Så er der kun et par dage til at årets sidste Grand Slam slår portene op. Fra mandag d. 30. august 2004 og frem til herrenes finale søndag d. 12. september, skal vi se de bedste herrespillere i aktion på Flushing Meadows anlægget.

Favorit-feltet
US Open blev sidste år vundet af hjemmebane-favoritten Andy Roddick, som dermed fik sit endelige gennembrud i den absolutte tennistop. Roddick er igen i år blandt favoritterne til titlen, hans spil passer som fod i hose på underlaget, som er forholdsvist hurtigt.

Blandt de øvrige favoritter skal vi heller ikke glemme manden som i år har vundet 2 grand slam titler, Australien Open og Wimbledon. Navnet er Roger Federer, og schweizeren er er utvivlsomt den bedste spiller i verden, han er fuldstændig kold overfor hvem han spiller mod, og han kan spille uden pres, idet han som sagt allerede har vundet 2 slam-titler i år hvilket er en kæmpebedrift.

Af andre aspiranter til titlen har vi australieren Lleyton Hewitt, som endelig er ved at finde sit spil, han har været flyvende op til US Open og har pt. spillet 2 finaler hvoraf den ene er vundet, mens han i skrivende stund netop har spillet sig i kvartfinalen på Long Island.

Vi skal heller ikke glemme Marat Safin, denne uberegnelige mand snød alle under årets første grand-slam, netop tilbagevendt fra skade spillede han sig i finalen, ved at bl.a. at slå to af de helt store favoritter, Andy Roddick i kvartfinalen og senere Agassi i semifinalen. Safin har helt klart potentialet til at vinde US Open, men det kræver at alt flasker sig for denne ustabile men meget underholdende tennisspiller. Safins optakt til US Open har dog været alt andet end optimalt, bl.a. nåede han kun 2. runde under OL.

Turneringen i Athen var i det hele taget favoritternes fald - Roddick nåede kun 3. runde mens Federer blev elimineret i 2. runde af en for nogen ukendt tjekke, nemlig Thomas Berdych. At han er helt ukendt, er dog en sandhed med modifikationer , da han er Tjekkiets største talent og vi vil helt sikkert komme til at høre mere til ham senere på touren. Dog tror jeg ikke han vil kunne blande sig helt i toppen under US Open, men slår han Bjørkman i 1. runde venter der enten Morrison fra USA eller en kvalifikationsspiller i 2. runde, mens det i 3. runde bliver enten Youzhny eller Nalbandian, og det er ikke umuligt at han kan spille sig forbi de 3 runder.

Netop David Nalbandian, er en ukendt faktor under dette års US Open. Nalbandian har siden French Open kun spillet en turnering, nemlig Toronto Masters, hvor han i 1. runde blev slået ud af Youzhny, som han altså skal møde i 2. runde. Nalbandian var sidste år i semifinalen hvor han tabte til den senere vinder, Andy Roddick, men det kunne sagtens være blevet til sejr, Nalbandian førte 2-1 i sæt men gik så helt ned i de sidste 2 sæt hvor han tabte 6-1 6-3, og derefter holdt han en pause på 1½ måned, med skadesproblemer. Jeg vil ikke betegne Nalbandian som favorit til titlen idet han simpelthen ikke har kamptræning nok.

Outsiderne
Jeg ser regelt kun 4 mulige emner til titlen, nemlig de allerede nævnte, Federer, Roddick, Safin og Hewitt. Men selvfølgelig kan der ske overraskelser, samt skader kan opstå og de nærmeste boblere til titlen må være Carlos Moya, Andre Agassi samt Juan Carlos Ferrero, som har fået en god lodtrækning og først i 3. runde vil blive testet af Joachim Johansson og senere i 4. runde af Rainer Schuttler, men jeg stiller et helbredsspørgsmål ved Ferrero som siden sin tilbagevenden fra sygdom og skade har været meget svingende.

Af mine personlige underdogs som godt kan spille sig langt frem i turneringen har jeg Tommy Haas og Ivan Ljubicic, som hvis de kan få deres "hoved" med ind på banen, har gode muligheder for at skabe overraskelser. Ljubicic er dog så uheldig at være i lodtrækningsgruppe med Federer og står til at møde ham i 4. runde. Haas står til at skal møde Hewitt i kvartfinalen, hvis han vel og mærke kan overvinde Grosjean i 2. runde.

De overvurderede
Af favoritter som jeg slet ikke tror på kan jeg nævne et navn: Tim Henman, efter hans fantastiske indsats i French Open med en semifinale plads, fik folk kæmpe forventninger til ham i Wimbledon, nogle forventninger der altid har været men som aldrig er blevet indfriet, og ligeledes gik det denne gang. Henman måtte se sig elimineret i kvartfinalen, hvor hans overmand blev "baby-goran", som er kælenavnet til Mario Ancic fra Kroatien. Hans tilnavn stammer selvfølgelig fra Goran Ivanisevic, som er landsmand til Mario Ancic.

Men tilbage til Henman, som jeg ikke tror på, idet hans optrædender hidtil i US Open kun har kastet en 4. runde plads af sig tilbage i 1998 og 1996. Hans spil burde egentlig passe udmærket til det hurtige underlag på Flushing Meadows, men af uransagelige grunde kan han ikke få spillet til at køre optimalt, det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at han ligger hele sin sæson an på Wimbledon og derfor topper omkring Juni/Juli. Det burde dog være muligt at toppe mere end i en Grand Slam. Det var dog samtidig en kendsgerning at Henman indtil i år aldrig før i en anden Grand Slam end Wimbledon havde spillet sig i kvartfinalen. Derfor tror jeg heller ikke på Henman i årets udgave af US Open, jeg håber dog på at kunne blive positivt overrasket idet Henmans spil er meget underholdene...

Hvad kan vi vente os?
Jeg tror vi vil være vidner til en meget velspillet turnering, og forhåbentligt kan vi så samtidig tjene lidt mønt på at blive underholdt, ikke nogen tosset kombination.

Af mulige vinderspil kan jeg anbefale at kigge nærmere på vores analyser til netop titlen, jeg kan ikke se nogen ide i at spille Federer til odds omkring 2-3 stykker det er ganske enkelt for lidt, og man kan ved at spille på Federer fra kamp til kamp for et noget højere odds.

Og hvad med danskerne?
Tja - i år ser det desværre ud til at blive et kort besøg for de danske spillere, idet Pless møder Kuerten og Carlsen møder Arazi i 1. runde.

Hverken Pless eller Carlsen har vist storspil på det seneste, og jeg tror slet ikke at Pless er ordentlig klar oven på sin skadespause. Ærgeligt for Danmark, men man har da stadig lov til at håbe på dem. Og helt umuligt er det selvfølgelig ikke, idet hverken Arazi eller Kuerten er kendt som stabile spillere.

Har I spørgsmål til US Open, kan jeg henvise til vores chatrum her på siden, vi vil under hele US Open forsøge at lave et fast mødetidspunkt, hvor man har mulighed for at chatte med Betxperts tenniseksperter, men mere om det senere.

God tennisfornøjelse! Og husk at du kan følge vores spilforslag under hele US Open på http://www.betxpert.com/ekspert/atp/

Claus og Mikael
ATP-Xperter