I morgen tidlig tirsdag d. 1. juli letter vores fly med afgang mod Las Vegas. Et enkelt stop i London desværre, men så ellers direkte til Sin City. Det bliver stort. Ja, det bliver større end stort. Det bliver en kæmpe oplevelse, som jeg har glædet mig til og forberedt mig til i snart fem måneder.

Jeg vil skrive her flere gange i løbet af opholdet, så I kan få et indblik I, hvordan jeg oplever Las Vegas og så I kan se, hvordan det går mig i WSOP ME.

Jeg vandt pakken på Betfair* tilbage i marts måned og er derfor en del af Team Betfair*, så længe jeg er i Vegas. Jeg forventer luksus og opvartning på alle leder og kanter, når jeg sammen med min kone Tina i morgen eftermiddag checker ind på det fashionable og luksuriøse The Wynn.

Vi rejser væk fra ungerne, for mit vedkommende i mere end to uger, og for Tina i omkring en uge. Det bliver selvfølgelig lidt af en prøvelse, men med tanke på, hvor meget WSOP ME forhåbentlig kommer til at tage af min tid, så mente vi, at det nok var bedst for alle parter.

Jeg er registreret til at skulle spille dag 1B, som er d. 4 juli, men jeg har tænkt mig at flytte min start til d. 6, da jeg så er helt sikker på, at jeg er ovre jetlag og samtidigt lige kan få spillet et par mindre turneringer inden.

Det er klart, at hele turen ikke kun skal dreje sig om poker. Der skal også være tid til at nyde lidt af de andre ting som Vegas også byder på. Storslåede shows, store steaks, populære natklubber og måske en tur til Grand Canyon for bare at nævne et fåtal af de oplevelser som helt sikkert venter os, når vi kommer til dette inferno af blinkende spotlights, enarmede tyveknægte og lykkeriddere.

Jeg er helt klar. Mit spil er på toppen og selvtilliden ligeså. Jeg ved at en så stor turnering kan betragtes som et lotteri, men jeg vil tage en dag ad gangen, prøve at undgå for mange coinflips for alle mine penge og så håbe at lykkens gudinde endnu en gang tilsmiler mig, så heldet går min vej.

Jeg vender tilbage her om et par dage, når vi er ankommet og de første indtryk har indfundet sig.