Den danske afdeling af speedway-sportens VM-serie, Grand Prix, afvikles denne lørdag i Parken, som har lagt rammer til grand prix siden 2003. Danmark har i de forløbne fem år kun hentet een sejr på hjemmebanen, og den kom forrige år ved Hans Andersen.

Løbet skydes i gang klokken 1900, og som altid sender DK4 direkte fra Parken aftenen igennem.

Her på BetXpert dækker vi løbet, via tip og nedenstående optakt.

Tip (der er allerede udlagt et par stykker, og der kommer flere til): http://www.betxpert.com/ekspert/speedway/


Optakt til Grand Prix i Parken

Ved seneste grand prix, i Göteborg, var der et hav af styrt, som til dels skyldtes en dårlig bane. Man må håbe at Ole Olsen viser svenskerne hvordan man gør og får anlagt en god bane i Parken (det plejer at være tilfældet).

Et bud på finalen i parken: Nicki Pedersen, Hans Andersen, Andreas Jonsson & Jason Crump.


Danskere

Nicki Pedersen har en andenplads fra sidste år som bedste resultat i Parken. Han er opsat som aldrig før på at vinde et løb på hjemmebane.
Formen kan han ikke klage over. Han lavede maksimum i den svenske liga i tirsdags, og slog i den match Leigh Adams 3 gange. Nicki Pedersen har taget spidsen i kampen om dette årets verdensmesterskab med 3 finalepladser i de første 3 løb.

Hans Andersen er eneste dansker som har vundet et grand prix i Parken.
Han vandt det i 2006, hvor han var med på et wildcard. Han kørte også godt sidste år, men et sammenstød med Andreas Jonsson i semifinalen satte en stopper for hans sejrschancer. Han har ikke fået den bedste start på denne grand prix-sæson.

Bjarne Pedersen er tilbage efter et par løbs pause pga. en brækket hånd. Han har kørt rimeligt i ligaerne de sidste par uger, og tilbage er bare at ønske at Bjarne får det til at glide i grand prix løbene, som har været hans problem de sidste par sæsoner. Han har kun deltaget i ét grand prix løb denne sæson, og da sluttede han sidst.

Niels Kristian Iversen har starten sæsonen rigtig flot med to semifinalepladser i denne sæson. Han styrtede så i det sidste grand prix i Göteborg, hvor han ellers havde startet aftenen fint. Han kører i Parken sit første løb i 3 uger, så formen kan være lidt tvivlsom. Han var også ude med en skade før kvalfinalen sidste år, men der lykkes det ham at gå videre alligevel.

Kenneth Bjerre er årets danske wildcard. En plads han har kørt på nogle gange før. Han har tidligere været i semifinalen i Parken, men er i år sat lidt tilbage med et brækket lårben. Han har fået sat det på plads med søm og skruer. Lægerne har givet ham grønt lys til at starte.
Alt andet lige må det påvirke Bjerre på den ene eller anden måde. Hans wildcard burde nok være uddelt til en anden dansker.


Udlændinge

Jason Crump har vundet det danske grand prix to gange, tilbage i 2003 og 2004. Han har i år fået en dårlig start på grand prix-serien og ligger 19 point bagved Nicki Pedersen. Crump har dog vist fremgang i ligamatcherne på det seneste, og han kan blive en farlig outsider i Parken.

Andreas Jonsson vandt løbet i Parken sidste år, og har tidligere været nummer 2 på banen. Han styrtede som så mange andre i Göteborg i sidste løb. Han var dog hurtigt tilbage på cyklen og skulle være 100% klar til løbet i Parken. Han vandt i sidste sæson 2 af 3 løb på stadion-baner, så det gælder om at se op for svenskeren.

Tomasz Gollob fra Polen ligger nummer 2 efter Nicki Pedersen efter han vandt første løb denne sæson. Gollob overraskede lidt ved at gå i finalen sidste år i Parken. Normalt har han ikke sin styrke på de små baner. Han vil dog næppe huske turen retur fra Parken sidste år for noget godt, da han og Rune Holta styrtede ned med deres privatfly på vej til løb i Polen.

Leigh Adams har skuffet lidt på det seneste i både Polen og Sverige, hvor han har ligget lidt under sit normale niveau. I grand prix har det også været svingende for Adams, som dog vandt det andet løb i Leszno i Polen.

Rune Holta som vandt det sidste grand prix i Göteborg er ikke blandt favoritterne i Parken på den baggrund. Det vil være en stor overraskelse, hvis polakken/nordmanden står øverste på podiet.