DR og P3 vil sætte fokus på pengespil, men deres programserie ’Gambler’ har fået skarpe reaktioner fra en række bettingeksperter efter oddseren Rasmus ukritisk får lov til at reklamere for sin egen bettingservice.

I DR's programserie 'Gambler' kommer du i selskab med syv unge danskere, der har pengespil tæt inde på livet og i seks afsnit fortæller de om deres erfaringer, tanker og holdninger til spil. Det lyder umiddelbart lovende, men programmerne har fået en del kritiske kommentarer, da deltageren Rasmus, der sælger spilforslag via betalingsservice, bliver fremstillet som succesfuld oddsekspert.

Det lader til, at Rasmus er castet som modpol til den mere impulsive Mickey, der gerne spiller multikuponer i jagten på at ramme odds 100, og med egne ord bare gætter på udfaldene af kampene.

Vi får undervejs et indblik i, hvordan Rasmus udvælger odds, og hvordan han finder frem til at anbefale en double med favoritsejre til Real Madrid og Manchester City til de betalende abonnenter. I hvert fald med valuebetterens briller på, så begår Rasmus en række begynderfejl i processen, og det er svært at tro på, at den valgte strategi skulle kunne skabe bettingoverskud for Rasmus.

DR giver i løbet af programmerne Rasmus rig lejlighed til at gøre reklame for denne betalingsservice, og de burde være opmærksomme på, at dette er yderst problematisk. Det kan føre til, at nogle vil købe og bette store beløb på Rasmus' tip i forventning om, at han er en pro-bettor, der kan levere overskud til følgerne.

Bettingekspert: 'Gambler' er under al kritik

P3 - DRTVs Facebook-side og på Twitter er kommentarerne da også nådesløse, og der er ikke mange rosende ord til DR's programserie.

"DR har et kæmpe ansvar i at give sådan en mand ekspertstatus. Det er hovedrystende vanvid." - GGBetting
"Ufatteligt, at DR vælger at bruge promovere Rasmus og hans bettingservice. Han har nul forudsætninger for at slå de markeder, han spiller på, og det er der desværre nok mange, som kommer til at mærke." - Victor Michaelsen 
"Ideen bag programmet er god, men forkasteligt at der hos et medie som DR ikke er større fokus på hvad der bliver sagt og udgivet med deres store talerør in mente. Den menige mand tror jo nu, at man kan købe spiltips fra Rasmus til 200kr og blive rig på betting den vej igennem" - Emil Brandhøj


Spileksperten Markus H. Kristensen har tidligere her på BetXpert fortalt om sine erfaringer med at sælge tips via en betalingsservice, og der er heller ikke opbakning til DR's casting hos Markus H. Kristensen.

Monkey business uden kildekritik

I Gambler-programmerne fremgår det tydeligt, at Rasmus tjener sine penge på at sælge abonnementer og ikke ved at skabe overskud hos bookmakerne. Det bør være et klart faresignal for enhver, der overvejer at købe spiltips fra ham.

Det får også Markus H. Kristensen til at uddybe kritikken:

"Danmarks Radio giver derudover Rasmus mulighed for at promovere sit produkt ved direkte at henvise til sin hjemmeside, hvor han i øvrigt kører ugentlige Henze challenges uden nogen form for kildekritik. Selvom 'Gambler' forsøger at vinkle gambling fra flere forskellige sider, så frygter jeg, at flere unge vil se programmet og Rasmus' livsstil på en glorificerende måde."


"Alle herinde ved, at en abe ville performe lige så godt som Rasmus, hvis den skulle vælge mellem to bananer, som lå på over eller under AH-mållinjerne på det, han oddser på, men alligevel formår DR at give Rasmus ekspertrolle igennem en hel dokumentarserie. En ekspertrolle, som den gennemsnitslige seer nok desværre har svært ved at gennemskue."

Fra DR's side har de forklaret, hvad formålet med Gambler-programmerne er: "At vi sammen med de unge bliver klogere på, hvad pengespil er for en størrelse. Vi vil gerne se nærmere på, hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at man spiller, og hvad det er, der sker, når man bliver afhængig. Vi har skabt temaet sammen med de unge, som har givet inputs til vinkler og tematikker, og derfor ved vi også, hvad det er, der optager dem, inden for spil og ludomani. Vi vil gerne prikke hul på et meget tabubelagt emne og samtidig inspirere til, at man tager snakken med hinanden, hvis man er på vej ud over kanten", siger Linda Etgar, der er chef for eksternt tv og tværgående på P3.

Alle afsnit af ’Gambler’ kan ses på DRTV.