Harpiks, nyrestød og skruebolde. Håndbolden ruller igen.

Onsdag svinger dansk kvindehåndbold i gang med en ny sæson (herrerne følger på lørdag). Casper Larsen har i den forbindelse kigget nærmere på den bedste række, Toms Ligaen, og kommer her med en vurdering af hvert hold.

Når du har læst optakten, bør du kigge forbi håndboldsiden hvor analyser og tip løbende lægges ud: http://www.betxpert.com/ekspert/hb/

TV-Guide til håndboldkampene i Toms Ligaen (k), CBB Mobil Ligaen og den tyske Bundesliga findes her:
http://www.betxpert.com/tv.asp?sport=handball


Sidste sæson

Sidste sæson var den mest jævnbyrdige i mange sæsoner. Viborg var udråbt som den helt store favorit – og endte også med at snuppe mesterskabet. Men viborgenserne var ikke så overbevisende som ventet, og DM-titlen kom først i hus efter 3 spændende finaler mod Ikast.

Kampen mellem nr. 6 til 12 var sæsonen igennem meget tæt, og først til sidst blev det afgjort, at det blev Frederikshavn, der trak nitten og måtte en tur ned i 1. division. Det lå ellers til Horsens, men de tog overraskende point fra Viborg og skulle dermed ud i kval-kampe, bl.a. sammen med Aalborg. Begge hold klarede kvalifikationen uden de helt store problemer, og dermed er de at finde i ligaen igen i denne sæson.

Sidste sæson sluttede således:

1. Viborg HK
2. Ikast/Bording
3. FCK Håndbold
4. Slagelse FH
5. KIF Vejen
6. Randers HK
7. SK Århus
8. GOG Svendborg
9. Team Esbjerg
10. Aalborg DH
11. Horsens HK
12. Frederikshavn


Den ny sæson

Den nye sæson tegner til at blive meget spændende og jævnbyrdig. Der er kommet endnu flere udenlandske stjerner til ligaen, og turneringsformen er ændret. Ændringen betyder, at nr. 1-6 spiller et slutspil, mens nr. 7-11 skal ud at spille om at undgå nedrykning mod nr. 2-4 fra 1. division. Nr. 12 rykker direkte ned.

Mit bud på slutstillingen i grundspillet ser således ud.

1. Viborg HK
2. FCK Håndbold
3. Ikast Brande EH
4. Randers HK
5. SK Århus
6. KIF Vejen
7. Team Esbjerg
8. GOG Svendborg
9. Aalborg DH
10. Horsens HK
11. Slagelse FH
12. SønderjyskE


Viborg HK

Ind:
Stine Nielsen (nyoprykket ynglingespiller), Olivera Jurisic (Egne rækker), Julie Gade (Egne rækker), Chao Zhai (tilbage efter et års pause), Monika Kovacsicz (FTC, Budapest)

Ud:
Christina Roslyng (stopper), Lene Thomsen (Frederikshavn FOX), Lina Rask (Silkeborg Voel KFUM), Stina Eriksen (Silkeborg Voel KFUM), Aurelie Rouquette (Besancon), Marianne Lundsby (Skive FH), Jeanette Lang (Skive FH)

Viborg havde sidste sæson på papiret et af verdens bedste hold. De kunne dog ikke helt indfri forventningerne, selvom de vandt pokalturneringen og DM-guldet. I Champions League var der også lagt op til, at de skulle nå rigtig langt, med de røg lidt skuffende ud inden semifinalerne.

Årsagen skal nok findes i, at holde havde mange nye spillere, der skulle spilles ind og oven i havde de sæsonen igennem en meget lang skadesliste. Bl.a. var den stærke fløj Varzaru ude hele sæsonen, og aldrende Christina Roslyng blev hentet ind som erstatning. Varzaru er nu tilbage i fulde omdrejning, og ligeledes er Chao Zhai tilbage efter et års skadespause.

Kan Viborg undgå lige så mange skader som sidste sæson, så kan det meget vel ende med 3 titler til holdet denne sæson.

Status: Styrket lidt


FCK Håndbold

Ind:
Cecilie Leganger (Slagelse DT), Maja Savic (Slagelse DT), Anne Loft (Slagelse DT), Ana Batinic (Slagelse DT)
Emiliya Turey (Slagelse DT), Mette Meldgaard (Slagelse DT), Marianne Bonde (Slagelse DT), Melanie Smith (Slagelse DT), Tanja Milanovic (Ikast/Bording EH), Sølvi Hylleseth (Team Esbjerg), Ida Olesen (retur fra lejemål i Team Esløv), Sofie Bloch Sørensen (retur fra lejemål i Team Eslöv)

Ud:
Mette Sjøberg (Ikast/Bording EH), Sara Eriksson (Leipzig), Mia Falk (Randers HK), Madeleine Grundstrøm (Aalborg DH), Tine Mikkelsen (Slagelse), Sarah Holmgren (Leipzig), Josehine Touray (SK Århus),Terese Kranz (stoppet)

FCK satser meget hårdt på succes denne sæson og har hentet Anja Andersen og det meste af Slagelses hold til hovedstaden. Derudover har de hentet Tanja Milanovic i Ikast og Sølvi Hylleseth i Team Esbjerg, 2 af ligaens bedste bagspillere de seneste sæsoner. Udover de mange nye spillere råder holdet over landsholdsmålmand Christina Pedersen, og de 2 stærke tyskere Nadine Krause og Maren Baumbach.

På papiret har FCK rigtig stærkt hold, men spørgsmålet er, om Anja kan få det hele til at fungere allerede her i den første sæson. Indtil videre ser det ikke for lovende ud, da de røg ud af pokalen i fredags, efter de tabte lidt overraskende til team Esbjerg. Men Anja har en evne til at få det bedste ud af spillermaterialet, der er til rådighed, så jeg tror nok FCK skal få en god sæson. Hun er dog ikke meget for træningskampe, så holdet skal formentlig bruge de første turneringskampe til at blive spillet rigtig sammen.

Status: Klart forstærket


Ikast Brande EH

Ind:
Ingrid Ødegård (Larvik HK), Malene Dalgaard (GOG/Svendborg TGI), Mette Sjøberg (FCK), Tonje Nøstvold (Byaasen), Susan Thorsgård (Silkeborg/Voel KFUM), Sara Hansen (tilbage fra barsel), Pernille Kristensen (Egne rækker), Alette Stang (Tertnes)

Ud:
Louise Svalastog (KIF Vejen),Tanja Milanovic (FCK Haandbold), Mette Jensen (stoppet), Valerie Nicolas (Frankrig), Camilla Thorsen (stoppet), Hanne Halén (Nordstrand), Katrine Thomsen - (Ringkøbing)
Anne Sofie Brandt - (Ringkøbing), Trine Overgaard (Skive)

Ikast har traditionen tro hentet lidt flere norske landsholdsspillere til. Efterhånden spiller en stor del af det norske landshold i Ikast. Deriblandt 2 af ligaens bedste i Gro hammerseng og Katja Nyberg. Til denne sæson har de hentet den spændende højre back Tonje Nøstvold, som skal aflaste Katja Nyberg, der har døjet meget med skader de seneste sæsoner. Endvidere er de 2 danske landsholdsspillere Malene Dalgaard og Mette Sjøberg kommet til.

Den anden vej er dog røget stærkere spillere som Hanne Halën, Camilla Thorsen og målvogter Valerie Nicolas. Der er altså en del nye spillere, der skal spilles ind på holdet. Sidste sæson var holdet et skridt efter Viborg, selvom de pressede dem godt i DM-finalerne. Jeg tror ikke det bliver lettere for dem denne sæson, hvor de formentlig skal kæmpe med FCK om retten til at møde Viborg i finalen.

Status: Lidt svækket.


Randers HK

Ind:
Louise Simonsen (Team Esbjerg), Christina Krogshede (Slagelse DT), Mia Falk (FCK), Stine Bonde Aagaard (tilbage fra barsel), Szabina Tapai (Cornexi Alcoa)

Ud:
Heidi Yde Herrig (stoppet), Bettina Andersen (Team Esbjerg), Angie Geschke (Oldenburg), Juceli Rosa (Ribarroja), Tatiana Silitch (Gravid), Helle Dam (stoppet)

Randers ser ud til at have et rigtig stærkt hold denne sæson med tilgangen af Christina Krogshede og Mia Falk. Holdet består af mange unge spillere, hvoraf en 4-5 stykker er med på Pytlicks "nye" landshold. Sidste sæson var holdet dog lidt for svingende, men sluttede rigtig flot af. Meget af det hang sammen med, at Katrine Fruelund var ude store dele af sæsonen og dermed manglede holdet lidt rutine. Men hende tilbage og Krogshede med i bagkæden, kan holdet meget vel komme til at kæmpe med i toppen lige efter de bedste hold.

Status: Forstærket


SK Århus

Ind:
Rikke Poulsen (GOG/Svendborg TGI), Sanne Bak-Pedersen (Skive FH), Anna Sophie Okkels (Brabrand IF), Josephine Touray (FCK), Lena Jensen (Buxtehude), Tatiana Medved (Ribarroja)

Ud:
Karina Bjørn (stoppet), Mette Lindberg (Rocasa Remudas), Barbara Spreiter (??), Maike Turnhout (Rocasa Remudas), Louise Bundgaard (Brabrabrand IF), Soruor Hooshyar (Bjerringbro), Trine Larsen (Stoppet)

SK Århus lå længe helt i bunden sidste sæson, men efter en flot anden halvdel af turneringen endte de på en 7.plads. Jeg forventer at den opadgående kurve fortsætter i denne sæson, da de har forstærket sig markant ved at hente Josephine Touray i FCK og den rutinerede serber Tatiane Medved i Spanien. Derudover har de hentet den unge målmand Rikke Poulsen, som gjorde det rigtig godt i GOG i sidste sæson. Med hende har holdet en stærk målmandsduo, med rutinerede Karin Mortens og talentet Rikke Poulsen.

Ude på banen kan spillet meget vel komme til at gå stærkt med koreanerne Huh og Choi, der lige har været til OL, samt Trine Troelsen. Samlet set et rigtig stærkt hold, og det vil ikke overraske mig, hvis de er at finde i slutspillet til foråret.

Status: Klart forstærket


KIF Vejen

Ind:
Louise Svalastog (Ikast/Bording EH), Maida Arslanagic (Ribarroja), Rakel Dögg Bragadottir (Stjarnan, Reykjavik)

Ud:
Kang Ji Hey (Korea), Marina Rokic (??), Rikke Schmidt (Stoppet)

KIF Vejen var den store overraskelse sidste sæson, og lå længe til at snuppe den sidste slutspilsplads. De mistede lidt pusten til sidst og måtte tage til takke med en 5.plads. Holdet har et rigtig godt kollektiv og er desuden forstærket denne sæson med tilgangen af den kroatiske landsholdsspiller Arslnagic, der plejer at gøre det rigtig godt for hjemlandet. Stregen Louise Svalastog er efter et lidt mislykket ophold i Ikast hentet tilbage til KIF, hvor hun var godt spillende inden skiftet til Ikast. Hun er dog pt. gravid, så hende får de ikke meget glæde af lige den første sæson.

Holdet kom rigtig langt på deres gode kollektiv sidste sæson, og det skal de helt klart blive ved med at leve højt på. Flere af de andre hold har forstærket sig mere end KIF, så de kommer til at kæmpe for evt. at snige sig med i slutspillet, hvilket dog er indenfor rækkevidde.

Status: Forstærket


Team Esbjerg

Ind:
Lotte Grigel (Egne rækker), Bettina Andersen (Randers HK), Heidi Flaatnes (Larvik), Mouna Chebbah (Besancon), Sarah Hargreaves (Ringsted), Ranveig Haugen (Storhamar)

Ud:
Lotte Haandbæk (Gravid), Louise Simonsen (Randers HK), Sølvi Hylleseth (FCK), Trine Fjelde Olsen (Våg Vipers), Karin Lund (stoppet), Dorthe Rask (stoppet), Carin Larsen (Dortmund), Therese Brorsson (Dortmund)

Team Esbjerg har mistet en af deres bedste spiller gennem de seneste sæsoner, Sylvi Hyllesteh, der er taget til FCK. Desuden er rutinerede Lotte Haandbæk ude med en graviditet. Umiddelbart en svækkelse af holdet, men der er hentet et par nye spændende spillere til at tage over. I fredags slog de noget overraskende FCK i pokalen og i den kamp viste en af de nye Lotte Grigel noget af sit store talent og var medvirkende til sejren. Grigel kommer fra Esbjergs egne rækker, og er blot 17 år. Hun bliver meget spændende at følge de kommende sæsoner i ligaen. Udover Grigel er rutinerede Betina Andersen hentet i Randers og Chebbah i Frankring. Jeg kender ikke meget til Chebbah, der er fra Tunesien, men efter meldingerne skulle hun være en rigtig spændende spiller. I fredags debuterede hun med 6 scoringer og en række frispilninger.

Holdet har fået ny træner i Jan Paulsen. Kan han få de mange nye spillere spillet sammen, kan der vente Team Esbjerg en fornuftig sæson, hvilket vil sige en solid midterplacering. De kommer næppe med op og kæmper med om slutspilspladserne.

Status: Uændret


GOG Svendborg

Ind:
Line Jørgensen (BK Ydun), Louise Pedersen (Slagelse DT), Petra Skogsberg (Frederikshavn Fox),
Gabriella Kain (Skövde), Susan Andersen (Elche Mustang)

Ud:
Pernille Bæk Olesen (Team Tvis Holstebro), Rikke Poulsen (SK Århus), Malene Dalgaard (Ikast/Bording EH)
Lise Knudsen (Slagelse), Inna Suslina (Zvezda), Maike Bouwer (Nordkøbenhavn)

GOG har hentet 5 nye spillere, hvilket også har været nødvendigt, da der er røget tilsvarende den anden vej. Værst ser det ud på målmandsposten, hvor den russiske verdensmester Suslina er taget hjem til Rusland, mens talentet Rikke Poulsen er smuttet til Århus. Ude på banen ser det dog bedre ud, da stortalentet Line Jørgensen er en klar forstærkning på højre back, som erstatning for Lise Knudsen, der ikke kunne bruges i klubben længere. Louise Pedersen er hentet til som erstatning for Malene Dalgaard på fløjen.

Samlet set ser jeg GOG som et svækket hold ikke mindst i defensiven. Derfor bliver det næppe til en bedre placering end sidste sæsons 8.plads

Status: Lidt svækket (især defensivt)


Aalborg DH

Ind:
Madeleine Grundstrøm (FCK), Linnea Torstensson (Skövde), Frida Johansson (Sävehof), Therese Wallter (Frederikshavn)

Ud:
Heidi Løke (Larvik), Henriette Holm (Ringkøbing), Maria* Nørgaard (??), Dorthe Christensen (??), Tanja Logvin (??), Ibolya Mehlman (Gravid), Natalia Deriougeina (Stoppet), Barbara Bognar (Debreschen), Rikke Nielsen (stoppet)

Det har været noget af et hurlumhej-hus i Aalborg de seneste sæsoner, hvor der har været problemer med økonomien og flere tvivlsomme kontrakter med spillerne. Endvidere røg den karismatiske træner Christian Dalmose ud. Sidste sæson startede med kval-kampe til Champions League, hvor svenske Skövde overraskende tog pladsen i det fine selskab. Sæsonen fortsatte som en lang nedtur, og endte med at holdet skulle spille kval-kampe, for at overleve i ligaen. Det lykkedes dog uden problemer.

4 af holdets bærende spillere (Nielsen, Mehlmann, Logvin og Deriougeina) de seneste sæsoner er røget ud af klubben til denne sæson, og 4 svenskere er hentet ind. De har dog næppe samme klasse, så jeg tror ADH får en svær sæson igen. De får dog fortsat stor opbakning hjemme i Aalborg, hvor der til flere af kampene er på den gode side af 3.000 tilskuere.

Status: Svækket


Horsens HK

Ind:
Ann Charlot Hansen (Ringkøbing), Beatrix Benyats (Debreschen, Ungarn), Maria* Christensen (Egne rækker)

Ud:
Jane Wangsøe (stoppet), Christina Kørup (stoppet), Rikke Skaarup (stoppet)

Horsens klarede lige præcis frisag sidste sæson efter 2 kval-kampe. Denne sæson ser ikke ud til at blive lettere. Holdet har mistet 2 af deres bærende spillere i Christiana Kørup og Jane Wangsøe, der er stoppet på topplan. Afløserne er af mere tvivlsom styrke. Horsens kommer formentlig til at kæmpe med Slagelse og Sønderjyske om at undgå sidstepladsen, der giver direkte nedrykning. De 2 andre hold ser dog ud til ikke at have styrken til at begå sig i ligaen, så Horsens bør kunne undgå direkte nedrykning. De fik en god optakt til turneringen, da de vandt en træningsturnering i Holland for nyligt, bl.a. foran Slagelse.

Status: Svækket


Slagelse FH

Ind:
Isabella Thomsen (Team Eslöv), Natascha Ohlendorf (Gladsaxe), Stine Vesterskov Pedersen (Nykøbing Falster HK), Helene Bruhn Sørensen (Lyngby), Lise Knudsen (GOG), Tine Mikkelsen (FCK Håndbold), Pernille Hvid (Roskilde), Beth Jørgensen (Roskilde), Mette Gravholt (Roskilde), Marie Møller (SC Angouleme,Frankrig)

Ud:
Cecilie Leganger (FCK), Maja Savic (FCK), Line Hovgaard (stoppet), Anne Loft (FCK), Ana Batinic (FCK), Emiliya Turey (FCK), Mette Meldgaard (FCK), Marianne Bonde (FCK), Melanie Smith (FCK), Christina Krogshede (Randers HK), Louise Pedersen (GOG/Svendborg TGI), Carina Friis (BK Ydun), Gabriela Rotis (Györi), Suzana Cubela (??), Svetlana Ognjenovic (??), Helle Svensson (Stoppet)

Slagelse har gennem de seneste 8 år med Anja Andersen i spidsen været blandt verdens bedste hold og vundet Champions League flere gange. Den ære er nu slut, da Anja Andersen har lukket Slagelse Dream Team, som de hed, og licensen er nu overdraget til moderklubben Slagelse FH. Med sig tog Anja desuden stort set hele holdet, så Slagelse har måtte samle et helt nyt hold til denne sæson. Som det eneste hold i ligaen stiller de med et rent dansk hold, og der venter dem sandsynligvis en meget svær sæson. Eneste tilbageværende fra sidste sæson er Tatiana Bennedsen. Marie Møller er hentet tilbage fra Frankrig. Hun stod i skyggen af Leganger en række sæsoner i Slagelse. Desuden er Lise Knudsen hentet til, efter hun ikke kunne bruges i GOG længere.

Holdet består ellers af en række unge danske talenter, og de skal formentlig kæmpe med Horsens og Sønderjyske i bunden. Op til sæsonen spillede de en træningsturnering i Holland, som Horsens vandt og Slagelse endte som nr. 4. Allerede i første runde får vi et indtryk af holdts styrke, da de skal møde Horsens i en tidlig bundkamp, hvis man kan tillade sig at sige det.

Styrke: Meget svækket


SønderjyskE

Ind:
Rikke Skov Myrup (TTH), Signe Uhrskov Andersen (TTH)
Ud:

Sønderjyske kæmpede hårdt med Skive i sidste sæson i den mæstbedste række, men endte med at trække det længste strå, og tog den direkte tur op i ligaen. Der venter holdet en meget stor opgave, og forstærkningerne er der ikke kommet mange af. Der er hentet 2 spillere fra Team Tvis Holstebro, som har lidt erfaring fra ligaen. Senest Sønderjyske var i ligaen var for 3 år siden. Da blev det til 5 point og en sikker sidsteplads. Det kan meget vel ende på samme måde denne gang. Holdets chance er, at Horsens er svækket til denne sæson, og de store problemer der har været i Slagelse. Sønderjyske har alt at vinde denne sæson, og alt andet end en sidsteplads vil være lig med succes for dem.

Status: Lidt forstærket