Tabt
Tips & Spilforslag
Floyd Mayweather - Shane Mosley,: Mosley w/ KO, TKO el. disq
Spiltip af Loke Barrett
den
3 kommentarer
1 visninger
0
Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
Floyd Mayweather Jr.
USA
33 år (24. februar 1977)
40-0, 25 KO
Ortodoks
Højde: 173 cm
Rækkevidde: 183 cm
Boksestil
Floyd Mayweather Jr. er rangeret som nummer tre i weltervægtdivisionen og nummer to pound for pound hos The Ring, han lå nummer et begge steder fra juli 2005 til juli 2008. Han har vundet seks verdensmesterskaber i fem forskellige vægtklasser fra 130-154 lbs.
Mayweather er blevet opdraget med boksehandskerne på, både hans far Floyd Sr. og hans to onkler Jeff og Roger var topboksere. Igennem sin karriere er Mayweather blevet trænet af faderen og Roger. Således har han udviklet en sublim teknik, hvor han gennem en defensiv indstilling med effektiv counterpunching har virket nærmest usårlig. Han besidder glimrende reflekser og er lynhurtig på hænder og fødder, samt en meget præcis puncher.
Lidt ligesom James Toney benytter Mayweather en rullen af skuldrene når han forsvarer sig, højre hånd og skulder er altid hævet, så han kan blokere slag og beskytte kæben, mens venstre er hævet til omkring brystkassen og venter på at fange en modstander på vej ind. Selv under tungt pres er Mayweather svær at ramme pga. denne teknik. Fanget i et hjørne vipper han fra side til side og bevæger alt på overkroppen, således at slagene oftest glider af.
Mayweather er kendt som en bokser der ikke kan lide at blive slået. Dette affærdiger han selv, men han virker mest tilpas, når han får lov til at bokse på afstand. Hans kæbe er aldrig for alvor blevet testet, kun en enkelt gang har han officielt været til tælling. Det skete efter han brækkede hånden i et slag, og knælede for lige at sunde sig efterfølgende.
Mayweather har opnået en nærmest ikonisk status i sporten i dag og han er kendt for at sprede vandende. Der er nok lige mange der elsker ham og som elsker at hade ham. Selvom han ofte er udskældt, er der ingen der betvivler hans talent. Mayweather er sin generations bedste bokser, og bestemt en af de dygtigste defensivt nogensinde. Kritikken er kommet, fordi Mayweather, ligesom f.eks. Roy Jones, først og fremmest tænker på sin egen sikkerhed. Det har betydet overbevisende, men til tider dødkedelige kampe mod svagere modstand.
Flere har beskyldt Mayweather for gennem sin karriere at udvælge modstandere, som ikke var nogen reel trussel i ringen og udelukkede fik ham til at se godt ud. Det er til en vis grad sandt, f.eks. undgik han Kostya Tzyu og Miguel Cotto ved juniorweltervægt og Antonio Margarito ved weltervægt, hvilket formentligt ville have været fantastiske kampe. Mayweathers rekordliste indeholder dog stadig et utal af store fightere, som alle er blevet besejret.
I ringen
Mayweather var fremragende tidligt i karrieren, han slog let stærke modstandere som Genaro Hernandez (38-1-1) og Angel Manfredy (25-2-1) ud, men hans første rigtig store sejr kom mod Diego Corrales (33-0), der dengang var ubesejret og aldrig havde været til tælling. Fem gange måtte han i gulvet, før hans hjørne reddede ham fra mere afstraffelse.
Herudover bør nævnes to tætte sejre over Jose Luis Castillo (45-4-1), de hårdeste kampe i Mayweathers karriere, hvor flere faktisk er enige om, at Castillo trak det længste strå i det første møde, en overbevisende udboksning af Zab Judah (34-3) efter en ellers svær start, en sikker sejr over en lidt aldrede Oscar de la Hoya (38-4), samt en flot knockout mod den dengang ubestridte juniorweltervægtsmester Ricky Hatton (43-0).
Hatton var dengang regnet som en af sportens bedste pressure fighters. I flere runder gjorde han det ubehageligt for Mayweather og var det ikke for, den ellers glimrende kampleder, Joe Cortez, kunne Hatton måske have haft større succes med at skabe et slagsmål frem for en boksekamp. I tiende runde fangede Mayweather englænderen med et perfekt counter hook, som han aldrig kom sig over.
Oven på sejren mod Hatton trak Mayweather sig tilbage fra boksesporten, han havde nået alt hvad han skulle i sporten. Men så begyndte Manny Pacquiao for alvor at henrykke med sine vilde knockoutsejre, hvilket tvang amerikaneren til et comeback. Mayweather vil ikke dele anseelse med nogen og han er nu opsat på at tage pound for pound tronen tilbage.
I sin seneste kamp mødte Mayweather den fremragende Juan Manuel Marquez (50-4-1), som dog måtte rykke op fra letvægt. Mayweather viste ingen tegn på rust efter næsten to år uden for ringen, han var skarp og hurtig som altid. Parret med størrelsesforskellen på de to mænd, blev det aldrig en spændende kamp. Allerede i anden runde sendte Mayweather mexicaneren til tælling og det så pludselig ud som om, han skulle stoppe Marquez som den første nogensinde. Marquez viste dog sit enorme fighterhjerte og gik tiden ud.
Shane Mosley
USA
38 år (7. september 1971)
46-5, 39 KO
Ortodoks
Højde: 175 cm.
Rækkevidde: 188 cm.
Boksestil
Shane Mosley er indehaver af WBA-bæltet i weltervægt og er rangeret som nummer to i divisionen og nummer tre pound for pound hos The Ring. Mosley var selv nummer et pound for pound i starten af årtusindet og er regnet som den bedste letvægter nogensinde. Siden han forlod denne division er karrieren både gået op og ned, Mosley har nemlig altid opsøgt de bedste og et par gange har modstanden vist sig for stor. Han har vundet fem verdensmesterskaber i tre forskellige vægtklasser fra 135-154 lbs.
Mosley er kendt som en yderst eksplosiv powerpuncher, der altid går efter knockouten. Han varierer sit jab meget afhængig af modstanderen, mod pressure fighters stikker han det ud, for at ødelægge deres rytme, ellers forsøger han hovedsageligt at finde den rette afstand, så han kan rykke frem og kombinere til krop og hoved. Han besidder knockoutpower i begge hænder og er lynende hurtig, især hans hooks er stramme.
Mosley bokser altid med høje parader og besidder fine reflekser, han kan dog fanges af jabbet på vej ind. Dette skyldes både, at han er så opsat på at fange sin modstander men også, at han ofte er lidt anspændt tidligt i kampene, hvor dette problem oftest opstår. Når Mosley til gengæld er i gang, så bevæger han sig fænomenalt. Hoved, overkrop og benene går nærmest i et og han bliver meget svær at fange rent med flere slag af gangen.
Derudover besidder han en fremragende kæbe og finder hurtigt fatningen, når han bliver ramt. Han har kun været til tælling to gange i karrieren efter et sammenstød af hoveder som blev fulgt op af gentagne rene træffere fra den fortræffelige Vernon Forrest i anden runde af deres første kamp (33-0). Tydeligt rystet formåede Mosley alligevel at overleve runden og gik efterfølgende fuld tid for at tabe en klar, enstemmig afgørelse.
Mosley har været involveret i flere kontroverser gennem karrieren. I 2003 var han indblandet i BALCO-skandalen, hvor flere prominente sportsfolk blev sat i forbindelse med brug af steroider. Han tilstod efterfølgende brug af ulovlige midler, men har altid nægtet, at han dengang var vidende om sit indtag af disse. Sagen blussede op igen i 2007, hvor det viste sig, at Mosley havde indtaget EPO op til sin anden kamp med De La Hoya, som han vandt pga. en stærk indsats i de sene runder.
Derudover blev Mosley skilt fra sin kone i starten af sidste år og han fyrede sin far, Jack Mosley, som træner i november 2008. I ringen har han dog ikke virket synderligt påvirket, tværtimod gav han en af karrierens allerbedste indsatser mod Antonio Margarito i sin seneste kamp tilbage i januar 2009.
Måske skal noget af æren for dette tildeles hans nye træner Nazim Richardson, som er en sand troldmand i hjørnet, når hans fightere er dømt underhund i en kamp. Udover Mosleys kamp med Margarito har Richardson bl.a. dirigeret Bernard Hopkins til overraskende sejre imod de yngre og dengang ubesejrede Felix Trinidad og Kelly Pavlik.
I ringen
Mosleys fighterhjerte er enormt, han elsker at slås og elsker at blive udfordret i ringen. Derfor har han igennem hele karrieren altid opsøgt de bedste modstandere, også selvom de har virket alt for store for ham.
Som letvægter vandt Mosley alle sine 34 kampe, heraf 32 på knockout, men den første rigtigt store sejr kom mod De La Hoya (32-1), da han rykkede direkte op til weltervægtdivisionen. Første halvdel af kampen var meget lige, Mosley ramte renest, men De La Hoyas fantastiske venstre jab var yderst effektivt. Ingen af de to fightere var på vej ned undervejs, selvom begge blev ramt ofte. Ganske overraskende begyndte Mosley at trække fra i kampens anden halvdel, han var klart den bedste infighter af de to og De La Hoyas ansigt begyndte at hæve, mens blodet strømmede fra næsen i flere runder.
De to kampe mod Vernon Forrest endte begge i nederlag på point. Anden runde af deres første møde er det værste, som Mosley har været ude for i en boksering. Han kom aldrig i gang efter sammenstødet af hoveder, men heller ikke i rematchen lykkedes det Mosley at regne den lange, akavede Forrest ud, selvom det gik ham noget bedre. Det viste sig i disse kampe, at Mosley havde visse problemer mod defensive typer med et stift jab.
Oven på de to nederlag rykkede han op til juniormellemvægt for at møde De La Hoya en anden gang. De fleste er enige om, at De La Hoya fortjente sejren denne gang, han ramte næsten Mosley dobbelt så meget undervejs, men mistede sejren pga. de tidligere nævnte sene runder i kampen, hvor Mosley mønstrede et imponerende comeback.
Herefter udfordrede Mosley den naturligt større, defensive mester Winky Wright (46-3). Wrights stil minder lidt om Arthur Abrahams, han er ikke en ligeså farlig puncher, men til gengæld forærer han ingen runder væk pga. sit konstante jab. Deres andet møde var meget lige, to dommere gav Wright en snæver sejr, mens den tredje havde kampen helt lige. Således viste Mosley, at han var blevet betydeligt bedre over for tilbageholdende, jabbende modstandere.
Siden disse nederlag har Mosley besejret tidligere verdensmestre i form af Luis Collazo (27-2), den ekstremt hårdføre Ricardo Mayorga (28-6-1), den fremragende, men lettere slidte Fernando Vargas (26-2) og sportens dengang mest frygtede pressure fighter Antonio Margarito (39-5), med et enkelt nederlag til Miguel Cotto undervejs i en utrolig tæt kamp, der kunne være gået begge veje.
Imod Margarito var Mosley som genfødt. Alle var overbeviste om, at mexicaneren ville tromle Mosley ned, som han havde gjort det med Cotto et halvt år tidliger, men Mosley boksede fantastisk. Det var en sand opvisning i boksekunst, amerikaneren leverede sine lynhurtige kombinationer for at forsvinde og lade Margarito slå ud i luften gang på gang. Han så aldrig slagene komme og de begyndte at have sin virkning på krigeren. I ottede runde gik Margarito endelig ned og han var fuldstændig drænet i starten af niende og blev stoppet af kamplederen for første gang i karrieren.
Matchup
Mayweathers genialitet i ringen giver ham en klar favoritværdighed hos bookmakerne og med god grund. Det er som bekendt endnu ikke lykkedes nogle at besejre ham i de professionelle rækker. Flere eksperter ser overraskelsen som umulig, de vil højest gå med til at kalde dette for en hård test for Mayweather. Det kan jeg ikke forstå. Man må aldrig dømme Mosley ude af en kamp, det er hans seneste optræden mod Margarito et klart bevis på.
Først og fremmest skal det siges, at vi har set, hvordan Mosley taber en kamp. Hans problemer er kommet over for modstandere med et stærkt jab, som også var naturligt større end ham selv. Mayweather ved dette og han har et sprødt jab. Han er til gengæld ikke fysisk større end Mosley, så selvom han skulle få succes med jabbet tidligt i kampen, ved at udnytte sin gode sans for timing, hvilket jeg forventer, så bør Mosley på et tidspunkt kunne trænge igennem via sin styrke og kløgt. Lykkes det ikke, så frygter jeg for, at vi får en meget ensidig og meget kedelig affære som ender i endnu en klar, enstemmig afgørelse til Mayweather.
Hvad vi endnu ikke ved er, hvordan man slår Floyd Mayweather – et pirrende spørgsmål som må have optaget enhver sand bokseelsker. Jeg tror næppe der er nogen i sporten, der uden for ringen kommer tættere på dette svar end Mosley. Udover den glimrende strateg Richardson, der altid lægger fine gameplans, er Mosley igennem træningen blevet vejledt af Hopkins, der må regnes som den mest snu mester i ringen og De La Hoya, der selv har mødt Mayweather og efter tilrettelæggelse af mesterlige Freddie Roach formåede at bokse lige op med denne i kampens første halvdel.
Der er flere af de ting De La Hoya gjorde, som Mosley kan drage fordel af i sin kamp med Mayweather. Det er essentielt, at Mosley jabber flittigt fra start, ellers formår han aldrig at fange Mayweather med sine powershots. De fleste af Mayweathers modstandere glemmer helt at jabbe i frygt for de lynhurtige lige kontrastød med højre han kan levere, men det virkede altså for både De La Hoya og Castillo. Hvis jabbet etableres, så kan Mosley med tiden indtage midten af ringen og tvinge Mayweather til at cirkulere rundt om ham og bruge energi. Således slipper han for at jage Mayweather, han er nemlig mest effektiv når han bakker med en modstander efter sig.
Selv hvis Mayweather formår at diktere kampens tempo gennem sit jab, så er alt håb ikke ude. Mens De La Hoya og Hatton gik lige frem når de angreb, så er Mosley en mester i at bevæge sig fra side til side og gøre sig selv sværere at ramme, således er det sansynligt, at han undgår at tage alt for mange slag på vej ind.
Mayweather er ikke nogen dårlig infighter, men det må stadig forventes, at Mosley får mest ud af det af de to i denne position. Han er som sagt større end Mayweather, han er også den større puncher og han har en testet kæbe ved letmellemvægt. Mayweathers defensive positur gør ham modtagelig for det venstre hook, især til kroppen, hvis han har ryggen mod tovene. Dette kunne blive nøglen til succes for Mosley. Lykkes det ham at ramme Mayweather rent, så er det nemlig ikke til at sige, hvad der sker...
Mayweather har kun haft fem kampe ved 147 lbs. og en ved 154 lbs. mod en De La Hoya der var over the hill. Af de fem modstandere ved weltervægtgrænsen er det kun den middelmådige, langsomme Carlos Baldomir (43-9-6), der kan betegnes som en fuldvoksen weltervægter. Ellers tæller listen de naturlige juniorweltervægtere Shamba Mitchell (56-4), føromtalte Judah og Hatton, samt letvægteren Marquez. Det er en samling stærke navne, men ved så høj vægt kan de slet ikke kan sammenlignes med en yngre De La Hoya, Forrest, Wright, Vargas, Cotto og Margarito. Godt nok slog Mosley ikke alle disse, men han boksede næsten lige op med sine banemænd.
Jeg nævner ikke de ovenstående navne for at nedgøre Mayweathers tid som weltervægter, jeg fremhæver blot, at Mosley er en langt mere erfaren herre ved denne vægt.
Jeg er helt enig i Mayweathers favoritværdighed, som de fleste andre forventer jeg, at han endnu engang formår at hæve sit niveau og besejre Mosley. Jeg vil blot understrege, at han virkelig er nødt til at yde sit bedste, for ikke at blive fortæret af Mosley. Den aldrende kriger må ikke regnes ude af kampen, før klokken har lydt efter tolvte omgang.
Mosley får svært ved at følge med i en boksekamp med Mayweather, han har dog speed og kløgt som ingen modstander Mayweather før har mødt, han har et hjerte og en kæbe som giver ham mulighed for måske at skabe en slåskamp og slagkraften til at vende det hele på hovedet ethvert øjeblik.
Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.
Tilføj kommentar