, var det på lidt andre vilkår tyskerne kvalificerede sig til kvartfinalen. Efter første rundes pligtsejr på 2-0 over Polen, mødte man det teknisk stærke kroatiske hold og fik en lektion i effektiv fodbold. Hernæst ventede værtsnationen Østrig hvor man mindst skulle bruge en uafgjort for at sikre sig videre avancement. En sejr på 1-0 blev det dog også til på et frisparksdrøn af Michael Ballack. Lidt på en billig bekostning måske, da man viste sig særdeles ineffektive foran mål og samtidig tillod at åbne lidt for meget op bag til i slutningen af kampen. Alt i alt er det et tysk hold der har været en skygge af sig selv indtil videre, og for alvor mangler at leve op til den favoritrolle de blev tildelt før EM.
Hvor Portugal kunne spare spillere i sidste kamp var Tyskland nød til at stille i stærkeste opstilling, og efter en hård fysisk kamp hvor spillerne fik nogle knubs kan der meget vel sidde lidt træthed i de tyske ben, selvom mange af spillerne er i fysisk topklasse. Derudover forsøger man i den tyske lejr at fralægge sig favoritrollen og nævner sig selv som underdogs, eller i bedste fald på lige fod med portugiserne. Dette kunne bunde i lidt usikkerhed, i hvert fald må man erkende at det er et tysk hold uden den ellers velkendte selvtillid.
Som nævnt har Tyskland vist svaghedstegn mod teknisk stærke hold - her er Portugal blandt verdens bedste - og da portugiserne ynder at være i boldbesiddelse kan man nemt få sin sag for. Man vil nok satse på en kompakt defensiv og måske endda gå så vidt til at overlade initiativet til Portugal - i hvert fald vil man stå et stykke tilbage på banen da defensiven ikke har hurtigheden til at modstå portugisernes kontraangreb. Ligeledes har omstillingsspillet set en smule haltende ud, hvilket - hvis der ikke bliver rettet op - kan blive fatalt mod denne modstander.
Trupnyt - Tyskland
Vi kommer nok til at se nogle ændringer i den tyske trup i forhold til kampen mod Østrig. For det første er Bastian Schweinsteiger tilbage efter karantæne, og Löw har henkastet indikeret at man nok vil starte med ham. Dernæst må Mario Gomez nok se sig bænket på grund af den ringe præstation han har leveret - senest lykkedes det ham at skyde bolden tre meter lodret op i luften fremfor ind i det frie mål. På den lidt mere seriøse side er Torsten Frings og Lukas Podolski meldt tvivlsomme med henholdsvis et brækket ribben og problemer med læggen. Begge pådrog sig skaderne i kampen mod Østrig - Frings trænede dog med onsdag, men der vil først blive foretaget et valg om hvorvidt de starter lige op til kampstart. Et fravær af Podolski og Frings vil svække holdet markant, så mon ikke vi ser dem inde hvis de bare har den mindste chance for at kunne gennemføre en kamp.
Træner Joachim Löw må desuden se kampen fra tribunen da hans (mindre) forseelse i Østrig-kampen er blevet taksteret til en spilledags karantæne.
Den tyske defensiv vil fortsat bestå af Metzelder, Mertesacker og Lahm. Marcell Jansen meldes klar igen, men Arne Friedrich gjorde en god figur som substitut mod Østrig og valget kan nemt falde på ham. På venstrekanten vil Löw sandsynligvis starte med Schweinsteiger der er klar igen efter karantæne (og faktisk nettede to gange i bronzekampen mod netop Portugal under VM 2006). Må Frings sidde over vil et naturligt valg være Hitzlsperger som Ballacks makker, mens Clemens Fritz sikkert vil besætte højrekanten endnu engang. I front kan vi meget vel komme til at se Podolski og Klose - kommer Podolski ikke sin skade kvit kan Löw dog være nødsaget til at udtage Gomez endnu engang, alternativt Neuville eller Kuranyie.
Mulig opstilling: Lehmann - Lahm, Metzelder, Mertesacker, Friedrich - Schweinsteiger, Ballack, Frings, Fritz - Podolski, Klose.
Tidligere opgør
Under EM 2000 måtte tyskerne se sig slået af Portugal med ydmygende 3-0 i gruppespillet, men fik dog oprejsning i bronzekampen under VM 2006 med en 3-1 sejr.
Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.
Tilføj kommentar