På grund af manglende beviser har politiet valgt at droppe sag om matchfixing mod den tidligere FCV-spiller Kristoffer Wichmann...

Tilbage i februar idømte DBU Kristoffer Wichmann seks måneders karantæne under paraplyen "matchfixing", da DBU's disciplinærudvalg fandt det bevist, at Wichmann, via stråmænd, havde spillet for mindst 9000 kroner på sejr til sin egen klub. En karantæne, som senere blev nedsat.

DBU havde ligeledes anklaget Wichmann for at have indgået i et  "organiseret fællesskab", dvs en formodet matchfixing-sag på "Niveau 2", men det kunne fodboldforbundet ikke bevise. DBU valgte alligevel at anmelde sagen til politiet, men i går aftes kom det frem, at ordensmagten heller ikke kunne finde tilstrækkelige beviser i sagen, som derfor er blevet droppet.

Wichmann: Jeg er ikke en kriminel matchfixer

Kristoffer Wichmann er lettet over, at politiet ikke har valgt at anklage ham for en kriminel handling, men undrer sig samtidig over, at mynfighederne overhovedet skulle involveres.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad, fordi jeg har godt vidst, at jeg ikke har gjort noget kriminelt, siger Kristoffer Wichmann til tv2.dk.

- Jeg er allermest glad for, at den her skygge af matchfixing, som DBU i en vis grad har været med til at tegne, den er fuldstændig renset væk nu. Jeg har spillet på min egen kamp, og det beklager jeg. Men at kalde mig en matchfixer, kriminel og alle de ting som har floreret i pressen, det er jeg glad for at blive renset fra, udtaler Wichmann og tilføjer.

- Jeg kan ikke forstå, at de har meldt mig til politiet. Jeg kan ikke forstå, at de har haft så stor en mistanke til, at jeg skulle have gjort noget kriminelt. Jeg kan se, at jeg har spillet på min egen kamp, og det har jeg taget min straf for.

Wichmann håber nu på, at DBU endegyldigt vil lukke sagen.