18+ | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
Tips & Spilforslag

Brasilien - Argentina

Infokamp

Spiltip af Jens Bøye den

Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Læs -anmeldelse
Betting tip
Finale ved Confederations Cup i Tyskland.

Finale Clásico (eller Final Classical, som det vist hedder på portugisisk) mellem to af Verdens allerbedste hold, hvis ikke simpelthen de to bedste.

En bedre finale kunne man ikke have ønsket sig ved dette mini-VM – selv om de lokale naturligvis gerne havde set Tyskland som deltager.

Tyskerne blev slået ud af Brasilien i semifinalen. I et spændende og lige opgør vandt brasserne 3-2. To gange bragte sydamerikanerne sig foran, i det 21. og 43. minut, ved Adriano på et afrettet frispark og Ronaldinho (på straffe), men hver gang gik der kun få minutter, før der var udlignet, første gang ved Lukas Podolski på hovedstød, anden gang ved Michael Ballack på straffe. Efter Adrianos andet mål, i 76. minut, formåede Tyskland dog ikke at svare igen (trods et pænt pres til sidst).

Særligt solidt var det brasilianske forsvar ikke – især i første halvleg. Ved siden af Lucio, Roque Junior og Gilberto mønstrede man Maicon i dennes første kamp ved slutrunden, og det faldt ikke synderligt heldigt ud for den unge talentfulde Monaco-forsvarer. Han blev udskiftet med Cicinho ved pausen – og en del tyder på, at Cicinho får chancen fra start i finalen – sådan som han fik det i de tre puljekampe.

Ret beset ER brasserne i øvrigt ikke ved fuld styrke i forsvaret. Backerne Cafu og Roberto Carlos mangler begge – hvilket vel både går ud over defensiven og offensiven; de er jo begge kendt for at være meget angrebsvillige.

Med en ankermand som fremragende Dida i målet, ser det nu ikke helt skidt ud i forsvaret.

På midtbanen har Brasilien Emerson som en bølgebryder. Matchspoiler (eller nu hvor vi er i Tyskland: Spielverderber) kunne man også kalde ham, for Juventus-manden er ikke bleg for at tage hårde midler i brug (han har dog på magisk vis undgået gule kort ved denne slutrunde). I øvrigt er han temmelig langsom og i det hele taget ikke min favorit. Jeg så hellere en mand som Gilberto Silva (Arsenal) på pladsen; Gilberto har dog været ude det meste af sæsonen med en skade og er tilfreds, hvis han bare får spilletid nu og da. Og om Emerson er min favorit eller ej, er ligegyldigt, der SKAL være noget defensiv tyngde på holdet, når man i øvrigt stiller med en midtbane der er SÅ offensivt orienteret.

Zé Roberto, Kaká og Ronaldinho... Offensivt fås det næppe bedre, på papiret i hvert fald. Man kan diskutere, om de helt får det ud det, som potentialet tilsiger. Ved denne slutrunde har de kun for alvor sprudlet mod Grækenland, og det var i sandhed et nemt bytte, skadesramt og udmattet. Mod Japan blev der dog også ind i mellem vist fine takter.

I angrebet har man så unge fiffige Robinho og brølstærke Adriano (kampens bedste mod Tyskland). Man savner måske Ronaldo en smule, men det er ikke sikkert, han kunne gøre det bedre. Adriano måtte i øvrigt forlade træningen mandag med en skade, men bliver sandsynligvis klar til kamp onsdag.

Som nævnt har Brasilien kun været overlegen mod Grækenland i den indledende pulje. Derefter blev det 0-1 mod Mexico – lidt af en overraskelse, men mod de velorganiserede og defensivt stærke mexicanere var resultatet faktisk ikke ufortjent – og til sidst 2-2 mod Japan. Igen en defensivt ustabil præstation af Brasilien (men der blev også eksperimenteret en del, og det var bestemt ikke stærkeste hold, der blev stillet) – men offensiven, især Ronaldinho og Robinho – spillede til gengæld ret godt.


Argentina har haft lidt bedre styr på defensiven – men egentlig ikke SÅ meget bedre, hvilket måske er lidt overraskende. I første puljekamp blev det til en fortjent sejr over Tunesien – på 2-1. Men det kunne såmænd være gået galt – hvis Tunesien fx havde scoret på det straffespark, holdet fik tilkendt i det 17. minut. - eller på det, holdet fik i anden halvleg... I anden kamp viste Argentina sig klart overlegen mod Australien, men det var temmelig uargentinsk, at modstanderne næsten fik lov at hente en 3-0-føring. Australien kom op på 2-3 – bl.a. pga en fejl af venstreback Heinze - før angriber Luciano Figueroa afgjorde dysten med 4-2-scoringen. Figueroa scorede i øvrigt et (uægte) hattrick.

Puljefinalen mod Tyskland blev en underholdende og velspillet kamp, der endte 2-2.

Men ok, man skal i både Argentinas og Brasiliens tilfælde passe på med at erklære deres forsvar for usikre på baggrund af deres kampe mod Tyskland. Tyskerne er nemlig gode – klart bedre end i de seneste år.

I Argentinas semifinale i søndags mod Mexico blev det 0-0 i ordinær spilletid, 1-1 efter forlænget – og en afgørelse på straffespark. Men en klassisk forsigtigper-kamp var det nu ikke; det virkede som en ren tilfældighed, at der ikke blev scoret flere mål i en lidt hektisk forestilling. Et lige opgør, der kunne være gået til begge sider.

Det betyder så også, at Argentina ikke bare har fået en hviledag mindre, eftersom Brasilien spillede semifinale lørdag, men også fik ekstra syre i benene pga den forlængede spilletid.

Ganske som Brasilien mangler Argentina nogle spillere – men også som brasserne, kunne Argentina mageligt stille flere landshold af høj, høj klasse... Blandt dem der mangler er angriber Crespo (hvilket især svækker på hovedstødsfronten; de resterende angribere er ret små, nogle af dem – som Tevez og Saviola - MEGET små) og midtbanemand Veron. På midtbanen ser Argentina nu ikke ud til at lide nogen større nød – her har Riquelme nemlig været supergod, nok turneringens bedste spiller. Og han bakkes op af Inters Cambiasso, Palermos Santana og på venstrekanten klubkollegaen fra Villarreal, Juan Pablo Sorin.

I forsvaret huserer rutinerede folk som den elegante højreback Zanetti (Inter) og den bastante midterforsvarer Walter Samuel (Real Madrid). På midten spiller også den unge, men dygtige (hovedstødsstærke, bl.a.) Deportivo La Coruña-mand Coloccini, og på venstrekanten den gode United-mand Heinze. Mod Mexico var Coloccini parret med Milito fra Zaragoza pga Samuels karantæne, men mon ikke den gode Walter igen indtager pladsen i finalen. På bænken sidder i øvrigt også Bayern München-midterforsvarer Martin Demichelis.

Altså: Et godt forsvar og en rigtig god midtbane, styret af fremragende Riquelme. Angrebet har mestendels bestået af Figueroa og lille gesvindte Saviola, men puslingen har karantæne i finalen efter sin udvisning mod Mexico og bliver nok remplaceret af Luciano Galletti. Og så har man jo Der Kleine Dicke, Tevez, på bænken. På højde (lavde) med Saviola, men stærk som en okse.


Forventede opstillinger: (med forbehold for sidste-øjebliks-skader, etc)

Dida - Cicinho, Lúcio, Roque Júnior, Gilberto - Emerson, Zé Roberto, Kaká, Ronaldinho – Robinho, Adriano

Lux – Heinze, Samuel, Coloccini, Zanetti – Cambiasso, Riquelme, Sorin, Santana – Figueroa, Galletti


Konklusion:
En temmelig tough cookie, denne kamp. Argentina har måske nok den bedste defensiv, men virker for én gangs skyld ikke smartere, rent taktisk. Og argentinerne har haft en hviledag mindre – og må undvære Saviola i angrebet. Fair nok, derfor, at Brasilien er favorit. Men oddset (Nordicbet giver 2,55) for brasiliansk sejr er ikke højt nok, synes jeg. Den berømte brasilianske midtbane får hænderne fulde mod Riquelme og co.

Der synes at være lidt mere værdi i Sportingbets 3,2 for uafgjort; det ligner et lille valuebet (ikke stort nok til, at jeg umiddelbart vil vove et øje). For argentinsk sejr fås 3,1 flere steder.

Lige til sidst skal det for resten nævnes, at sidst disse to hold mødtes, i VM-kvalifikationen for knap tre uger siden - da blev det altså 3-1 til Argentina. Det var dog på argentinsk grund, og dette er en anden kamp - bl.a. fordi 2-måls-skytten fra dén kamp, Hernan Crespo, jo ikke er med nu...

Chancevurdering: 38-32-30

Fremtidige tips

Ekspert Monza-FC Sudtirol
8 dec 15:00
Betvalue
1105%
1,57Betano
Ekspert Los Angeles Chargers - Philadelphia Eagles
9 dec 02:15 1 kommentar
Betvalue
1105%
1,85LeoVegas
Ekspert Ender sidst
2 may 16:00 18 kommentarer
Betvalue
3116%
1,94Danske Spil
Ekspert Statsminister
10 nov 20:00
Betvalue
5300%
10,00Unibet
Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Kommentarer

Tilføj kommentar

Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.