Bookmakerne er ude med odds på Danmarks EM 2020 trup. Hvem klarer cuttet, og hvem må se fodbold fra sofaen?

Der er nu under en måned til, at EM 2020 i fodbold begynder. Alle landstrænere skal have indgivet en officiel EM-trup til UEFA senest den 1. juni. I den anlednign har blandt andre Danske Spil* og Unibet* nu odds på Danmarks trup til fodbold EM 2020. 

Her melder der sig flere interessante spørgsmål. Skal F.C. Københavns Mathias ”Zanka” Jørgensen eksempelvis med? Oddset tyder ikke på det, men hvad mener du?

Heldigvis for landstræner Kasper Hjulmand og den øvrige fodboldglade befolkning så er der på visse positioner nærmest et luksusproblem. Andre pladser er lidt billigere til salg. Lad os se på oddsene.

Danmarks EM 2020 trup i fodbold: De bedste odds

Herunder ser du en oversigt over de bedste odds på Danmarks EM 2020 landsholdstrup. 

Odds på Danmarks EM trup 2020 (fodbold) - hvem kommer med? Højeste odds Bookmaker
Andreas Skov Olsen 1,10
Christian Nørgaard 1,10
Mikkel Damsgaard 1,10
Jens Jønsson 1,85
Andreas Cornelius 1,80
Robert Skov 1,85
Robert Skov kommer IKKE med til EM 2020 1,85
Nicolai Boilesen 1,85
Nicolai Boilesen kommer IKKE til EM 2020 1,85
Lasse Schöne 2,20
Alexander Bah 2,50
Marcus Ingvartsen 2,40
Philip Billing 3,00
Philip Billing kommer IKKE til EM 2020 2,90
Mathias "Zanka" Jørgensen 4,00
Anders "AC" Christiansen 6,00
Alexander Scholz 4,00
Pione Sisto 5,00
Lukas Lerager 6,00
Viktor Fischer 8,00
Christian Gytkjær 8,00
Jesper Lindstrøm 8,00
Nicolai Jørgensen 12,00
Jesper Hansen 12,00
Andreas Maxsø 15,00
Peter Ankersen 15,00
Erik Sviatchenko 15,00
Victor Nelsson 15,00
Patrick Mortensen 25,00
Riza Durmisi 50,00

OBS: Odds er fra tirsdag den 18. maj klokken 13.55.
Bemærk, at her kun er tale om et udpluk af Danske Spils udvalg.

Odds på Danmarks EM 2020 trup hos Danske Spil

Bookmakernes odds på den danske EM trup 2020 vækker opsigt et par steder. Danske Spil* har eksempelvis odds 1,25 på, at vi får Robert Skov at se i EM truppen. Til sammenligning har Mr Green* odds 1,85. 

BetXpert vil i de kommende linjer se en smule på, hvordan et par af spillerne står rustet forud for EM trup-udtagelsen. 

Det er desuden værd at bemærke, at EM 2020 trupperne kommer til at bestå af 26 og ikke 23 spillere. Dette er selvsagt en klar fordel for alle de spillere, som ligger lige på nippet til at klare cuttet. Og det er selvfølgelig noget, du bør have i baghovedet, når du skal vælge dit EM 2020 trup odds. 

Andreas Cornelius – skidt sæson med Parma

Andreas Cornelius og Parma har ikke haft nogen særlig god sæson. Skinkebyen rykkede ned i Serie B, og den danske angriber scorede blot ét sølle mål i 28 Serie A-kampe. Der resterer dog endnu en enkelt runde, men det er tvivlsomt, hvor meget angriberen kan nå at rykke på Hjulmands mening.

Spørgsmålet er dog, om ikke landstræner Kasper Hjulmand har et fint øje til Cornelius uagtet den ringe sæson? For hvem er alternativerne lige? F.C. Københavns Jonas Wind skal selvfølgelig med, og det skal Kasper Dolberg troligt også, men herudover er det ikke, fordi der er en overflod af danske angribere, der gør sig til. I hvert fald ikke udenfor Superligaen.

Nicolai Jørgensen synes næsten borte og begravet i skader i Feyenoord. Han kommer næppe med, selvom han nu spiller igen og scorede for nyligt. Christian Gytkjær har ikke imponeret synderligt hos Monza i Serie B, og Ronnie Schwartz er i bedste fald bænkevarmer i League 1 hos Charlton. Ok, den sidst var nævnt med et glimt i øjet, men det siger stadig lidt om, hvor få konkurrenter Cornelius har. 

Den tidligere FCK-spillers største trussel må være, at både Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen også kan bruges som centrale angribere. Dermed kan det være, at Kasper Hjulmand vil nøjes med Jonas Wind og Kasper Dolberg som de ”rene” angribere og så eventuelt supplere/rokere med de to førnævnte herrer. For der er nemlig rigeligt med spillere, som kan tage over for Braithwaite og Poulsen på kanterne, skulle Hjulmand få lyst til at rykke en af dem ind centralt. 

Andreas Cornelius har sammenligt fået 52 minutters landsholdsfodbold fordelt over to kampe under Kasper Hjulmand. En halvleg, hvor det blev til en scoring, i venskabskampen mod Færøerne samt syv minutter i Nations League-kampen hjemme mod Belgien. 

Angriberen har dog ikke været med i de seneste otte landskampe. Dette grundet skader og formentlig også dårlig form. Alligevel vil det ikke komme som noget kæmpe chok, hvis Cornelius er at finde i EM 2020 truppen, men selvskrevet er han bestemt ikke. 

Robert Skov – sløj indsats i Hoffenheim

Potentialet har været lidt uforløst for Robert Skov i denne sæson. Det lader dog til, at man nu har fundet ud af, at han er en offensiv spiller og ikke en venstreback eller venstre wingback. 

Alligevel er målhøsten noget skuffende. Ét mål og nul assists i 22 Bundesliga-optrædener. Heraf har de 11 af dem været som indskifter. Ergo har rekordindehaveren for flest mål i en Superliga-sæson slet ikke levet op til forventningerne i denne sæson. I fjor blev det til fire mål og ni oplæg i 31 Bundesliga-kampe. Heraf startede han inde i de 29.

Dermed peger pilen nedad for manden med det sublime venstreben. Han har tilmed kun været med i én ud af de seneste seks landskampe. Dette ikke mindst grundet coronasmitte. Det blev dog til en halvleg og et enkelt mål i 8-0-nedsablingen af Moldova. 

Heller ikke Robert Skov kan betegnes som værende selvskrevet i landsholdstruppen til EM 2020. Omvendt vil det såmænd være ganske naturligt at se hans navn på listen. 

Nicolai Boilesen – solid allround-spiller

F.C. København-spilleren kan både spille venstreback og i midterforsvaret. Det er selvfølgelig altid rart for en træner at have alsidige spillere, der kan dække flere pladser på et godt niveau. Spørgsmålet er vel alligevel, om ikke landstræneren er dækket mere end fint ind på Boilesens to pladser?

På venstre back har han Joakim Mæhle og Jens Stryger Larsen. De kan i øvrigt også begge dække højre back-pladsen, som Daniel Wass sidder på.  

I centerforsvaret har landstræneren masser af gode navne at vælge imellem: Simon Kjær, Andreas ”AC” Christensen, Jannik Vestergaard, Joachim Andersen og eventuelt Mathias ”Zanka” Jørgensen, hvis han klarer cuttet.

Ergo skulle det næsten udelukkende være med formålet at bruge ham på venstre back, hvis Hjulmand udtager Boilesen til sin EM 2020 trup. Der er i hvert fald to-tre midterforsvarer, som skal gå i stykker, inden det bliver Boilesens tur. Umiddelbart. 

Det taler imidlertid til Boilesens fordel, at han spillede 90 minutter i 8-0-sejren over Moldova, og at han trods alt sad på bænken, da vi vandt med 4-0 ude over Østrig. Der er bestemt både ting, der taler for og imod, at vi ser FCK-backen i Danmarks EM 2020 landsholdtrup.

Selvom vi her har fundet nok af grunde til, at han ikke kommer med, så tror vi alligevel, at han lige akkurat klemmer sig ind i den 26 mand store trup. Måske endda på bekostning af holdkammerat Mathias "Zanka" Jørgensen. 

Mathias ”Zanka” Jørgensen – mange konkurrenter

Midterforsvareren har tidligere været en fast bestanddel af landsholdet og har endda startet inde en del gange. FCK-lejesvenden må dog bide negle i disse dage op til udtagelsen af EM 2020 truppen. 

Han tog hjem til F.C. København for at få fast spilletid og dermed komme med til sommerens europamesterskab. Tingene er imidlertid ikke gået 100 procent som planlagt for ham. Han startede ud med at være fast mand, men røg senere ud på bænken efter en periode med knap så gode præstationer. 

En karantæne til Nicolai Boilesen vendte dog heldet for ”Zanka”, som siden har været at finde i startopstillingen igen. Også efter at Boilesen er kommet tilbage. Den Fenerbahçe-ejede spiller har tilmed leveret godt i de seneste kampe.

Så hvor efterlader det ham angående Kasper Hjulmands landsholdtrup til EM i fodbold 2020? Odds 4,00 antyder i hvert fald, at han ikke står forrest i køen. Og det gør han da bestemt heller ikke. 

Spillere som Simon Kjær, Andreas ”AC” Christensen, Jannik Vestergaard og Joachim Andersen kunne alle meget vel tænkes at være foran i midterforsvarskøen. 

”Zankas” chancer kommer selvfølgelig helt an på, hvor mange midterforsvarer landstræneren vil have med. I den sammenhæng kan klubkammerat Nicolai Boilesen ende med at blive ”Zankas” EM-død. Boilesen gør det også godt i et midterforsvar, og han kan tilmed spille venstre back, hvilket gør ham mere alsidig.  

Jesper ”Jobbe” Lindstrøm – næste gang

Brøndby-spilleren har taget Superligaen med storm i indeværende sæson, og han kan meget vel være fortid i klubben allerede denne sommer. Ti mål og 11 assists blev det til for midtbanekreatøren, som senest fik rødt kort og derfor ikke kommer i aktion i de to sidste spillerunder af Superligaen. 

Lindstrøm kan meget vel være en fremtidens mand på landsholdet, men EM 2020 kommer nok en postomgang for tidligt for ham. For det første slæber han rundt på en skade, som han skal opereres for før eller senere. 

For det andet har han kun fire minutters A-landsholdsfodbold under bæltet. De minutter fik han, da et noget alternativt landshold vandt med 2-0 over Sverige i en venskabskamp tilbage i november. Siden da har han været med U21-landsholdet, selvom Kasper Hjulmand har haft muligheden for at indlemme ham i A-landsholdstruppen. 

Patrick Mortensen – god angriber, men ...

Odds 25,00 siger det meget godt: Vi skal ikke regne med at se den potentielle Superliga-topscorer i Kasper Hjulmands EM 2020 landsholdstrup. Inden vi taler AGF-angriberen helt ned og konsekvent afskriver ham, er det værd at nævne, hvad der taler til hans fordel.

Han har scoret 15 mål i 29 Superliga-kampe. Ganske pænt snit. Herudover har han vist, at han også kan begå sig på et vist internationalt niveau. Han scorede således to mål i AGF’s 5-2-sejr over FC Honka i Europa League-kvalifikationen i begyndelsen af sæsonen. 

Bevares, finske FC Honka var ikke den sværeste modstander at score mod. Han var imidlertid også med til at kvalificere Sarpsborg 08 til Europa League i 2018/2019-sæsonen. Her scorede han fire mål i otte kvalifikationskampe. Mest bemærkelsesværdigt var imidlertid de tre mål i hovedturneringen.

Her blev det til to mål mod hjemme Genk og et enkelt ude mod Malmø FF. Igen snakker vi ikke allerøverste hylde, men han har vist, at han kan score i andet end Eliteserien og Superligaen. 

Patrick Mortensen er dog oppe imod nogle spillere, som til dagligt spiller på et langt højere niveau. Hertil kommer, som vi også var inde på ved Andreas Cornelius, at Hjulmands to foretrukne kanter, Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen, også kan bruges som spidsangribere. 

Derfor virker det usandsynligt, at landstræneren vil bruge en plads i sin EM trup på en Superliga-angriber. Dette skrevet i al respekt for Patrick Mortensen, som gør et rigtigt godt stykke arbejde. 

Andre spillere – køen er (for) lang

Andreas Maxsø, Alexander Scholz, Erik Sviatchenko og Victor Nelsson.

Fælles for disse spillere er, at de formentlig er tæt på og alligevel langt fra landsholdet. Som vi tidligere har opremset, så skorter det ikke just på gode midterforsvarer i Danmark. 

Så selvom flere af dem egentlig har, hvad der skal til, for at spille i nationaldragten, så bliver det formentlig ikke til en plads i Danmarks EM 2020 trup. 

Erik Sviatchenko har fem landskampe på cv’et, men var senest i landsholdstruppen i 2016. Victor Nelsson og Andreas Maxsø har begge én landskamp, hvilket var venskabskampen mod Sverige i november måned. Alexander Scholz har endnu sin landsholdsdebut til gode. 

Odds 15,00 på Peter Ankersen virker ved første øjekast meget fristende. Han har 27 landskampe at bryste sig af, men han har endnu ikke været med under Kasper Hjulmands ledelse. Hertil kommer, at landsholdet i forvejen er godt dækket ind på højre back. Her er der spillere som Joakim Mæhle, Jens Stryger Larsen og Daniel Wass. Og eventuelt Henrik Dalsgaard, som dog heller ikke været meget i vælten under Kasper Hjulmand. 

En skade til Mæhle, Stryger Larsen eller Wass kan dog hurtigt ændre tingene for Peter Ankersen. I skrivende stund ligner det dog ikke en plads i EM 2020 truppen. 

Det gør det så sandelig heller ikke for Riza Durmisi, som er blevet parkeret ude på bænken i Serie B-klubben Salernitana. Klubben rykkede imidlertid op, men det var ikke på grund af danskerens indsats. 

BetXperts bud på Danmarks EM 2020 trup

Bemærk, at nedenstående trup ikke er et udtryk for, hvem BetXpert gerne vil have med til EM 2020. Vi har sammensat den trup, som vi tror, at Kasper Hjulmand ender med at udtage.

Målmænd:
Kasper Schmeichel
Frederik Rønnow 
Jonas Lössl

Forsvarsspillere:
Simon Kjær
Andreas ”AC” Christensen
Jannik Vestergaard
Joachim Andersen
Jens Stryger Larsen
Joakim Mæhle
Daniel Wass
Nicolai Boilesen

Midtbanespillere:
Christian Eriksen
Pierre-Emile Højbjerg
Thomas Delaney
Lasse Schöne
Mathias Jensen
Christian Nørgaard
Jens Jønsson

Angribere/offensive kanter
Kasper Dolberg
Jonas Wind
Andreas Cornelius
Yussuf Yurary Poulsen
Martin Braithwaite
Andreas Skov Olsen
Mikkel Damsgaard
Robert Skov

Bournemouth-spilleren Philip Billing har haft en god sæson, hvor han står noteret for otte mål og fire assists i 35 Championship-kampe. Alligevel har vi ham ikke med på vores endelige liste. Det stod mellem Lasse Schöne og Billing. Førstnævnte trak det længste strå qua sin erfaring, men vi bliver omvendt ikke særlig overraskede, hvis Bournemouth-manden dette til trods klemmer sig ind i truppen. 

OPDATERING: Midt i kampens hede havde vi her på BetXpert glemt alt om F.C. Københavns Rasmus Falk. Ikke at han på nogen måde er et sikkert kort i truppen, men han må bestemt være i spil. Bordet fanger, og vi ændrer derfor ikke noget i vores ovenstående bud. Ikke at vi nødvendigvis ville gøre det, hvis vi tillod os det. Men det er meget muligt, at Falk kan indgå som tredje mand i det, som vi gætter på er overvejelserne om den sidste mand på midtbanen. Altså kunne Falk meget vel konkurrere med Billing og Schöne om den sidste plads, mener vi. 

Kom endelig med dit besyv i kommentarsporet. Hvem tror du, der klarer cuttet? Og har du spottet et godt spil eller to?