Danske Spil* har lanceret Sportsbørsen, et spilkoncept der indebærer Spread Betting. En særligt spændende, men også risikabel form for Over/Under-spil. I nedenstående artikel forklarer vi hvad Spread Betting helt præcist går ud på, hvordan man spiller det, samt hvilke faldgruber man skal være opmærksom på.

Spread Betting

Spread Betting er en særlig form for Over/Under-spil. Et typisk scenario i Spread Betting er at man spiller på antallet af mål, hjørnespark eller lignende. Altså i stil med at man spiller på at der scores flere end 2,5 mål i en kamp, et ganske almindeligt Over/Under-bet.

I denne artikel tager vi udgangspunkt i kampen AGF-OB, hvor vi tror der vil blive scoret mange mål.

Hos bookmakerne kan man få odds 1,65 på over 2,5 mål. Kampen ender 3-3, og var dette spillet som normalt over-bet, ville man således vinde indsatsen ganget med 1,65.

Men hvad nu hvis kampens ekstremt mange mål – altså langt flere end 2,5 – egentlig ikke kom bag på dig. Du havde faktisk på fornemmelsen, at der nok ville blive scoret 5-6 stykker. Kunne det ikke være rart med ekstra belønning for den fornemmelse - samtidig med at du gerne vil have gevinst når fornemmelsen har været lidt for optismiske?

Så skal du spille Spread Betting. Her vinder man mere, jo MERE ret man har. Til gengæld – og det skal man gøre sig klart - taber man også mere, jo MINDRE ret man har... I modsætning til almindelig bookmaking hvor man enten vinder eller taber et fast beløb.

Hvad er Spread Betting?

Udgangspunktet for Spread Betting er bookmakerens forventning til en kamp: Spread (interval, på dansk). Et spread for et Over/Under-bet kan fx være: 2-2,5 mål. Det vil altså sige, at bookmakeren forventer, at resultatet vil ligge i det interval.

Ligesom ved almindelig bookmaking er Spread Betting afhængigt af markedet. Hvis der spilles rigtig meget på et over spread, vil bookmakeren sandsynligvis justere sit spread opad. Fx fra 2-2,5 mål til 2,5-3 mål.

Spillerne kan satse på enten over spread (det kaldes også buy eller go high) eller under spread (også kaldet sell eller go low). Altså umiddelbart lige som almindeligt Over/Under-spil.

Men: Når resultatet foreligger, udregnes spread pointene, dvs forskellen mellem resultatet og bookmakerens spread. Og disse spread point ganges med indsatsen, så jo flere mål det endelige resultat ligger fra bookmakerens spread, jo flere penge er der altså at vinde – eller tabe.

Har man spillet over spread, trækker man den øverste spread-grænse (hér 2,5) fra antallet af mål. Har man spillet på under spread, skal man trække den nederste spread-grænse (hér 2) fra antallet af mål.

Hvad er gevinsten/tabet?

Finessen ved Spread Betting er at man ikke reelt kender sin gevinst (eller sit tab!) før kampen er ovre. Det er netop dét der virker tiltrækkende ved Spread Betting - den øgede spænding ikke blot om udfaldet, men også om gevinstens (eller tabets!) størrelse.

I eksemplet med AGF-OB er der scoret 6 mål. Bookmakerens spread var 2-2,5. Ved over spread-spil giver det 3,5 spread point (6 minus 2,5). Ved under spread-spil giver det 4 spread point (6 minus 2).

Hvis man har satset 100 kr på over spread, vinder man altså 3,5 gange 100 kr = 350 kr. Har man derimod spillet under spread med 100 kr som udgangspunkt, MISTER man 4 gange 100 kr = 400 kr.

Man skal altså tænke sig om, før man satser: Er man uheldig, kan man tabe mange penge. Til gengæld giver det både mere spænding (fordi gevinstens størrelse er ukendt) – og måske mere tilfredsstillelse (fordi man som nævnt belønnes ekstra for sin fornemmelse).

Hvor kan man spille?

Ud over Over/Under-spil, udbyder en Spread betting-bookmaker typisk spread betting på: Antal hjørnespark, antal advarsler, tidspunkt for første scorede mål, etc, etc. Alt der kan tælles...

Spread Betting ses normalt ikke hos danske og nordiske bookmakere – og Danske Spil* er i øvrigt den første statslige bookmaker med konceptet på programmet. Derimod er det et mere udbredt fænomen i England og USA, hvor man bruger det til gambling på aktier og på sport (fx ved NBA-væddemål; her kan et spread handle om, hvor meget Lakers vinder en kamp, fx 10-12,5).

Den største engelske udbyder af spread betting hedder Sporting Index (sportingindex.com ), som ligner et ganske stabilt og pålideligt foretagende. Andre spread betting-udbydere: BetHiLo, IG Sport (igsport.com), Sports Spread (sportsspread.com), Bethawk, Spreadex*...

Hvilken strategi?

Tjah. Som sagt, skal man passe på, når man satser – fordi man risikerer at tabe mange penge. Forestil dig, at du har satset på at der ikke bliver uddelt særlig mange advarsler i en kamp mellem Argentina og England. Bookiens spread er: 3-4 advarsler. Du spiller 500 kr på under spread. Men desværre... Der bliver sgu uddelt 10 advarsler – og vupti, så har du tabt 500 kr gange 7 (10 minus 3) = 3500 kr.

Men lige præcis dén tankegang får mange spillere til at foretrække over spread – fordi så er der en naturlig grænse for hvor meget man kan tage fejl. Der kan jo ikke blive scoret færre end 0 mål i en kamp...

Og når mange spillere satser på over spread, justerer bookmakeren sit spread opad. Hvilket rent teoretisk KAN gøre det til en fidus at spille under spread - her er der måske et valuebet. Simpelthen fordi bookmakerens spread så kan være psykologisk begrundet snarere end baseret på en ædruelig analyse af kampen.

Men ét er teori, noget andet praksis – og under spread er bestemt ikke altid et valuebet. Prøv spread betting – men vær forsigtig!