A-VM i ishockey spilles i år i Sverige og Finland, 4.-20. maj. Danmark er med, sammen med 15 andre lande. Læs denne grundige optakt der gennemgår holdene...

Der er æren, OL-seedninger og selvfølgelig VM-medaljer på spil, når A-VM i ishockey afvikles i Finland og Sverige 4.–20. maj.

Danmark er med for tiende gang i træk, og stiller med det måske stærkeste hold nogensinde. Nogen nem turnering venter der dog ikke de danske løver, for mange af de andre hold kommer også med en række af deres bedste spillere, hvilket har fået tilskuerinteressen til at eksplodere.

De finske og svenske værter håber naturligvis, at deres egne hold igen går hele vejen, og finnerne drømmer selvfølgelig om at vi får en gentagelse af sidste års finale (som Finland vandt med 6-1 over Sverige), men det bliver bestemt ikke uden kamp fra de evige favoritter fra Canada og Rusland, samt outsidere som Tjekkiet og USA.

Optakt og tips

BetXperts Christian Henriksen har skrevet nedenstående optaktsartikel der gennemgår de 16 VM-lande (vigtige spillere og VM-chancer...).


Sammen med vores øvrige ishockey-eksperter (Mike Larsen og Michael Tatar) vil Christian desuden løbende udlægge analyser og tips til VM-kampene. Så hold godt øje med BetXpert de næste tre ugers tid...


OPTAKT: A-VM 2012

Her listes først turneringens vinder-odds, og derefter følger en gennemgang af det nye turneringsformat samt de 2 grupper (med hver 8 lande).


(Der tages forbehold for ændringer i de angivne trupper – de er foreløbige; der kan komme nye spillere til (fx fra NHL-slutspillet), og andre kan blive siet fra).


Vinder-odds

(odds hentet hos Bet365*, PartyBets og Unibet*)

Canada: 3,25 Bet365*, PartyBets, Unibet*

Rusland: 4,0 Bet365*

Sverige: 4,33 PartyBets

Finland: 6,5 Bet365*

Tjekkiet: 8,0 Bet365*

USA: 21,0 Bet365*

Slovakiet: 34,0 PartyBets

Schweiz: 51,0 Bet365*, PartyBets

Tyskland: 51,0 Bet365*, PartyBets

Hviderusland: 201,0 Bet365*, PartyBets

Norge: 201,0 Bet365*, PartyBets

Danmark: 501,0 Bet365*

Letland: 501,0 Bet365*, PartyBets

Kazakhstan: 1001,0 Bet365*

Frankrig: 2001,0 Bet365*

Italien: 2001,0 Bet365*


NYT FORMAT

Ved VM 2012 introduceres et nyt VM-format, som betyder, at de 16 deltagende hold deles i to indledende grupper. Tidligere blev holdene delt i fire grupper, hvor de tre bedste fra hver gruppe så gik videre til mellemrunden, mens det dårligste hold gik i et nedrykningsspil.

Med det nye format er mellemrunden sløjfet. Holdene spiller i stedet syv indledende kampe, og de fire bedste fra hver gruppe avancerer til kvartfinalerne, mens det hold, som slutter sidst i hver gruppe, rykker ned i B-gruppen.

Kvartfinalerne spilles internt i gruppen, hvilket vil sige, at nummer et møder nummer fire og nummer to møder nummer tre. De afsluttende kampe spilles i Finland, og i semifinalen parres holdene på tværs af grupperne (A1/A4 mod B2/B3 og A2/A3 mod B1/B4).

Der er en række fordele forbundet med det nye system. Man får flere spændende kamp i den indledende runde, og mange holds skæbne afhænger ikke længere af en enkelt kamp. Tidligere har to hold spillet en altafgørende kamp om at undgå nedrykningsspillet, mens favoritterne har klaret sig videre til mellemrunden uden det store besvær. Kampen om at undgå nedrykning bør blive mere spændende og retfærdig med den nye struktur.

Samtidig tæller alle point nu, og det er også kun retfærdigt. Tidligere tog holdene kun de point med over i mellemrunden, som de havde fået mod de to hold, som også avancerede, men i år tæller alle point. Sidste år tabte Finland eksempelvis et point til Letland i den indledende gruppe, men dette point blev reelt ligegyldigt, for Letland kom ikke videre, og pointtabet talte dermed ikke fra mellemrundens start. Samtidig var pointet ligegyldigt for Letland, som fortsat skulle vinde over Danmark i den afsluttende kamp for at undgå nedrykningsspil.

Som udgangspunkt ligner det nye format et godt tiltag for de mindre nationer, som nu får flere lige kampe mod hinanden, og dermed en lidt større chance for at nå kvartfinalen. Kampen om nedrykning bliver ligeledes mere retfærdig.

Favoritterne tvinges med det nye format til at være på toppen fra turneringens start. Dumme pointtab hænger nu ved i løbet af hele turneringen og afgør holdenes seedning fra kvartfinalerne og frem.



GRUPPE A

I Helsinki-gruppen er de forsvarende verdensmestre fra Finland oppe imod de nordamerikanske rivaler, Canada og USA. Canadierne kommer med et stærkt hold, og dem kan finnerne få problemer med, mens USA også bør slutte blandt de bedste tre. Schweiz og Slovakiet kommer formentlig til at kæmpe om den sidste plads i kvartfinalen, mens Hviderusland og Frankrig som udgangspunkt skal forsøge at holde oprykkerne fra Kazahkstan bag sig.

Bud på stilling:

1. Canada

2. Finland

3. USA

4. Slovakiet

5. Schweiz

6. Hviderusland

7. Frankrig

8. Kazakhstan

Kampprogram:

http://www.iihf.com/channels-12/iihf-world-championship-wc12/home/tournament-info/game-schedule.html


CANADA

Canadierne har skuffet ved de seneste slutrunder, men er som altid blandt favoritterne. Canada kommer til Skandinavien med et stærkt hold, som består af en række rutinerede NHL-profiler, samt flere af fremtidens stjerner. VM er ekstra vigtigt i år, fordi der er vigtige ranglistepoint på spil i forhold til OL-seedningen, og canadierne stiller derfor en smule stærkere end de seneste år. Samtidig vil flere af de unge forsøge at gribe chancen for at stjæle en billet til Sochi, hvor Vinter OL afholdes om små to år.

VM 2011

Der var store forventninger til canadierne før sidste års VM, men disse blev ikke indfriet. Holdet gik ganske vist ubesejret igennem både det indledende gruppespil og mellemrunden, men spillet var ikke imponerende, og man måtte forlade turneringen allerede i kvartfinalen efter et spinkelt 1-2-nederlag til Rusland.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1616)

Målmænd: Devan Dubnyk, Cam Ward, Matt Hackett.

Backs: Jay Bouwmeester, Duncan Keith, Marc Method, Ryan Murray, Dion Phaneuf, Luke Schenn, P.K. Subban, Marc-Édouard Vlasic.

Forwards: Jamie Benn, Jordan Eberle, Ryan Getzlaf, Evander Kane, Andrew Ladd, Adam Mitchell, Ryan Nugent-Hopkins, Ryan O´Reilly, Corey Perry, Teddy Purcell, Patrick Sharp, Jeff Skinner, John Tavares, Alexandre Burrows.

MÅLMÆND

Cam Ward fra Carolina Hurricanes er klar til at spille VM for tredje gang i karrieren. Ward var med første gang i 2007, hvor canadierne vandt guld, og han deltog igen i 2008 ved VM på hjemmebane, hvor man skuffende måtte nøjes med en sølvmedalje. Ward er en stærk målmand, som har været sikkert førstevalg i Carolina de seneste år, og han hører til blandt de bedste målmænd ved dette VM.

Edmontons Devan Dubnyk er med som reserve, ligesom han var det sidste år, og niveaumæssigt har han endnu et stykke op til Ward. Stilmæssigt er de to målmænd dog forskellige, og store Dubnyk kan blive foretrukket mod et hold som USA, som formentlig vil være meget pågående omkring det canadiske mål.

Unge Matt Hackett er en ganske udmærket reserve, men skal nok ikke forvente de store mængder spilletid.

 

BACKS

Den canadiske defensiv fungerede fornuftigt sidste år, og tre spillere er med igen i år. Det drejer sig om den defensivt stærke Marc Method fra Columbus, som meget sjældent laver fejl, samt tacklemaskinerne fra Toronto, Dion Phaneuf og Luke Schenn. Schenn kommer hovedsageligt til at udføre en række defensive opgaver, mens Phaneuf kan blive vigtig i det canadiske powerplay.

Calgarys Jay Bouwmeester er med ved VM for fjerde gang, og han håber på at kunne hænge sin tredje guldmedalje om halsen. Bouwmeester er en stor back, som er utroligt stærk i defensiven, men han har dog aldrig helt udfoldet sit offensive potentiale.

Duncan Keith fra Chicago er en stor forstærkning. Den 28-årige back er dygtig både offensivt og defensivt, og kompenserer for ikke at være den største dreng i klassen med klogt spil og et godt skøjteløb.

Offensivt er P.K. Subban til gengæld et friskt pust. Montreal-spilleren har et fremragende skøjteløb og en god energi. Samtidig er han godt skydende og kan blive spilstyrende i overtalsspillet. Det defensive spil kan endnu forbedres, men her kan de øvrige backs dække Subban ind.

Unge Ryan Murray er et af topnavnene i årets NHL-draft, og han får en god mulighed for at overbevise de respektive talentspejdere. Murray er stærk både offensivt og defensivt, men springet for juniorrækkerne til et A-VM kan vise sig at være temmelig stort.

25-årige Marc-Édouard Vlasic fra San Jose er sikker i defensiven, og klarer sig godt, selvom han ikke har nogen overvældende fysik. Offensivt har Vlasic endnu ikke udfoldet potentialet som han viste antydninger af i juniortiden.

FORWARDS

Offensivt har Canada en række gode kort at spille på, og det kan blive nøglen til succes, for sidste år haltede canadiernes offensiv, da det virkelig gjaldt. Anaheim-duoen Getzlaf og Perry kan blive gift for enhver modstander, og det samme kan spillere som John Tavares, Jeff Skinner og Evander Kane, som allerede i en ung alder har etableret sig i NHL.

Et spændende islæt er Edmonton-duoen Ryan Nugent-Hopkins og Jordan Eberle. De to spillere har fungeret godt sammen i denne sæson, og Team Canada håber på, at samarbejdet fortsætter ved VM. Eberle spiller allerede sit tredje VM, mens Nugent-Hopkins er debutant.

Den canadiske offensiv har mange strenge at spille på, da man er godt rustet både teknisk og fysisk, og dette kan blive nøglen til succes. Sidste år kneb det med at åbne de stærke defensiver op, men særligt Anaheim-duoen kan lave om på dette, da både Getzlaf og Perry tidligere har lavet pænt med point ved både VM og OL. Samarbejdet gjorde desuden Perry til topscorer i NHL-grundspillet sidste år, og selvom duoen slet ikke har nået det samme niveau i denne sæson, så hører de til blandt de giftigste ved dette VM. Duoen kunne meget vel sættes sammen med Chicagos Patrick Sharp, som har spillet en stærk sæson. Sharp var med ved VM i 2008, hvor han scorede tre gange, men han er blevet en væsentlig stærkere spiller siden da, og brillerede særligt i slutspillet for to år siden.

Ryan O’Reilly og Andrew Ladd er klar til at levere en stærk arbejdsindsats, mens både Jamie Benn og Teddy Purcell kan producere et pænt antal point, hvis de sættes sammen med eksempelvis John Tavares.

Adam Mitchell fra Adler Mannheim er det eneste europæiske-baserede kort på holdet, og efter en stærk sæson i DEL kan han muligvis bidrage med noget i samarbejde med NHL-klanen. Mitchell er desuden vant til de større baner i Europa, hvilket ikke er uvæsentligt.

 

Vancouvers Alexandre Burrows er en god to-vejsforward, og han kan sagtens blive en af de mest scorende spillere på det canadiske hold, hvor han passer fint sammen med de forskellige centertyper.


FINLAND

På papiret ser det finske landshold ikke helt så stærkt ud, som nogle af de andre topfavoritters trupper gør det, men med en række gengangere fra sidste års vinderhold, må finnerne ikke undervurderes. Finland har hjemmebanefordelen, og med sidste års mesterskab ligger der et vist pres på holdet. Umiddelbart får Finland nok svært ved at vinde VM, men sagde man ikke også dette sidste år?

VM 2011

Finlands VM-præstation anno 2011 beskrives bedst med eventyret om den grimme ælling. Holdet åbnede med en sikker sejr over Danmark, men havde herefter besvær med Letland og tabte til Tjekkiet. I mellemrunden blev det til tre smalle sejre, og i knockout-fasen foldede holdet sig for alvor ud. Norge blev besejret i kvartfinalen og i semien blev Rusland nedlagt, før man sikrede sig VM-titlen med en storsejr over Sverige.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1606)

Målmænd: Kari Lehtonen, Joni Ortio, Karri Rämö.

Backs: Mikko Kousa, Lasse Kukkonen, Mikko Mäenpää, Janne Niskala, Pasi Puistola, Anssi Salmela.

Forwards: Valtteri Filppula, Mikael Granlund, Jarkko Immonen, Jussi Jokinen, Niko Kapanen, Mikko Koivu, Leo Komarov, Petri Kontiola, Petteri Nokelainen, Janne Pesonen, Lennart Petrell, Antti Pihlström.

MÅLMÆND

På målmandsposten har det finske hold fået et løft i forhold til sidste år, og holdet har en af turneringens absolut bedste målmænd i Kari Lehtonen fra Dallas. Lehtonen var med ved VM i 2007, hvor han førte holdet til en sølvmedalje, og siden da er han kun blevet bedre og mere erfaren, så finnerne er bestemt godt dækket på målmandsposten, hvilket i øvrigt altid har været et varemærke for de tusind søers land.

Reserver er den unge Joni Ortio, som brillerede ved U20-VM i sidste sæson, samt Karri Rämö, som har spillet tre gode sæsoner i KHL efter et mindre vellykket eventyr i Nordamerika.

BACKS

Blandt backerne er der fire gengangere i forhold til 2011-holdet. Den tidligere NHL-spiller Lasse Kukkonen, som nu slår sine folder i KHL, er en dygtig allround-back, og han kan blive en vigtig mand i begge ender.

Kukkonen får selskab fra KHL af fire backer, som alle har gode offensive kvaliteter. Det drejer sig om Pasi Puistola, Anssi Salmela, Janne Niskala og Mikko Mäenpää. Niskala og Mäenpää er begge udpræget offensive backer, som til tider kan svigte lidt bagude, men til gengæld bidrager med meget i det fremadrettede spil. Salmela og Puistola er også bedst fremad banen, men også ganske pålidelige defensivt.

Den lille Mikko Kousa fra hjemlige HIFK, har en række begrænsninger grundet sin manglende fysik, men han er en klog spiller, og laver sjældent fejl.

FORWARDS

Offensivt bliver det til et kærkomment gensyn med stjernefrøet Mikael Granlund, som mange nok husker for hans fantastiske scoring i sidste års semifinale mod Rusland. Teknisk stærke Granlund har været en vigtig mand for HIFK i denne sæson, og den 20-årige playmaker får formentlig også en endnu større rolle på landsholdet i år.

Granlund får formentlig en stærk wing i Valtteri Filppula, som er kommet hjem efter at Detroit røg ud af NHL-slutspillet. Filppula er stærk både offensivt og defensivt og hører så absolut til blandt eliten ved dette VM på trods af et stærkt felt.

Jussi Jokinen og Mikko Koivu er begge ganske rutinerede og har haft fine sæsoner i NHL. Begge spillere er gode to-vejsspillere og har stor erfaring fra både klub og landshold. De samme kvaliteter har KHL-spilleren Niko Kapanen og Finland er således stærkt dækket ind på forwardsiden, da den store VM-erfaring, som mange spillere har, kun kan komme holdet til gavn.

Jarkko Immonen, som blev VM-topscorer sidste år (12 point), er også med igen, og selvom han ikke har haft sin bedste sæson i KHL, så kan han meget vel blive toneangivende, hvis han sættes sammen med en stærk center.

Petteri Nokelainen og Antti Pihlström bliver vigtige i det defensive arbejde, og Leo Komarov og Lennart Petrell bidrager begge med en masse fysik, hvilket kan blive meget værdifuldt, da finnerne ofte mangler en del i denne facet af spillet.

Janne Pesonen er en hurtig og arbejdsom spiller, mens finnerne har endnu en stærk playmaker i Petri Kontiola.


USA

Amerikanerne har traditionelt set ikke de store målsætninger ved VM, hvor de oftest modtager afbud fra de største stjerner. I år ser det amerikanske hold en anelse stærkere ud, end det har gjort de seneste år, og USA kan muligvis gøre en god figur, hvis deres NHL-forstærkninger ikke er udbrændte. Potentialet er ikke uendeligt stort, men man mønstrer dog et ganske solidt hold.

VM 2011

VM ligger traditionelt set ikke så højt på prioriteringslisten for amerikanerne og dette afspejles ofte i de trupper, som sendes af sted. 2011 var ingen undtagelse. Amerikanerne kom sikkert videre til mellemrunden, men herfra gik det kun nedad bakke, og mod de bedre hold manglede man ganske enkelt nogle kvalitetsspillere. USA blev elimineret i kvartfinalen, da man tabte 0-4 til Tjekkiet.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1622)

Målmænd: Richard Bachman, John Curry, Jimmy Howard.

Backs: Chris Butler, Justin Faulk, Cam Fowler, Alex Goligoski, Jack Johnson, Jeff Petry.

Forwards: Justin Abdelkader, Cam Atkinson, J.T. Brown, Joey Crabb, Patrick Dwyer, Ryan Lasch, Kyle Okposo, Max Pacioretty, Bobby Ryan, Jim Slater, Paul Stastny, Nate Thompson.

MÅLMÆND

I målet blev USA forstærket af Detroits slutspilsexit, da Jimmy Howard har valgt at tage med til VM. Howard hører ikke til blandt de allerbedste målmænd i NHL, men han er et solidt valg og har haft en ganske fin sæson. Stabiliteten har været et problem for Howard, men når han rammer dagen, så er han en fremragende målmand, som fylder godt i målet og har gode reflekser.

Richard Bachman fra Dallas lignede førstevalget indtil Howard kom til, men han bliver nu reserve. Bachman er en ganske fornuftig backup, men han fylder ikke så meget i målet, og det har været et problem for ham. Typemæssigt minder han således meget om tredjevalget John Curry fra Hamburg Freezers i DEL.

BACKS

Den amerikanske backlinje ser ganske fornuftig ud og indeholder flere potentielle OL-spillere. 25-årige Jack Johnson er med ved VM for femte gang, og har også et OL på bagen. Johnson har haft en fornuftig sæson i NHL og er stærkt både offensivt og defensivt.

Cam Fowler er med for andet år i træk, og den offensive unge back håber på at få sit internationale gennembrud denne gang. Sidste år gjorde han en fin figur, men i år kommer han for alvor til at trække læsset sammen med Johnson, som han også minder meget om rent typemæssigt.

Alex Goligoski skal bidrage med sine offensive kvaliteter og undgå at lave fejl bagude, og det samme er tilfældet for Jeff Petry fra Edmonton og Carolinas Justin Faulk.

Chris Butler er efterhånden blevet fast mand i NHL, og han er en klog spiller, hvilket kommer ham til gavn, da han rent fysisk ikke kan matche de største forwards. Butler bliver meget vigtig i den amerikanske defensiv.

FORWARDS

Offensivt har USA en række spændende NHL-spillere, som er toneangivende i deres klubber, og de bliver vigtige ved VM. Max Pacioretty har haft en stærk sæson for Montreal og er for alvor brudt igennem som målscorer i NHL. Pacioretty har fysikken i orden og er ganske hurtig, hvilket kombineret med hans målfarlighed skaber en giftig wing.

Samme type er Bobby Ryan, som har været vigtig for Anaheim i de seneste sæsoner. Ryan er en kvalitetsspiller, hvilket OL-deltagelsen i 2010 også vidner om. Ryan har ikke haft sin bedste sæson i NHL, men i VM-sammenhæng er han en stor profil.

Det samme kan siges om canadisk-fødte Paul Stastny, som er en af lederskikkelserne hos Colorado og også bliver det på landsholdet. Stastny er en fremragende playmaker og det kan Pacioretty og Ryan komme til at nyde godt af.

Justin Abdelkader fra Detroit kommer til at bidrage med sin gode fysik, og det samme er tilfældet for Nate Thompson og Jim Slater, mens Patrick Dwyer og Kyle Okposo begge er garante for en stærk arbejdsindsats.

Joey Crabb kan meget vel vise sig som en pålidelig målscorer, hvis han sættes sammen med den rette center, og det samme kan Ryan Lasch, som har haft en god sæson i den finske liga.

Den lille Cam Atkinson mangler noget fysik, men dette kan blive et mindre problem ved VM end det er det i NHL, og derfor kan han få sit gennembrud. Atkinson får muligvis chancen i powerplay, hvor han eventuelt kan sættes sammen med Crabb og Lasch.

Unge J.T. Brown har ikke den store erfaring og er lidt en lottokupon, men det fysiske spil er ikke en af hans forcer, og dette kan blive et problem for USA, som mangler noget offensiv muskelkraft.


SLOVAKIET

Slovakiet fik en opblomstring under OL i Vancouver, men siden da har det været småt med succesoplevelserne og sidste års VM på hjemmebane endte i en regulær fiasko. Slovakkerne har nogle kvalitetsspillere, men de er ikke kommet hjem fra Nordamerika og det betyder at truppen hovedsageligt består af spillere med base i Europa. Forventningerne er måske ikke så høje i år, men holdet er dog stærkt nok til, at man måske kan overraske schweizerne eller amerikanerne og stjæle en kvartfinaleplads.

VM 2011

Der var store forventninger til slovakkerne, som var på hjemmebane sidste år. Truppen så stærk ud på papiret, men holdet floppede og formåede kun at besejre Slovenien og Danmark. Man haltede videre fra den indledende gruppe, og tabte de to første kampe i mellemrunden, hvilket betød at Slovakiet var ude før den afsluttende kamp mod Danmark. Danskerne blev besejret 4-1 og efter kampen tog slovakkerne et tårevædet farvel med Pavol Demitra, som stoppede på landsholdet. Endnu mere tårevædet blev det så, da Demitra omkom ved det tragiske Yaroslavl-flytstyrt i september.

SLOVAKIET

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1632)

Målmænd: Peter Hamerlík, Julius Hudacek, Jan Laco.

Backs: Ivan Baranka, Zdeno Chara, Dominik Granak, Kristian Kudroc, Andrej Sekera, Michal Sersen, Tomas Starosta, René Vydareny.

Forwards: Milan Bartovic, Mario Bliznak, Marcel Hascak, Marcel Hossa, Marek Hovorka, Libor Hudacek, Tomas Kopecky, Michel Miklik, Juraj Mikus, Branko Radivojevic, Miroslav Satan, Rastislav Spirko, Tomas Surovy, Tomas Tatar.

MÅLMÆND

På målmandspositionen har Slovakiet to etablerede spillere i Hamerlík og Laco, samt en talentfuld herre i 23-årige Hudacek, som har spillet stærkt for Södertälje i Allsvenskan i denne sæson.

Hamerlík har været godt spillende i den tjekkiske liga, mens Laco har gjort det fint i KHL. Hudacek og Laco er begge VM-debutanter, mens Hamerlík har været med i truppen to gange før. Han er dog aldrig kommet i kamp, men det kommer han formentlig denne gang, hvor kan om starterrollen ser meget åben ud.

Umiddelbart ligner Hamerlík førstevalget, men kampene kan meget vel blive fordelt mellem de tre målmænd.

BACKS

Zdeno Chara er den største backstjerne på det slovakiske hold, og nok også ved VM generelt. Kæmpen fra Boston er fremragende både defensivt og offensivt, og hans tilstedeværelse giver Slovakiet store forhåbninger.

Buffalos Andrej Sekera mangler lidt fysik, men han er god offensivt og i det opbyggende spil, hvilket gør ham til en vigtig mand.

Ivan Baranka er en stærk allround-back, og det samme er Vydareny, som dog ikke er sikker på en plads på holdet.

Dominik Granak er teknisk stærk og god i pasningsspillet, hvor han kan blive en vigtig spiller. Granak har erfaring fra både den tjekkiske liga og Elitserien, og i de seneste år har han spillet stærkt i KHL.

Den store Kudroc er fysisk stærk og god defensivt.

Michal Sersen er god offensivt, og det bør sikre ham en plads på holdet, mens Starosta og Vydareny formentlig sidder på de yderste pladser.

FORWARDS

Offensivt ser det slovakiske hold ganske fornuftigt ud. Marcel Hossa er en af profilerne i KHL, hvor han har givet prøver på sin målfarlighed i de seneste sæsoner, og på landsholdet leverede han også en række fine præstationer for nogle år siden.

Den gode allrounder, Branko Radivojevic, har også spillet stærkt i KHL, og får formentlig også en fremtrædende rolle på landsholdet, som også har fået flere forstærkninger fra Nordamerika. Tomas Kopecky er kommet til efter en fornuftig sæson i Florida, og han er den største profil på det slovakiske hold. Det unge og tekniske vidunder Tomas Tatar er kommet til efter en fin sæson i AHL, og han skal nok blive spændende at følge ved VM.

Teknisk stærke er også Surovy og Mikus, som dog begge har en del vanskeligheder i det defensive spil. Rutinerede Miroslav Satan skal nok byde sig til som målscorer, ligesom han har gjort det flere gange før.

Bliznak er hårdtarbejdende og god i det defensive spil.

Milan Bartovic er en ganske pålidelig målscorer, hvilket han har bevist ved to af de tre VM-turneringer, han har deltaget i. I denne sæson har han huseret i den tjekkiske liga efter en skuffende halvsæson i KHL sidste år.

Hascak, Hovorka, Hudacek og Miklik skal nok ikke regne med den helt store spilletid, og vil formentlig skiftes til at sidde over.


SCHWEIZ

Efter en årrække, hvor schweizerne år efter år har bygget på og er blevet en fast bestanddel i toppen, skuffede holdet en smule sidste år, hvilket der skal rådes bod på denne gang. Schweiz har ikke de helt store profiler i truppen, og igen er det et godt kollektiv og en stærk og disciplineret defensiv, som skal bringe dem igennem turneringen.

VM 2011

Schweiz har ofte været en positive overraskelse ved VM, men i 2011 kørte det ikke rigtigt for de udvalgte fra alpelandet. Frankrig blev besejret med 1-0 efter overtid i den første kamp, og selvom schweizerne planmæssigt kom videre fra den indledende gruppe, så kom de aldrig for alvor ind i turneringen. De første to kampe i mellemrunden blev tabt, og så var man reelt ude før man besejrede USA med 5-3 i den sidste kamp.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1515)

Målmænd: Reto Berra, Lukas Flüeler, Tobias Stephan.

Backs: Goran Bezina, Severin Blindenbacher, Félicien Du Bois, Philippe Furrer, Robin Grossmann, Luca Sbisa, Mathias Seger, Mark Streit, Julien Vauclair, Patrick von Gunten.

Forwards: Andres Ambühl, Matthias Bieber, Damien Brunner, Denis Hollenstein, Michael Liniger, Thibaut Monnet, Simon Moser, Nino Niederreiter, Benny Plüss, Kevin Romy, Daniel Rubin, Ivo Rüthemann, Julien Sprunger, Morris Trachsler, Roman Wick.

MÅLMÆND

Tobias Stephan gjorde det fremragende ved VM sidste år, og efter en stærk sæson i den hjemlige liga ligner han igen førstevalget. Stephan er en stor målmand, og han har en meget rolig spillestil, hvilket gør, at han passer perfekt ind bag en schweizisk betondefensiv. Stephan har samtidig nogle fine reflekser, så alt i alt er han en meget komplet målmand.

Reto Berra og Lukas Flüeler fylder også begge godt i landskabet og stilmæssigt har schweizerne altså en målmandstrio, hvor alle målmænd spiller på samme måde. Berra og Flüeler har begge spillet fornuftigt i den hjemliga liga i denne sæson og kommer til at kæmpe om tjansen som førstereserve.

BACKS

Den schweiziske backkæde er ganske stærk, og det er også i defensiven, at holdets største profil skal findes. Islanders-kaptajnen Mark Streit er stærk i defensiven og samtidig har han det offensive aspekt med i hans spil, hvilket gør ham til en komplet back. Streit får en masse istid og bliver særligt vigtig for schweizernes powerplay.

Kroatisk-fødte Goran Bezina er ligeledes en komplet back og har et drøn af et slagskud. Bezina er en ledertype på sit klubhold og bliver det også på landsholdet, hvor han ligesom Streit er en nøglespiller både defensivt og offensivt.

Luca Sbisa er fysisk en mellemting mellem Streit og Bezina. Sbisa har spillet en fin sæson for Anaheim i NHL og han er ligeledes en god allround-back, som bliver en gevinst i begge ender af banen.

Et sikkert kort på holdet er også Streit-kopien Mathias Seger.

I den schweiziske bruttotrup er der 10 backs, hvilket betyder, at tre formentlig sies fra. Den defensivt stærke trio Julien Vauclair, Severin Blindenbacher og Phillippe Furrer kommer formentlig til at kæmpe om to pladser, mens Félicien Du Bois, Robin Grossmann og Patrick von Gunten skal kæmpe om den sidste plads.

FORWARDS

Offensivt er unge Nino Niederreiter formentlig det bedste kort schweizerne har. Niederreiter har endnu gennembruddet til gode hos New York Islanders, men potentialet er stort, og den 19-årige wing kan meget vel vise sig som både målscorer og oplægger ved VM.

Niederreiter kan muligvis blive sat i scene af rutinerede Michael Liniger, som i så fald vil få sin VM-debut i en alder af 32 år.

Topscoreren fra den schweiziske liga, Damien Brunner, er en offensiv force, hvilket han også viste ved VM for to år siden, hvor det blev til fem point i syv kampe. Brunner kunne meget vel komme til at spille sammen med centeren Kevin Romy, som har haft en stærk sæson i den schweiziske liga. Romy var tidligere end udpræget defensiv center, men i år har han fået langt flere offensive kvaliteter i sit spil og er nu en god to-vejsspiller.

Andres Ambühl og Ivo Rüthemann er begge nogle rutinerede arbejdsheste, som altid knokler for holdet. Ingen af de to er specielt store, men de udnytter al den fysik de har og mere til. Både Ambühl og Rüthemann kan desuden finde vej til nettet, hvilket de har vist ved tidligere VM-turneringer.

Store Julien Sprunger har scoret masser af mål i den hjemliga liga i denne sæson og schweizerne håber, at han kan bringe formen med sig til VM. Sprunger er fysisk stærk og svær at holde fra chancer. Det samme er Roman Wick, som sidste år havde et ophold hos Ottawa Senators og deres farmerklub, og Simon Moser har ligeledes en god styrke, hvilket tilsammen gør trioen vigtig i schweizernes fysiske spil.

Morris Trachsler er vigtig defensivt og i boxplay, og han bør også være sikret en plads på holdet, mens Hollenstein, Monnet, Plüss, Rubin og Bieber formentlig kæmper om de sidste pladser.


HVIDERUSLAND

Efter en række stabile VM-præstationer måtte Hviderusland sidste år en tur i nedrykningsspillet for at sikre overlevelsen i det fineste selskab. Det hviderussiske hold er bygget op omkring spillere fra KHL og den hjemliga liga, og har så få lidt stjernedrys fra Nordamerika i form af Mikhail Grabovski. Det vil være en kæmpe overraskelse hvis hviderusserne når kvartfinalen, og det samme vil det være, hvis de slutter sidst i gruppen, så en sjette- eller syvendeplads er nok det mest realistiske.

VM 2011

Hviderusland tabte deres to første kampe ved sidste års VM og var derfor ude i en knald eller fald-kamp mod Frankrig. Denne blev også tabt, og hviderusserne måtte dermed en tur i nedrykningsspillet, hvor de sikrede overlevelsen med en 7-1-sejr over Slovenien i den sidste kamp, efter sejr over Østrig og nederlag til Letland.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1674)

Målmænd: Vitali Koval, Andrei Mezin, Dmitri Milchakov.

Backs: Pavel Chernook, Vladimir Denisov, Oleg Goroshko, Ilya Kaznadey, Sergei Kolosov, Dmitri Korobov, Viktor Kostyuchyonok, Nikolai Stasenko.

Forwards: Sergei Drozd, Mikhail Grabovski, Alexander Kitarov, Konstantin Koltsov, Yevgeni Kovyrshin, Alexander Kulakov, Dmitri Meleshko, Andrei Mikhalyov, Alexander Pavlovich, Andrei Stas, Andrei Stepanov, Alexei Ugarov.

MÅLMÆND

Vitali Koval har haft en fremragende sæson i KHL og den store og rolige målmand ligner derfor førstevalget på landsholdet. Koval har været med ved VM tre gange og har også et OL på listen over meritter, og efter fire sæsoner i KHL er han en solid og dygtig goalie.

Andrei Mezin er en erfaren målmand med masser af VM-rutine på bagen. Mezin spiller til daglig i Dinamo Minsk i KHL, hvor han ikke har haft den bedste sæson, og som følge deraf er gledet mere og mere ud på bænken. Mezin er ikke nogen stor målmand, men er til gengæld reaktionsstærk og god til at bevæge sig i målet.

Dmitri Milchakov har haft en fremragende sæson i den hviderussiske liga, men her er niveauet noget lavere end i KHL, og han ser derfor ud til at ende som reserve ved VM. Milchakov har været med ved VM to gange før, hvor det dog ikke er blevet til spilletid.

BACKS

Backprofilerne på det hviderussiske hold er den rutinerede Viktor Kostyuchyonok, som er sikker i det defensive spil, samt den fysisk stærke trio som Stasenko, Korobov og Kolosov danner.

Kostyuchyonok har netop afsluttet sin femte sæson i KHL, hvor han er en stabil defensiv kraft på sit hold. Backen med det mundrette navn spiller sit syvende A-VM og har også været med til OL en enkelt gang.

Vladimir Denisov er defensivt stærk og har erfaring fra både KHL, AHL, den bedste schweiziske liga og flere internationale turneringer.

Fysisk stærke Nikolai Stasenko har haft en marginalrolle på sit KHL-mandskab, og kamptræningen kan således mangle. Stasenko har været med ved de seneste to VM-turneringer og ved OL i 2010.

Dmitri Korobov har med sin gode fysik sikret sig en plads på Dinamo Minsks hold i KHL i denne sæson, og han spillede et stærkt VM sidste år, hvor han også viste sine offensive kvaliteter. Offensiv er også Minsk-kollegaen Oleg Goroshko, som dog har haft svært ved at få spilletid i denne sæson. Goroshko er ikke nogen stor back, men han har en af de få puckflyttende backs på holdet.

Sergei Kolosov er vendt hjem til Hviderusland efter et mislykket ophold i Nordamerika, og her har han udført et solidt defensivt arbejde. Offensivt har han ikke produceret ret meget, og det er et generelt problem på det hviderussiske hold, at man mangler en god offensiv back.

Ilya Kaznadey kan muligvis bidrage med noget fremad banen og han kæmper med kæmpen Pavel Chernook om den sidste plads på holdet.

FORWARDS

Den største profil på det hviderussiske hold er Toronto-spilleren Mikhail Grabovski. Grabovski er en dygtig playmaker og han har været god til at komme hjem og spille VM, så han er også en vellidt spiller. Grabovski er en god spiller, men han har ofte svært ved at løfte resten af holdet, og dette er lidt problematisk.

Grabovski kan formentlig se frem til assistance fra Alexander Kulakov, som har spillet ganske solidt i KHL i denne sæson, samt den også solide og teknisk stærke Dmitri Meleshko. Flere af de hviderussiske forwards er rigtig gode teknisk og har samtidig en god portion erfaring, hvilket sammenholdt med det faktum, at de fleste af dem til dagligt er holdkammerater i Dinamo Minsk, bør være en klar fordel.

Andrei Stas og Andrei Mikhalyov er begge gode to-vejsspillere, og de bliver et vigtigt bindeled mellem forsvar og angreb. Sergei Drozd er teknisk dygtig, men her sin største force i det defensive arbejde, og han bliver en vigtig mand i undertalsspillet.

Andrei Stepanov har tidligere lavet mange point i den hjemlige liga, og han har taget evnen med sig til KHL i denne sæson. Stepanov noterede sig for fem point ved VM sidste år, og man håber på en gentagelse af dette, ligesom man også håber på point fra Yevgeni Kovyrshin.

De hurtige og teknisk stærke wings Koltsov og Ugarov har begge stor KHL-erfaring og særligt Ugarov har haft en pointmæssigt stærk sæson.

Pavlovich og Kitarov skal begge bidrage med deres fysik, som er en mangelvare blandt de hviderussiske forwards, mens der er en overflod af fysiske spillere på backlinjen.


FRANKRIG

Efter en årrække i B-gruppen i starten af dette årtusind har Frankrig formået at etablere sig som A-nation, og de er i år med ved A-VM for femte gang i træk. Franskmændene er hårdtarbejdende og defensivt stærke, og hvis de kan slutte som nummer seks eller højere i gruppen vil de være glade, mens en syvendeplads også vil være tilfredsstillende.

VM 2011

Frankrig har efterhånden lært at overleve i A-gruppen, og sidste år sikrede man sig overlevelse for fjerde år i træk. Frankrig kom videre fra den indledende gruppe med sejr over Hviderusland, men tabte så alle tre kampe i mellemrunden, hvilket betød, at de sluttede på en 12. plads.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1637)

Målmænd: Florian Hardy, Cristobal Huet, Fabrice Lhenry.

Backs: Baptiste Amar, Yohann Auvitu, Vincent Bachet, Nicolas Besch, Kevin Hecquefeuille, Antonin Manavian, Maxime Moisand, Alexandre Rouleau.

Forwards: Pierre-Édouard Bellemare, Charles Bertrand, Stéphane Da Costa, Teddy Da Costa, Julien Desrosiers, Damien Fleury, Robin Gaborit, Anthony Guttig, Brian Henderson, Loïc Lampérier, Laurent Meunier, Damien Raux, Antoine Roussel, Yorick Treille, Sacha Treille.

MÅLMÆND

Cristobal Huet husker mange nok for hans tid i NHL, og der er ingen tvivl om, at den rutinerede målmand er den største profil på det franske hold. Huet har spillet i Schweiz i de seneste par år, og denne sæson har været ganske succesrig for den tidligere Stanley Cup-vinder. Huet har en rolig stil og er meget positionsstærk, hvilket gør ham til en stærk målmand.

Fabrice Lhenry kender mange danskere fra hans tid i Esbjerg. Lhenry nærmer sig snart de 40 år, og karrieren er da også på vej i garagen. Den franske veteran har stor VM-rutine også selvom det som oftest har været som reserve. Lhenry har ikke leveret de helt store præstationer ved VM, og det er Huet, som er førstevalget.

Florian Hardy kæmper med Lhenry om backup-tjansen.

BACKS

Defensiven er meget vigtig for franskmændene og her er særligt den rutinerede Bachet en helt afgørende faktor. Bachet er meget sikker bagude, og det samme gælder den rutinerede Amar, som har spillet et hav af VM-turneringer.

Antonin Manavian skal bidrage med sin gode fysik, og hvor styrken tidligere udelukkende lå i defensiven, så har Manavian nu forbedret sig offensivt, hvilket kan gøre ham vigtig for holdets powerplay.

Nicolas Besch og Kevin Hecquefeuille er de mere offensive kort på den franske backlinje og de skal begge føre pucken fremad banen og være med i overtalsspillet. Besch har tidligere spillet i den næstbedste række i Sverige og Finland, men i år har han slået sine folder i den polske liga, hvor niveauet er noget tvivlsomt i forhold til at spille ved et VM. Besch har haft svært ved at overføre sine kvaliteter til VM de seneste år, mens Hecquefeuille, som er tidligere forward, har været en ganske vigtig faktor for Frankrig.

Yohann Auvitu kan både spille som back og forward, og han er en offensiv type, som dog hovedsalig har arbejdet hårdt defensivt i international sammenhæng. Odenses Maxime Moisand er ganske puck sikker, og laver sjældent fejl, men han lider til tider under sin manglende fysik. Moisand er dog stadig ung, og kan sagtens udvikle sig til en dygtig offensiv back.

Alexandre Rouleau har spillet solidt i den franske liga igennem flere år, hvilket kan give ham VM-debut.

FORWARDS

Offensivt er Bellemare en stor profil på holdet. 27-årige Bellemare, som er stærk i begge ender af isen, har netop spillet en stor sæson for Skellefteå i den svenske liga, hvor holdet nåede finalen. Bellemare har spillet i Sverige i de seneste seks sæsoner, og er en af de få spillere på landsholdet, som har international klasse.

Stéphane Da Costa fik debut for Ottawa i NHL i sidste sæson, og i år er det blevet til 22 kampe i verdens bedste ishockeyliga, samt en række optrædener i AHL, hvor han har vist sine offensive kvaliteter. Brormand Teddy er en af profilerne i den polske liga, men han må stille sig tilfreds med at levere en stor arbejdsindsats i landsholdstrøjen.

Julien Desrosiers er den måske bedste franskmand i den hjemlige liga, og han håber på at genfinde landsholdsniveauet fra 2008, hvor han lavede fem point ved A-VM.

De andre stærke kort er Laurent Meunier, Damien Fleury, Treille-brødrene og den unge Charles Bertrand, som har slået sit navn fast i den finske liga i denne sæson.

Rutinerede Meunier har lavet masser af point i DEL i denne sæson, og han er vigtig både offensivt og defensivt. Samtidig er han lederen på holdet.

Den hurtige og teknisk stærke Fleury har taget springet til Elitserien i denne sæson, hvor han har gjort en fin figur, mens de hårdtarbejdende og fysisk stærke Treille-brødre har slået deres folder i tjekkisk ishockey.

De resterende spillere har alle optrådt i den hjemlige liga, som niveaumæssigt ligger et stykke under de bedste ligaer i Europa. Niveauet i Frankrig er umiddelbart på højde med niveauet i den danske liga, men den store forskel er, at de franske spillere ikke spiller lige så stor en rolle i deres hjemliga turnering som danskerne gør det i AL Bank-ligaen.

Fysisk mangler de franske forwards en del, men de er alle villige til at arbejde hårdt, og på den baggrund klarer de sig ofte ganske fint. Antoine Roussel har vist stor vilje i AHL i denne sæson, hvor det dog også er blevet til en del udvisningsminutter.


KAZAKHSTAN

Efter en lille opblomstring for nogle år siden, har Kazahkstan i de seneste år haft det svært. Efter tre år i B-gruppen var man med ved VM i Tyskland i 2010, hvor man rykkede ned igen, men spillerne fra Borats hjemland er tilbage i A-gruppen efter en enkelt sæson i den næstbedste række. Hvis det lykkes kazakhstanerne at overleve, vil de være henrykte, men det kræver formentlig en sejr over Frankrig og måske også point mod Hviderusland.

VM 2011

Kazakhstan sikrede sig oprykning fra B-gruppen ved VM sidste år. Det lykkedes holdet at vinde alle fem kampe i gruppen, som blev spillet i Ukraine, og dermed rykkede man op med to points forspring ned til Storbritannien og fire point ned til værtslandet.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1837)

Målmænd: Alexei Ivanov, Vitali Kolesnik, Vitali Yeremeyev.

Backs: Yevgeni Fadeyev, Vladislav Kolesnikov, Andrei Korabeynikov, Alexei Litvinenko, Vitali Novopashin, Roman Savchenko, Denis Shemelin, Alexei Troshchinsky, Sergei Yakovenko.

Forwards: Yevgeni Bumagin, Dmitri Dudarev, Andrei Gavrilin, Vadim Krasnoslobodtsev, Fyodor Polischuk, Konstantin Pushkaryov, Konstantin Romanov, Yevgeni Rymarev, Konstantin Savenkov, Andrei Spiridonov, Roman Starchenko, Dmitri Upper, Alexei Vorontsov, Talgat Zhailauov.

MÅLMÆND

Den kazakhstanske målmandstrio består af tre rutinerede spillere, som alle spiller i KHL. 36-årige Yeremeyev var førstemålmand ved B-VM i fjor, og han starter formentlig også de fleste kampe i år efter en god sæson hos Barys Astana, hvor det er blevet til en imponerende redningsprocent på 92,5 over 39 KHL-kampe.

Ivanov og Kolesnik kommer formentlig til at kæmpe om reservetjansen.

BACKS

33-årige Vitali Novopashin og 38-årige Alexei Troshchinsky er de bedste kort på holdets backlinje. De to erfarne backs spiller regelmæssigt i KHL, hvor de begge er nogle solide allround-typer. Efter nogle års fravær vendte de begge tilbage på landsholdet ved B-VM sidste år, og drømmen om nogle succeser med landsholdet ser ud til at være blevet vakt med alderen. Troshchinsky var med på holdet ved OL i 1998.

Fadeyev, Litvinenko og Savchenko spiller også i KHL, hvilket vidner om et vist kvalitetsniveau, men i international sammenhæng er de fortsat langt fra toppen. De resterende backs spiller enten i den næstbedste række i Rusland eller i den hjemlige liga, og her er niveauet noget under det man finder i KHL.

Yakovenko er fysisk stærk og god offensivt, hvilket gør ham til en vigtig mand i overtalsspillet, hvor Kazakhstan gerne skal være godt kørende. Hovedparten af backerne er solide allround-typer, som mangler lidt fysik, og derfor kan store og fysisk stærke Litvinenko også blive værdifuld.

FORWARDS

Nik Antropov fra Winnipeg Jets er den største stjernei kazakhstansk ishockey, som han ikke har optrådt for siden OL i 2006. Antropov har en VM-turnering fra 1998 på cv’et, men ellers er kræfterne blevet koncentreret omkring NHL-karrieren, og heller ikke denne gang har han haft lyst til at spille med på landsholdet.

36-årige Dmitri Dudarev er også en god to-vejsspiller, som samtidig ved, hvor målet står, og det samme gør sig gældende for Dmitri Upper, Fyodor Polischuk, Andrei Gavrilin, Roman Starchenko, Talgat Zhailauov og Vadim Krasnoslobodtsev.

Konstantin Savenkov, Konstantin Pushkaryov, Yevgeni Bumagin og Yevgeni Rymarev er alle gode teknisk, men mangler en del fysisk, og dette kan blive et problem, når man skal op imod en række stærke hold.

Alexei Vorontsov og Andrei Spiridonov har begge noget fysik at bidrage med, og det kan sikre dem en plads på holdet, når den endelige udvælgelse foretages. Konstantin Romanov er en god allround-spiller, som kan benyttes både som center og som wing.



GRUPPE B

I Stockholm-gruppen venter der os formentlig et topbrag mellem Sverige og Rusland om gruppens førsteplads. Tjekkiet er outsideren i toppen. Derudover er der fire hold, som på papiret har næsten lige gode chancer for at tage den sidste plads i kvartfinalen. Tyskland må hovedsageligt klare sig med spillere fra den hjemlige liga, Letland og Norge har flere spillere fra de bedste ligaer i Europa, mens Danmark har fået nogle kærkomne forstærkninger hjem fra NHL. Italien levnes ikke de store chancer, og får nok svært ved at få skrabet point nok sammen til at overleve.

Bud på stilling:

1. Sverige

2. Rusland

3. Tjekkiet

4. Danmark

5. Norge

6. Letland

7. Tyskland

8. Italien

Kampprogram:

http://www.iihf.com/channels-12/iihf-world-championship-wc12/home/tournament-info/game-schedule.html


SVERIGE

Der er store forventninger til svenskerne ved dette VM, hvor de er på hjemmebane igennem en stor del af turneringen og kommer med et stærkt hold. Traditionelt set starter Sverige ofte lidt svagt ud, men bliver så bedre og bedre i løbet af turneringen. Med det nye format er svenskerne tvunget til at være oppe på mærkerne fra start og den samme betydning får hjemmebanefordelen, så det skal blive spændende at se, om Sverige kan toppe igennem en hel turnering. Mange profiler er kommet hjem, og det gør svenskerne til en af topfavoritterne.

VM 2011

På papiret så svenskernes hold ikke vanvittigt stærkt ud sidste år, men ved et forholdsvist tyndt besat VM, formåede Sverige at spille sig i finalen, hvor de dog tabte til Finland. Svenskerne åbnede med et chok, da de tabte til naboerne fra Norge, men holdet fandt efterhånden rytmen og gik solidt igennem turneringen. Tyskland blev besejret i kvartfinalen og Tjekkiet i semien, før svenskernes defensiv blev pillet ned af finnerne.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=582)

Målmænd: Jhonas Enroth, Viktor Fasth.

Backs: Mattias Ekholm, Jonathan Ericsson, Jonas Frögren, Victor Hedman, Niklas Hjalmarsson, Staffan Kronwall, Niklas Kronwall.

Forwards: Loui Eriksson, Johan Franzén, Marcus Krüger, Gabriel Landeskog, Joel Lundqvist, Linus Omark, Niklas Persson, Fredrik Pettersson, Jakob Silfverberg, Viktor Stålberg, Henrik Zetterberg.

MÅLMÆND

I målet har Sverige en duo bestående af Enroth og Fast. Enroth har haft en fin sæson som backup for Ryan Miller i Buffalo, mens Fasth har været det klare førstevalg hos AIK i Elitserien. Typemæssigt er de to målmænd stort set identiske. Ingen af dem fylder specielt meget i målet, men de er begge utroligt hurtige og reaktionsstærke.

Enroth bliver matchet hårdest til dagligt, men Fasth har været fremragende i Elitserien og stod sublimt ved VM sidste år (blev kåret som MVP; turneringens mest værdifulde spiller), så der kan ikke udpeges noget sikkert førstevalg. Som udgangspunkt kunne Fasth må være et mulehår foran Enroth i kampen om spilletid, men det er svært at gisne om.

BACKS

Defensivt stiller svenskerne med en række kompetente folk. Niklas Kronwall fra Detroit er en fremragende allround-back og selvom han er noget mindre end sin lillebror Staffan, så er han fantastisk i det fysiske spil.

Store Staffan Kronwall har mange af de samme kvaliteter som sin storebror, men er dog en mere udpræget defensiv type end Niklas, som er stærk både offensivt og defensivt.

Jonathan Ericsson og Niklas Hjalmarsson er begge fysisk stærke og gode defensivt. Deres pasningsspil er samtidig ganske veludviklet og de kan således også være med i det opbyggende spil. Særligt Hjalmarsson er god til at sætte gode og rene tacklinger og tilrager sig derfor ikke ret mange udvisningsminutter, hvilket også er en kvalitet.

Jonas Frögren er en udpræget defensiv back og lavede ikke et eneste point i denne sæson på trods af en nøglerolle på Färjestads mandskab. De defensive egenskaber kan der dog ikke stilles spørgsmålstegn ved.

VM-debutanten Mattias Ekholm er en god allround-back, mens Tampa Bays Victor Hedman er et af de største backtalenter i verden. Hedman mestrer alle spillets facetter og er både fysisk stærk og i besiddelse af et godt skøjteløb. Hedman bliver formentlig en profil i det svenske powerplay.

FORWARDS

Offensivt har svenskerne nydt godt af Detroits og Chicagos exit fra NHL-slutspillet, da det har betydet, at Sverige har flere stærke forwards til rådighed.

Henrik Zetterberg er det største navn blandt de svenske forwards, og med sine store evner bliver han en af de toneangivende spillere ved dette mesterskab. Zetterberg er en fremragende to-vejsspiller, og selvom han ikke har haft sin bedste sæson rent pointmæssigt, så er han en af topscorerkandidaterne ved VM.

Johan Franzén og Viktor Stålberg er fysisk stærke og samtidig ved begge spillere, hvor målet står. Franzén brød igennem forholdsvist sent, men det har betydet, at han på trods af sine 32 år bare bliver bedre og bedre for hver sæson. Stålberg er også slået igennem forholdsvist sent og har først fået sit endelige gennembrud i løbet af det seneste år.

Loui Eriksson fra Dallas er en stærk to-vejswing, og det samme gør sig gældende for stortalentet Gabriel Landeskog, som gjorde et fremragende indhop i NHL i denne sæson. Marcus Krüger og Linus Omark er begge teknisk stærke, hvilket særligt kan komme svenskerne til gavn i powerplay.

Jakob Silfverberg har haft en stor sæson i Brynäs, som han vandt mesterskabet med. Silfverberg lavede mere end et point pr. kamp, og blev kåret til MVP i Elitserien. Efter at have hjemført mesterskabet med Brynäs smuttede han tilbage til Ottawa, hvor han har været udlejet fra, og han nåede at spille to kampe i NHL-slutspillet. Silfverberg er en god to-vejsspiller med særligt store kvaliteter offensivt, og han kan stråle ved VM, hvis han eksempelvis kommer til at spille i kæde med Zetterberg.

Joel Lundqvist og Fredrik Pettersson fra Frölunda er begge aggressive og hårdtarbejde, og de vil formentlig indgå i en checking-line med Niklas Persson, som til daglig spiller i KHL.


RUSLAND

Russerne skal have vasket skuffelsen fra sidste år af sig. Holdet sluttede uden for medaljerækkende i Slovakiet, og spillet blev aldrig prangende. Malkin og Datsyuk, som er to af landets største profiler, er med denne gang og man håber på, at deres tilstedeværelse kan sikre russisk guld. Russernes selvopfattelse gør, at alt andet end guld vil være en skuffelse, og holdet er da også en del af det stærke favoritfelt.

VM 2011

Efter at have taget medaljer ved fire VM-slutrunder i træk, måtte russerne sidste år nøjes med en fjerdeplads. Allerede i den indledende gruppe løb bjørnen ind i den første store skuffelse, da man tabte med 0-2 til Tyskland i åbningskampen. I den første kamp i mellemrunden var russerne ikke uheldige med at besejre Danmark med 4-3, og efterfølgende tabte man til både Tjekkiet og Finland. Rusland formåede at sende Canada ud i kvartfinalen, men holdet spillede skidt og tabte fortjent til Finland i semifinalen og til Tjekkiet i bronzekampen.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1649)

Målmænd: Mikhail Biryukov, Sergei Denisov, Semyon Varlamov.

Backs: Denis Bodrov, Alexei Emelin, Dmitri Kalinin, Konstantin Korneyev, Nikita Nikitin, Ilya Nikulin.

Forwards: Anton Burdasov, Alexander Burmistrov, Pavel Datsyuk, Yevgeni Ketov, Nikolai Kulemin, Yevgeni Kuznetsov, Evgeni Malkin, Sergei Shirokov, Alexander Svitov, Vladimir Tarasenko, Danis Zaripov, Nikolai Zherdev.

MÅLMÆND

Semyon Varlamov har haft en fin sæson hos Colorado i NHL, og han er klar til at storspille i det russiske mål, som han gjorde det ved VM i 2010, hvor han var fænomenal. Varlamov er det sikre førstevalg og med hans gode størrelse og rolige stil, er risikoen for at han flopper ikke så stor, da han kender mange af modstadernes profiler fra din dagligdag i NHL.

Biryukov har haft en god sæson i KHL og han er det klare andetvalg, mens unge Denisov, som langt fra er nogen profil i hjemlandet, ikke skal forvente at få spilletid.

BACKS

Den russiske backlinje består af en række spillere, som har bevist deres værd ved tidligere VM-turneringer, samt nogle nye og spændende tilføjelser.

Den store Ilya Nikulin er en af profilerne i KHL og han er stærk både i det fysiske spil og fremad banen. Det samme kan siges om Alexei Emelin, som har fået sin NHL-debut i denne sæson. Emelin er en skøjtestærk spiller, som har store kvaliteter i både det fysiske og det offensive spil.

Dmitri Kalinin har lavet mange point i KHL i denne sæson, og han er også kendt for de fysiske og offensive kvaliteter. Kalinin er dog også ganske solid bagude og har ligesom Nikulin stor international erfaring.

Nikita Nikitin har fået sit NHL-gennembrud i denne sæson, hvor den skøjtestærke back har været vigtig for Columbus. Nikitin er en rimeligt stor back, men det fysiske spil er ikke en af hans største forcer. Det er til gengæld de offensive kvaliteter og det sikre spil bagude.

Korneyev er den mindste back på det russiske hold og han er også en offensiv type, mens Denis Bodrov er mere allround. Russerne kunne måske godt bruge en udpræget defensiv back, men omvendt må holdet forventes at være meget i puckbesiddelse, hvilket berettiger de offensive typer til en plads på holdet. Samtidig mestrer alle backerne også spillet i egen zone, om end de er bedre med pucken end uden.

FORWARDS

Offensivt har Rusland en af verdens absolut bedste spillere i Evgeni Malkin og det lykkedes Pittsburgh-stjernen at få lokket Pavel Datsyuk med sig hjem fra NHL efter at deres respektive klubber blev slået ud af slutspillet i første runde.

Malkin har vist sine store kvaliteter i denne sæson, hvor han blev topscorer i NHL. De offensive styrker kan der på ingen måde stilles spørgsmålstegn ved, og Malkin har meget få svagheder i sit spil. Til tider falder han måske lidt ud af kampene, og nogle gange vil han lidt for meget på egen hånd, men alt i alt er han fantastisk og den største profil ved dette VM.

Datsyuk er en fantastisk to-vejsspiller, som russerne nok skal få kæmpe gavn af. Datsyuk er en af de vigtigste spillere i NHL, og dette bliver han også på landsholdet.

De unge talenter Alexander Burmistrov, Yevgeni Kuznetsov og Vladimir Tarasenko besidder alle et kæmpe offensivt potentiale og de kan meget vel blive noteret for en del point ved dette VM. Det fysiske og defensive spil trænger endnu til et løft, men her er både Nikolai Kulemin og Alexander Svitov til gengæld meget stærke, og de kan altså blive en god støtte for de unge talenter, ligesom Datsyuk også kan det.

20-årige Anton Burdasov og 26-årige Yevgeni Ketov er ganske habile både offensivt og defensivt, mens Shirokov, Zaripov og Zherdev alle er teknisk stærke og har deres styrker offensivt.


TJEKKIET

Det tjekkiske hold består af en god blanding af spillere fra de europæiske ligaer og fra NHL. Holdet lider dog to afsavn i forhold til de seneste år, og VM spilles på sin vis i tragediens skygge for tjekkerne efter at Karel Rachunek og Jan Marek, som begge har været en fast del af holdet, omkom i det tragiske flystyrt i efteråret. Tjekkiet er ikke en af de allerstørste favoritter denne gang, men holdet befinder sig ofte godt i en outsiderrolle, og kan meget vel overraske positivt.

VM 2011

Tjekkerne skulle sidste år forsøge at forsvare guldet fra VM i Tyskland, og holdet startede planmæssigt ud med tre sejre i den indledende gruppe. I mellemrunden blev det til yderligere tre sejre og holdet var dermed videre til kvartfinalen med maksimumpoint. I kvarten blev USA besejret sikkert, men i semifinalen løb man ind i problemer mod svenskerne. Tjekkerne tabte med 2-5, men rejste sig i bronzekampen, hvor Rusland blev nedlagt med 7-4.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1602)

Målmænd: Jakub Kovar, Tomas Pöpperle, Jakub Stepanek.

Backs: Miroslav Blatak, Petr Caslava, Jakub Kindl, Lukas Krajicek, Zdenek Kutlak, Tomas Mojzis, Jakub Nakladal, Ondrej Nemec.

Forwards: Michael Frolik, Ales Hemsky, Lukas Kaspar, Petr Koukal, Jan Kovar, David Krejci, Milan Michalek, Petr Nedved, Jiri Novotny, Jakub Petruzalek, Tomas Plekanec, Petr Prucha, Petr Tenkrat, Jiri Tlusty, Tomas Vincour, Michal Vondrka.

MÅLMÆND

Tjekkiet virker ikke superstærkt dækket ind på målmandsposten. De tre målmænd har ganske vist alle gode stats med sig fra deres klubhold, men i VM-sammenhæng har ingen af dem hidtil leveret de helt store resultater. Kovar og Pöpperle har tidligere været med uden at komme i kamp, mens Stepanek har seks VM-optrædener på cv’et.

Stepanek spiller til daglig i KHL og den reaktionsstærke målmand bliver formentlig det tjekkiske førstevalg, mens Kovar og Pöpperle fra den hjemlige liga må kæmpe om tjansen som førstereserve.

Tjekkiet har tidligere haft problemer på målmandsposten, og de havde nok gerne set eksempelvis Ondrej Pavelec fra Winnipeg i VM-truppen, da han niveaumæssigt ligger lidt over den trio, som er udtaget.

BACKS

Den tjekkiske backlinje har en del gengangere fra de seneste VM-turneringer, men er også blevet forstærket af Detroits Jakub Kindl, hvilket alt i alt giver tjekkerne en fornuftig defensiv.

Kindl er en god allround-back og han får sin debut på seniorlandsholdet ved dette VM. Kindl har bidt sig mere og mere fast på Detroits hold i de seneste sæsoner, og vil blive en vigtig spiller for Tjekkiet.

Caslava er også en erfaren allrounder, som hovedsageligt har demonstreret sine defensive kvaliteter i de seneste år. Caslava er med ved VM for sjette år i træk, hvilket der ikke er nogen af de andre på holdet, som kan prale med.

Lukas Krajicek er fysisk stærk og sikker i defensiven, og det samme kan siges om Zdenek Kutlak, som til daglig spiller i schweizisk ishockey. Mojzis og Nemec er de mest offensive typer på holdet, og de skal gerne løfte deres niveau en smule i forhold til, hvad de har vist de seneste år, for at få tjekkernes opbyggende spil og powerplayet til at fungere.

Miroslav Blatak har stor international erfaring og kan bidrage både offensivt og defensivt, mens allrounderen Nakladal måske får VM-debut efter en fin debutsæson i KHL.

FORWARDS

Offensivt er der godt med potentiale på det tjekkiske hold, som har fået flere unge NHL-spillere hjem til VM. Bostons David Krejci er en god playmaker, og han gjorde en god figur ved OL for to år siden, hvilket man håber på, at han kan gentage.

Krejci er pænt med i begge ender af banen og god til at sætte sine holdkammerater op, hvilket eksempelvis Edmontons Ales Hemsky kan komme til at nyde godt af. Hemsky har revanche til gode efter en skidt sæson i NHL, og han har tidligere vist styrken på landsholdet.

Ottawas Milan Michalek er for alvor blomstret op i denne sæson, hvor han scorede hele 35 gange i NHL-grundspillet. Michalek er et energibundt, som arbejder hårdt i begge ender, og med hans målfarlighed er han er stor forstærkning for det tjekkiske hold.

Den teknisk stærke Petr Prucha er en af dem som skal score målene for Tjekkiet. Prucha har tidligere spillet nogle sæsoner i NHL, og han har gjort en fin figur i KHL i denne sæson. Sidste år blev det til tre mål ved VM, og dette håber Prucha på at kunne overgå i år, hvor han muligvis bliver sat sammen med Krejci.

Tjekkiet har også nogle gode kort i Michael Frolik og Jiri Tlusty, samt unge Tomas Vincour. Trioen er kommet hjem fra NHL, hvor særligt Tlusty har fået sit gennembrud i denne sæson.

Rutinerede Petr Nedved har haft en fremragende sæson i den hjemlige liga, og han kan få sin VM-debut i en alder af 40 år. Nedved har genfundet den målfarlighed, som han viste tidligt i karrieren, og hans fysik er ganske god, hvilket ellers er en mangelvare blandt de tjekkiske forwards.

Der er heller ikke en overflod af målscorere på det tjekkiske hold, men til gengæld en del gode playmakere. Montreals Tomas Plekanec er en fremragende center, og han kan meget vel blive brugt til at sætte nogle af Tjekkiets KHL-profiler i scene. Plekanec kunne meget vel få spillere som Kaspar og Petruzalek til at stråle, men han kan selvfølgelig også blive sat i kæde med eksempelvis Hemsky eller Prucha.

Koukal, Tenkrat og Vondrka, samt unge Kovar har alle gjort det godt i den tjekkiske liga i denne sæson, hvilket kan bane vejen for noget istid på den internationale scene.

Jiri Novotny fra KHL-klubben Barys Astana tilhører den store gruppe af kreative playmakere, men han burde kunne tage en plads på holdet, da han også besidder mere fysik end de fleste andre forwards på holdet.


DANMARK

Danmark kommer til VM med det måske stærkeste hold nogensinde, og holdets erklærede mål er en plads i kvartfinalen. Det danske hold har stort set altid overrasket positivt ved VM, men denne gang ligger der på forhånd et forventningspres på spillerne, og det skal blive spændende at se, om det påvirker holdet positivt eller negativt. Hovedparten af spillerne spiller til dagligt i udlandet, og de fleste af danskerne har været toneangivende på deres klubhold.

VM 2011

Stik imod forventningerne formåede Danmark endnu engang at holde sig uden for fare, da holdet sidste år deltog ved VM. Truppen bestod hovedsageligt af spillere fra den hjemlige liga, men holdet formåede alligevel at overraske positivt. Danskerne kom videre fra den indledende gruppe med sejren over Letland og i mellemrunden var man tæt på sensationen mod Rusland. Løverne tabte til den russiske bjørn, men rejste sig mod Tyskland, før man sluttede af med et nederlag til værterne fra Slovakiet.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1628)

Målmænd: Frederik Andersen, Patrick Galbraith, Simon Nielsen.

Backs: Mads Bødker, Michael Eskesen, Philip Hersby, Jesper B. Jensen, Kasper Jensen, Philip Larsen, Stefan Lassen, Daniel Nielsen.

Forwards: Mads Christensen, Lars Eller, Morten Green, Jannik Hansen, Nichlas Hardt, Julian Jakobsen, Jesper Jensen, Nicklas Jensen, Kim Lykkeskov, Morten Madsen, Bjarke Møller, Frans Nielsen, Morten Poulsen, Kirill Starkov, Frederik Storm.

MÅLMÆND

Årets danske målmandstrio er den stærkeste nogensinde. Frederik Andersen har taget springet til Elitserien, og han har gjort det med manér. Anderson har slået Henrik Lundqvists klubrekord for shutouts og stod i grundspillet med en redningsprocent på over 94. Andersen spillede stærkt ved VM sidste år, og han er holdets vigtigste spiller.

Patrick Galbraith og Simon Nielsen, som begge har tilbragt hovedparten af sæsonen i Finland, må deles om reservetjansen og får nok noget istid mod en af de store nationer, mens Andersen starter i de vigtigste kampe.

BACKS

Danmark kan ikke forventes at blive spilstyrende i ret mange af kampene, og de danske backers rolle ligger derfor hovedsageligt i defensiven. Dette er holdet dog godt rustet til, for alle spillere formår at spille sikkert bagude, hvilket sidste års VM også viste. Fysikken på backlinjen er ikke prangende, og det kan blive et problem mod nogle af de allerbedste hold, men i de fleste kampe vil arbejdsraseriet og evnen til at bruge hovedet kunne kompensere.

Daniel Nielsen og Philip Larsen er de stærkeste backer på holdet, og disse to er også de bedste offensive kort. Begge spillere vil få en nøglerolle i overtalsspillet, og særligt Daniel Nielsen vil nok generelt få masser af minutter på isen.

Unge Jesper B. Jensen debuterede med bravour sidste år, og han har fået stort ansvar hos Rögle i Allsvenskan i denne sæson. Stefan Lassen, som er med ved sit femte VM, er holdets mest fysiske back og ligeledes en af de mest rutinerede, og han får en nøglerolle i defensiven overfor nogle af modstandernes største profiler, samt i undertalsspillet.

Lille Mads Bødker har allerede spillet seks VM-turneringer, og han er definitionen på arbejdsomhed både offensivt og defensivt, hvilket gør, at han fint kompenserer for sin manglende fysik selv over for stærke forwards.

Philip Hersby, Michael Eskesen og Kasper Jensen kommer til at kæmpe om den sidste plads i startformationen. Hersby og Eskesen har begge spillet finaler med Odense, og kan meget vel være foran Jensen, som ikke har haft nogen drømmesæson i det svenske.

FORWARDS

På forwardsiden er Danmark stærkere end nogensinde før. Frans Nielsen, Lars Eller og Jannik Hansen er kommet hjem fra deres NHL-klubber og de bliver alle toneangivende både fremad banen og i det defensive arbejde. NHL-profilerne bliver afgørende i powerplay, men de styrker også Danmarks boxplay, hvor Nielsen og Hansen får masser af minutter til daglig.

Den danske offensiv er dog langt mere end NHL-trioen. Mads Christensen fik sit store VM-gennembrud sidste år og hans gode teknik er væsentlig. Nichlas Hardt viste målfarligheden ved VM sidste år, og den har han taget med sig til Jokerit i Finland, hvor han var en vigtig spiller i denne sæson. Kirill Starkov har haft en skidt sæson, men hvis han sættes sammen med en stærk center, så kan han blive ganske giftig.

Julian Jakobsen og Morten Green kan begge bruges i powerplay, og det er meget muligt at de her bliver placeret ved blå linje, så de kan udnytte deres gode playmakerevner.

De øvrige danske forwards får alle lov at arbejde hårdt og skal hovedsagelig fokusere på deres defensive pligter, hvilket de har vist sig ganske kompetente til i de seneste år, selvom de oftest har mere offensive roller på deres klubhold.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at Mikkel Bødker (NHL-slutspil med Phoenix Coyotes) og Nicklas Jensen (Vancouver Canucks/Chicago Wolves) kommer til, men hvis de gør, så vil de formentlig tage pladserne fra Bjarke Møller og Frederik Storm.


NORGE

Det norske ishockeylandshold har oplevet en række succeser i de seneste år, og er således sluttet i top 10 i tre af de seneste fire VM-turneringer. Holdet har taget et godt skridt frem på verdensranglisten og de vil helt sikkert kæmpe med om en kvartfinaleplads. Nordmændene kan måske godt leve med at slutte som femmer i den indledende gruppe, men de går helt sikkert efter en plads i blandt de bedste fire, så man igen kan få lov at spille kvartfinale.

VM 2011

Kurven for norsk ishockey har været opadgående i de seneste år. Holdet fik en forrygende start på sidste års VM med sejren over Sverige, og kom sikkert videre til mellemrunden, hvor de besejrede Schweiz og Frankrig, og samtidig drillede canadierne. I kvartfinalen mødte Norge dog deres overmænd i Finland, som vandt med 4-1.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1612)

Målmænd: Pål Grotnes, Lars Haugen, Lars Volden.

Backs: Alexander Bonsaksen, Jonas Holøs, Juha Kaunismäki, Lars Løkken Østli, Henrik Solberg, Ole-Kristian Tollefsen, Mats Trygg.

Forwards: Morten Ask, Anders Bastiansen, Kristian Forsberg, Mads Hansen, Marius Holtet, Tommy Kristiansen, Martin Laumann Ylven, Andreas Martinsen, Mathis Olimb, Ken Andre Olimb, Mats Rosseli Olsen, Martin Røymark, Per-Åge Skrøder, Lars Erik Spets, Patrick Thoresen.

MÅLMÆND

Norge er ikke superstærke på målmandsposten, hvor rutinerede Pål Grotnes i mange år har været førstevalget. Grotnes har udført et solidt stykke arbejde, men han er ofte blevet reddet af sit forsvar.

Ved VM sidste år overtog Lars Haugen starterrollen, og den udfyldte han til perfektion med en række imponerende præstationer. Haugen har i denne sæson forladt den norske liga til fordel for russisk og hviderussisk ishockey, og det skal blive spændende at se, om han kan leve op til sidste års standarder. Haugen er rimeligt hurtig, hvilket hans manglende størrelse tvinger ham til at være.

19-årige Lars Volden er med for at samle erfaring og han kan meget vel blive en fremtidig profil på det norske landshold. Volden har taget springet til finsk ishockey i en tidlig alder, og kan sagtens udvikle sig til en europæisk topmålmand igennem den finske målmandsskole. Han skal dog ikke forvente ret meget spilletid ved dette VM.

BACKS

Norge har en rimeligt stærk backlinje med flere spillere fra den svenske Elitserie. Holøs og Tollefsen har begge været på eventyr i Nordamerika, men er vendt tilbage til Europa, hvor de i dag henter lønnen i Elitserien. Tollefsen er fysisk stærk og god i det defensive spil, mens den stærke allround-back Holøs forventes at kunne bidrage offensivt.

Lars Løkken Østli og Mats Trygg er begge bedst i det fremadrettede spil, og kommer ligesom Holøs til at spille en vigtig rolle i Norges powerplay.

Den noget brutale Kaunismäki tackler godt og er en god leder på isen, og selvom han til tider tager lidt for mange udvisninger, så er han en gevinst for landsholdet, da han er en af forgangsmændene bag den fight som Norge skal lægge for dagen.

Henrik Solberg har en god fysik, mens Alexander Bonsaksen er en god allround-back, som sjældent laver fejl, hvilket er ganske vigtigt, da hold som Norge netop lever på at minimere antallet af personlige fejl.

FORWARDS

Offensivt har Norge flere store profiler. Per-Åge Skrøder har en lang og glorværdig karriere i Elitserien bag sig. Den altid hårdtarbejdende Skrøder har scoret et hav af mål for særligt HV71 og MODO, og han var i denne sæson topscorer blandt udlændingene i Elitserien. Skrøder spiller en nøglerolle på landsholdet, men det samme gør Patrick Thoresen, som til daglig spiller i KHL.

Thoresen minder typemæssigt meget om Skrøder. Han arbejder altid for sagen, og har samtidig en god teknik og målfarlighed.

På centerpositionen har Norge en profil i den offensivt stærke Mathis Olimb fra Frölunda, som viste sine playmakerevner med hele otte assists ved VM sidste år. Mathis’ lillebror, Ken Andre Olimb, har mange af de samme kvaliteter, men er endnu ikke helt så langt fremme i sin udvikling, hvilket betyder, at han endnu ikke er helt så toneangivende. Ken Andre Olimb havde dog et godt VM sidste år, hvor det blev til tre scoringer.

Morten Ask, Anders Bastiansen, Kristian Forsberg og Mads Hansen er alle godt rustet fysisk og leverer et uvurderligt defensivt arbejde. Tommy Kristiansen og Martin Laumann Ylven er begge utroligt stærke i det fysiske spil, og kan begge levere nogle gode tacklinger, hvilket også gør sig gældende for talentfulde Andreas Martinsen.

Marius Holtet, Mats Rosseli Olsen, Martin Røymark og Lars Erik Spets er alle dygtige offensivt og kommer formenligt til at levere pænt med point ved VM, ligesom de har gjort det på deres klubhold i den forgangne sæson.


LETLAND

Letland har været en del af sub-toppen i mange år, og med KHL’s indtog er det lettiske hold kun blevet bedre. Den gyldne generation, som prægede NHL og landsholdet i en årrække er væk, men med en stribe af talentfulde unge spillere, kan en ny være på vej. Nedrykning bør ikke være et tema for letterne i år, hvor de formentlig vil være med i kampen om en plads i kvartfinalen.

VM 2011

Letland formåede heldigvis ikke at spille sig videre fra den indledende gruppe sidste år, og det gjorde de ikke, fordi de tabte med 2-3 til Danmark i et straffeslagsdrama, hvor kun vinderen ville gå videre. Forinden havde letterne dog taget point fra Finland, og de overlevede også i A-gruppen med sejre over Hviderusland og Østrig, selvom holdet noget overraskende tabte med 2-5 til Slovenien i den første kamp i nedrykningsspillet.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1643)

Målmænd: Maris Jucers, Edgars Masalskis, Ervins Mustukovs, Martins Raitums.

Backs: Janis Andersons, Oskars Bartulis, Oskars Cibulskis, Guntis Galvins, Aleksandrs Jerofejevs, Rodrigo Lavins, Georgijs Pujacs, Krisjanis Redlihs, Kristaps Sotnieks, Atvars Tribuncovs.

Forwards: Girts Ankipans, Armands Berzins, Roberts Bukarts, Martins Cipulis, Kaspars Daugavins, Andris Dzerins, Miks Indrasis, Koba Jass, Roberts Jekimovs, Ronalds Kenins, Gints Meija, Mikelis Redlihs, Kaspars Saulietis, Aleksejs Sirokovs, Janis Sprukts, Juris Stals.

MÅLMÆND

Letterne kommer med en dygtig målmand i den lille, men reaktionsstærke Masalskis, som til daglig spiller i KHL. Masalskis har været førstevalget ved de seneste fem VM-turneringer, hvor han har gjort en god figur, og han skal nok ramme niveauet igen.

Jucers har gjort det fint i KHL i denne sæson, men han er i hård kamp om reservetjansen med Raitums, som har fantastiske stats med sig fra den dog noget svagere kazakhstanske liga. Mustukovs kender vi fra den danske liga, hvor han har storspillet i Odense-målet, men han skal nok ikke forvente spilletid ved VM.

BACKS

Letland har udtaget en stor bruttotrup og skal formentlig have siet mindst fire backer fra før VM. Dette bliver ikke nogen let opgave, for der er en del gode backs at vælge imellem.

Bartulis, som er tilknyttet NHL-klubben Philadelphia Flyers, har fået lov at rejse til VM, og han er en god allrounder, som kan få vigtig indflydelse i begge ender af banen.

Hovedparten af letterne spiller i KHL, hvor de bliver matchet godt, og disse spillere bør have en lille fordel i forhold til spillerne fra de lidt mindre ligaer. Krisjanis Redlihs er en god allrounder og har gode chancer for en plads i truppen. Det samme har Pujacs, som er stærk både defensivt og offensivt.

Den erfarne Lavins kan blive en af dem som strækker et kort strå, fordi eksempelvis Galvins er bedre fysisk og stærk i begge ender af banen.

Andersons og Tribuncovs kan også risikere at måtte se VM i fjernsynet.

Cibulskis, Jerofejevs og Sotnieks er alle gode allroundere, og ville være sikre startere på det fleste af de mindre hold. Konkurrencen er dog hård på Letlands hold, hvor de fleste af backerne niveaumæssigt er på højde med hinanden, og de kan derfor ikke alle få lige meget spilletid.

FORWARDS

Offensivt er talentmassen i lettisk ishockey også stor, og kun en tredjedel af angriberne i bruttotruppen er over 25 år. Der skal formentlig sorteres syv mand fra, og heller ikke offensivt bliver det nogen nem opgave at uddele VM-billetterne.

Den dygtige Cipulis, som lavede fire mål ved VM sidste år, bør igen være at finde i truppen, og det samme gør Kaspars Daugavins, som i år har bidt sig fast på Ottawas hold i NHL. Begge spillere er teknisk stærke og kan finde vej til nettet, men de kan også arbejde hjemad.

Berzins er stærk fysisk og arbejder godt defensivt, og det samme gælder den unge Kenins.

Den hurtige og teknisk stærke Mikelis Redlihs, som er den yngste af Redlihs-brødrene, har haft en forrygende sæson i KHL, og han lavede også masser af point ved VM sidste år. Defensivt er han ikke helt så stærk, men han bliver en nøglespiller offensivt og i powerplay.

Saulietis og Sirokovs er begge hårdtarbejdende og gode i nærkampene, hvilket også gælder Sprukts, som bliver vigtig både offensivt og defensivt.

Jekimovs er stærk teknisk og har et godt skøjteløb, hvilket kan gøre ham til en spændende spiller at se på, og teknisk stærke er også Bukarts, Meija og Stals.

Rutinerede Ankipans er god offensivt, mens Dzerins kan blive en brugbar allrounder.

Indrasis og Jass får formentlig ikke VM-debut i år.


TYSKLAND

For nogle år siden forhindrede kun et værtskab tyskerne i at rykke ned, men ved VM på hjemmebane blomstrede holdet op, og spillede en stærk turnering. Dette byggede man videre på sidste år, hvor Tyskland også leverede nogle gedigne overraskelser, og selvom holdet på papiret ikke ser helt så skræmmende ud, så kan man måske leve op til sidste års kvartfinale, hvis man får en god start.

VM 2011

Tyskerne skulle sidste år forsøge at bygge videre på de fine takter, som de viste, da de selv afholdte VM i 2010. Tyskland fik en forrygende start med en sejr over Rusland og Slovakiet blev også besejret før man satte et ligegyldigt point til mod Slovenien. I mellemrunden tabte tyskerne i straffeslag til både Finland og Danmark og holdet måtte derfor tage til takke med en kvartfinale mod Sverige, hvor det blev til et tysk nederlag på 2-5.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1666)

Målmænd: Dennis Endras, Dimitrij Kotschnew, Dimitri Pätzold.

Backs: Sinan Akdag, Christopher Fischer, Nikolai Goc, Justin Krueger, Kevin Lavallée, Florian Ondruschka, Denis Reul, Christoph Schubert.

Forwards: Alexander Barta, Sebastian Furchner, Marcel Goc, Philip Gogulla, Thomas Greilinger, Kai Hospelt, Evan Kaufmann, Marcus Kink, Frank Mauer, André Rankel, Patrick Reimer, Felix Schütz, John Tripp, Christoph Ullmann.

MÅLMÆND

I målet ser den reaktionsstærke og lynhurtige Dennis Endras ud til at være førstevalget. Endras har haft en god sæson i den finske liga, og var helt fantastisk ved VM på hjemmebane for to år siden, hvor han stod med en redningsprocent på 96,1 og gennemsnitligt kun opgav 1,15 mål pr. kamp.

Kotschnew, som typemæssigt minder meget om Endras og til daglig spiller i KHL, bliver formentlig andetvalget, mens Dimitri Pätzold fra den hjemlige liga formentlig må nøjes med at være tredjevalget.

BACKS

Tyskland har en bomstærk og rutineret back i Christoph Schubert, som er tilbage i DEL efter en årrække i udlandet. Schubert er fysisk stærk og god defensivt, hvilket også gør ham til en bærende kraft i undertalsspillet.

Ligesom Schubert spiller alle de øvrige backs også i DEL. Fischer og Lavallée er begge gode allround-backs, som formentlig også kommer til at spille en rolle i det tyske powerplay.

Nikolai Goc er den mindste back på holdet, men han er stadig god i det fysiske spiller, og laver meget få fejl, hvilket gør ham til en sikker mand bagude. Mange af de samme kvaliteter har AHL-backen Justin Krueger, som desuden har et godt skøjteløb.

Akdag, Ondruschka og Reul er alle gode fysisk og stærke defensivt.

FORWARDS

Offensivt skal Tyskland i høj grad sætte deres lid til Marcel Goc, som er kommet hjem fra NHL-klubben Florida Panthers. Goc er en hurtig spiller, som kan meget på egen hånd, men han er også en udmærket playmaker, hvilket kan komme nogle af de meget målfarlige spillere fra DEL til gavn.

Gogulla og Reimer har begge scoret en del mål i DEL i denne sæson, og de kan sagtens blomstre ved VM, hvis de spiller sammen med Goc, eller den anden stærke center Kai Hospelt. Hospelt er ikke helt så stærk defensivt som Goc, men ellers minder de to spillere meget om hinanden. Hospelt har haft en fremragende sæson i DEL, og har også pænt med international erfaring på bagen.

Den hårdtarbejdende Felix Schütz er traditionelt set altid stærk og vigtig både offensivt og defensivt, hvilket han formentlig også bliver denne gang. Det samme kan siges om Alexander Barta og den fysisk stærke John Tripp.

Evan Kaufmann er rimeligt god i det defensive arbejde og kan med sin hurtighed blive farlig i kontrafasen.

Kink, Rankel og Ullmann er alle hårdtarbejdende, og kan samtidig skabe en del fremad banen.

Furchner og Greilinger er begge stærke offensivt, og kan sagtens bidrage med nogle point. Greilinger bliver formentlig også en nøglespiller i powerplay og det samme gælder nok den teknisk stærke Frank Mauer.


ITALIEN

Italienerne er tilbage i A-gruppen efter et enkelt år i B-gruppen, og holdet skal være mere end tilfredse, hvis det lykkes dem at overleve denne gang. Italiens hold er hovedsageligt bygget op omkring en række amerikansk- og canadiskfødte spillere, og de fleste af spillerne spiller i den hjemliga liga. Fysisk mangler Italien meget, og man må derfor satse på, at disciplineret og teknisk hockey kan være nok til at skabe en overraskelse eller to.

VM 2011

I et drama af dimensioner formåede italienerne sidste år at sikre sig oprykning til A-gruppen. Holdet spillede B-VM i Ungarn, og efter tre sejre lå man á point med de ungarske værter før landenes indbyrdes møde. Italien satte en 3-1-føring over styr i løbet af kampen, men et lille minut inde i overtiden sikrede Armin Helfer italienerne en billet til det fineste selskab, da han sikrede holdet en 4-3-sejr.

FORELØBIG TRUP

(http://eliteprospects.com/team.php?team=1639)

Målmænd: Daniel Bellissimo, Andreas Bernard, Thomas Tragust.

Backs: Christian Borgatello, Matt DeMarchi, Alexander Egger, Armin Helfer, Roland Hofer, Trevor Johnson, Thomas Larkin, Stefano Marchetti, Nick Plastino.

Forwards: Luca Ansoldi, Anton Bernard, Manuel De Toni, Derek Edwardson, Luca Felicetti, Nicola Fontanive, Pat Iannone, Marco Insam, Diego Iori, Thomas Pichler, Vince Rocco, Giulio Scandella, Rob Sirianni.

MÅLMÆND

Italien har en god målmand i Daniel Bellissimo, som har haft en stærk sæson for Bofors i Allsvenskan efter at have taget springet fra den hjemlige liga. Bellissimo, som er født i Canada og har fået sin ishockeyopdragelse der, var med ved A-VM i 2010, hvor han gjorde det forrygende, og italienerne håber på en gentagelse i Stockholm.

Thomas Tragust fra den hjemlige liga tager formentlig tjansen som første reserve i kamp med unge Andreas Bernard, som ikke har spillet ret mange kampe i denne sæson.

BACKS

Det er ikke alle navne på backlinjen, der lyder lige italienske, og det er der en god grund til. Matt DeMarchi og Thomas Larkin har amerikanske rødder, mens Trevor Johnson og Nick Plastino begge er født i Canada.

De helt store defensive profiler er italienerne ikke i besiddelse af, men Matt DeMarchi og Nick Plastino har begge spillet i Allsvenskan i denne sæson og bør blive nogle af de dominerende kræfter på holdet.

College-spilleren Thomas Larkin er stor og fysisk stærk, hvilket berettiger ham til en plads på det forholdsvist spinkle italienske hold.

Armin Helfer har også en god fysik og han har været en profil på Italiens hold igennem en årrække. Helfer er stærk offensivt og var manden bag målet, som sendte Italien op i A-gruppen, men hans store offensive fokus kan til tider efterlade nogle huller bagude.

Trevor Johnson og Christian Borgatello er også bedst fremad banen, mens Stefano Marchetti klarer sig nogenlunde i defensiven. Alexander Egger kan både spille back og center, hvilket giver landstræneren muligheden for enten at bruge ham som offensiv back eller som defensiv center. Det første kan meget vel blive tilfældet i overtalsspillet.

Den unge Roland Hofer har et af ydermandaterne på holdet.

FORWARDS

Offensivt består det italienske hold også af en række nationaliserede spillere, og mange af dem er blandt de mest toneangivende.

Den største profil er Giulio Scandella, som har lavet masser af point i den italienske liga og på landsholdet igennem de seneste år. Scandella blev formet i canadisk juniorhockey og har desuden en smule erfaring fra DEL, Elitserien og schweizisk ishockey.

Playmakeren Derek Edwardson har haft nogle gode sæsoner i den italienske liga, og kan få sin VM-debut, og det samme er tilfældet for Vince Rocco og Rob Sirianni, som desuden har lidt fysik at byde ind med.

Pat Iannone har også været en vigtig spiller for Italien i de seneste år, og han er også en af de få forwards, som er nogenlunde rustet til den fysik, som italienerne vil møde ved VM.

Fontanive og Iori får nok svært ved at overføre takterne fra den italienske liga til VM, fordi de mangler noget fysik.

Ansoldi har kun spillet i den næstbedste række i Italien i denne sæson, men han har tidligere vist gode takter på landsholdet, og det kan sikre ham VM-deltagelsen. Manuel De Toni og Thomas Pichler er dygtige i det defensive spil, og får formentlig en nøglerolle i Italiens boxplay.

Bernard og Insam kommer begge til at knokle ekstremt hårdt, da det er begrænset hvad de ellers kan bidrage med.