Der er lagt op til hele to golfbrag i denne uge. I Virginia spilles Presidents Cup mellem USA og resten af verden (bortset fra Europa). Og i Billingham i England spilles Seve Trophy mellem Storbritanien/Irland og det europæiske kontinent (med Thomas Bjørn på holdet). Begge dueller går i gang torsdag og slutter søndag.

Spillerne er til hverdag konkurrenter, så når de endelig samles for at spille disse holdmatcher, så er det virkelig noget de går op i. Og i disse tider, hvor præmierne vokser og vokser, er det rart at se dem gå ud og kæmpe for noget så simpelt som æren,. De fire hold består udelukkende af stjernespillere, så der er virkelig lagt op til seværdig golf, som Viasat Sport dækker intensivt.

I skyggen af de store dueller spilles i øvrigt endnu en turnering, Valero Texas Open, hvor de lidt mindre stjerner har chancen for at folde sig ud.

Presidents Cup, Seve Trophy og Valero Texas Open dækkes også af BetXpert. En optakt til hver turnering kan læses forneden på denne side, og analyser/tip kan ses hér: http://www.betxpert.com/ekspert/golf/

Kommentarer til optakten – ros/ris, spørgsmål - kan skrives i denne forumtråd: http://www.betxpert.com/forum/display.asp?threadID=16152&ForumID=1

SEVE TROPHY


Den 4. udgave af Seve Trophy spilles i år på Wynyard Golf Club i Billingham i England. Storbritanien/Irland har vundet to opgør, mens det kontinentale Europa har vundet én gang. Colin Montgomerie er sædvanen tro kaptajn for Storbritanien/Irland, mens Jose Maria Olazabel står i spidsen for det kontinentale Europa. Tidligere har det været Seve Ballesteros som har været kaptajn, men eftersom han er skadet, har han spurgt Olazabel. Montgomerie har valgt Paul Casey som sit wild card, mens Olazabel har valgt Thomas Levet som sit. Hele ni spillere er med for første gang. Fire for Storbritanien/Irland og fem for det kontinentale hold. Der er 125.000 euro til hver vinder, mens der er 75.000 euro til taberne. Men i denne uge handler det ikke om at vinde penge. Det gælder om at spille for holdets ære.

Formatet


De første tre dage spilles fourballs, greensomes og foursomes, mens der den sidste dag spilles singler.

Holdene


Storbritanien/Irland
Colin Montgomerie
Padraig Harrington
Paul McGinley
David Howell
Ian Poulter
Stephen Dodd
Bradley Dredge
Nick Dougherty
Graeme McDowell
Paul Casey

Kontinentale Europa
Jose Maria Olazabel
Thomas Bjørn
Niclas Fasth
Miguel Angel Jimenez
Peter Hanson
Henrik Stenson
Jean-Francois Remesy
Thomas Levet
Maarten Lafeber
Emanuele Canonica

PRESIDENTS CUP


De år, hvor der ikke bliver spillet Ryder Cup mellem USA og Europa, spilles der Presidents Cup mellem USA og resten af verden (minus Europa). Robert Trent Jones Golf Club i Prince William County, Virginia, lægger bane til dette års match. Sidst man spillede endte matchen uafgjort, og derfor skulle man ud i et omspil, men grundet mørke kunne man ikke spille færdig, og derfor blev det endelige resultat uafgjort. Spillerne er derfor toptændte på at vise hvilket hold som er bedst. Kaptajn for det amerikanske hold er Jack Nicklaus, og dette bliver en af hans sidste officelle optrædener. Han har valgt Justin Leonard og Fred Couples som sine wild cards. Kaptajnen for det internationale hold er Gary Player. Han har Peter Lonard og Trevor Immelman som sine wild cards. Eneste store som mangler er Ernie Els, som endnu ikke er kommet sig over sin operation.

Format


Man spiller de første dage fourballs og foursomes, mens man den sidste dag spiller singler.

Holdene


USA
Tiger Woods
Phil Mickelson
David Toms
Kenny Perry
Chris Dimarco
Jim Furyk
Fred Funk
Stewart Cink
Davis Love III
Scott Verplank
Justin Leonard
Fred Couples

Resten af verden
Vijay Singh
Retief Goosen
Adam Scott
Angel Cabrera
Tim Clark
Michael Campbell
Stuart Appley
Mike Weir
Nick O´Hern
Mark Hensby
Peter Lonard
Trevor Immelman

Valero Texas Open (US PGA Tour)


Da alle de store stjerner er til Presidents Cup (eller Seve Trophy), er Valero Texas Open en chance for PGA Tourens lidt mindre navne til at hente en sejr og lidt tiltrængte præmiepenge til pengelisten. For flere spillere er det nu det tidspunkt på sæsonen hvor de begynder at skæve lidt til netop pengelisten for at se om de skal spille Tour Championship, have adgang til majors i 2006 eller om de overhovedet får et tour-kort.

Valero Texas Open har eksisteret i den ene eller anden form siden 1922, men har kun været spillet på LaCantera siden 1995. Banen er en kort 6881 yards par70 bane med store greens. Der er både vand og bunkere i spil på en lang række huller. Alligevel ser man ofte en lang række lave scores her – sidste år et par 61ere – og turneringen bliver ofte vundet af ham med den varmeste putter. Da længde ikke er nødvendig på LaCantera, bliver det derfor ofte et spørgsmål om at holde bolden i spil og hole en masse putts. Det har i de seneste år åbnet døren for nogle af de ældre spillere på touren.

Sidste år vandt Bart Bryant i 19 under par. Patrick Sheehan blev nummer to, mens Dean Wilson og Todd Fischer delte tredjepladsen. I 2003 var det Tommy Armour der sejrede foran Loren Roberts og Bob Tway. At det er en putting-konkurrence understreges også af at super-puttere som Loren Roberts (2002) og Justin Leonard (2000 og 2001) er blandt de seneste vindere.

I årets felt er der ikke nogle store favoritter, men spillere som Ben Crane, KJ Choi, Stephen Ames, Chad Campbell og Jerry Kelly er nogle af de største navne i feltet.