Før Europa League-gruppespillet går i gang (denne torsdag) har vi set nærmere på Gruppe E: Stuttgart, FC København, Steaua og Molde...

GRUPPE E

VfB Stuttgart (Tyskland)

FC København (Danmark)

Steaua Bukarest (Rumænien)

Molde (Norge)

Tryk på et klubnavn eller scroll længere ned for at læse nærmere om holdene.

Overblik

Tyske Stuttgart (med ex-FCKer William Kvist på holdet) er gjort til temmelig stor favorit i gruppen, men kampene i den hjemlige liga har indtil videre givet anledning til panderynker. I tre kampe er det kun blevet til ét point og ét mål scoret - og et sviende 1-6 nederlag til Bayern München.

FC København er bookmakernes næstfavoritter. Danskerne missede akkurat kvalifikationen til Champions League, men bør have gode muligheder for avancement fra EL-gruppen. Trods salget af profilerne N'Doye, Zanka og senest Oviedo har man stadig et godt hold - ikke mindst takket være unge kræfter som Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius.

Det rumænske hovedstadshold måtte sidste sæson tage til takke med en tredjeplads i ligaen, men har fået en fornem start på den nye sæson. Det skyldes ikke mindst en stærk angrebsduo der tilsammen har nettet 12 gange i de første otte kampe.

Molde er tillagt nogenlunde samme chance som Steaua til at gå videre (bookierne er lidt uenige om hvem af de to der har størst chance for at vinde gruppen). Ole Gunnar Solskjærs mandskab vandt overraskende sidste sæsons Tippeliga og er igen med i ræset om mesterskabet.

Odds

Vinder

Stuttgart 1,73 - Ladbrokes

FC København 5,20 - Sportingbet

Steaua Bukarest 8,50 - Bet365*

Molde 9,00 - Ladbrokes

Går videre

Stuttgart 1,26 - Betfair*

FC København 1,97 - Betfair*

Steaua Bukarest 2,05 - Betfair*

Molde 2,77 - Betfair*


VFB STUTTGART

Kvist og co. kan ikke være tilfredse med sæsonstarten i Bundesligaen, der har budt på et 0-1 nederlag til Wolfsburg, 1-6 nederlag til Bayern München og 0-0 mod oprykkerne fra Fortuna Düsselsdorf.

I 2010-11 nåede man 1/16-finalerne i Europa League, hvor Benfica var en for stor mundfuld. Inden da havde man dog komfortabelt vundet sin gruppe foran Young Boys, Getafe og OB (som man bl.a. slog 5-1).

Stuttgart blev nr. 6 i 2011/12-sæsonen af Bundesligaen.

Transfers

Klubpræsident Gerd Mäuser har taget hul på sit andet år i klubben og er i fuld gang med at trimme lønbudgettet og prædiker at flere unge fra egne rækker får spilletid. Det har betydet flere afgange end nytilkomne og blandt de der har forladt klubben finder vi Julian Schieber. Angriberen har været lejet ud til Nürnberg, skadet og lidt bag i angrebskøen og da Dortmund smækkede over €5 millioner på bordet, var der ikke de store betænkligheder med at lade ham gå.


Han er blevet fulgt ud af døren af Khalid Boulahrouz (Sporting), Timo Gebhart (Nürnberg), Matthieu Delpierre(Hoffenheim) og Stefano Celozzi (Eintracht Frankfurt). Fortrinsvis breddespillere der næppe havde udsigt til fast spilletid hver weekend.


Blandt de nye kræfter er Daniel Didavi den mest spændende. Den offensive midtbanespiller var lejet ud til Nürnberg sidste sæson og havde en stor andel i klubbens flotte forår. Både Didavi selv og Nürnberg ønskede at forlænge lejemålet for endnu en sæson, men Stuttgart nægtede og indikerede dermed, at spilleren indgår i denne sæsons planer.


Derudover har man hentet Tunay Torun (ang) i Hertha Berlin og lånt Tim Hoogland (for) i Schalke.

Chancer i EL

Holdets force ligger i offensiven, hvor Labbadia må sætte sin lid til at Harnik og Ibisevic fortsætter takterne fra foråret og at den snu Cacau har en bedre sæson end tilfældet var i 2011/12. Meget står og falder med de tre og et kollektivt formdyk vil skabe store problemer for Stuttgart. Omvendt kan man få en meget flot sæson hvis holdet fortsætter de målscoringstakter man fremviste i foråret.

Indtil videre har Ibisevic vist en sjælden uskarphed i sine to kampe i ligaen og Cacau er endnu ikke på 100%. I kampen mod Fortuna Düsseldorf havde tysk-brasilianeren dog et par fine tilbud og måske han nærmer sig.

Det skal man i hvert fald håbe på for med kun ét mål scoret i de tre BL-kampe, har offensiven ikke været tilfredsstillende.

Alligevel er man (med rette) gjort til favoritter i gruppen. Trupmæssigt bør man være stærkere end samtlige modstandere, der dog kan udnytte at tyskerne endnu ikke har fundet fodfæstet - og at de mangler bredde i truppen.

Bud på optimal opstilling: Ulreich - Hoogland/Sakai, Tasci, Maza, Molinaro/Boka - Kvist, Gentner - Harnik, Hajnal, Okazaki - Ibisevic


FC KØBENHAVN

Sidste sæson blev en fiasko for den københavnske storklub. Alle andre klubber i ligaen ville være lykkelige for sølv og en pokaltitel, men dette er bare ikke godt nok for FCK. De var så sikker på guldet i ligaen, at de regnede pengene for Champions League-deltagelse ind i regnskabet for i år.

Med Ariel Jacobs i trænersædet har man dog fået en god start (til trods for CL-kvalifikationen mod Lille akkurat glippede). N'Doye har forladt klubben, men det har tilført holdet nogle flere taktiske muligheder, og indtil videre har de unge spillere i dén grad grebet chancen i front.

FCK blev treer i sidste sæsons Europa League-gruppespil hvor Standard Liege og Hannover 96 var for store mundfulde.

Transfers

Tre profiler forlod FCK i sommerens transfervindue; N'Doye, Zanka og Bryan Oviedo (sidstnævnte nåede at være med mod Lille). Umiddelbart virker de ikke sådan lige til at erstatte, men indtil videre har københavnerne kørt ufortrødent videre og topper ligaen.

Det skyldes især store præstationer fra Nicolai Jørgensen (først lejet og senere købt af Bayer Leverkusen) og Andreas Cornelius (hentet op fra ungdomsholdet). De to har scoret henholdsvis syv og tre gange i ligaen og angrebet bakkes yderligere op af rutinerede Santin (5 scoringer).

Derudover har man hentet angriber Igor Vetokele (Belgien), forsvarer Michael Jakobsen og kantspiller Rurik Gislason.

Chancer i EL

Ambitionen er at gå videre fra gruppen og evnerne bør også række til det. Man skal dog holde tungen lige i munden, for selvom man er favoritter hjemme mod Steaua og Molde, er det hold der er svære at bide skeer med på udebane.

Lykkes det at få noget med fra de to Stuttgart-kampe, bør det dog lykkes at indfri forventningerne.

Spændende bliver det at se om de unge spydspidser kan holde niveauet når de matches på et højere niveau end tilfældet er i den danske Superliga.


STEAUA BUKAREST

Steaua gik videre fra sidste sæson Europa League-gruppe hvor modstanderne talte Schalke 04, Maccabi Haifa og AEK Larnaca. Hjemmebanen gjorde udslaget, da man klarede uafgjort mod tyskerne og vandt de to andre kampe - ude blev eneste point hentet hos AEK.

I 1/16-finalen tabte man to gange 0-1 til Twente.

Det blev kun til en tredjeplads i ligaen sidste sæson og man har derfor været igennem kvalifikationen til dette års Europa League. Her slog man Spartak Trnava og Ekranas uden de store problemer.

Transfers

Til angrebet har man lejet brasilianske Adi Rocha (angriber) hos ligakonkurrenterne fra Concordia Chiajna. Han ligner en god tilførsel og har allerede kvitteret med seks mål i otte kampe.

Chancer i EL

Holdet består hovedsageligt af rumænske spillere med landsholdsspillerne Cristian Tanase og Raul Rusescu som de største profiler.

Trænersædet besiddes af 36-årige Laurentiu Reghecampf der kom til klubben i sommers og kun har erfaring fra mindre rumænske klubber. Det bliver derfor interessant at se den urutinerede træner agere i Europa League.

Som flere østeuropæiske hold ligger Steauas force i hjemmebanefordelen og det er nok her man skal høste sine point.


MOLDE

Efter en 11. plads i 2010 hentede Molde sit første norske mesterskab sidste sæson. Man skulle derfor igennem Champions League-kvalifikation i juli og august, men efter man sendte Ventspils ud via en 3-0 hjemmesejr, måtte man overgive sig til Basel der vandt 0-1 i Molde og spillede 1-1 hjemme.

Man røg derfor i EL-playoff-runden hvor Heerenveen ventede. Hollænderne blev lidt overraskende ekspederet ud med et 2-0 nederlag i Norge og et 1-2 nederlag i egen hule.

I 2010 mødte nordmændene Stuttgart i Europa League-kvalifikationen og tabte de to kampe sammenlagt 4-5.

Transfers

Den norske liga har længe været i fuld gang og der er derfor ikke sket synderligt meget hen over sommeren.

Man har dog hentet kantspiller Pape Paté Diouf tilbage fra FC København på en lejeaftale.

Chancer i EL

Det bliver spændende for Solskjærs mænd at måle sig med de lidt stærkere europæiske modstandere. Umiddelbart er holdet temmeligt profilløst - og derudover ret så ungt.

I angrebet skal man sætte sin lid til at Davy Angan holder sit niveau fra Eliteserien, hvor det er blevet til 12 mål i 22 kampe.

Den norske liga nærmer sig sin afslutning og det kan måske blive et EL-problem for Molde, der er involveret i en meget tæt topkamp med Strømsgodset og Rosenborg.