Superligaens efterårssæson er på vej ind på opløbsstrækningen. For at ruste os til spurten frem mod vinterpausen, vil vi kigge lidt på tingenes tilstand i klubberne og på nøglekampene i de sidste tre runder.

Undertegnede var inden sæsonstart så letsindig at komme med et bud på holdenes endelige placeringer – disse bud vil også fremgå af nedenstående gennemgang. Som bekendt er Superligaen lige så lunefuld som det danske sommervejr, og ikke alle forudsigelser har holdt stik: Der har været overraskelser, negative såvel som positive...

Denne statusopgørelse vil være delt i tre. Vi lægger ud med bundholdene, fortsætter med midterklubberne og slutter af med et kig på toppen.

Her følger en gennemgang af hvert bundhold, startende fra bunden.

(Kommentarer til denne optakt kan skrives hér: http://www.betxpert.com/forum/display.asp?threadID=17550&ForumID=9 )

SønderjyskE

Bud før sæsonen: Bundstrid.
Status: Bundstrid

Oprykkerne fra Haderslev har haft et efterår som det kunne forventes. Nok har man flere spillere som har superliga-klasse, især i det offensive. Men rent defensivt mangler man lidt substans, og holdets placering i bunden af ligaen kommer sig af, at man lukker alt for mange mål ind. Morten Bruun har siden sin tiltræden forsøgt at styrke det defensive arbejde, og det er ikke utænkeligt, at man henter en eller to spillere til forsvaret – en back og en centerforsvarer ville styrke betydeligt. Jacob Stolberg, som har vikarieret for Michael Christensen i det centrale forsvar i 5-6 kampe, har gjort det så godt, at man har forlænget hans kontrakt, men man er nok stadig på udkig efter forstærkning.
Op til ”landskampspausen” formåede man at slå Silkeborg ude og spillede så uafgjort mod Horsens, og selvom 1-1 hjemme mod med-oprykkerne ikke var helt tilfredsstillende, så luner pointene i stillingen. Man har tre point op til holdet lige over stregen (netop Horsens) inden de tre sidste kampe:

20/11: OB (hjemme)
27/11: FCM (ude)
4/12: Esbjerg (hjemme)

Det er tre svære kampe man står overfor, og udsigten til point er ikke specielt god. OB og Esbjerg ser ud til at have ramt et fornuftigt niveau her inden vinterpausen med sejre over topholdene Viborg og FCK. Svageste modstander af de tre er FC Midtjylland, som på trods af skidt spil altid er en svær modstander på SAS Arena. Hold øje med odds på spil på et højt antal scorede mål, idet SønderjyskE altid er offensivt indstillet og i de sidste runder møder hold, som ikke er sky for at spille frem ad banen.

Forventet pointhøst: 1-2 p.

AGF

Bud før sæsonen: Bundstrid.
Status: Bundstrid

I Århus har man haft et turbulent efterår. Skaderne har været mange, træneren har forladt klubben, pointhøsten har været fattig og økonomien halter fortsat gevaldigt. Men alligevel formår man at holde hovedet højt. Sportschef Brian Steen Nielsen har overtaget trænerstolen og er i færd med at banke noget figthervilje og format ind i truppen, inden den nye træner, Ove Pedersen (nu Esbjerg) overtager fra årsskiftet. Efter min mening vil det være den ubetinget bedste træner AGF har haft over de seneste år. Han kan være manden der bringer klubben tilbage på rette kurs, og har en langt bedre indgangsvinkel til fodbold i superligaen end Søren Åkeby.
Men faktum er, at man starter fra nul. Man deler bundpladsen med SønderjyskE, og målet for sæsonen er nu nedjusteret til ren og skær overlevelse. Det er nu over to måneder siden man sidst har vundet en kamp (1-0 ude over Esbjerg 11. september), og der skal simpelthen ske et eller andet i de tre kommende kampe:

20/11: FCK (ude)
27/11: Silkeborg (hjemme)
4/12: AC Horsens (ude)

De to opgør mod hhv. Silkeborg og Horsens skal give point. De er direkte konkurrenter i bunden, og taber man de to kampe, så vil der pludseligt være langt op. Kampen mod FCK kan man ikke regne med at hente point i, mens mulighederne er rimelige mod Silkeborg og Horsens.

Forventet pointhøst: 2-3 p

AC Horsens

Bud: Bundstrid.
Status: Bundstrid

Forud for sæsonen spåede jeg AC Horsens gode muligheder for overlevelse i ligaen, baseret på deres stærke defensiv. Forventningerne til forsvaret har holdt stik i meget høj grad. Gang på gang holder man nullet. Dog må man ærgre sig over, at man ikke er skarpere i det offensive, hvor bare 2-3 mål faktisk kunne have løftet holdet væsentligt i den samlede stilling. Blot 8 mål har man scoret i 17 kampe, hvilket må være noget af det laveste der har været præsteret i superligaen nogensinde. Klubben vil formentligt forsøge at forstærke sig i vinterpausen, hvor en stærk offensiv midtbane og en angriber bør stå højst på listen. Hvis Kent Nielsen fortsat holder på Charles Akonnor som den bedste løsning på den offensive midtbane, så vil han nok kigge sig om efter forstærkninger til en af kanterne. Kampprogrammet for de sidste runder ser således ud:

20/11: FC Midtjylland (hjemme)
27/11: Esbjerg (ude)
4/12: AGF (hjemme)

Umiddelbart et overkommeligt program for ”de gule”. Udekampen mod Esbjerg vil være holdets sværeste opgave, mens det skulle være muligt at hente point i de to hjemmekampe. Det er umuligt at sige, om angriberne rammer en god dag og sørger for en sejr, men som minimum burde man kunne hente to uafgjorte resultater. FCM får man på bedst mulige tidspunkt, mens efterårets sidste kamp mod AGF bliver en skæbnekamp uden lige.

Forventet pointhøst: 2-4 p

FC Midtjylland

Bud: Topstrid.
Status: Bundstrid/Midten

Egentligt er jeg lidt imod at tage FC Midtjylland med i denne del af gennemgangen, men min indgangsvinkel har været at tage de fire nederste, de fire midterste og derefter de fire øverste. Og da midtjyderne i øjeblikket ligger på en meget skuffende 9. plads i ligaen, ja så hører de med til bunden.
Træner Erik Rasmussen sidder efterhånden noget uroligt i stolen i Herning. En enorm lang liste af skader har ødelagt efteråret, men en klub som FCM burde have ballast til ikke at krakelere trods skader på vigtige pladser. Substitutterne har imidlertid ikke levet op til forventningerne, og truppen er åbenbart ikke bred nok, trods indkøb i sommerpausen for at være klar til UEFA og Royal League. Men ok, det havde set endnu sortere ud hvis ikke man havde handlet i sommerpausen. Faktum er, at man nu ligger i den forkerte ende af midten og nu må kæmpe for bare at få en middelmådig placering. Over de sidste to måneder har man blot vundet en enkelt kamp (1-0 hjemme over Silkeborg). De tre sidste kampe er:

20/11: AC Horsens (ude)
27/11: SønderjyskE (hjemme)
4/12: OB (hjemme)

Egentlig ligger kampene til, at man selv kan bestemme om man kan tillade sig at være fortrøstningsfulde i vinterpausen. Kampe mod de to oprykkere burde således give minimum én sejr, men med det spil der har været leveret på det seneste, så må tiltroen holdes på et lavt blus. Det er dog en gylden chance for at distancere sig fra nedrykningsstregen, inden man møder OB på hjemmebane i årets sidste superligakamp.

Forventet pointhøst: 3-4 p.