Det er blevet stemmedag, og der er lagt op til et historisk tæt Folketingsvalg anno 2015. Bookmakerne har stadig Lars Løkke som svag favorit, men det kan meget vel blive de nordatlantiske mandater, som skal afgøre valget. Kristendemokraterne kan dog helt uventet også blive en joker.

Meningsmålingerne bølger frem og tilbage. Også her på sidstedagen for det danske Folketingsvalg 2015. Voxmeters meningsmåling fra i dag peger på rød blok, mens Gallups seneste peger på blå blok. Det samme gør dagens måling fra Greens.

Kigger man på "Berlingske Barometer", som er et vægtet gennemsnit - altså gennemsnit af alle meningsmålinger - så siger den pt. 50,5 - 49,5 i blå favør. Men spørgsmålet er, om det er nok, hvis de nordatlantiske mandater som ventet falder ud til rød blok og giver 3-1 i mandater. Valgforskere peger på, at rød blok kan vinde, hvis de får mellem 49,3 - 49,5 af stemmerne i Danmark.

Men så er der jo også den statistiske usikkerhed at tage højde for. Og oven i købet er der de seneste dage sået tvivl om, hvordan de nordatlantiske mandater vil fordele sig. Og sørme om der ikke også er lille ekstra krølle på det hele: Kristendemokraterne kan nemlig også blive en joker.

Tvivl om nordatlantiske mandater

En ny meningsmåling fra Færøerne viser, at Sambandspartiet og Javnaðarflokkurin - hhv. borgerlig og socialdemokratisk parti - står til at vinde et mandat hver. Partiet Republikanerne er dog kun 1,7 procentpoint efter socialdemokraterne. Og Republikanerne har endnu ikke lagt sig fast på, hvem de vil pege på som dansk statsminister efter et valg. Hvad der plejer at være en mandatfordeling på 1-1 til rød blok, kan altså blive 2-0 til blå blok.

Derudover har det grønlandske folketingsmedlem Johan Lund Olsen, der repræsenterer venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, også sået tvivl om støtten efter et valg - og vil ikke partout pege på Helle Thorning-Schmidt. Iagttagere regner dog med, at de trods alt ender med at pege på en rød statsminister. Men intet er givet.

Kristendemokaterne kan blive joker

Kristendemokraterne står til at få omkring 1 procent af alle stemmerne. Det vil ikke være nok til at komme over spærregrænsen på 2 procent - og derfor vil der være stemmespild, som fordeles med 50 % til hver fløj. Det vil være skidt nyt for blå blok, da Kristendemokraterne peger på Lars Løkke.

Venstre-politikere har da også opfordret folk til ikke at stemme på KD af frygt for stemmespild. Men det kan være, de skal opfordre folk til alligevel at stemme på dem. 

For ifølge en ny meningsmåling lavet af Gallup for Berlingske, så er Kristendemokraterne tæt på at sikre sig et såkaldt kredsmandat. De står lige nu til at få 15.000 (4,6%) af stemmerne i Vestjyllands Storkreds, som ifølge en valgforsker kun er 2.000 stemmer fra det "billigste kredsmandat". Det kan i så fald blive tungen på vægtskålen og sikre Lars Løkke statsministerposten.

Bookmakerne peger på Løkke

På trods af de facto dødt løb, hvor de mindste decimaler kan afgøre valget, så har alle bookmakere stadig Lars Løkke som favorit til at vinde. Svagt, men dog favorit.

Hos Nordicbet* er 75 procent af alle indsatser siden weekenden faldet på Venstres formand Lars Løkke. Han giver lige nu odds 1,80, mens Helle Thorning giver 1,95. Oddssætter Tonni Munk Jensen forklarer:

"Når man tænker på, hvor tæt dette valg har været, er det bemærkelsesværdigt, hvor stor tiltro vores kunder har til Lars Løkke Rasmussen. Ganske vist har nogle medier udråbt ham som vinder af de sidste dueller mod Thorning, men det har ikke slået igennem i meningsmålingerne, som stadig tyder på en ren gyser. Dette valg har været svært at sætte odds på, fordi momentum har skiftet meget fra side til side, men selv i de sidste dage, hvor Thorning har haft mest medvind, er indsatserne fortsat blevet placeret på Løkke," siger Tonni Munk Jensen.

Ved Danske Spil* er oddsene lige nu 1,67 på Løkke - og 2,15 på Helle Thorning. 

"Vi vurderer Lars Løkke Rasmussen som svag favorit til statsministerposten, da meningsmålingerne er en smule i blå bloks favør. Desuden har vi de seneste dage modtaget mange indskud på Lars Løkke, som nu er den mest spillede kandidat blandt Oddset-spillerne," siger Hans-Henrik Busk Stie fra Danske Spil*.