Politiet advarer mod svindlere på facebook. Disse lover sikre oddset-gevinster på mange tusinde kroner. I stedet ender ofrene i værste fald med gæld. 19-årige Marcus Krogh Herkild er én af de seneste i rækken af ofre. 

TV2.dk bringer i dag en længere artikel om, hvordan svindlere franarrer godtroende ofre mange tusinde kroner ved at stille dem sikre pengegevinster i udsigt. Gevinsterne skal komme via matchfixede kampe, som bagmændene angiveligt har fået i stald. 

19-årige Marcus Krogh Herkild er ét af de seneste ofre for denne type svindel. Han blev lovet guld og grønne skove, men endte med en gæld på 15.000 kroner. 

Få dine penge 30 gange igen

Historien til Marcus’ sag begyndte med, at han en dag fik en notifikation på facebook. Heri blev han inviteret til en gruppe, hvor administratorerne reklamerede med sikre gevinster via spil på sportsvæddemål. Helt præcist via matchfixede kampe. 

Hvis det gik rigtig godt, kunne man få sit indskud op mod 30 gange igen. Det var et tilbud, som Marcus ikke kunne modstå.

- Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Jeg blev bare forblændet af alle de penge, jeg muligvis kunne vinde.

Derfor sendte Marcus en besked til gruppens administratorer, og kort efter modtog han et svar, hvori der stod, hvad kan skulle gøre for at få del i fidusen. 

Her fremgik det blandt andet, at det koster 800 kroner for en uges medlemskab. Vil man være med i 30 dage, koster det 1.100 kroner. Det lød videre, at bagmændene angiveligt har to-tre matchfixede kampe om ugen, og at disse kampe ”meget sjældent rammer forbi”. Skulle det ske, vil man få sine penge tilbage igen. 

Fremviste sygesikringsbevis og pas

Marcus var ikke helt tryg ved tanken om at sende penge til en person, som han ikke kendte og aldrig havde mødt i virkeligheden. Efter at administratorprofilen havde sendt et billede af ”sit” sygesikringsbevis samt pas, hvorpå alle informationer kunne ses, blev Marcus dog overbevist om, at han godt kunne sende pengene af sted. 

”Mathias Sørensen” var angiveligt navnet på vedkommende, som nu var i færd med at hjælpe Marcus til nogle hurtige penge. 

Med ro i maven sendte Marcus nu 800 kroner for et medlemskab samt 5.000 kroner, som ”Mathias Sørensen” skulle bruge til at spille på en kamp for Marcus. 

150.000 kroner til Marcus … og dog

Efter et par dage vendte ”Mathias Sørensen” tilbage med gode nyheder: Kampen var vundet, og der stod nu 150.000 kroner klar til udbetaling. ”Mathias Sørensen” havde sendt et screenshot, som beviste dette. 

Der var dog en enkelt lille hage. Marcus skulle betale 15.000 kroner for at få pengene ud af spillekontoen. Det var reglerne, forklarede bagmanden. 

Marcus havde ikke 15.000 kroner, men han ville omvendt ikke lade den gyldne mulighed gå til spilde. Derfor optog han tre forskellige kviklån og sendte herefter pengene af sted til ”Mathias Sørensen”. 

Herefter hørte han dog ikke mere fra bagmanden, som tilmed havde blokeret ham fra facebook-gruppen. Dermed kunne han ikke komme i kontakt med administratorerne derinde, og han kunne heller ikke advare andre medlemmer. 

- Jeg tænkte bare: "Hold kæft, hvor er jeg dum". Jeg har sådan en knugende fornemmelse i maven hele tiden, som jeg ikke kan slippe af med. Jeg har prøvet at løbe mig fra det, træne mig fra det, sove mig fra det. Men jeg kan ikke komme af med den følelse, lyder det ærgerligt fra Marcus. 

Politiet kender til problemet

Som det allerede har fremgået mellem linjerne, så hed bagmanden fra facebook-gruppen ikke Mathias Sørensen. Her er i stedet tale om, at den rigtige Mathias Sørensen har fået stjålet sin identitet. 

Det er noget, som de desværre har set en del gange før, forklarer Torben Svarrer, chef for Særindsatsenheden hos Københavns Politi, ifølge TV 2. Han fortæller, at de siden 2019 har modtaget cirka 250 lignende anmeldelser.

I Marcus' tilfælde endte det med, at han overførte alle sine penge samt optog et kviklån på cirka 15.000 kroner. Et lån, som hans mor efterfølgende betalte for ham. Så heldige er det ikke alle, som har været. Ifølge Torben Svarrer er der sager, hvor folk er blevet snydt for over 100.000 kroner. 

En typisk skabelon for svindelnumrene ser således ud:

  • Facebook-brugere bliver lokket ind i grupper på det sociale medie. Her bliver de lovet sikre odds - ofte på matchfixede kampe.
  • Henvender brugeren sig til administratoren, modtager personen et standardsvar med information om konceptet. Blandt andet loves det, at pengene betales retur, hvis kampen ikke går hjem.
  • Herefter forsøger administratoren at få brugeren til at overføre penge. Først for et medlemskab og derefter de penge, som skal satses på de påståede kampe.
  • Bliver pengene overført, kontakter administratoren efter et stykke tid facebook-brugeren for at fortælle, at personen har vundet på sit odds. For at få pengene udbetalt skal brugeren dog overføre et yderligere beløb til administratoren.
  • Når bagmændene ikke kan lokke flere penge ud af brugeren, bliver personen ofte blokeret, så de ikke længere har adgang til hverken grupperne eller den administrator, som kontakten ellers er foregået gennem.