Bayern München - Spartak Moskva
Infokamp
Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
CL-kamp fra gruppe B mellem Bayern München og Spartak Moskva.
Øvrige hold i gruppen er Inter Milano og Sporting Lissabon.
Ingen tvivl om at Bayern er favoritter til at vinde mod Spartak Moskva, men så store favoritter som man gøres til, mener jeg ikke man er.
Højeste odds på hjemmesejr er pt. 1.40, hvilket ikke frister, når man medtænker hvordan Bayern har spillet efter sommerpausen.
Og russerne kan godt vise sig at blive en farlig modstander for et hjemmehold, der ikke helt er oppe i den spillemæssige form der kræves – ingen kender vel så frygteligt meget til Spartak, udover at de er et mandskab fyldt med internationale spillere fra mange forskellige lande,- men en klub der har vundet det nationale mesterskab 21 gange bliver ikke bare fejet væk på Allianz.
Om det så i sidste ende er nok til at russerne kan hente noget i Tyskland, ja det er nok mere tvivlsomt, og ikke noget jeg vil satse noget på, selvom der bestemt er høje odds at hente på alt andet end tysk sejr – uafgjort er oppe i 4.45, mens udesejr kaster omkring odds 9.25 af sig.
Jeg vil nøjes med lidt information, og så lade det være godt med det.
Bayern er ikke pt. i topform, hverken fysisk eller spillemæssigt, hvilket træner Magath da også blankt erkender.
Han mener, at der stadig vil gå en måneds tid før rollefordelingen er helt på plads, og de enkelte spillere kan levere 100%.
Dette bla. fordi hele 9 spillere i startformationen tirsdag alle har deltaget ved sommerens VM, og derfor ikke har haft den fornødne tid til at restituere, og efterflg. at deltage i de fysiske forberedelser op mod den nye sæson.
Og så har man jo altså mistet sin absolutte stjerne i Michael Ballack, der har efterladt sig et pænt stort hul på midten, hvilket de 3 første BL-kampe samt ikke mindst lørdagens pokalkamp i St. Pauli med al tydelighed har vist.
Ikke, at man endnu har tabt i denne sæson, i BL er det blevet til 2 sejre og en uafgjort, mens pokalkampen mod RL-holdet fra Hamburg endte med en spinkel 2-1 sejr, efter forlænget spilletid – men måden Bayern har spillet på indtil nu, har slet, slet ikke været overbevisende.
Defensivt står man såmænd bundsolidt, set bort fra St. Pauli’s føringsmål i lørdags hvor man snorksov,- det kniber væsentligt mere i det opbyggende og offensive spil – her mangler man netop Ballack, der kunne udgøre en forskel på dage hvor spillet ikke fungerede, enten ved at piske sine medspillere frem til sejr, eller ved selv at score.
Egentlig var det ikke meningen at Bayern ville hente nogen decideret erstatning for Ballack, men de 3 første BL-kampe har alligevel fået overbevist ledelsen om, at noget måtte ske.
Og så købte man såmænd hollænderen van Bommel i FC Barcelona lige før lukketid (for 3 uger siden mødte man netop Barca i en træningskampe på Camp Nou, og blev rundbarberet 0-4).
Den 29-årige midtbanespiller skal helt sikkert nok blive en gevinst for klubben – også selvom han ikke er helt på toppen pt.
For i form er han ikke, erkender det selv, debutkampen i pokalen viste det, og han skal bruge 4-5 uger på at finde rytmen ifølge Magath, men stadig en spiller af høj klasse, med masser af erfaring og lederegenskaber.
Lige det man har manglet på midten, hvor man klart har masser af potientiale i unge spillere, men de har manglet en at kunne læne sig lidt op af, når kampene spidser til.
Han er der nu, og selvom han ikke besidder samme offensive kvaliteter som Ballack, så er han dog stadig offensiv indstillet – men nogen Spielmacher bliver han aldrig.
Mindre kan også gøre det, og van Bommel passer perfekt ind i Magath’s såkaldte CL-taktik.
Som i al sin enkelhed går ud på at være spilstyrende, trække tempoet ud af kampene, for så pludselig at sætte pres på, skabe en chance eller 2, helst score, og så trække sig tilbage og afvente kontra.
I denne taktik har Bayern selvfølgelig brug for disciplinerede og kloge spillere, der ikke går i panik hvis man kommer under pres, og dem synes jeg man råder over i den nuværende trup.
Der umiddelbart ikke ser fantastisk ud offensivt, men derimod er en trup med rigtig mange slidere, men selvfølgelig slidere med et højt niveau spillemæssigt såvel som taktisk.
Defensivt ser man rigtig, rigtig stærke ud med indkøbet af van Buyten i HSV, samt de spillere man rådede over i forvejen,- de bagerste bliver næppe et problem i denne sæson.
Dét kan offensiven derimod vise sig at blive, hvis man skal dømme efter de sidste 2 kampe.
Først 0-0 hjemme mod Nürnberg i BL, hvor man havde 2 tilbud der bare skal give mål, og så i lørdags mod St. Pauli, hvor angrebet var nærmest ikke eksisterende (udover Podolski, der scorede efter 30 sekunder på banen, viste man intet).
Det var desuden en skuffelse af rang at se en Makaay spille så totalt lidenskabsløst og nærmest opgivende, virkede decideret sløv, og Magath har da også efter kampen været ude med den helt store advarselsfinger.
Faktisk så stor, at træneren overvejer at bænke Makaay til CL-kampen, og i stedet lade Poldi danne duo med Santa Cruz, - sidstnævnte gjorde nu heller ikke noget væsen af sig i lørdags, men var da trods alt villig til at løbe lidt efter bolden.
Om det så er røgslør overfor russerne eller om Magath virkelig vil bænke Makaay, ja det er jeg lidt i tvivl om, men ingen tvivl om at advarslen er ment alvorligt.
I hvert fald viste en Podolski i pokalkampen, at han helt sikkert er et godt alternativ til en af de 2 angribere i front, han virker omsider i fysisk form, eller i hvert fald i bedre fysisk form, og det kan jo kun gavne Bayern.
Bortset fra Sebastian Deisler, der fortsat er knæskadet, kan tyskerne stille med alle mand klar.
Trupnyt:
Deisler (m), skadet – offensiv svækkelse.
Forventet opstilling:
Kahn – Sagnol, Lucio, van Buyten, Lahm – Salihamidzic, van Bommel, Hargreaves, Schweinsteiger – Santa Cruz, Makaay (Podolski)
Prom Korporatije hed arbejderklubben der blev grundlagt i 1922, og selvom man i 1936 skiftede navn til Spartak Moskva, er klubben stadig synonym med arbejderne.
Det kan man nu ikke se på den nuværende trup, der er fyldt med spillere fra andre lande.
Af en trup på 26 mand er kun 12 russere, resten er et sammenrend af rumænere, tjekker, argentinere, polakker, østrigere, litauere, moldavere, ukrainiere, hollændere og brasilianere.
Men så absolut et kvalitativt sammenrend – ingen tvivl om at truppen indeholder rigtig mange stærke spillere.
Mest markante navne er forsvarsspiller Stranzl, der inden denne sæson skiftede fra Stuttgart, de 2 tjekkiske landsholdsforsvarere Jiranek og Kovac, den defensive Abraümer Mozart (kun en brasser kan hedde sådan), anfører og Spielmacher Titov, samt ikke mindst den argentinske angriber og 189 centimer høje targetman Cavenaghi.
Mindre kendte, men navne vi kommer til at høre mere til, er de 2 fløje Bystrov og Rodriguez, samt den unge russiske landsholdsangriber Pavlyuchenko, der efter sigende skulle være lynende farlig og yderst hurtig på fødderne.
Samlet set en stærk trup under ledelse af erfarne Wladimir Fedotov.
Spartak blev sidste sæson nr. 2 i Rusland, efter CSKA, hvilket betød kvalifikation til CL.
Uden at være specielt overbevisende slog man først Sheriff Tiraspol fra Moldavien ud, 1-1 ude og 0-0 hjemme, og i 3.runde de tjekkiske mestre Slovan Liberec, 0-0 ude og 2-1 hjemme.
Men videre er man altså kommet, hvilket bestemt også var et must med den trup man har.
I den hjemlige liga har man spillet 19 kampe, ligger nr. 3 med 35 point, 9-8-2, 39:24, 3 point efter førerholdet CSKA, mod hvem man spillede i weekenden.
Lokalopgøret på udebane endte 2-2, hvilket helt bestemt har givet masser af selvtillid til holdet – CSKA er forsvarende mestre, og har generelt krammet på Spartak hjemme, så uafgjort der er rigtig fint.
Som sagt har Spartak vundet det nationale mesterskab 21 gange, 12 gange i det tidl. Sovjet, og 9 gange i Rusland – dertil skal ligges 13 pokalsejre, 10 i Sovjet, 3 i Rusland.
Mesterskabet har man dog ikke vundet siden 2001, pokalen sidst i 2003, så man er begyndt at tørste efter at vinde noget igen.
Nationalt har man bestemt stadig chancen for at hente CSKA – spørgsmålet er hvor meget klubben kan internationalt.
Jeg er i tvivl om deres styrke, og selvom de råder over et rigtig stærkt mandskab, i hvert fald på papiret, så vil jeg se dem i aktion før jeg evt. kaster noget efter dem.
Fysisk burde Spartak være lidt bedre stillet end tyskerne pt., og spillemæssigt burde man også ha´ helt styr på konceptet, eftersom den russiske liga har været i gang længe.
Så fristende er det da at spille lidt på dem, men stadig…. jeg vil se dem i aktion først.
Trupnyt:
Træner Fedotov melder alle mand klar.
Forventet opstilling:
Kowalewski – Geder, Stranzl, Jiranek, Kovac – Mozart – Bystrov, Rodriguez – Titov – Cavenaghi, Pavlyuchenko
Konklusion:
Tja, et eller andet sted øjner jeg en lille overraskelse her, men så alligevel…. dét er jo Bayern.
Som klart er favoritter til at hente 3 point på Allianz, men ikke helt så store som de gøres til – i klubben er man realistiske omkring holdet’s formåen, og kravet er ”blot” at komme videre fra gruppen, hvilket burde være muligt med gruppens sammensætning.
Men som skrevet, så har Bayern ikke været overbevisende nok til at jeg vil spille på dem, og da slet ikke til odds 1.40, og da jeg samtidig er i tvivl om hvor stærke Spartak egentlig er væk fra Rusland, de er ret stærke hjemme på Olympiastadion Luschviki, kan jeg ikke anbefale noget spil.
Jeg vil dog godt erkende, at det kribler lidt i mig for at spille et X til odds 4.45, god value i det, men igen, Bayern er ikke Bayern for ingenting, og de får sgu nok hevet en spinkel sejr i land.
Det eneste der måske kunne være interessant at spille på var en målfattig affære til odds 1.95, men omvendt ved ingen hvordan russerne vil reagere hvis de kommer bagud, og måske falder korthuset så sammen – desuden råder Spartak over et par yderst giftige angribere, der begge kan noget på egen hånd, så en udebanescoring synes ikke helt usandsynlig heller.
Kampen kan følges på DSF fra kl. 20.45, når den spanske dommer Mallenco fløjter op.
Chancevurdering 65-24-11.
Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.
Tilføj kommentar