18+ | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Hey Lasse, du er Superliga!

AaB´s forsvarsklippe Lasse Nielsen vil til udlandet, men er det virkelig en smart idé for den ganske habile Superliga-spiller, der dog ikke ligefrem udstråler international klasse?

Lasse Nielsen er vel bedre end gennemsnittet i Superligaen, men dog et markant niveau under f.eks en Jores Okore, der blev hentet til Aston Villa efter imponernede præstationer i FCN-trøjen.

Det er sundt at have ambitioner og udlandsdrømme, og det kan da også sparke døren ind til landsholdet, hvis Lasse Nielsen tester vingerne i en større liga og slår igennem.

Lasse Nielsen har selv forklaret udlandslængslen således:

"- Jeg vil gerne prøve mig ad andre steder end Haderslev Stadion, Farum Park og hvad det ellers hedder herhjemme. Jeg føler, jeg nu har den rette alder og erfaring til at prøve noget nyt. Jeg trænger til nye udfordringer og få noget hår på brystet i et nyt miljø uden at være omgivet af familien, vennerne og de holdkammerater, jeg har spillet sammen med siden ungdomsalderen. Jeg vil testes i udlandet. Først og fremmest på det fodboldmæssige selvfølgelig, men helt sikkert også på det personlige plan. Hvis jeg selv skulle bestemme, vil jeg gerne til Premier League eller Bundesligaen, men nu må vi se, hvad der byder sig." (red: til BT)

Det er vel ganske forståeligt, og græsset er altid grønnere på udebane.

Men Bundesliga eller Premier League vil blive en kirkegård for Lasse Nielsens fodboldkarriere. Eller har nordjyden allerede glemt fodboldlektionen fra Dila Gori? (AaB tabte 3-0 i Tbilisi i Europa League-kvalen).

Oftest ser man desværre, at udlandske klubber er villige til at tage transferfrie spillere og parkere dem på bænken eller på tribunen som back-up i tilfælde af skader til stamspillere.
Flere danske fodboldspillere i udlandske klubber får derfor kun spilletid i 'ligegyldige' Anders And Cup-kampe og deres udvikling går i stå.

Lasse Nielsen kan spørge holdkammerater som Thomas Augustinussen om han morede sig i Red Bull Salzburg, Anders Due i Vitesse og hvilke gode råd har Kasper Risgaard mon til et skifte til Bielefeld. Lasse kunne også lige høre til den tidligere AaB´er Michael Silberbauer, hvordan det går i Young Boys.

Så hvis Lasse Nielsen gerne vil have et stempel i passet, så vent til det rette tilbud kommer fra klubben, der virkelig VIL have ham og er villige til at give ham chancen som stamspiller. Men højere niveau end russiske Amkar Perm eller belgiske Genk (som ifølge rygter har været interesserede) bliver det næppe.

Tilføj kommentar