FC Nordsjælland - FC København
Infokamp
Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
Vejret er vendt, sneen er smeltet og Farum Park er klar til kamp. Denne kamp blev udsat noget tid tilbage som følge af sne, og egentligt så tror jeg at dette passer FCK rigtigt godt, hvis man ser tilbage. For med denne kamp i baghånden har man lagt et enormt pres på Brøndby i mesterskabskampen. Man spiller bedre nu end man gjorde i den periode hvor kampen først skulle have været afviklet, og som det er nu kan denne kamp give FCK matchbold i kampen om titlen, da man tager i mod Brøndby i Parken i den kommende weekend. Vinder man disse kampe, så er titlen i hus.
FCN
Farum-klubben træder vande for tiden. Træner Johnny Petersen stopper til sommer, og erstattes af den nuværende assistent-træner Morten Wieghorst. Der er intet at spille for, og mest af alt så venter man vel bare på sommerpausen, så man kan få skiftet træneren og starte op igen. Denne sæson var ingen succes, og man må op på hesten igen. Senest mødte man SønderjyskE i Haderslev, hvor man smed en 2-0 føring væk, i en rodet kamp hvor begge hold leverede en kedelig omgang uinspireret fodbold. Dog er det langt mere motiverende for FCN at tage imod FCK, end det er at drage til Haderslev, men umiddelbart så virker holdet ”brugt” for tiden, og selvom man sætter sig selv op til denne kamp, og sikkert leverer en bedre indsats end i weekenden, så kan det blive vanskeligt at løfte sig til opgaven.
Der er intet nyt på skadesfronten, og at nævne de spillere der har været ude i lang tid er unødvendigt da de reelt ingen betydning har for truppens nuværende tilstand. Dog synes jeg det er væsentligt at se på de ændringer der formentligt foretages efter SønderjyskE kampen. Jukka Santala spillede ikke en specielt god kamp, og på trods af at have scoret et mål, så tror jeg han ryger et smut på bænken til fordel for Tommy Olsen. Yderligere antager jeg, at Bosun Ayeni får chancen fra start, efter at have været en smule ude i kulden. Grunden til at disse to sandsynligvis spiller, er at der er brug for stærke fightere til at tage kampen op med FCKs stærke midtbane. Dog mener jeg, som jeg før har nævnt her på siden, at FCN fortsat er lidt tyndt besat på midten, og derfor kan få det svært. Man mangler en bulldog til at gå forrest i det defensive arbejde, og når FCK har en tendens til at presse højt på banen, så kan man ende med at komme på mellemhånd her, hvis ikke man tager sig sine forholdsregler.
FCK
Det holdt hårdt, men det lykkedes. FCK fik fuldt fortjent alle tre point med hjem fra Horsens, og at sige at det var heldigt med en scoring i overtiden ville være en skam. For indsatsen var flot, og sejren burde have været større, men ind ville bolden ikke. Men dette er som oftest almindeligt på Horsens stadion, og at det lykkedes at tage stikket hjem må være opløftende for et FCK hold, der selv på dage hvor det ikke synes at skulle lykkes, alligevel får fuld gevinst. Holdet er kommet i gear, og som det ser ud nu virker det ikke til, at man kan smide denne gyldne mulighed for et mesterskab væk.
Til denne kamp må man undvære Michael Gravgaard (fast forsvar), som det også var tilfældet mod Horsens. Han erstattes af Dan Thomassen (reserve forsvar), som før har vist sig som en fuldgod dubleant. Af andre nævneværdige mangler, er Urmas Rooba (reserve back) fortsat ude med en skade, dog er det tvivlsomt om han ville kunne skubbe Bergdølmo ud af startopstillingen.
Konklusion
Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved FCKs favoritværdighed her. Motivationen for at gå efter sejren er enorm, da den vil kunne skabe en gylden mulighed for selv at afgøre mesterskabet hjemme mod netop Brøndby i den kommende runde. FCK virker til at have ramt formen, og her mod et modløst FCN hold så ligger den lige til højrebenet. Man har før vist, at man har et godt tag på Farum-holdet, selvom der indimellem har været tætte kampe, som senest 3-3 i Parken. Men som FCN spiller for tiden, så tror jeg de får svært ved at stille noget op over for Solbakkens udvalgte. Selvom det skulle lykkes for Petersen og Wieghorst at sætte holdet op til opgaven, så tror jeg de får meget svært ved at stå distancen. Kommer man bagud, så tror jeg nemt man kan kollapse. 1,50 på det rene 2-tal er lige fattigt nok, og udesejren må ikke regnes for at være ”sikker som amen i kirken”. Jeg giver FCK 65% for at hente sejren her, og omkring 40% for at tage sejren med mere end ét mål. Bookmakerne er for så vidt enige, og det er ikke muligt at støve et værdispil op på FCK her. At gå i den anden grøft vil være risikabelt, taget FCNs spil for tiden i betragtning, især når motivationen for FCK er så enorm. Vi holder snitterne for os selv.
Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.
Tilføj kommentar