Det gælder om at få det bedste odds. Den har vi været inde på utallige gange før, og der er ingen grund til at tærske langhalm på noget så oplagt, at det er alfa og omega for ens spilleregnskab, at man skal søge at få sig den bedst mulige betaling for sine væddemål.
Men hvordan gør man så det?

Svar: Ved hjælp af odds-sammenlignings sites. De er for seriøse gamblere et uundværligt værktøj.
Alle rutinerede spillere benytter sig af dem. Principielt kan man naturligvis aflægge samtlige bookmakere i ens betting-portefølje et besøg og derved én for én afdække, hvad den enkelte spiludbyder har at tilbyde på den kamp, vi har udset os, men det kan udvikle sig til en temmelig tidskrævende proces. I mellemtiden risikerer odds at være slashet, og begrænser vi os til den metode, unddrager vi os samtidig viden om ”nye” bookmakere, der måtte tilbyde bedre odds end dem, vi har konto hos. En sådan ”ny” bookmaker var måske værd at undersøge nærmere for eventuelt at åbne konto der. Samtidig med, at de tilbyder højeste odds på den kamp/det væddemål, vi måtte have udset os, så tilbyder de måske også en deposit-bonus eller anden form for attraktiv gulerod for nye kunder, hvem ved?

Gratis uddannelse

Odds-sammenlignings sites’ene kan ved regelmæssig brug skaffe os et godt overblik over spillemarkedet. Uden måske rigtigt at registrere det undervejs, vil man efter et par måneders brug af odds-sammenlignings sites med hæderlig stor træf-sikkerhed være i stand til at forudsige, hvilke bookier, der vil ligge højt på hvilke spil, samt om odds på disse vil bevæge sig op eller ned i løbet af de næstkommende dage eller måske bare de næstkommende timer. Den erfaring i spillemarkedets mekanismer man oparbejder ved at følge de forskellige spiludbyderes bevægelser og mønstre, kan ikke overvurderes. Den giver samtidig et indblik i, hvordan hele spillemarkedet opererer og er sat sammen.

Efter nogen tid vil man ofte, inden odds er offentliggjort, være i stand til med 0,05, max. 0,10, -oddsstørrelses afvigelse at forudsige, hvad de forskellige bookmakere åbner de forskellige kampe i. Primært koncentrerer man sig naturligvis om sine egne væddemål, kampe og mulige betting-idéer, og man lærer at sætte pris på, at bookmakerne har forskelligt kunde-sigte samt forskellige stærke og svage sider. Man vil uvægerligt komme til næsten at ”hade” visse bookmakere for altid at have lave odds på visse ting, men omvendt er der som regel altid noget andet, man kan bruge disse bookies til. Det kan f.eks. irritere, at bookmakere som bwin * eller Bet24 som regel altid ligger lavt på favoritter, men det betyder jo omvendt, at man kan score sig godt på outsider-væddemål hos de spiludbydere. Man opdager hurtigt, hvilke bookier, der er hurtige til at slashe odds, og omvendt hvilke der er lidt langsommere til at følge markeds-udviklingen. Eksempelvis er visse traditionelle engelske bookmakere (Stan James og William Hill er to gode eksempler) ikke de hurtigste til at justere, når markeds-oddsene styrter, hvilket kan være nyttig viden, når det skal gå stærkt. Ofte er det er spørgsmål om minutter, om man kan få odds 2,25 eller 1,80.
Sammenfattende: Flittigt brug af odds-sammenlignings sites’ene giver dig meget mere end blot en oversigt over, hvor du kan få det bedste odds på det væddemål, som du har udset dig. Odds-sammenlignings sites’ene giver dig et indblik i, hvordan spillermarkedet fungerer, og umærkeligt uddanner de dig til at være en kompetent gambler.

Men ét odds-sammenlignings site er ikke nok. Ligesom med de forskellige bookmakere har de nemlig stærke og svage sider.
Jeg benytter mig i min private betting primært af fem odds-sammenlignings sites, og dem vil jeg nu gennemgå. Vær venligst opmærksom på, at de følgende kommentarer til hvert enkelt site udelukkende er mine personlige betragtninger og holdninger om, hvad der er godt og relevant, og hvad ikke.

Betbrain.com

Det mest kendte og mest benyttede odds-sammenlignings site er Betbrain, der også samtidig er et af de ældste. Betbrain er et delvist dansk udviklet site, som har fungeret som model for adskillige senere sites. Som BetXpert-bruger kan du, kære læser, drage fordel af Betbrain’s odds-sammenligning uden at forlade BetXpert, idet BetXpert har lavet en aftale med BetBrain om at kunne benytte deres service (gå ind på ”Live odds” under ”Xpert-tips”-menuen øverst til venstre på BetXperts hovedside).

Skal man vælge ét og kun ét odds-sammenlignings-site, bør det nok blive BetBrain, der offentliggør odds fast fra mere end 50 spiludbydere. Samtidigt og nok så væsentligt viser BetBrain ikke kun 1X2-odds, men også double-odds, europæiske og Asian Handicap-odds, under/over-odds, odds på ciffertips, på langtids-væddemål og meget andet.
Endvidere kan man hos BetBrain få en kort beskrivelse af de forskellige bookmakere, hvilket er bekvemt. Eksempelvis angiver BetBrain hvilke indskuds- og hæve-muligheder, man har hos de forskellige spiludbydere, ligesom der er en liste over de forskellige bookmakeres bonus-ordninger.
Væsentligt for den seriøse gambler er det, at der er relativ hurtig odds-opdatering hos BetBrain, så man ikke spilder tid med at surfe rundt efter odds, som allerede er slashet. Tidligere skete denne opdatering hver 30. sekund, men den holder desværre ikke helt længere. Efter mine erfaringer sker BetBrain’s opdatering i disse dage mere noget i nærheden af hver 10. eller 20. minut, men det er stadigt brugbart.
Design hos Betbrain er, hvad jeg vil kalde so-so. Ikke særligt lækkert eller indbydende, men det betyder ikke det store, da det væsentlige for mig er funkionaliteten, og den er i top.

Det negative aspekt hos BetBrain, for et sådant er der også, er, at sitet ikke har alle relevante bookmakere med. Og det har BetBrain ikke, fordi ikke alle bookmakere vil betale for at få deres odds offentliggjort hos BetBrain. Det betyder, at for at orientere sig efter odds hos bookmakere som f.eks. Scandic, Danbook, bwin * eller Betfred må man andetsteds hen (Scandic, Betfred og bwin * kan dog stadig ses hos Betbrain, hvis man har har Betbrain Pro, dvs den udgave, som man betaler for som bruger).

Betbase.info

Betbase er et site, der adskiller sig skarpt fra Betbrain, og derfor er det et site, der komplementerer BetBrain glimrende. Betbase byder nemlig på en del features, som Betbrain ikke gør i, eller som i bedste fald er uoverskuelige på Betbrain.
For det første offentliggør Betbase odds fra en del bookmakere, som man ikke finder hos Betbrain (heriblandt de førnævnte Scandic, Danbook, bwin * og Betfred), hvilket er væsentligt. Listen over spiludbydere er om muligt længere hos Betbase, og Betbase syne også at gøre et stort arbejde ud af at føre opdaterede kamptidspunkter, hvilket ikke er uvæsentligt. Hos Betbase bliver man endvidere serviceret med ligatabeller og holdenes seneste kampe, når man klikker en kamp op. Design er lækkert hos Betbase, og det er det bedste ”overbliks”-site på markedet blandt odds-sammenlignings sites’ene.

To ting trækker dog alvorligt ned. Det første er odds-opdateringen, der foregår umådelig langsomt (mit bedste bud er én gang i døgnet), og det næste er, at Betbase kun offentliggør 1X2-odds, hvilket efterlader gamblere med hang til Asian Handicaps og under/over-spil med en lidt tom fornemmelse.

Betexplorer.com

Skal Betbrain have konkurrence som det væsentligste odds-sammenlignings site ét sted fra, så må det blive fra Betexplorer, der de seneste par år har arbejdet ihærdigt for at forbedre deres produkt, og det med held. Betexplorer’s udbud af bookmakere er imponerende - som det skal være - og Betexplorer offentliggør fire slags odds, 1X2-odds, under/over-odds, Asian Handicap-odds og moneyline.
Man kan lide deres design eller lade være, men noget galt er der ikke med Betexplorer’s præsentations-stil, og ligesom Betbase får man som ekstra service, når man klikker en kamp op, tabelstilling samt de to holds tidligere kampe og form. Praktisk placeret til sidst på siden, så det ikke er til besvær, hvis man ikke er interesseret i den slags.
Én feature hos Betexplorer er virkelig god. Man kan til alle tider gå ind på en kamp - og en bookmaker - og se odds-udviklingen. Og på resultat-siden hos Betexplorer kan man gå ind og kigge på tidligere udbudte odds på færdigspillede kampe. Af og til nyttigt, hvis man gerne vil blive klogere.

Tip-ex.com

Et site for de professionelle, siger man, men det er lidt et rygte, der stammer fra år tilbage. Tip-ex er et af de ældre odds-sammenlignings sites, og selvom de har givet deres design og brugerflade et ”brush-up”, så virker det stadig en anelse antikveret.
Opdateringen hvad angår odds-ændringer, er i top, men den store force Tip-ex har haft i mange år, er, at de er tidligt ude - typisk syv dage - med odds på alle kampe. Det er i princippet alle odds-sammenlignings sites udfra devisen, at når der er odds, så skal odds offentliggøres. Men sådan fungerer det ikke altid i praksis. For at odds kan offentliggøres på odds-sammenlignings sites’ene, skal kampen/væddemåls-objektet først ”tastes ind”. Derefter linkes der så til bookmakerne, og odds kommer løbende ind og bliver mere eller mindre løbende opdateret. Problemet, hvor mange odds-sammenlignings sites halter efter, er, at de ofte er senere opmærksomme på kampene, end spiludbyderne er, hvilket medfører at ganske mange spiludbydere kan have odds ude på en kamp i næste uge, men hvis odds-sammenlignings sitet ikke er opmærksom på den (eller odds-sammenlignings sitets ansatte ikke har gidet ”taste den ind”), så er man som bruger lige vidt. På dette punkt er Tip-ex ofte foran konkurrenterne.

Quoten.be

Et site, som egentlig ikke ville have den store berettigelse i denne artikel, hvis det ikke var fordi, Betbrain engang imellem ”glemmer” kampe. Quoten tilbyder nemlig præcist de samme features som Betbrain bare i en lidt mere skrabet udgave og med lidt færre bookmakere. Af og til kan man dog finde kampe hos Quoten, som ikke er andre steder, hvilket gør sitet godt at have i baghånden.


Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/