Efter to fantastiske uger fyldt med verdensklassetennis fra Melbourne bliver vi nu ramt af virkeligheden igen. Det går vi, når der bliver budt inden for i tre små ATP 250'ere i henholdsvis Córdoba, Pune og Montpellier. De bedste spillere drikker champagne eller slikker sårene fra Australian Open, så der er forholdsvis billige ATP-titler til salg denne uge. Eneste top-10-spiller i aktion er Monfils i Montpellier, som i øvrigt er den klart stærkest besatte turnering af de tre.

Córdoba, Argentina

Rang: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Juan Ignacio Londero

En forholdsvis ny turnering i kalenderen spilles i Córdoba. Sidste år var første gang, der blev spillet ATP-tennis i byen, og turneringen viste sig meget domineret af de hjemlige helte fra Argentina. Hele fem af de otte kvartfinalister havde argentinsk pas, og vinderen, Londero, ligeså. 

Schwartzman nåede kun kvartfinalen sidste år, men han er førsteseedet i år og turneringens største navn med spillere som Verdasco, Cecchinato, Cuevas og Pella lige i hælene. Det er årets første grusturnering i ATP-regi, så vi har ikke meget at gå efter. Der blev dog spillet grustennis på challengertouren i sidste uge, og her er Cecchinato og Monteiro i skrivende stund i finalen mod hinanden. 

Cecchinato var i semifinalen i French Open i 2018, men han har ikke sat mange fødder rigtigt det sidste års tid. Derfor må det siges at have været yderst tiltrængt for ham at få sat nogle sejre sammen på gruset i challengeren i Uruguay. Han møder den forsvarende mester, Londero, i første runde i Córdoba, og det skal blive interessant at se, om Cecchinato finder bare lidt af sit 2018-niveau igen, eller om han vil være ramt af fatigue efter den lange uge på gruset i Uruguay.

Uanset hvor godt han er kørende efter en eventuel challengersejr, så kan jeg ikke forestille mig, at niveauet er højt nok endnu til at gå hele vejen her. Schwartzman er i samme halvdel som Cecchinato, og jeg synes, den lille argentiner har vist fornemme takter her i sæsonstarten, hvor han tog ni sæt i træk i Australian Open, før det krævede en Djokovic i topform at stoppe ham i fjerde runde. Schwartzman er sat til Ramos-Vinolas i kvartfinalen, men inden da skal han op mod én af de to kompetente gruspillere i skikkelse af Munar eller Mayer. I semifinalen er det så mest sandsynligt, at enten Cecchinato eller Londero vil stå klar, men både Djere, der gjorde det fremragende i den sydamerikanske swing sidste år, og bolivianske Hugo Dellien har også niveauet til at lege med om en semifinaleplads. 

I den modsatte halvdel er der også argentinsk hjemmebanefavorit til at snuppe en finalebillet. Pella er nemlig andenseedet og har været pænt kørende et stykke tid. Han spillede en god grussæson sidste år, hvor det blandt andet blev til en finaleplads her i Córdoba. Om det er garanti for motivation igen i år, vides af gode grunde ikke, men når der både er point og hjemmebaneære at forsvare, så er oddsene om ikke andet gode for det. 

Pella kan løbe ind i Moutet i sin første kamp, hvis franskmanden kommer igennem Monteiro, der som nævnt har gang i en lang uge i uge fem. Moutet er en smule begrænset, men jeg synes, der begynder at vise sig flere og flere facetter i den offensive del af hans spil også. Kan han bevare det og få bygget yderligere på i den afdeling, så har han så meget fart i benene og så meget bold i hænderne, at han kan blive en farlig modstander for de fleste i 2020.

Hvis seedningerne holder, så hedder de to kvartfinaler i nederste halvdel; Pella-Verdasco og Garin-Cuevas. Men det er et meget jævnt felt i forhold til kvalitet, og spillere som Delbonis, Sonego og tidligere nævnte Moutet kan sagtens sætte en kæp i hjulet for de seedede spillere, som ikke nødvendigvis holder et særligt meget højere topniveau end de nævnte outsidere. Derudover kniber det gevaldigt med formen hos både Garin og Cuevas, så der kunne meget vel være en billig semifinale til salg. Jeg synes ikke, det virker usandsynligt, at det vil være Delbonis, der hiver den til sig på hjemmebanen.
 

Pune, Indien

Rang: ATP 250
Underlag: Hard court
Forsvarende mester: Kevin Anderson

Et utroligt svagt felt her i Pune, hvor Kevin Anderson har valgt ikke at forsøge at forsvare sin titel. Det efterlader Benoit Paire som turneringens uden sammenligning bedste spiller rangeringsmæssigt. Selv om der aldrig er noget, der er givet med ham, så ligner det en gylden chance for at høste et ATP-trofæ. 

Hvis Paire rammer sit højeste niveau, og han har faktisk spillet ganske godt her i sæsonstarten, så er det umiddelbart vanskeligt at se, hvem der skal spænde ben for ham i den øverste halvdel af lodtrækningen. Han er sat til at møde Duckworth i kvartfinalen og Kwon i semifinalen - to spillere, som aldrig seedes i ATP-turneringer og sjældent kan gøre sig håb om at nå langt i turneringer, der ikke hører til under challengertouren. Duckworth har Gojowzcyk i første runde, og allerede her synes jeg, Duckworth er underdog.Tyskeren er den bedste spiller af de to efter min mening, og han har da også fået en bedre sæsonstart end Duckworth, der primært holder en top-100-rangering på grund af fire turneringssejre på challengertouren i den forgangne sæson. Den seneste af dem kom faktisk i Pune i november, så det er muligt, at australieren befinder sig særligt godt under disse forhold og kan tilkoble et eller andet romantisk på dét at spille i byen. 

Gerasimov er seedet otte og sat til at møde Kwon i kvarten om et potentielt semifinaleopgør mod Paire. Gerasimov er i mine øjne den spiller i øverste halvdel, som har det tungeste skyts, og efter et lidt sent "gennembrud" på ATP-touren står han med gode kort for at gøre et eller andet stort denne uge. Her er tale om en turnering, hvor det generelle niveau ikke er på højde med dét, Gerasimov netop viste i Australian Open, hvor han slog Ruud og pressede Zverev ganske pænt i tre sæt. 

Det siger alt om en ATP-turnering, når Berankis og Travaglia er seedede til at møde hinanden i semifinalen, som er tilfældet i nederste halvdel af lodtrækningen. Berankis har været med i mange år og har nogle fine meritter hist og her at kigge tilbage på, men både han og Travaglia spiller challengers og ATP-kvalifikationer i ny og næ, så at de står som seedet to og tre i en ATP-turnering virker nærmest komisk. 

Jeg kan på ingen måde se, hvordan de skulle kunne udskille sig fra resten af feltet, og man skal passe på ikke at forveksle deres seedninger med favoritstempler. Troicki og Karlovic er de største navne i halvdelen, men Troicki har ikke ramt sit topniveau i flere sæsoner, mens Karlovic fylder 41 senere i denne måned og er 100 procent afhængig af sin serv. Det er der i og for sig intet nyt i, og kan han bombe løs med den, så kunne der godt være en titel i kortene for ham her. Det er vel nærmest kun Paire i feltet, der normaltvist har niveau på returneringerne til at gøre en smule skade på den tunge serv. 

 

Montpellier, Frankrig

Rang: ATP 250
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Jo-Wilfred Tsonga

Fire spillere fra top-20 gør, at tennisverdenens øjne primært er rettet mod turneringen i Montpellier denne uge. Monfils er seedet et, Goffin to, Shapovalov tre og Dimitrov fire. Det er fire meget stærke navne til en så lille turnering, og det hænger utvivlsomt sammen med, at turneringen spilles indendørs, og at kalenderen i den kommende måneds tid byder på flere af den slags turneringer i Europa. 

Tsonga er forsvarende mester, men kæmper konstant med fysikken og har måttet opgive at stille til start efter igen at være blevet skadet under Australian Open for et par uger siden. I hans fravær lader det til, at Monfils skal løfte den forholdsvist tunge arv, og han har vundet turneringen her i både 2010 og 2014. Han blev sendt ud af Australian Open på røv og albuer af Thiem, og jeg har egentlig ikke rigtigt fidus til, at Monfils for alvor kommer til at gøre mere væsen af sig i karrieren, end han allerede har gjort. Han er et gudsbenådet talent, men han har ikke samme mentale styrke som de bedste, og han kæmper en evig kamp med shot selection i spændingsfeltet mellem offensiv og defensiv tilgang. 

Han kan selvfølgelig godt gå hele vejen her, da der ikke er nogen modstand, som er uovervindelig for ham. Omvendt jeg vil heller ikke blive overrasket, hvis han bliver sendt ud med 4-6 3-6 af Mannarino i sin første kamp. Han er sat til at møde Dimitrov i en eventuel semifinale, men Dimitrov var helt håbløs mentalt i Australian Open. Her måtte han takke af efter en tiebreak i femte sæt mod Tommy Paul. Han var grundlæggende ét stort nervevrag, når tingene spidsede til i den kamp, og spørgsmålet er, om han har fået rystet det choknederlag af sig, eller om han bærer videre på dæmonerne, når der skal spilles big points i Montpellier. I hans fjerdedel af lodtrækningen gemmer sig spillere som Krajinovic, Ymer og Sinner, og hvis ikke Dimitrov får styr på psyken, så er der ingen af de tre nævnte, der lægger sig fladt ned og forærer ham noget som helst.

I nederste halvdel af lodtrækningen finder vi Goffin som finaleseedet, men belgieren, som var i semifinalen her i 2018, er virkelig svær at blive klog på for tiden. Han slog Nadal ved ATP Cup, men lignede en mand, der var rædselsslagen for at spille big points mod Rublev ved Australian Open. Jeg er altid lidt nervøs for at have penge på Goffin, da han ikke altid slår mig som verdens største fighter. I en lille turnering som denne kan det være både fugl eller fisk med hans indstilling. 

Der er en god, fransk brigade i den nederste halvdel. Simon, Gasquet, Humbert og Herbert. Sidstnævnte tabte finalen til Tsonga i 2019. Gasquet er først lige vendt tilbage fra skade, så ham giver jeg ikke de store sejrschancer i turneringen. Simon, som møder Gasquet i første runde, og som  jeg ellers holder meget af i de her små franske indendørsturneringer, har ikke vundet to kampe i træk i Montpellier i sine sidste seks turneringsoptrædener. Derfor kunne jeg godt forestille mig, at det mindst prominente navn af de fire, Humbert, kommer til at gøre det bedst her. Han har dog en svær lodtrækning, hvor han er sat til at møde Shapovalov i kvartfinalen, og skulle han være så dygtig at gå videre herfra, så kan enten Goffin eller Shapovalovs landsmand Auger-Alliasime vente i semifinalen.