Snot, ski og kugler. Og betting-gevinster...

Ole Einar Bjørndalen og de andre top-skiskytter (minus nogle russiske dopingsyndere) er draget til Pyeong Chang i Sydkorea hvor årets VM i skiskydning (biathlon) foregår fra 14. til 22. februar.

Vores branddygtige vintersports-eksperter vil naturligvis løbende være på pletten med analyser og tip. Følg dem på denne side.

Desuden har Nicolai Kristensen forfattet en artikel om favoritterne ved dette VM, hos henholdsvis mænd og kvinder: Artiklen ses herunder.

Ud over Nicolai Kristensen (Kong Vinter kaldet, pga sin store indsigt og fremragende tilbagebetalinger år efter år), tæller vores vintersportsteam Rasmus B. Olesen (fin vinter-statistik, men det sidste lange stykke tid har han især været optaget af at udarbejde det meget omtalte Regnskab), Mads Rasmussen der har lagt helt fantastisk ud i 2009:

Ud af 13 tip, er kun eet gået galt og eet er gået i odds 1. De øvrige 11 er gået hjem.

VM i skiskydning: Optakt

Årets VM i skiskydning er blevet placeret langt mod øst – helt præcis i Pyeong Chang i Sydkorea.

Valget af Pyeong Chang er ikke populært blandt udøverne, men det internationale skiskydningsforbund ønsker at få sporten bredt ud, og derfor er valget i år faldet på Sydkorea i Østasien.

For at vi europæere med tv-pengene ikke skal tvinges til at se løbene om natten, bliver alle løb afviklet om aftenen, lokal tid. Det er første gang et helt VM foregår om aftenen med kunstig lys.

VM-program, TV og links

• Lørdag 14. februar 0845: Sprint, kvinder.
• Lørdag 14. februar 1115: Sprint, mænd.
• Søndag 15. februar 0900: Jagtstart, kvinder.
• Søndag 15. februar 1115: Jagtstart, mænd.
• Tirsdag 17. februar 0615: 20 km, mænd.
• Onsdag 18. februar 1015: 15 km, kvinder
• Torsdag 19. februar 1000: Mixed stafet.
• Lørdag 21. februar 0915: Fællesstart, mænd.
• Lørdag 21. februar 1115: 4x6 km stafet, kvinder.
• Søndag 22. februar 0900: Fællesstart, kvinder.
• Søndag 22. februar 1115: 4x7,5 km stafet, mænd.

Hele VM kan følges tæt både på nettet og tv. Eurosport, SVT1 & SVT2, NRK1 & ARD og ZDF sender alle fra VM i skiskydning.

Liveresultater under løbet findes på: http://www.biathlonresults.com/resultpanel/resultpanel800.html  

Den officielle hjemmeside for skiskydnings-forbundet:
http://www.biathlonworld.com/en/  

Løberne

Allerede før VM er kommet i gang, er den første doping-skandale kommet. Tre russiske løbere er blevet udelukket fra VM pga. brug af Cera (EPO). Det er Iourieva som var i front for den samlede world cup for damer, Akhatova som også lå i top 10 samlet, samt Yaroshenko.

Det internationale skiskydningsforbund frygter at det drejer sig om systematisk doping blandt de russiske løbere. Men indtil videre er der kun 3 dømt, og VM kan starte og forhåbentlig kommet igennem uden yderligere problemer med doping.

Favoritter blandt mændene

Ole Einar Bjørndalen fra Norge er den mest vindende skiskytte nogensinde, og selvom han ikke har fået den bedste start på sæsonen, så er han en af de største favoritter i VM. Han har fra tidligere 10 guld- og i alt 31 medaljer i VM. Han har gode chancer på alle distancer, dog er chancerne dårligst på den lange distance, da hvert bom giver 1 minut i straf. Han kommer nok til at gå alt undtagen Mixed stafet i VM.

Emil Hegle Svendsen fra Norge er kronprinsen som har været oppe og presse kongen (Bjørndalen) igennem det sidste år. Svendsen har taget 10 sejre i world cup, og er også i front samlet. Han har de samme gode chancer som Bjørndalen i VM, og han kommer heller ikke til at gå Mixed stafet, som ikke er slået igennem blandt de store nationer.

Tomasz Sikora fra Polen har fået sin anden ungdom i denne sæson og ligger samlet nummer 2 i world cup. Han blev en meget overraskende verdensmester tilbage i 1995. Siden har det været lidt stille om polakken, som dog i ny og næ har stukket næsen frem. I denne sæson har han haft et højt niveau i stort set alle konkurrencer, dog med en tendens på lidt nedgang i formen. Han er dog fortsat medalje-aktuel i VM.

Carl Johan Bergman fra Sverige ligger samlet nummer 3. Han har dog aldrig haft succes i mesterskaber, hvor en 8.plads er hans bedste resultat. Sverige satser traditionelt på Mixed stafet, og det er også umiddelbart der Bergman har klart størst chancer for succes.

Bjørn Ferry fra Sverige har været plaget af sygdom i forkanten af VM. Han har – ligesom landsmanden Berman - aldrig haft succes i VM, og skal Sverige hente guld i VM, så er mulighederne nok størst i Mixed stafet, hvor Sverige normalt kommer med 4 stærke løbere.

Maxim Tchoudov fra Rusland har haft en dårlig sæson med skuffende resultater. Han er et stort spørgsmålstegn i VM. Han har potentiale til at tage medaljer på alle distancer, men dopingsagerne omkring det russiske hold kan have rystet ham.

Michael Greis fra Tyskland havde sit helt store år i 2006 ved OL i Torino, hvor han blev OL-kongen. Han har haft svært ved at leve op til de resultater fra dengang. Han har i denne sæson døjet med en knæskade. Men rammer han dagen under VM, så er han også en medaljekandidat.

Som hold er Østrig gået meget frem denne sæson og har gjort det fremragende i stafet. De bliver sammen med Norge og Rusland favoritterne i mændenes stafet. Sumann er nok østrigernes bedste kort individuelt.

Favoritter blandt damerne

Kati Wilhelm fra Tyskland fører den samlede world cup efter at Iourieva er blevet udelukket. Hun har vist god form efter jul og har også tidligere gjort det godt i VM. Hun er stærk i den stående skydning, så kommer hun godt igennem den liggende, bliver det nok et godt VM for Wilhelm, som også er blandt de hurtige i langrend.

Magdalena Neuner fra Tyskland er normalt feltets hurtigste dame. Hun er dog noget usikker, specielt i stående skydning, men de dage hvor hun kommer nogenlunde igennem den del, så er hun meget svær at slå. Hun har trods sine kun 22 år allerede vundet 3 VM guld. Hun startede sæsonen dårligt, men efter jul er hun kommet stærkt tilbage. Hun er nok den største favorit for damer i VM.
Helena Jonsson fra Sverige har haft en fin sæson og ligger samlet nummer 3 i world cup. Hun er en god skytte, som ikke helt kan følge de hurtigste i langrend. Hun har sine bedste chancer på 15 km og massestarten, hvor hun med sin gode skydning bør være med fremme. Hun bliver ligeledes en vigtig faktor i Mixed stafet sammen med Anna Carin Olofsson Zidek, der siden sidste VM er blevet mor. Olofsson er i første omgang bare en stor outsider i VM.

Svetlana Sleptsova fra Rusland har igennem hele sæsonen været hurtig. Hun har dog haft svag nedadgående tendens med sine løb, og hun kunne godt blive en af VMs store skuffelser. Dopingsnakken omkring det russiske hold kan næsten ikke have undgået at påvirke hende en smule. Hun har sine bedste chancer allerede i morgen på sprinten.

Tora Berger fra Norge blev den (næsten) evige nummer 4 ved sidste VM. Det lykkes hende at hente den kedelige plads hele 3 gange. Hun fik dog også en sølvmedalje med hjem fra Østersund. Hun vandt sprinten i den sidste world cup før VM og meldes i god form. Hun har muligheder for at hente medaljer på alle distancer i VM. Dog er toppen tæt blandt damerne, og det er marginalerne som afgør kampen om top6.

Kina har fået et par stærke navne frem denne sæson. Liu og Wang har begge gået nogle gode løb. Dog er de begge meget svingende i deres præstationer. De har dog muligheden for at hente en medalje til Kina.

Rusland har altid været en stor nation indenfor skiskydning, men med 2 damer ude med doping, så sejler Tyskland op som favoritter i stafetten. Russerne har ikke samme bredde som Tyskland der har stærke folk som Martina Beck og Andrea Henkel i truppen.

Frankrig og især Sandrine Bailly har været helt væk denne sæson, og det vil være overraskende om Frankrig skulle få et godt mesterskab i Korea.