Påskeferien kan bruges på mange fornuftige måder - som f.eks. påskefrokoster, kvalitetsøl og afslapning. Samt ikke mindst følge med i EM i svømning på langbane der starter tirsdag d. 18. marts.

EM der i år svømmes i Eindhoven, Holland, slutter d. 24. marts.

EM er interessant fordi det er den store optakt til sommerens OL i Beijing, og OL ligger endnu så langt væk at de bedste svømmere godt kan tillade sig at svømme stærkt ved EM uden at det vil påvirke deres resultater ved OL.

God fart i bassinet

2007 og starten af 2008 har budt på en række gode præstationer som viser at de bedste svømmere har sat kursen mod at svømme stærkt ved OL.

Hos herrerne er der sat verdensrekorder i 8 ud af 18 discipliner (50+100+200 fri, 100+200 rygcrawl, 200 butterfly, 200+400 medley).

Hos damerne: Verdensrekorder i 8 ud af 18 displiner (50+200+800+1500 fri, 50+100+200 rygcrawl, 200 butterfly). Dertil skal bemærkes at der er sket forbedringer i flere af de samme displiner. 50 meter rygcrawl er forbedret 4 gange på et år og 200 + 800 meter fri, 200 meter butterfly og 100 meter rygcrawl er alle forbedret 2 gange indenfor et år.
I 6 discipliner (100 fri, 50 rygcrawl for herrer) + (50+100+400 fri, 50 butterfly for damer) har der været resultater som maksimalt har ligget 1/10 over verdensrekorden.

Formen ser altså ud til at være i orden og meldingen fra stort set alle sider går på at formkurven skal testes ved EM for at se hvor langt man er nået hver især. Enkelte af stjernerne er dog blevet skadet og stiller derfor ikke op ved EM, mens andre vælger at deltage i discipliner som afviger fra dem de skal svømme i Beijing.

Favoritterne

De hollandske svømmere er på hjemmebane i Eindhoven, og det vil formentlig være damerne som tager den største del af opmærksomheden.
Marleen Veldhuis . Indehaver af verdenskorden på 50 meter fri på kortbane og i favoritfeltet til både 50 og 100 meter fri.
Inge Dekker . Specialist på de korte distancer i fri og butterfly og kan være med i toppen af begge discipliner.
Pieter vd Hoogenband . Hollands stærkeste kort på herresiden, og det store mål er at vinde 100 meter fri ved OL for 3. gang i træk. Det bliver dog ikke nogen let opgave, og bare det at vinde EM bliver en udfordring, selvom Hoogenband er indehaver af verdensrekorden på distancen, sat ved OL i 2000.

Frankrig.
Laure Manadou . Svær at komme udenom da hun er indehaver af verdensrekorden på både 200 og 400 meter fri. Manadou har valgt at droppe 400 meteren ved EM (formentlig af taktiske årsager) og istedet satse på 200 + 800 meter fri, 100 meter rygcrawl samt holdkapper. Hun kan vinde guld i det hele , men det kræver at formen er bedre end ved EM på kortbane i december, hvor hun fik tæv af svenske Josefin Lillhage i 200 meter fri.
Alain Bernhard . En af flere franske sprintere som er på vej frem. Bernhard sluttede 2007 med at vinde 100 meter fri ved EM på kortbane og svømme den 4. hurtigste tid nogensinde. Han toppede ranglisten i 50 meter fri på langbane i 2007 og virker i klar fremgang.

Tyskland.
To af de største medaljefavoritter, Britta Steffen og Annika Lurz, har begge meldt fra til EM. Steffen er skadet og Lurz har valgt at prioritere træningen frem mod OL i stedet for EM.
Med disse svømmere ude af billedet er det påfaldende at Tyskland ikke har meget andet at byde på. Tyskerne vil nok stadig vinde nogle medaljer, men næppe i et omfang der svarer til landets størrelse og potentiale.

Sverige.
Therese Alshammer . Vandt 2x OL sølv tilbage i 2000 og OL til sommer bliver formentlig det sidste store stævne for Alshammer. Ved VM i marts 2007 vandt Alshammer guld i 50 meter butterfly, men uheldigvis for hende, er denne disciplin ikke på OL programmet. Derfor satser hun på 50 meter fri, en distance hvor hun blev nr. 2 ved VM og endte som nr. 1 på ranglisten i 2007.
Stefan Nystrand . Satte verdensrekorder på 50+100 meter fri på kortbane tilbage i november måned og vandt 50 meter ved EM på kortbane i december. Samtidig sluttede han 2007 som nr. 1 på ranglisten i 100 meter fri på langbane i en tid kun 7/100 langsommere end Pieter vd Hoogenbands verdensrekord. Ligesom Alain Bernhard fra Frankrig har Nystrand vist klar fremgang i 2007 og de to kommer ud i nogle skrappe dueller ved EM.

Rusland.
Anastasia Zueva . Har sit speciale i rygcrawl og ligger p.t. nr. 1 på den europæiske rangliste i 50 og 100 meter rygcrawl. Zueva mangler endnu at bevise sit værd ved at vinde titler, men det kan blive ændret ved dette EM.
Yuliya Efimova . Specialist i brystsvømning, og ryddede bordet ved EM på kortbane i december måned. På 100 meter brystsvømning blev det desuden til ny europarekord.

Spil på svømning

Som vanligt er det store problem med svømning at spilmuligheder først bliver offentliggjort kort tid før spilstop. Det er meget sjældent at der er spil 24 timer før spilstop og ofte er der kun få timer til rådighed.
Et typisk billede vil være at spil bliver offentliggjort 1-2 timer efter at de indledende heats er blevet afsluttet. Det vil i dette tilfælde være kl. 13-14. Når finalerne så starter kl. 18.15 er der ikke meget tid tilbage, men sådan er forholdene desværre.

Bemærk også at svømme-odds har det med at blive slashet hurtigt. Bookmakerne er typisk nervøse for at have taget fejl i disse små sportsgrene og er derfor hurtige på aftrækkeren hvis der kommer meget spil på et væddemål.

Hold øje med tip på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/svomning/

Links

Resultater, livetiming og endelig startliste (når den foreligger)
http://omegatiming.com/swimming/racearchives/2008/eindhoven2008/index.htm

Foreløbig startliste
http://www.swimrankings.net/files/2008-Entries-Eindhoven.pdf

Stævneprogram
Der er indledende afsnit hver dag kl. 09.00 og finalerne starter kl. 18.15. Program for de enkelte dage kan ses på nedenstående adresse:
http://www.ecswimming2008.nl/docs/File/41C706_wedstrijdschema.pdf

TV transmission fra EM-stævnet

Eurosport

Tirsdag d. 18.:
17.30-18.00. Sammendrag.
18.15-20.00. Live fra aftenens finale.
Onsdag d. 19.:
11.45-12.30. Sammendrag.
18.15-20.00. Live fra aftenens finale.
Torsdag d. 20.:
10.00-10.45. Sammendrag.
17.15-18.00. Sammendrag.
18.15-20.00. Live fra aftenens finale.
Fredag d. 21.:
10.00-10.45. Sammendrag.
18.15-20.00. Live fra aftenens finale.
Lørdag d. 22.:
08.45-11.30. Sammendrag.
18.15-20.00. Live fra aftenens finale.
Søndag d. 23.:
08.30-10.00. Sammendrag.
12.00-14.30. Sammendrag.
18.00-20.15. Live fra aftenens finale.
Mandag d. 24.:
15.30-16.30. Sammendrag.
18.15-20.00. Live fra aftenens finale.

En del af sammendragene vil være fra de andre discipliner som også udgør EM, nemlig vandpolo, udspring og synkronsvømning.