Vundet
Tips & Spilforslag
Nikolay Valuev - David Haye: 2
Spiltip af Loke Barrett
den
13 kommentarer
2 visninger
0
Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
- Chance (1-X-2)
- 36-4-60%
- Betvalue
- 1103,8%
- Spilbar ned til odds
- 1,67
- Rigtig/forkert
Betting tip
Nikolay Valuev
Rusland
36 år (21. august 1973)
50-1, 34 KO
Ortodoks
Højde: 213 cm.
Rækkevidde: 216 cm.
Boksestil
Nikolay Valuev er indehaver af WBA-bæltet i sværvægt og er rangeret som nummer fem i divisionen hos The Ring. Han er en enorm mand, med en kampvægt på over 140 kg. Det har både sine fordele og ulemper. Valuev startede med at bokse sent, men han har en fin bokseforståelse og er teknisk set blevet bedre med alderen. Han skiftede træner efter karrierens eneste nederlag til Ruslan Chagaev. Siden da er jabbet blevet meget skarpere, han scorer flittigt og kan holde en modstander på afstand ind til kampens anden halvdel, hvor han rykker ind og udnytter sin størrelse til at dræne modstanderen. Forbedret eller ej må Valuev stadig betegnes som langsom. Han har haft problemer mod hurtige modstandere, som hyppigt har kunnet udnytte hans store bevægelser til at smutte ind og score til kroppen. Valuev virker urokkelig. Lige med undtagelse af den middelmådige puncher John Ruiz er der ingen, der for alvor har testet hans kæbe.
Valuev besidder enorm råstyrke, men hans slag er ikke så kraftfulde. Flere modstandere har beskrevet ham som en slapper, der udelukkende scorer knockouts via fysikken. Russeren går næsten aldrig i infight, han vil hellere gribe fat om sin modstander. Ingen er i stand til at bryde med kæmpen uden, at det tager på kræfterne. På trods af en fin knockoutrate er Valuev en rendyrket pointbokser, der kan gå tolv runder i søvne. Eftersom modstanden er blevet bedre, er det sket oftere og oftere. De mange runder har gjort ham ekstremt rutineret. Vi skal helt tilbage til starten af 2007, for at finde hans sidste knockoutsejr, som kom mod Jameel McCline, der måtte trække sig pga. en skade i knæet.
I ringen
Valuevs eneste nederlag kom til Ruslan Chagaev. Mødet var ikke noget kønt syn, da de to boksere er milevidt fra hinanden stilistisk. De første seks runder domineredes af Chagaev, der holdt afstand, således at Valuevs enorme rækkevidde blev neutraliseret. Når de endelig nærmede sig hinanden, bevægede Chagaev overkroppen og hovedet, mens han cirklede omkring kæmpen og scorede point til kroppen. Valuev kunne simpelthen ikke matche Chagaevs fart, og endnu mindre hjalp det, at Chagaev er southpaw, hvilket langt de fleste ortodokse boksere har problemer med. Den anden halvdel af kampen tilhørte til gengæld Valuev. Som Chagaev blev mere og mere træt, mindskedes afstanden mellem dem, således at kæmpen kunne begynde at sende byger af slag af sted. Valuev er effektiv, selvom han hverken er speciel præcis eller kraftfuld. Han tager generelt en masse runder pga. det pres han lægger, og de mange slag hans modstander må absorbere gennem parader, hvilket efterlader et stærkt indtryk hos dommerne.
Valuevs største sejre er kommet over den interessante hviderusser Sergei Liakhovich (23-2), der bl.a. har en sejr over Lamon Brewster i bagagen og to gange mod den solide John Ruiz (41-5-1). Mod Liakhovich var Valuev forrygende. Igennem tolv runder omdekorerede han vha. sit jab Liakhovichs ansigt, vandt alle runder klart, og siden da har man ikke hørt mere til hviderusseren. Kampene mod John Ruiz var til gengæld tætte og russeren underpræsterede begge gange. I deres anden kamp blev Valuev fanget af en lige højre fra Ruiz. Flere mener at han var direkte rystet, selvom jeg personligt hælder til, at han var ved at falde over sine egne ben, da han ville undgå det næste slag. Kampen bølgede frem og tilbage, men Valuev fik gennemtvunget sin vilje i den anden halvdel, og selv et fratrukket point for at skubbe en træt Ruiz ned i 10. runde var ikke nok til at ændre ved en snæver, men sikker sejr med alle tre dommerstemmer.
Valuevs seneste optræden var en kontroversiel én af slagsen. Den 46-årige Evander Holyfield blev af mange betragtet som en færdig mand, og der var ikke den store interesse for kampen, men Holyfield kom for at kæmpe. Amerikanerens opskrift på sejr var ligesom Chagaevs og ifølge de fleste, virkede den upåklageligt. En sløv Valuev var seks runder om at komme i gang med at jagte den aldrende legende, der allerede her var solidt foran på point. Det lykkedes Valuev at få gang i sit jab, men Holyfield fandt fornyet energi hen mod slutningen af kampen og fik sendt nogle gode kombinationer af sted mod Valuevs hoved, især i tiende runde. De sidste to runder var tætte, Valuev scorede med sit jab, mens en udmattet Holyfield forsøgte at kredse omkring kæmpen og finde de rigtige åbninger. To ud af tre dommere havde Valuev som vinder, selv havde jeg kampen scoret 116-113 til Holyfield.
David Haye
England
29 år (13. oktober 1980)
22-1, 21 KO
Ortodoks
Højde: 191 cm.
Rækkevidde: 198 cm.
Boksestil
David Haye er tidligere WBA, WBO, WBC og ubestridt mester i cruiservægt. Efter at være rykket op i sværvægtsdivisionen, har The Ring rangeret ham som nummer otte. Han blev set som en stor cruiservægter og har ofte haft problemer med at klemme sig ned under grænsen på 90,5 kg. Dette behøver han ikke længere bekymre sig om. Nu er spørgsmålet om Haye har evnerne til at matche sin store mund.
Haye er simpelthen en teknisk forrygende bokser. Han er let på tå og har lynhurtige hænder. Han mestrer alle slag, slår i gode kombinationer og har dødbringende power i begge hænder. Han er præcis og eksplosiv som få, hans antrit og timing gør, at han ofte kan udstille sine modstandere. Haye er ekstremt veltrænet og i god form året rundt. Han har en unik, utrolig underholdende stil. Han anser sig selv som sportens største puncher pound for pound. Han går derfor hellere end gerne i slagudveksling, da han er overbevist om, at han kan slå enhver ud. Spørgsmålet er hvad der sker, hvis han en dag render en i en modstander, han ikke kan få ud af ringen. Haye har ikke frygtelig meget erfaring i sværvægtsdivisionen og han er ikke kendt som en disciplineret bokser. Man skal derfor vente længe på en taktisk velovervejet kamp over tolv runder fra englænderens side. Han går for at være en mand med udholdenhedsproblemer, hvilket kan vise sig problematisk overfor større, stærkere modstandere. Jeg vil dog nærmere mene, at han har lidt under sit besvær med at klare vægt tidligere i karrieren. Haye har aldrig haft brug for at gå tolv runder. I sit eneste nederlag, slog han pusten ud af sig selv efter en dominerende indsats, hvor han i ungdommeligt iver jagtede en knockout, som ville være kommet, havde han blot været mere tålmodig. Hayes kæbe er ganske jævn, han har været i gulvet et par gange i sin karriere og det er netop sårbarheden, der gør ham så interessant at følge.
I ringen
Hayes største sejre er kommet mod den dengang ubesejrede, nuværende WBC-mester i cruiservægt Giacobbe Fragomeni (21-0), den aldrende, men glimrende Jean Marc Mormeck (33-3) og farlige Enzo Maccarinelli (28-1). Haye viste sig for dygtig i alle tre kampe, han gav få runder væk og endte med at slå alle tre ud. Kampen mod Mormeck var en drabelig affære. De to stærke punchere udvekslede slag og Haye var til tælling i fjerde omgang. Han rejste sig dog og fik efterfølgende overtaget. Det endte med at den forsvarende mester måtte trække sig, og således var en ny superstjerne i britisk boksning var født. Det førte til en titelforeningskamp med den hårdtslående waliser Maccarinelli. Bookmakerne så kampen ganske lige, men Haye lovede knockout, da han besad de overlegne bokseevner. Allerede i anden runde fangede Haye waliseren rent med en lynhurtig højre. Englænderen lugtede blod og rykkede frem for at fange sin modstander med endnu en hayemaker. Maccarinelli stavrede baglæns mod hjørnet, blot for, fuldstændig hjælpeløs, at blive overdynget af slag og til sidste reddet af kamplederen.
Hayes seneste kamp var en ren formalitet mod den ellers solide amerikaner Monte Barrett (34-6). Barrett har mødt flere af de stærkeste sværvægtere, han fungerer derfor som en gatekeeper i divisionen – en udmærket, men ikke decideret farlig modstander, mod hvem man kan måle sig selv overfor de bedste. Barrett er bl.a. gået fuld tid med Hasim Rahman, elleve runder med Valuev og syv med Wladimir Klitschko, men Haye skulle kun bruge fem, før kampen var forbi. På forrygende vis nedlagde englænderen sit bytte hele fem gange, før kamplederen skred ind. Hayes kombinationer var alt for hurtige, selv for en relativt lille sværvægter som Barrett. Gang på gang blev han fanget rent og var fra anden runde fuldstændig uden chance i kampen.
Matchup
Vi har at gøre med en tæt, interessant kamp mellem to boksere, der er dybt forskellige i alle henseender. Typisk tilhører første halvdel af Valuevs kampe hans modstander, mens anden halvdel tilhører ham selv. Spørgsmålet er hvor dominerende man kan være, hvor mange runder man kan sætte i banken, før Valuev får mindsket afstanden og lagt pres på. Russeren er tidligere blevet udklasseret af teknisk stærke modstandere. Ingen af dem besidder dog speed eller power i nærheden af Hayes, så logikken taler for en ren udstilling i de tidlige runder.
Haye har lært meget af sit ene nederlag, så det virker usandsynligt, at han skulle bruge unødvendigt meget energi tidligt i kampen. Men han er ikke nogen pointbokser og Valuev bliver stærkere som kampen skrider frem, så hvis han ikke kan få kæmpen ud i den første halvdel, venter der ham nogle hårde runder. Valuevs manglende præcision og slagkraft gør dog, at jeg tror han får svært ved at fange Haye rent, derved skulle den tvivlende kæbe ikke blive noget problem. Valuev har aldrig været i gulvet i sin karriere, så der skal uden tvivl arbejde til, hvis han skal nedlægges og stoppes. Vi må derfor forvente, at Haye har arbejdet hårdt for at forbedre sin kondition, især med tanke på hans ry som en mand med udholdenhedsproblemer. Valuevs kæbe kunne meget vel blive nøglen i denne kamp. Hvordan reagerer han, når han for første gang bliver fanget af en hayemaker, men vigtigere endnu (!), hvordan reagerer Haye, når hans bedste slag ikke sender modstanderen til tælling. Haye skal være disciplineret og arbejdsom som aldrig før, hvis han skal tage sejren. Han har uden tvivl evnerne, men russeren har rutinen. Vi ved hvordan begge boksere skal besejres, men umiddelbart ligger det mere lige for Haye, at bokse en kamp som Chagaev gjorde det, da han besidder flere af de samme kvaliteter, mens Valuev formentligt ikke har det fornødne dræberinstinkt, til at gøre det af med Haye, selv hvis han skulle fange ham rent.
Chancen for cuts er pga. højdeforskellen minimal, jeg ser det derfor meget sandsynligt, at kampen går fuld tid. Her vil Hayes stærke første halvdel af kampen have skabt en føring stor nok, til at der kan tæres på den i anden halvdel, uden sejren går tabt. Jeg tror ikke vi får endnu en tvivlsom kendelse i kæmpens favør at se. Lige nu jubler hele verden over Sauerlands forrygende initiativ mht. Super Six turneringen. Et tyveri kunne meget vel ødelægge bokseverdenens syn på den til tider tvivlsomme promotor, så en sejr skulle gerne være op til bokserne selv.
Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.
Tilføj kommentar