18+ | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
Tabt
Tips & Spilforslag

Milan - Liverpool: 1

Spiltip af Jacob Severin den

Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Chance (1-X-2)
50-28-22%
Betvalue
2110%
Spilbar ned til odds
2,00
Rigtig/forkert
Læs -anmeldelse
Betting tip
Forsvaret vinder pokaler, angrebet sælger billetter….. Hvis det udsagn står til troende, så bliver der meget tomt på Atatürk Olimpiyat Stadi onsdag aften hvor CL finalen mellem Milan og Liverpool fløjtes i gang...

N.B. Denne analyse er MEGET lang. Hvis du har tid, bør du læse det hele; kniber det med tiden, kan du navigere dig frem via de fremhævede ord og nøjes med at læse det, du har lyst til..

Begge hold er nået til finalen på en solid defensiv igennem hele turneringen, og det har ikke altid været lige kønt at se på…. Bl.a. spillede Juventus og Liverpool nok den kedeligste kamp i dette års udgave af CL, resultatet 0-0 var mere end retfærdigt og sendte Juventus ud i mørket og Liverpool i semifinalerne.

Inden jeg tager fat på selve opgøret onsdag aften så kigger vi lige på de 2 holds vej til Istanbul.

Liverpools vej startede i kvalifikations runden, hvor man mødte det østrigske mesterhold GAK, som blev besejret 2-1 samlet. Lidt atypisk blev det 2 udesejre, først vandt Liverpool i Østrig 2-0, begge mål blev scoret af Gerrard, hvorefter det på Anfield lykkedes GAK at vinde 1-0, men det var jo ikke nok for østrigerne, og Liverpool gik videre til gruppespillet.

Liverpool kom i gruppe med Monaco, Deportivo og Olympiacos. Og englænderne startede med en god arbejdssejr på 2-0 hjemme mod Monaco på mål af Baros og Cissé.
Turen gik derefter til Grækenland, hvor de fanatiske tilskuere var en tand for meget for Liverpool, der måtte rejse hjem fra det græske med et 1-0 nederlag i en kamp som grækerne skulle have vundet større, noget der senere fik stor betydning for begge hold. Hjemme igen skulle man prøve at komme sig over nederlaget i Grækenland, mod Deportivo, Liverpool dominerede kampen på Anfield, men kunne ikke passere en storspillende Jose Molina i det spanske mål og kampen sluttede som den startede 0-0. 14 dage senere besøgte Liverpool fortet på den spanske vestkyst Riazor, hvor Deportivo slår deres folder, og selvom Riazor er et frygtet sted at besøge lykkedes det Liverpool at tage alle 3 point, på et selvmål af Jose Arderade i det 14 min.

Den absolutte modsætning til Liverpool (som er kendt som en arbejderby) er Monaco, hvor de rige og berømte søger skattely og nyder det søde live ved Middelhavets varme himmelstrøg, men ikke desto mindre har Monaco fået samlet et slagkraftigt mandskab som er frygtet af mange når de spiller på parkeringshusets tag, og Liverpool måtte lide samme skæbne som mange andre når man besøger Stade Louis II, hvor Liverpool blev sendt tilbage til England med et 1-0-nederlag på et mål af den argentinske målræv Saviola.

Nu stod Liverpool over for en svær opgave hjemme mod Olympiacos. Kravet var en sejr, og hvis grækerne fik et mål skulle Liverpool vinde med 2 overskydende for at gå videre fra gruppen. Kampen startede med et par store Liverpool chancer, hvor især Hyypiä og Gerrard var tæt på at bringe Liverpool foran, men så skete det der ikke måtte ske Olympiacos fik et frispark lige udenfor feltet og Rivaldo tordnede bolden forbi en sagesløs Kirkland i Liverpool målet…. Nu var det virkelig op ad bakke for Beatles-byens drenge, og som første halvleg ebbede ud, trak sorte skyer sammen over Anfield.

Men Liverpool kom ud til anden halvleg som et forvandlet hold, og der var ikke spillet mere end 2 min af anden halvleg før Liverpool fik udlignet ved Pongolle, målet gav Liverpool et håb om videre deltagelse i CL og lagde et tungt pres på Olympiacos, men man skulle helt hen til det 80. minut før unge Mellor (der lige var kommet på banen) kunne bringe Liverpool foran med 2-1. Målet gjorde at Liverpool lagde et endnu større pres på Olympiaco, og grækerne virkede rystede og selvom de ville være videre med 2-1 var den græske forsvars mur ved at smuldre, og det var næsten kun et spørgsmål om tid før Liverpool fik deres 3. mål der ville betyde videre avancement i CL. Forløsningen kom blot 4 min før tid, hvor Carragher sendte et indlæg i hoved på Mellor der headede tilbage til Gerrard som sendte et hårdt fladt skud forbi Nikopolidis I det græske mål - og Liverpool var videre fra gruppespillet.

I ottendedelsfinalerne stod man nu over for det tyske hold Leverkusen, som især hjemme på Bayer Arena havde slået flere af de store, bl.a. havde Leverkusen sendt Real Madrid tilbage til Spanien med et 3–0-tab, Roma led et nederlag på 3-1, og Dynamo Kiev kunne heller ikke holde den tyske målmaskine og tabte 3–0.

Den første kamp blev spillet på Anfield, og der var spillet et lille kvarter, da Garcia sendte en bold imellem benene på Butt i det tyske mål og blot 20 min senere sparkede norske John Arne Riise Liverpool den ind til 2-0, da han fandt et hul i den tyske forsvarsmur. 2–0 var et godt resultat, som blev endnu bedre da Hamann sendte endnu et frispark forbi Butt i det tyske mål, og derved lignede Liverpool en sikker deltager i kvartfinalerne, men et tysk mål i de sidste sekunder af kampen af brasilianeren Franca gjorde at returopgøret var fuldstændig åbent, især når man havde in mente hvordan Leverkusen havde spillet i deres gruppe.

I returopgøret 14 dage senere lagde Leverkusen fra land med et voldsomt pres, men deres ellers så frygtede offensiv havde en off-day, og 2 hurtige mål af Garcia i slutningen af første halvleg fik reelt tyskerne til at opgive. Liverpool kunne øge til 3-0 midt i 2. halvleg ved Baros, og så gjorde det knap så meget, at tyskerne fik et trøstmål.

I kvartfinalen hed Liverpools modstander Juventus, og mange troede at det engelske eventyr ville slutte, men Liverpool spillede måske sæsonens bedste kamp på Anfield og tog det italienske stjernehold på sengen med et højt presspil, og der var blot spillet 10 min. da Hyypia bragte Liverpool foran med 1–0, og et lille kvarter senere øgede Garcia til 2 – 0. Italienerne var rystede, og Liverpool kunne godt være kommet yderligere foran, men godt spil af Buffon i Juve-målet forhindrede Liverpool i yderligere scoringer, og når man ikke lukker sækken og giver et italiensk hold en lillefinger, snupper de som regel hele armen, og det lykkes også Juve at reducere midt i anden halvleg til slut resultatet 2-1.

2–1 var et resultat man var ganske godt tilfreds med i Juve-lejren for hjemme på Della Alpi var man ikke i tvivl om at man kunne køre en kontrolleret 1–0 i hus. Men sådan skulle det ikke gå. Liverpool havde spillet defensivt igennem det meste af årets CL - var effektiv når chancen bød sig, men primært var spillet baseret på et meget solidt forsvar. Og kampen i Torino var nok årets kedeligste kampe i CL, Liverpool kom for at forsvare 2–1 med alle mand bag bolden, og det formåede Juventus ikke at lirke op, så kampen endte 0–0, og Liverpool var i semifinalerne, hvor modstanderen blev Chelsea.

I den første kamp på Stamford Brigde havde Liverpool åbenbart fået smag for den destruktive fodbold (man spiller nu engang med de midler man har), selvom den første halve time var ok, hvor især Lampard brændte en stor chance, da det lykkedes ham at hamre bolden over mål fra kort afstand. I den anden ende reddede Cech et hovedstød fra Baros, og mere skete der ikke i den kamp som sluttede 0–0.

Returopgøret i Liverpool fik en noget kontroversiel afgørelse, Garcias bold var måske slet ikke inde (grafiske billeder fra Skysport tyder på, at den IKKE var inde), men liniedommeren dømte mål. Kampen var ellers en kopi af det første møde, dræbende kedelig, men det kontroversielle mål blev altså afgørende.

Milans vej til finalen startede i gruppespillet, hvor man mødte det ukrainske mesterhold Shakhtar Donetsk, spanske Barcelona og skotske Celtic, på forhånd en gruppe Milan skulle gå videre fra, og hvor kun Barcelona på forhånd var spået til at give Milan problemer.

Det første opgør var i Ukraine. Shakhtar var en noget ukendt størrelse i europæisk sammenhæng, hvor det tidligere kun var Dynamo Kiev som havde slået sine folder, men ikke desto mindre gav Shakthar Milan kamp til stregen, og hvis det ikke havde været for det røde kort til Shakhtars Srna i begyndelsen af 2. halvleg, kunne opgøret godt havde endt anderledes end det gjorde. Men ukrainerne kendte ikke deres besøgelsestid, hvorimod italienske hold jo bare skal have en halv chance for at score, og det var det Seedorf gjorde… På kanten af straffesparksfeltet sparkede han nemlig bolden forbi Laštuvka i det ukrainske mål til slutresultatet 1-0.

Med 3 point i hus skulle man møde Celtic hjemme på San Siro, i en kamp som Milan dominerede fra første fløjt, og der gik også kun sølle 8 min før Marshall skulle hente bolden ud af netmaskerne, efter Shevchenko havde sendt et hårdt skud forbi den sagesløse Celtic-målmand. Som kampen skred frem, så det ud som om det kun var et spørgsmål om tid før Milan ville score kampens andet mål, men flotte redninger af Marshall og ineffektivitet (!) fra Milans side gjorde at der stadig stod 1–0 da manglede et kvarter af kampen, og lige pludselig dukkede Vraga op foran Milans mål og kunne udligne til 1–1 på et hovedstødsmål. Videre fortjent var det ikke, men det holdt også kun i godt 10 min, så sendte Inzaghi Milan på sejrskurs igen, og i overtiden lykkes det Pirlo at øge til 3–1 som blev kampens resultat.

Milan havde nu et godt udgangspunkt til mødet mod Barcelona på San Siro, begge hold havde gode chancer for at bringe sig foran, inden det lykkes Shevchenko i det 31. min. at score på hovedstød på et indlæg fra Cafu, der havde taget en af sine berømte rush op ad fløjen og lagt bolden i panden på ukraineren. Målet blev kampens eneste selvom Barcelona havde fortjent i hvert fald det ene point; et solidt Milan-forsvar og sort uheld med skud på træværket gjorde at Barcelona måtte rejse tomhændet hjem.

Returmødet i Barcelona startede noget overraskende med Milan i den dominerende rolle, og der var blot spillet 17 min. da Shevchenko modtog en dybdeaflevering fra Pirlo der splittede Barcelonas forsvar. Shevchenko kunne dermed score for anden gang i træk mod Barcelona. Målet vækkede Barcelona, der kom mere ind i kampen, og spaniernes helt store angrebsstjerne Eto’o udlignede efter 37 min spil, så Barcelona og Milan gik til pause med 1–1. Anden halvleg startede som den første sluttede, Barcelona havde spillet og de fleste chancer, og Milan levede på kontra. Som kampen skred frem, trak Milan sig længere tilbage på banen for at forsvare 1–1, og det lignede længe kampens resultat, men så satte den brasilianske troldmand Ronaldinho 2 mand af og bankede bolden utageligt forbi Dida i Milan målet til 2–1.

Hjemme igen skulle man sikre sin plads i ottendedelsfinalerne, og modstanderen var ukrainske Shakthar. Shakthar var handicappede af at 2 af deres bedste, Barcauan og Tymoshchuk, sad ude med karantæne, men selvom de 2 var ude, skulle man helt hen til det 50. min. før der gik hul på bylden, da Kaka sendte et hovedstød i netmaskerne. Minuttet efter øgede Hernan Crespo til 2-0, som tog den sidste gejst fra ukrainerne der tillod 2 mål mere i kampens sidste minutter, så kampen endte 4 – 0 og med 2 dobbelte målscorere, Kaka og Crespo.

Den sidste kamp i gruppen, ude mod Celtic, var uden betydning, da Milan allerede var videre, derfor valgte man at spare en del spillere, og kampen endte som den begyndte, 0–0, og derved sikrede Milan sig førstepladsen i gruppen.

Milan stod nu over for Manchester United i ottendedelsfinalen, den første kamp var på Old Trafford og blev en meget taktisk affære, hvor Milan kontrollerede spillet uden at skabe de store chancer, og man skulle helt hen til 12 min før tid, før dødvandet blev brudt af Crespo der sendte en returbold fra Carroll i mål.

Milan som endnu ikke havde tabt hjemme i dette års udgave af CL, begyndte på San Siro hvor de slap på Old Traford, de dominerede returkampen fra start, og Manchester United havde ikke meget at byde på. Milan brændte en del chancer i starten af anden halvleg, men til sidst lykkedes det Crespo at passere Unitede-målmand Howard der måtte se hovedstødsbolden ryge ind ved den bageste stolpe -og så var kampen afgjort.

I kvartfinalen stod man over for bysbørnene fra Inter, i et opgør der skulle blive højdramatisk og blive en plet på dette års CL.

I den første kamp spillede Inter bedst og skabte en del chancer, men bolden ville ikke ind og det udnyttede Milan til en 2 – 0 sejr. Ikke helt fortjent, men Milan har haft et utroligt godt tag på Inter igennem flere sæsoner, og Stams sene mål i første halvleg og Shevchenkos mål til 2-0 gjorde Milans semifinaleplads så godt som sikker.

Returopgøret blev imidlertid dramatisk og blev endda fløjtet af, inden der var gået 90 min. Kampen startede med Inter som spilstyrende uden at de dog kom til de helt store chancer, Milan var godt organiseret og ventede på den mulighed der altid opstår når det ene hold skal bruge scoringer, og endnu engang viste Milan hvorfor de er et af Europas bedste hold, da Shevchenko bankede bolden fra kanten af feltet over i det modsatte hjørne af målet uden chancer for Toldo i Inter-målet. Den scoring afgjorde reelt kampen.

Inter virker ikke som et hold der tror på at de kan score 4 mål, og klubbens fans begynder at blive en smule utilfredse med hvad der foregik på banen... Det hele eskalerer da Inter får et mål underkendt af den tyske dommer Marcus Merk der mener, at Cambiasso har begået frispark mod Dida. Inters fans begynder nu at kaste romerlys og nødblus på banen, og ét af dem rammer Dida som falder omkuld, det får ikke Inter fans til at stoppe, og det hagler med romerlys ned på banen, spillerne flygter op på midten, hvor Dida bliver behandlet, og kampens dommer fløjter kampen midlertidigt af, for at afvente om der kommer styr på de vrede Inter-fans. Kampen bliver genoptaget 15–20 min senere, men det varer kun i 2 min., så vurderer dommeren at der er så meget uroligheder hos Inters fans bag Didas mål, at sikkerheden for Dida og spillerne på banen er i fare. Han fløjter kampen af, og Uefa dømmer Inter til at tabe 3–0...

I semifinalen ventede en anden stor overraskelse i PSV Eindhoven. Milan sad totalt på første halvleg på San Siro og hvis det ikke havde været for storspil af Gomes i PSV-målet, ville kampen hurtigt være afgjort, men ved pausen var det kun lykkedes Milan at score 1 mål ved Shevchenko, som løb fra forsvaret og sparkede bolden under Gomes.

I anden halvleg kom PSV langt bedre med, men de kunne ikke udnytte de mange store chancer til en scoring, og så går det som det så ofte gør, Milan udbyggede føringen på et sidste minuts mål af Jon Dahl Tomasson.

Milan kom til PSV med den overbevisning at 2–0 var et sikkert udgangspunkt, og at de bare skulle ud og trille lidt bold, så var de i finalen. Men sådan skulle det ikke gå….. PSV lagde et voldsomt pres på Milan der slet ikke kunne finde frem til deres normalt så flydende spil. PSV fik også den start de havde drømt om, da Park gjorde det til 1–0 efter blot 9 minutters spil. Hollænderne blev ved med at presse og kom til flere store chancer, og Milans normale så sikre forsvar var ved at gå helt op i limningen, og som en naturlig udvikling kom PSV på 2–0 midt i anden halvleg på et mål af Cocu. Det næste mål ville højst sandsynligt afgøre dette spændende opgør, og PSV’s Robert og Fanfan var begge tæt på at øge føringen til 3-0, men det blev ved lige ved og næsten, indtil det 90. minut, hvor Ambrosinis på Milans stort set eneste chance sendte bolden forbi Gomes i PSV målet og derved sikrede Milan en billet til finalen. Selvom det lige efter lykkedes Cocu at score til slutresultatet 3–1. PSV spillede en flot kamp og led en meget hård skæbne.

Finalens spillested:

Finalen spilles på Atatürk Olimpiyat i Istanbul, et stadion der kan tage 81653. Det er ikke det mest intime stadion i og med der er en atletik-løbebane rundt om selve grønsværen, hvilket betyder, at tilskuerne ikke sidder så tæt på spillerne som man gør på de fleste europæiske stadions i dag. Ellers er det et moderne stadion med et flot design og der skulle være gode adgangsforhold til stadion.

Det er ellers fest og glade dage i Istanbul i disse dage fordi Fenerbache vandt det tyrkiske mesterskab i weekenden. Det blev sikret mod ærkerivalerne fra Galatasaray, og der var 100.000 i gaderne for at fejre mesterskabet, noget der potentielt kunne skabe problemer med de italienske og engelske fans i byen op til CL-finalen. Især mellem tyrkiske og engelske fans har der tidligere været knivstikkerier, etc.

Selve kampen

Milan sparede en række spillere op til dette opgør for at undgå skader, den eneste der er tvivlsom er Ambrosini, ellers meldes alle mand klar. Så Carlo Ancelotti vælger nok at starter med 2 angribere, Shevchenko og Crespo, for at få noget mere slagkraft i angrebet. Mod Liverpools stærke forsvar er det nok nødvendigt at have 2 mand helt fremme, ellers bliver det for let at dæmme op. Midtbanen bliver en diamant med Gattuso i højresiden, Seedorf i venstre, Kaka som den offensive midtbanespiller og Pirlo som den defensive. Forsvaret kommer til at bestå af Cafu, Stam, Nesta og Maldini. Cafu er en meget offensiv højreback, og det bliver Gattuso der skal lukke hullet når Cafu tager sine berømte løb op ad banen, som volder mange forsvarere problemer, for det er meget svært at dæmme op for, at der pludselig er en ekstra mand i angrebet.

Milan har også en meget kreativ spiller i Kaka der kan meget med en bold, og han har en mere fri rolle på holdet selvom det stadig har sine begrænsninger når vi taler om italienske hold. Hans primære opgave er at løbe i de huller der opstår og fordele boldene til bl.a. Shevchenko og Crespo.

Pirlo og Gattusos opgave er at bryde Liverpools opspil og sætte sig på midtbanen samtidig skal de holde et vågent øje med Garcia og Gerrard der er drivkraften på Liverpools midtbane. Seedorf er manden der fra venstre side skal fodre Shevchenko og Crespo med indlæg, desuden har hollænderen et brag af et langskud, så mon ikke han får at vide, at hvis chancen byder sig så skal han losse til klatten.
I forsvaret har man en god kombination af hurtighed, luftstyrke og rutine. Nesta og Cafu er de hurtige, og det bliver sikkert Nesta der skal dække Baros som er en kvik angriber. Stam er meget stærk i luftrummet pga sin højde og placeringsevne, men er også hurtig når han får gang i sine lange stænger... Maldini er ved at være en ældre herre, men via sin store rutine står han rigtigt og kommer sjældent ud i de store løbedueller: Ungdommens hurtighed er erstattet med alderdommens overblik.

Liverpool er kommet til finalen ved, lad os kalde det mindre attraktivt spil, hvor det har været vigtigere at forsvare end at angribe, Holdets styrke er at det er utrolig godt organiseret og tillader meget få chancer, især midterforsvaret Hyypia og Carragher har været en vigtig brik i Liverpools CL-kampe.

Liverpool vil nok stille op i en 4–5-1 hvor Baros nok får rollen som startende angriber, selvom Cissé stod for begge mål i Liverpools sidste liga kamp mod Aston Villa. Franskmanden er ikke 100% klar efter sin skade og starter derfor på bænken. Liverpools forsvar vil udover Carragher og Hyypia bestå af Finnan og Traore. De har stort set startet i alle Liverpools CL-kampe, og de har især formået at lukke af i de 3 sidste kampe: 0-0 ude mod Juve og Chelsea og 1-0 hjemme mod Chelsea. Liverpools effektivitet bagude har så kostet offensivt, hvor det eneste mål de har scoret i de 3 kampe måske slet ikke var inde...

Nu er det ikke kun forsvaret der skal have al æren for Liverpools finaleplads… Liverpool har en slagkraftig midtbane der arbejder knaldhårdt for hinanden, og hvor styrmanden Gerrard tager sin del af slæbet, både når der skal forsvares, men også når der angribes, og med sit giftige højreben har han afgjort mange kampe til Liverpools fordel. Han og Garcia har stået for de fleste af Liverpools mål i dette års udgave af CL

Gerrard er omgivet af to spaniere Alonso og Garcia, Alonso er arbejdsmanden, hvorimod Garcia er den offensive midtbanespiller der selv scorer en del mål, men også lægger op til sine holdkammerater. Udover Alonso har Liverpool endnu en fighter på midtbanen i tyske Hamann som altid yder en god indsats i det defensive og han skal nok prøve at holde styr på Kaka sammen med Alonso. Ude på venstrekanten huserer norske Riise som via sin hurtighed og et kraftfuldt skud er en stor trussel for ethvert forsvar, han skal nok ud at løbe om kap med Cafu/Gattuso, og det kan blive meget afgørende for kampen hvem der vinder den løbeduel.

De 2 holds formation (mit bud)

Milan:

Dida

Cafu, Stam, Nesta, Maldini

Gattuso, Pirlo, Kaka, Seedorf

Shevchenko, Crespo

Liverpool:

Dudek

Finnan, Carragher, Hyypia, Traore

Garcia, Hamann Gerrard, Alonso, Rise

Baros

Hvilke dueller bliver afgørende for kampen?

Der er selvfølgelig dueller i selve kampen og en af de vigtigste er nok hvordan Traore klarer sig overfor Cafus løb mod baglinien, og om midtbanen – bl.a. Riise - kan stoppe Cafu inden han når ned hvor han kan lægge sine meget præcise indlæg. Derudover skal Liverpool passe på man ikke giver Kaka for meget plads, for hvis han først kommer op i fart, er han meget svært at dæmme op for, især for et tungt midterforsvar. Liverpools Hyppia og co. skal ikke ud og løbe om kap med Kaka, Shevchenko og Cafu - for så bliver det en meget varm aften for Liverpool.

Milan skal passe på man ikke slipper andenbolde udenfor feltet, for her huserer Gerrard, og han har banket utrolig mange bolde ind fra mellemdistancen, derudover har Garcia et utroligt antrit og ham skal man ikke give for meget plads for så kan man nemt komme i problemer.

Hvem vinder så kampen?

Mit bud er Milan. Italienerne har mere erfaring og bedre spillere, og Liverpool har nok overpræsteret i et par kampe på vej mod finalen, hvor Milan har kørt på rutinen og et generelt meget højt niveau. Dertil kommer, at Milan har en skadesfri trup og stort set har kunne stille med samme 11 i hele CL. Jeg tror på en 1-0 sejr til Milan.

Fremtidige tips

Ekspert Monza-FC Sudtirol
8 dec 15:00
Betvalue
1105%
1,57Betano
Ekspert Los Angeles Chargers - Philadelphia Eagles
9 dec 02:15 1 kommentar
Betvalue
1105%
1,85LeoVegas
Ekspert Ender sidst
2 may 16:00 18 kommentarer
Betvalue
3116%
1,94Danske Spil
Ekspert Statsminister
10 nov 20:00
Betvalue
5300%
10,00Unibet
Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Kommentarer

Tilføj kommentar

Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.