Europamester, toptræner og engageret fodboldelsker.

John Faxe Jensen er tre ting i én, og fra og med på torsdag kan han øse af al sin viden, erfaring og begejstring, når han gør comeback på TV3+ i det nye program UEFA Europa League Goalshow Live.


Faxe, der har en fortid som landsholdsspiller, mestertræner i Herfølge, spiller og træner i udlandet og sågar også som fodbold-ekspert hos netop TV3+, glæder sig til at gøre comeback på skærmen.

"Jeg er vild med fodbold. Derfor glæder jeg mig også til hurtigt at komme i gang med at beskæftige mig med det spil, som jeg elsker allermest. Jeg har før lavet programmet Totalfodbold på TV3+, og det nye koncept omkring Europa League ligner det en hel del. Jeg tør godt love seerne en hæsblæsende oplevelse med masser af action, mål og begejstring," siger John Faxe Jensen.

Faxe har masser af erfaring fra forgængeren til Europa League, UEFA Cuppen. Dels fra masser af kampe som aktiv, og dels fra sin tid som assistent for Michael Laudrup i Getafe, hvor han nåede kvartfinalen mod Bayern München.

På torsdag viser TV3+ FC Københavns Europa League-kamp mod PSV Eindhoven. Kampen spilles klokken 19.00 samtidig med 11 andre Europa League-kampe. Klokken 21.05 spilles yderligere 12 kampe i turneringen, og det er netop fra 21.05 og frem til 23.00, at det nye program udfoldes.

I de to timer bliver der fuld knald på begivenhederne, for samtidig med at seerne får alle reaktioner fra FC Københavns kamp mod PSV Eindhoven, følges turneringens øvrige kampe fra nærmeste hold.

John Faxe Jensen får selskab af Marc Rieper og Peter Kjær, og de tre følger intenst hver deres kamp, men der vises naturligvis også mål og højdepunkter – alt sammen live – fra de øvrige kampe kampe torsdag aften – 24 i alt.

Carsten Werge og Per Frimann kommenterer PSV Eindhoven - FC København med Luna Christofi som reporter på sidelinien.

Peter Schmeichel, Brian Laudrup og Preben Elkjær analyserer og tager også del i det nye program UEFA Europa League Goalshow Live, som altså får premiere nu på torsdag d. 22. oktober.

Torsdag den 22. oktober på TV3+
18.30 Optakt PSV Eindhoven - FC København
19.00 PSV Eindhoven - FC København
21.05 Europa League Goalshow Live

Kilde: digitalt.tv

TV-guide her:
http://www.betxpert.com/tv.asp