I denne weekend går tæppet igen op for verdens største teaterforestilling. Serie A sparkes i gang, og vi kan se frem til en ny sæson med fremragende tekniske lækkerier, taktiske spidsfindigheder, spektakulære forsøg på at filme sig til straffespark og - hvem ved (men lad os ikke håbe det) - endnu mere lyssky bestræbelser på at påvirke dommerne...

Apropos er dette sæson 2 efter Calciopoli - skandalen hvor en række klubber blev sanktioneret for at have købt og aftalt sig frem til gunstige resultater. Straffen er nu udstået; ikke flere minuspoint - og Juventus er tilbage i den bedste række. I øvrigt sammen med et par andre gamle storhold...

Herunder kan du læse Lars Hellegaards optakt til Serie A-sæsonen; en artikel der gennemgår alle holdene; deres sommertransfers og chancer.

Og hold også øje med denne side hvor man snart kan finde analyser og tip: http://www.betxpert.com/ekspert/ita/

Optakt

Det var om eftermiddagen ved fem-tiden søndag den 10. juni i år, og jeg havde netop fået ild i min to år gamle kasse-grill til 199,- fra Bilka (ja vi er faktisk stadig nogle som ikke har en Weber-grill). Kæresten havde taget rødvinen og salaten (som kvinder uforståeligt nok mener passer til al slags mad) med ned i haven, og nu kunne vi bare vente på, at ilden døde ud og kullene begyndte at gløde. Pludselig ringede mobilen, og i røret havde jeg en skrigende og ganske uforståelig italiener. Det eneste jeg umiddelbart kunne forstå var ”Ciao Lars……” og så en ugudelig mængde baggrundsstøj af vanvittige dimensioner.

Jeg kunne dog hurtigt gætte mig til at det var Diego, min kammerat fra Genova, og at det havde noget med fodbold at gøre, da jeg vidste at han havde været inde og se fodbold. Det lykkedes ham at overdøve støjen, og gøre sig nogenlunde forståelig. Han fortalte stakåndet at han stod midt på banen på Luigi Ferraris (hjemmebane for Genoa og Sampdoria), og at Genoa og Napoli havde spillet 0-0 på sidste spilledag i Serie B, og da Piacenza kun formåede at spille 1-1 hjemme mod Triestina, var det ensbetydende med at Napoli og Genoa fulgte direkte med Juventus op i Serie A.

Da meldingen fra Piacenza-kampen nåede tribunerne på Luigi Ferraris, stormede tilskuerne banen i glæde, og dommeren valgte at fløjte kampen af, selvom der manglede et par minutter. Givetvis i erkendelse af at det ville være umuligt at få tilskuerne ud af banen, og hvis det mod forventning skulle lykkes, ville der nok ikke blive rykket væsentligt ved stillingen 0-0, da det var ensbetydende med oprykning for begge hold. Diego var i den syvende himmel……Genoa tilbage i Serie A, efter 10 års fravær! (De rykkede dog op for to år siden, men da det kom frem at præsidenten havde bestukket en dommer i 3-2 sejren over Venezia, blev de tvangsnedrykket til Serie C).

Juventus, Napoli og Genoa tilbage i Serie A fra denne sæson. Personligt skal jeg ikke begræde at Ascoli, Messina og Chievo Verona bliver udskiftet med disse tre hold, og man kan givetvis forvente at tilskuergennemsnittet får et lille løft opad. Det er tre storhold der er tilbage, også selvom Genoa’s og Napoli’s seneste mesterskaber ligger nogle år tilbage i historien. Tilsammen har de tre klubber vundet ca. 40 mesterskaber, og det bliver en fornøjelse at se Napoli tage imod eksempelvis Milan på San Paolo, med 65.000 støjende napolitanere i ryggen.

Hvad kan vi ellers forvente os af den kommende Serie A turnering? Jeg har valgt at gennemgå holdene fra top til bund (eller rettere: hvilke hold jeg forventer der kommer til at ligge i toppen/midten/bunden af den kommende turnering):

1-6

Milan – Inter – Roma – Juventus – Lazio – Fiorentina


I denne gruppe finder vi de traditionelle storhold. Realistisk set er det nu nok kun Milan, Inter, Roma og (måske) Juventus som kommer til at kæmpe om mesterskabet, men Lazio og Fiorentina kan hænge på i toppen.

Når jeg sætter Juventus i parentes, er det fordi jeg anser dem for den ubekendte faktor i denne ligning. De har uomtvisteligt et stærkt mandskab og er ikke sportsligt belastet af europæisk deltagelse, men de har igennem en hel sæson været vant til at spille i et noget lavere tempo end de andre Serie A mandskaber. De har købt stærkt ind i sommerpausen, men omvendt er der en masse nye ansigter som skal til at lære hinanden at kende. Men det bliver absolut spændende at se nyindkøbene Grygera, Tiago og Iaquinta spille på samme hold. På trænersiden, er Deschamps udskiftet med den rutinerede Claudio Raineri, som før har været i Chelsea og som sidste sæson reddede Parma fra nedrykning.

Inter - forsvarende mester - er vel den umiddelbare favorit, men i denne sæson starter de nærmeste konkurrenter ikke med minuspoints, og derved har man ikke den pointmæssige, og ikke mindst, psykologiske fordel som sidste år……..og selv om Inter er favorit, har de jo før vist at de ikke altid formår at leve op til værdigheden. Angrebet er forstærket af Suazo som er hentet i Cagliari, og til midtbanen er hentet chileneren Jimenez. VM-helten Grosso, venstreback, er væk, men han er erstattet af colombianeren Rivas som er hentet i Argentina. Målmanden, den offensive midtbane samt angrebet er absolut Inters stærke sider. Forsvaret har til tider haltet lidt, især når Materazzi fik en udvisning for et eller andet dumt overfald på en modspiller, men med købet af Chivu i Roma ser det bedre ud. Ud over at Inter er mesterskabsfavoritter, vil de i den kommende sæson givetvis satse hårdt på europæisk succes. Såvel Materazzi som Figo har annonceret, at CL-pokalen vil få en meget høj prioritet i denne sæson.

Milan har ikke forstærket sig væsentligt i sommerpausen, men den gamle garde har bestemt fået et psykisk boost med Champions League sejren over Liverpool tilbage i maj måned. Holdet var afskrevet af de fleste eksperter, både hvad Serie A og CL angik, men I Rossoneri beviste at moralen og ikke mindst erfaringen var i top. Specielt i semifinalen mod Manchester United, som blev tævet med 3-0, viste holdet noget af de flotteste spil gennem de sidste par år. Holdet virkede utroligt tændt, og der gik næsten 20 minutter før målmand Dida overhovedet kom i kontakt med bolden. Kan holdet vise mere af den slags spil, går de en god sæson i møde. Den gamle Costacurta har endeligt lagt støvlerne på hylden i en alder af 41 år, for at assistere Ancelotti på bænken. Det brasilianske stortalent Pato er hentet i Internacional for mere end 100 mio. kr., men da han kun er 17 år gammel kan han tidligst få sin debut til januar. Jeg tvivler på at holdet bliver mester i denne sæson. Forskellen på Inter og Milan i sidste sæson var stor, og med Inters indkøb i sommerpausen, er denne afstand forøget.

Roma er vel den største udfordrer til mesterskabet af Rom-klubberne. Holdet er stærkt besat på de fleste pladser, og sidste sæson endte man på en flot 2.plads med 75 points……det var dog stadig 22 points efter mesterholdet Inter! Det største minus sidste sæson for Roma var vel, at man ikke formåede at besejre ærkerivalerne fra Lazio, samt det forsmædelige 1-7 nederlag til Manchester United, i CL kvartfinalen. I denne sæson er jeg også bange for, at Roma bliver et ”lige-ved-og-næsten-hold”. Det er muligt at de bliver nr. 2, men jeg tvivler på at de snupper Lo Scudetto. Romerne har fået svækket forsvaret med salget af Chivu. Vel er Juan ankommet fra Leverkusen, men jeg tvivler på at han kan erstatte Chivu. Midtbanen ser til gengæld ud til at være skruet fornuftigt sammen, især med indkøbene af fløjene Guily og Esposito. Angrebet er dog stadig meget afhængigt af Totti, som blev Serie A topscorer med 25 mål i sidste sæson, og skal han aflastes lidt, skal Vucinic slå igennem i denne sæson.

Det samme forholder sig med bysbørnene fra Lazio . Selvom de har et stærkt mandskab, tror jeg ikke at de er i stand til for alvor at spille med om guldet. De har et stærkt kollektiv, men over en hel sæson kommer de nok til at mangle de individualister som eksempelvis Ibrahimovic og Kaká, der på egen hånd kan afgøre en kamp. Det mest spændende indkøb Lazio har gjort i sommerpausen, er vel Meghni som er købt i Bologna. Franskmanden besidder et højt teknisk niveau, og bliver i hjemlandet kaldt for ”den lille Zidane”. Romerne har for øvrigt ikke fået den bedste sæsonstart, da det kun blev til 1-1 hjemme mod Dinamo Bukarest, i den første kvalifikationskamp til CL. Rocchi brændte for øvrigt et straffespark i den kamp.

Fiorentina har købt spændende ind, men også sagt farvel til Luca Toni. Hans afsked med klubben er nok den største grund til at jeg ikke anser dem for at være seriøse mesterskabskandidater. Det åbnede op for et gennembrud for den unge Bojinov som vendte tilbage fra Juventus, men kun for at blive solgt til Manchester City. Fiorentina har derfor Mutu, Vieri, Pazzini og den unge Lupoli til at spille i front. Vieri har dog nok set sine bedste dage, og jeg tvivler på at han får en fast plads blandt de startende 11 og Lupoli og Pazzini er stadig begge noget svingende. Mutu har offentligt givet udtryk for at holdet er for tyndt besat i angrebet, og det kan der være noget om. La Viola spiller som regel en underholdende omgang fodbold, især hjemme på Artemio Franchi, men de må nok nøjes med en UEFA Cup plads.

7-14

Genoa – Napoli – Udinese – Sampdoria – Palermo – Atalanta – Torino


Serie A’s midterfelt vil nok komme til at består af disse hold. Nogle af dem vil blande sig i toppen eller bunden i starten af turneringen, men når vi når frem til foråret, forventer jeg at de alle vil være uden for såvel top- som bundplaceringer. Dermed ikke sagt at de kommer til at ligge tæt, da der sagtens kan være en stor pointmæssig spredning i feltet.

Torino har købt stærkt ind i sommerpausen, og umiddelbart tiltror jeg dem chancen for at blive den kommende sæsons store positive overraskelse. Til at forstærke midtbanen, har man bl.a. hentet Palermos rutinerede anfører Corini som lavede 10 mål i sidste sæson, samt Parmas Grella. Angrebet ser også fornuftigt ud, med indkøbene af Di Michele og Bjelanovic fra hhv. Palermo og Ascoli. To spillere som jeg tror, kommer til at supplere hinanden godt. Torino kan godt nå en UEFA Cup-plads, men de kommer næppe til at kæmpe om CL pladser. Torino skiftede ud på trænerbænken flere gange sidste sæson, og nu er den tidligere Sampdoria boss Walter Novellino kommet til.

Sampdoria har mistet Quagliarella som er skiftet til Udinese, men har som erstatninger hentet den ranglede Caracciolo i Palermo, Claudio Belucci i Bologna og problembarnet Cassano i Real Madrid. Endeligt er ”Il Aeroplanino” alias Vincenzo Montella vendt ”hjem” efter mange succesfulde sæsoner i Roma. Sammen med Bonazzoli har Genovaklubben dermed mange stærke offensive instrumenter at spille på. Den rutinerede angriber Flachi er dog færdig med sin karriere, eftersom han to gange inden for et års tid, blev snuppet med kokain i blodet…..hans karantæne udløber når han er 34 år! Om Cassano bliver et hit vil tiden vise. Det kan gå begge veje, da han uomtvisteligt har et stort talent, men samtidig et lige så stort ego. Førstnævnte kan løfte holdet, sidstnævnte kan ødelægge det. Sidste sæsons træner Novellino er røget til Torino, og i stedet har Walter Mazzari sat sig på bænken. Mazzari kommer fra Reggina, og det var på tale at han ville tage Nicki Bille Nielsen med sig, men Reggina har ikke ville lade ham rejse.

Udinese har sagt farvel til nogle rutinerede herrer på målmandsposten, på midtbanen og i angrebet. Til gengæld har man hentet nogle spændende offensive tiltag i Quagliarella og Floro Flores, men holdet er stadigvæk svækket i forhold til sidste sæson efter tabet af spillere som Iaquinta, Muntari og De Sanctis. Pasquale Marino har overtaget trænergerningen hos de zebrastribede, da Alberto Malesani blev fyret efter sidste sæson.

Palermo lagde hårdt ud i sidste sæson, men måtte se sig selv glide længere og længere nedad i tabellen, efterhånden som turneringen skred frem. Man havde ambitioner om CL men må nøjes med UEFA Cup. Holdet har købt nogle spændende spillere som eksempelvis Miccoli, men kommer næppe til at blande sig i toppen i år. Sicilianerne har fyret træner Guidolin og i stedet hyret Stefano Colantuono, som gjorde det fornuftigt for Atalanta i sidste sæson. .

Genoa og Napoli er begge oprykkere. De har en stærk fanskare (som faktisk kommer godt ud af det med hinanden, langt værre er det med forholdet mellem Genoas og Milans fans som får lov til at hilse på hinanden i første runde), men de kommer nok begge til at ligge i, eller under midten af Serie A. Genoa har dog i Di Vaio og Boriello en fornuftig angrebskonstellation. Holdene er næppe stærke nok til at spille med hvor det for alvor er sjovt, men de bør trods alt være stærkere end bundholdene.

For Atalantas vedkommende er det anden sæson efter oprykningen, og den er jo som bekendt typisk den sværeste. Massimo Donati som sidste år var udlejet fra Milan, er rykket til skotske Celtic, og han bliver svær at erstatte på midtbanen. Sidste sæsons træner Colantuono er skiftet til ambitiøse Palermo, og han er erstattet af Gigi del Neri.

15-20

Catania – Parma – Siena – Cagliari – Livorno – Empoli – Reggina


Disse hold kommer efter min vurdering til at kæmpe om at undgå nedrykning. Catania og Siena lå i toppen i starten af sidste sæson, men tabte pusten over de 38 kampe, og sluttede med hhv. to og et point over Chievo, som jo nu befinder sig i Serie B. Empoli, Reggina og Cagliari har mistet nogle meget vigtige spillere, og slår nyindkøbene ikke til, kommer de ud i en hård kamp om at undgå nedrykning. Specielt Cagliari og Parma forudser jeg får vanskeligheder ved at skrabe de påkrævede 40-45 points sammen, som nok er minimum hvis man vil overleve i den kamp.

Reggina havde sidste år deres bedste Serie A-sæson nogensinde, og på trods af Calciopoli-straffen på –11 points, overlevede man alligevel. Men holdet har mistet nogle stærke profiler i sommerpausen, og derfor tror jeg at de kommer til at ligge i bunden. Bl.a. er sidste års topscorer Bianchi nu at finde i Premier League, hvor han allerede har bevist sit værd. Til gengæld er Francesco Cozza kommet tilbage fra Siena, og han gjorde det rigtigt godt sidst han spillede i Calabrien for to år siden. Han er dog ikke samme type spiller som den unge Bianchi, så måske det skal være i år at den unge dansker, Nicki Bille Nielsen, får sit Serie A-gennembrud. Han indgår under alle omstændigheder i trænerens planer, da han har scoret nogle mål i træningskampene op til sæsonstarten. Desværre for den unge dansker, er sidste sæsons træner udskiftet med Massimo Ficcadenti, og det er ikke sikkert at han vil satse på talenter i samme grad som Walter Mazzari gjorde.

Hvad Livorno angår, er de stærkt svækket med tabet af sidste års nr. 2 på topscorerlisten. Lucarelli er rejst til Shaktor Donetsk, hvor en høj løn samt udsigten til at spille i Champions League var for fristende til at han kunne sige nej. Godt nok har de hentet Tavano i Valencia, men han er ikke samme type angriber som Lucarelli. Tristan er hentet i Mallorca, men han er langt fra tidligere tiders storform. Jeg tror at de går en svær sæson i møde og at de kommer til at ligge i bunden, men de er trods alt ikke det svageste af bundholdene.

Sienas gamle spillere skal ud og lave en ”Milan” hvis de skal klare sig fri af nedrykning. Bærende kræfter som Bertotto, Locatelli, Frick og Chiesa er ved at være oppe i årene, og selvom de har rutinen, mangler de en del hvad tempoet angår. Toscanerne er dygtige til at trække tempoet ud af en kamp, og spille henholdende, men de formår ikke at skabe alverden på egen hånd. Og når jeg siger at de skal lave en ”Milan”, mener jeg at de skal trække på de erfarne kræfter, og få modstanderne til at løbe for sig. På trænersiden er Mario Beretta udskiftet med Andrea Mandorlini.

Empoli , som vel var sidste sæsons største positive overraskelse, har mistet forsvarsduoen Almiron/Lucchini og jeg tror ikke at de kommer til at slutte ret højt oppe i tabellen. Forsvaret var holdets mærkevare sidste år, og det får de svært ved at leve op til nu.

Catania startede flot sidste sæson, men mistede pusten undervejs. Med nyindkøbene som forsvareren Terlizzi og den defensive midtbanespiller Tedesco i sommerpausen, anser jeg dem dog for værende stærkere end eksempelvis Cagliari, men de kommer nok alligevel til at kæmpe i bunden. Sicilianerne går deres anden sæson i den bedste række i møde, og den er normalt svær at overleve. De har dog nogle gode offensive kræfter at trække på, og hvis nyindkøbene kan lukke hullerne bagude, er overlevelse bestemt inden for rækkevidde.

Netop Cagliari har mistet nogle stærke spillere. Den største profil, David Suazo, er skiftet til Inter og han er svær at undvære. Og da Esposito og Pepe samt målmand Chiementi også er væk, tror jeg virkelig at de kommer til at ligge helt nede hvor det gør ondt. På den baggrund er øboerne en af mine umiddelbare favoritter til at ryge en tur ned i Serie B fra næste sæson. Vel er de normalt stærke på hjemmebane, og det bliver nok også der de fleste af holdets points skal hentes, men det rækker sandsynligvis ikke til overlevelse.

Parma er som sædvanligt blevet rippet for sine bedste spillere henover sommeren og det bliver svært at se hvad de skal stille op. Væk er også succestræner Raineri, så alt skal bygges op fra bunden. De sidste par år, har holdet været utroligt svagt i første halvdel af sæsonen, men har spillet sig op efter vinterpausen og derved redde sig fri af nedrykning. Men om de flere år i træk kan ligge og rode rundt i nærheden af ”det sorte hul” uden at ryge i det, er nok tvivlsomt. Bare ring til Århus og spørg AGF. Domenico di Carlo har overtaget fra Ranieri.

Spændende spillere

Disse spillere kan gøre en forskel i 2007/2008:
Fabio Quagiarella (Udinese, angriber)
Andrea Caracciolo (Sampdoria, angriber)
Antonio Cassano (Sampdoria, angriber)
Arturo Lupoli (Fiorentina, angriber)
David di Michele (Torino, angriber)
Christian Terlizzi (Catania, forsvar)
David Jarolim (Siena, midtbane)
Marco di Vaio (Genoa, angriber)
Igor Budan (Parma, angriber)
Dejan Stankovic (Inter, midtbane)
Gianluigi Buffon (Juventus, målmand)
Stefano Mauri (Lazio, midtbane)
Kaká (Milan, midtbane)
Marco Amelia (Livorno, målmand)
Andrea Barzagli (Palermo, forsvar)
Francesco Totti (Roma, angreb)
Francesco Cozza (Reggina, midtbane)

Sommerens vigtigste Serie A transfers


Spiller Fra Til Position
Diego De Ascentis Torino Atalanta Midtbane
Antonio D’Agostino Cagliari Atalanta Midtbane
Oscar Ahumada River Plate Atalanta Midtbane
Zlatan Muslimovic Parma Atalanta Angreb
Sergio Floccari Messina Atalanta Angreb
Michele Fini Ascoli Cagliari Midtbane
Andrea Parola Sampdoria Cagliari Midtbane
Pasquale Foggia Lazio Cagliari Midtbane
Robert Aquafresca Treviso Cagliari Angreb
Christian Terlizzi Sampdoria Catania Forsvar
Giacomo Tedesco Reggina Catania Midtbane
Babú Verona Catania Midtbane
Paro Juventus Empoli Midtbane
Luca Antonini Milan Empoli Midtbane
Ignazio Abate Milan Empoli Midtbane
Rej Volpato Juventus Empoli Angreb
Anthony Vanden Borre Anderlecht Fiorentina Forsvar
Federico Balzaretti Juventus Fiorentina Forsvar
Ondrej Mazuch Brno Fiorentina Forsvar
Jan Hable Hradec Kralove Fiorentina Midtbane
Franco Semioli Chievo Fiorentina Midtbane
Christian Vieri Atalanta Fiorentina Angreb
Arturo Lupoli Arsenal Fiorentina Angreb
Cesare Bovo Palermo Genoa Forsvar
Marco Boriello Milan Genoa Angreb
Nelson Rivas River Plate Inter Forsvar
Christian Chivu Roma Inter Forsvar
Luis Jimenez Lazio Inter Midtbane
David Suazo Cagliari Inter Angreb
Jorge Andrade Deportivo La Coruña Juventus Forsvar
Criscito Genoa Juventus Forsvar
Zdenek Grygera Ajax Amsterdam Juventus Forsvar
Alessio Tacchinardi Villarreal Juventus Midtbane
Sergio Almiron Empoli Juventus Midtbane
Tiago Lyon Juventus Midtbane
Hasan Salihamidzic Bayern München Juventus Midtbane
Antonio Nocerino Piacenza Juventus Midtbane
Vincenzo Iaquinta Udinese Juventus Angreb
Aleksandar Kolarov OFK Beograd Lazio Forsvar
Lionel Scaloni Racing Santander Lazio Forsvar
Mourad Meghni Bologna Lazio Midtbane
Paolo Foggia Reggina Lazio Midtbane
Simone Del Nero Brescia Lazio Angreb
Alfonso Di Lucia Parma Livorno Målmand
Giuliano Gianichiedda Juventus Livorno Midtbane
Francesco Tavano Valencia Livorno Angreb
Diego Tristan Real Mallorca Livorno Angreb
Pato Internacional Milan Angreb
Emerson Real Madrid Milan Midtbane
Zalayeta Juventus Napoli Angreb
Blasi Juventus Napoli Midtbane
Nicola Parravini Siena Parma Målmand
Gulio Falcone Sampdoria Parma Forsvar
Damiano Zenoni Udinese Parma Midtbane
Francesco Parravicini Palermo Parma Midtbane
Stefano Morrone Livorno Parma Midtbane
Ferreira Reginaldo Fiorentina Parma Angreb
Leandro Rinaudi Siena Palermo Forsvar
Giulio Migliaccio Atalanta Palermo Midtbane
Bosko Jankovic Mallorca Palermo Midtbane
Davide Matteini Empoli Palermo Angreb
Fabrizio Miccoli Juventus Palermo Angreb
Pablo Alvarez National Montevideo Reggina Forsvar
Miguel Garcia Sporting Lissabon Reggina Forsvar
Francesco Cozza Siena Reggina Angreb
Samuel Koffour Livorno Roma Forsvar
Marco Andreoli Inter Roma Forsvar
Juan Bayer Levekusen Roma Forsvar
Mauro Esposito Cagliari Roma Midtbane
Ludovic Guily Barcelona Roma Midtbane
Cicinho Real Madrid Roma Forsvar
Stefano Lucchini Empoli Sampdoria Forsvar
Reto Ziegler Tottenham Sampdoria Midtbane
Paolo Sammarco Chievo Sampdoria Midtbane
Claudio Bellucci Bologna Sampdoria Angreb
Vincenzo Montella Roma Sampdoria Angreb
Andrea Caracciolo Palermo Sampdoria Angreb
Dimitrios Eleftheropoulos Ascoli Siena Målmand
Leandro Grimi Milan Siena Forsvar
Alessandro Lucarelli Reggina Siena Forsvar
Lukas Jarolim Slavia Prag Siena Midtbane
Daniel Ljuboja Stuttgart Siena Angreb
Matteo Serini Lazio Torino Målmand
Salvatore Lanna Chievo Torino Forsvar
Euginio Corini Palermo Torino Midtbane
Paolo Zanetti Ascoli Torino Midtbane
Vincenzo Grella Parma Torino Midtbane
Sasa Bjelanovic Ascoli Torino Angreb
Nicola Ventola Atalanta Torino Angreb
David Di Michele Palermo Torino Angreb
Antonio Chiementi Cagliari Udinese Målmand
Damiano Ferronetti Parma Udinese Forsvar
Antonio Floro Flores Arezzo Udinese Angreb
Fabio Quagliarella Sampdoria Udinese Angreb
Simone Pepe Cagliari Udinese Angreb

Som det kan ses i ovenstående skema, er der handlet godt ind i år. Det er der dog ikke noget underligt ved. Mere bemærkelsesværdigt er det, at nr. 2, nr. 4 og nr. 7 på sidste års topscorerliste alle er rejst udenlands. De to bombere, Lucarelli og Toni er taget til hhv. Ukraine og Tyskland for at søge lykken, mens Regginas angrebskomet, den 21-årige Rolando Bianchi, er hentet til Manchester City af svenskerduoen Eriksson/Backe. Bianchi har for øvrigt allerede scoret sit første mål for City.

De har forladt Italien

Christian Abbiati Milan Atl. Madrid Målmand (lån)
Luca Toni Fiorentina Bayern M. Angreb
Massimo Donati Milan Celtic Midtbane
Igor Tudor Juventus Hajduk Split Forsvar
Fabio Grosso Inter Lyon Forsvar
Rolando Bianchi Reggina Man. City Angreb
Valeri Bojinov Fiorentina Man. City Angreb
Robert Kovac Juventus Dortmund Forsvar
Sulley Ali Muntari Udinese Portsmouth Midtbane
Morgan De Sanctis Udinese Sevilla Målmand
Cristiano Lucarelli Livorno Sh. Donetsk Angreb
Ricardo Oliveira Milan Zaragoza Angreb (lån)

Mesterskabs-odds

Odds på vinderne af den kommende Serie A sæson ser i skrivende stund således ud:
Inter 2,50 (Gamebookers)
Milan 3,00 ( Unibet * )
Juventus 9,00 (Stan James)
Roma 10,00 ( Expekt * )
Fiorentina 51,00 (10Bet)
Lazio 80,00 ( Unibet * )

Transfervinduet er endnu ikke lukket, så hold øje med klubbernes sidste indkøb. Eksempelvis er Milan givetvis ikke færdig med at handle ind til den nye sæson.

Det bliver spændende at se hvem der vinder Lo Scudetto i den kommende sæson, og man kan glæde sig til at se store Serie A kampe for fuld udblæsning, som eksempelvis da Roma slog Juventus for nogle år siden. Læn dig tilbage, og hør en italiensk kommentator gå amok: http://www.youtube.com/watch?v=NAYQF1f4MSM