Så går jagten igen ind på det eftertragtede Copa Libertadores-trofæ. Copa Libertadores er den sydamerikanske udgave af UEFAS Champions League, og det er med andre ord tid til at afgøre, hvem der er det bedste klubhold i Sydamerika (tilsat lidt mexikansk krydderi).

Det er højdepunktet for de sydamerikanske klubhold, der udover æren som verdensdelens bedste klub, jagter en kvalififikation til VM for klubhold. Bliver det igen argentinske Estudiantes - eller bliver Veron og co styrtet fra tronen?

Tirsdag aften sparker uruguayanske Cerro den månedlange turnering i gang mod Deportivo Quito, og dermed lyder startskuddet til en lang række spændende kampe, som altid indeholder masser af dramatik, vanvittige scoringer og lækre tekniske detaljer. Og så giver Copa Libertadores-kampene også en mulighed for at opleve de kommende verdensstjerner, inden de bliver hentet til europæiske storklubber.

Turneringen har fornemt besøg af de specielt inviterede mexikanske klubber. Men trofæet er endnu aldrig havnet i Mexico, da der ikke er samme motivation og tradition for at satse på Libertadores hos de mexikanske klubber. Desuden er hverken Toluca, Pachuca eller América kvalificerede i år, så det ville være en stor overraskelse, hvis det skulle lykkes for et mexikansk mandskab at vinde Copa Libertadores.

Men mexikanske San Luis og Chivas har et forspring, da de begge er direkte kvalificerede til slutspillet. De to hold blev udelukket sidste år grundet Influenza-epidemien.

Dermed går kun gruppevinderne samt de 6 bedste toere videre fra de 8 indledende grupper.

Hold øje med BetXperts Copa Libertadores-tips på denne side. Og læs i øvrigt Frank Pilantras optakts-artikel - hvor de deltagende hold gennemgås - herunder:

BRASILIANSKE FAVORITTER I ARGENTINSK FRAVÆR
Der bliver hård kamp om slutspilspladserne i år. De argentinske storhold River Plate og Boca Juniors har ikke kvalificeret sig til Libertadores, og det har kastet favoritværdigheden til de stærke brasilianske klubber, hvor der især er meget store forventninger til Corinthians med de rutinerede Ronaldo og Roberto Carlos. Corinthians har støvsuget markedet og hentet adskillige forstærkninger og sat sig på favoritværdigheden.

Så Libertadores turneringen i år bliver desværre uden argentinske legender som Riquelme, Martin Palermo fra Boca Juniors og Ariel Ortega og Matiás Almeida fra River Plate. Men Corinthians har nu alligevel masser af forhindringer i vejen mod Libertadores trofæet.

Corinthians skal f.eks holde øje med de rutinerede rivaler fra Sâo Paulo, det offensive Flamengo mandskab med Adriano og Vagner Love, Internacional med argentinerne Andres D´Alessandro og Pablo Guiñazú samt sidste års finalister fra Cruzeiro.

Overraskelser skal der imidlertid nok komme masser af i løbet af turneringen, og argentinske Vélez Sarsfield samt de forsvarende mestre fra Estudiantes skulle kunne give de brasilianske favorithold kamp til stregen. Derudover er der en gruppe af outsidere, hvor der især er masser af respekt for det chilenske storhold Colo Colo, Caracas fra Venezuela, Nacional fra Uruguay samt Cerro Porteño fra Paraguay.

GRUPPE 1

CORINTHIANS (BRA)

Der vil blive holdt godt øje med Sâo Paulo klubben, der satser voldsomt på succes i år. Corinthians virker helt besat i jagten på Libertadores trofæet, og har været vældig aktive på transfermarkedet. Corinthians er nærmest det sydamerikanske `Real Madrid´ og midt i den agressive indkøbspolitik er det er lykkes at genforene veteranerne Ronaldo og Roberto Carlos.

Truppen er yderst rutineret og tilgangen af stjernespillere har virket næsten uendelig. Dermed har træner Mano Menezes nu en bred trup med Sydamerikas stærkeste startopstilling og kvalificerede reserver.

Spillestilen er offensiv med Jorge Henrique ved siden af veteranerne Iarley og Ronaldo.

Største udfordring for Corinthians bliver at leve op til de høje krav og forventninger fra de mange fans. Alt andet end Libertadores trofæet vil være en fiasko.

Hold øje med ham: Ronaldo
Den store stjerne i Libertadores turneringen. Ronaldo bliver svær at overse, og ”O Fenômeno” har bevist, at han stadig kender vejen til netmaskerne. Ronaldo kom tilbage til Brasilien for at vinde Libertadores for Corinthians, og der hviler et stort ansvar på ham.


CERRO PORTEÑO (PAR)

Paraguay har oplevet stor succes, hvor landsholdet uden større besvær kvalificerede sig til VM slutrunden i Sydafrika. Cerro Porteño ”El Ciclón” er den største klub i Paraguay, og Libertadores turneringen skal nu bevise, at der er sket samme fremgang på klubplan også.

Det er en svær gruppe med Corinthians som klare favoritter, og målsætninger hos ”El Ciclón” er at kvalificere sig videre fra gruppen.

Cerro Porteño havde succes med en meget direkte spillestil i Copa Sudamericana turneringen sidste år, hvor klubben nåede til semifinalerne mod brasilianske Fluminense. Specielt på hjemmebanen ”General Pablo Rojas” kan Cerro Porteño dominere med deres solide defensiv. Klubben har holdt fast i grundstammen og den argentinske træner Pablo Troglio og det giver forhåbning om en gentagelse af Sudamericana successen.

Hold øje med ham: César Ramirez
Den rutinerede angriber César ”El Tigre” Ramirez vil kæmpe hårdt for bringe Cerro Porteño igennem gruppespillet. Han er lederen på holdet og skal styre offensiven som hængende angriber bag argentinske Roberto Nanni.


INDEPENDIENTE MEDELLÍN (COL)

Sidste plads i slutspillet bliver efter alt at dømme et opgør mellem Cerro Porteño og så colombianske Independiente Medellín. I Libertadores 2003 blev det til en semifinaleplads for colombianerne, men det bliver svært at gentage i år. Det kan i sidste ende være afgørende, at Independiente mistede topscoreren Jackson Martinez til mexikanske Jaguares. Træner Leonel Àlvarez satser dog på, at Arias skal kunne overtage pladsen som målhelt efter Martinez. Desuden har Independiente styrket defensiven med Anselmo, men Leonel Àlvarez vil forsøge med en offensiv taktik for at komme videre fra gruppespillet.

Hold øje med ham: Aldo Bobadilla

Den rutinerede landsholdsmålmand styrer defensiven, og han skal hive et par mirakler ud af handskerne, hvis det skal lykkes for Independiente at nå videre til slutspillet. Aldo Bobadilla bringer masser af erfaring til holdet efter ophold hos argentinske Boca Juniors.


RACING (URU)

Det er en stor bedrift, at uruguayanske Racing overhovedet er kommet med Copa Libertadores turneringen. Den lille klub var oprykkere i ´08/´09 sæsonen, og det er første gang i klubbens historie, at Racing er med i Copa Libertadores. Det var dog ikke en nem vej til kvalifikationen. Racing skulle igennem to kvalifikationskampe mod colombianske Junior.

Racing overraskede ved at gå videre efter 4-2 samlet mod colombianerne.

Den beskedne Montevideo klub Racing har ikke de store stjernespillere. Der mangler erfaring med internationale kampe i den unge trup. Det tætteste, man kommer på en profil er midtbanespilleren Diego Scotti, men det er vist udelukkende fordi broren Andrés Scotti er landsholdsspiller.

Et hvert Libertadores point til Racing er en stor bedrift og videre kvalifikation ville være en enorm sensation.

Hold øje med ham: Daniel Quiñones
Racing satser på hurtighed. De unge spillere skal overraske modstanderne med kontra angreb, og her er angriberen Daniel Quiñones en vigtig brik.


GRUPPE 2

SÃO PAULO (BRA)

Det var en stor skuffelse at slutte 2009 uden titler, og storklubben er nu opsat på at genvinde Copa Libertadores trofæet. São Paulo har på en eller anden måde formået at holde profiler som landsholdforsvarer Miranda og midtbanegeneralen Hernanes væk fra europæiske topklubber, og dermed ser træner Ricardo Gomes optimistisk på São Paulo´s chancer for at snuppe Libertadores fra rivalerne Corinthians.

São Paulo er den store favorit i gruppen og storklubben bliver vanskelig at eliminere, da Ricardo Gomes forsat har en solid defensiv organisation med veterankeeperen Rogério Ceni i målet og Miranda som styrmanden i forsvaret. Truppen er yderst rutineret og sammenspillet. Ricardo Gomes har overtaget efter succesfulde Muricy og det er lykkes at tilføje en mere fleksibel spillestil.

São Paulo har skabt et nærmest uovervindelig fort på hjemmebanen ”Morumbi”, og så er det lykkes at lokke backen Cicinho tilbage i São Paulo trøjen på en lejeaftale.

Hold øje med ham: Marcelinho Paraiba
São Paulo har beholdt grundstammen på holdet, men en afgørende nyhed er den rutinerede Marcelinho Paraiba (tidligere Hertha Berlin), der endelig giver São Paulo en offensiv midtbanespiller. Marcelinho Paraiba bliver samlingspunkt for offensiven og danner et giftigt angreb med Dagoberto og Washington.


NACIONAL (PAR)

De paraguayanske Clausura mestre satser på Copa Libertadores, hvor målsætningen i første omgang er at gå videre til slutspillet. Der er hentet flere forstærkninger til klubben, hvor specielt målmand Ever Caballero, Celso Gonzáles og Irala på midtbanen samt angriberen Fabián Caballero har skabt store forventninger til Assunción klubben.

Nacional er dog ikke blandt de bedste klubber i Paraguay, der er domineret af Cerro Porteño, Libertad og Olimpio.

Træner Ever Almeida satser på en kompakt fem-mandsmidtbane og to hovedstødsstærke angribere i Aquino og Fabian Caballero. Defensiven kan vise sig at være det svage punkt for Nacional.

Hold øje med ham: Fabio Ramos
Den offensive midtbanespiller Fabio Ramos er vendt tilbage til Nacional efter et kort ophold hos Emelec i Equador. Han er regnet som en af de afgørende spillere i truppen. Det bliver svært at kvalificere sig til slutspillet, og det kræver en Fabio Ramos i topform som styrmanden på midtbanen.


ONCE CALDAS (COL)

En meget overraskende vinder af Copa Libertadores 2004, hvor colombianerne besejrede favoritterne Boca Juniors efter straffesparkskonkurrence i finalen.

Once Caldas håber på igen at kunne være sensationen i Copa Libertadores og klubben har da også hentet forstærkninger. Det er en meget svær gruppe, og træner Juan Carlos Osorio satser offensivt for at gå videre.

Osorio var assistenttræner for Kevin Keegan, da han var træner i Manchester City. Once Caldas kan især hente point i hjemmekampene, da de fem deltagelser stadig er ubesejrede på ”Estádio Palogrande”. São Paulo blev elimineret i 2004 efter en 2-1 sejr til Once Caldas på Palogrande i semifinalen.

Trods Libertadores trofæet i 2004 er Once Caldas ikke blandt topholdene i colombiansk fodbold, hvor América de Cali, Independiente Medellín og Atlético Nacional er dominerende.

Hold øje med ham: Dayro Moreno

Efter et mislykket ophold hos Steaua Bukarest er angriberen Dayro Moreno tilbage i Once Caldas offensiven, og han styrer det meget offensive mandskab. Den fleksible Dayro Moreno har en fri rolle, hvor han ofte trækker tilbage i banen for at frigøre sig fra modstanderne.


MONTERREY (MEX)

Mexikanerne solgte den chilenske målhelt Humberto Suazo til Zaragosa for svimlende 10 millioner Euro. Han var altafgørende for Apertura ´09 titlen, og Suazo bliver svær at undvære for Monterrey. Det forventes alligevel, at Monterrey går videre fra gruppen. Truppen indeholder stadig flere profiler som angriberen Aldo de Nigris og Neri Cardozo, der tidligere havde stor succes hos Boca Juniors.

Ansvaret for målscoringerne er placeret hos den nyankomne brasilianske angriber Vai Baiano, der skal kæmpe med Sergio Santana om pladsen i startopstillingen.

Spillestilen er afventende med fokus på pasningsspillet. Træner Victor Vucetich tager udgangspunkt i defensiven, og de teknisk stærke Monterrey spillerne vil meget gerne være i boldbesiddelse.

Hjemmebanefordelen bliver afgørende for Monterrey. Der er lang vej til Mexico for de sydamerikanske klubber, og Monterrey har en frygtet hjemmebane ”Nuevo León”, hvor der altid er en fanatisk opbakning til ”Rayados”.

Hold øje med ham: Vai Baiano

Topscoreren Vai Baiano rykkede op med São Paulo klubben Barueri, og fik straks succes med en række scoringer. Han sluttede med 18 ligascoringer og hjalp Barueri til en komfortabel midterplacering. Vai Baiano var herefter en eftertragtet spiller, og skal nu afløse Humberto Suazo i Monterrey.


GRUPPE 3

ESTUDIANTES (ARG)

Den rutinerede midtbanegeneral Juan Sebastián Verón førte Estudiantes til sejr i sidste års Copa Libertadores finale mod brasilianske Cruzeiro. Estudiantes er et glimrende turneringshold og vanskelige at besejre med en sprudlende Verón i spidsen. Diego Maradona har gjort Verón omdrejningspunktet på det argentinske landshold, og Estudiantes er et frygtet mandskab i årets Libertadores.

Truppen indeholder også profiler som målmand Agustín Orión, backen Clemente Rodríguez, Enzo Pérez på midtbanen samt Mauro Boselli i angrebet.

Estudiantes burde ikke få nogle former for vanskeligheder i gruppekampene, men det bliver svært at gentage sidste års succes. Den defensive træner Alejandro Sabella er dog opsat på at forsvare Libertadores titlen.

Hold øje med ham: Mauro Boselli
Der er en side i Estudiantes historiebøgerne reserveret til Mauro Boselli, efter han scorede sejrsmålet i finalen mod Cruzeiro. Mauro Boselli blev topscorer for Libertadores turneringen sidste år, og Estudiantes er afhængige af hans målnæse for at gentage den bedrift.


BOLÌVAR (BOL)

De bolivianske klubber kommer meget sjældent videre fra gruppespillet. Men La Paz klubben Bolívar satser på, at den tradition bliver brudt i år. Bolivar er det bedste bud på en overraskelse fra den bolivianske liga. Hjemmebanefordelen i 3600m højde er selvfølgelig vigtig for Bolivar, da pointhøsten på hjemmebanen ”Estadio Hernando Siles” sandsynligvis bliver afgørende for videre kvalifikation. I udebanekampene bliver det som regel ikke til point for bolivianerne.

Den colombianske træner Santiago Escobar foretrækker en yderst defensiv spillestil med tre defensive midtbanespillere i en 4-4-2 opstilling. Styrmanden er den nationaliserede Alex Rosa, der har erfaring fra et par landskampe. Men for at Bolivar skal gå videre, så skal landsholdsmålmanden Carlos Arias skabe sikkerhed i defensiv med landsholdskollegaerne Abdón Reyes og Ignacio Garcia.

Hold øje med ham: Anderson Gonzaga
Den brasilianske angriber kommer tilbage til boliviansk fodbold fra et mislykket ophold hos græske Panioinos. Anderson Gonzaga var topscorere i den bolivianske liga i 2008 for Blooming.


ALIANZA (PER)

Stjernespillere som Claudio Pizarro, Paolo Guerrero og Jefferson Farfán har alle begyndt deres karriere hos Alianza Lima inden deres gennembrud i europæiske storklubber, men den nuværende trup indeholder ikke mange interessante emner.

Der er ikke de store forventninger til peruvianske Alianza op til Libertadores turneringen. Optakten har været ustabil, da det ikke er lykkes at erstatte vigtige stamspillere, som har forladt klubben. Aldo Corzo og Contreras tog til Universidad San Martin, mens den argentinske forsvarsspiller Leandro Fleitas er langtidsskadet.

Blandt højdepunkterne i truppen er landsholdsmålmanden George Forsyth, midtbanestyrmanden Johnnier Montaño samt angriberen Wilmer Aguirre. Men det bliver svært for den argentinske træner Gustavo Costas at bringe Alianza videre fra gruppekampene.

Hold øje med ham: Johnnier Montaño
Den 25 årige midtbanespiller Johnnier Montaño fik allerede landsholdsdebut for Colombia for 10 år siden og scorede endda et mål i 3-0 sejren over Argentina i Copa América turneringen i 1999. I øvrigt en kamp, hvor Martin Palermo brændte tre straffespark. Johnnier Montaño er samlingspunkt på holdet.


JUAN ARICH (PER)

Juan Arich er ikke blandt topholdene i Peru, og vi skal helt tilbage til hippiedagene i 1969, da Juan Arich var med i Libertadores turneringen sidst. Juan Arich rykkede op i Primera Division i 2008, og det er en stor bedrift, at det nu er lykkes at få adgang til Copa Libertadores.

Juan Arich kvalificerede sig til Libertadores ved at besejre mexikanske Tecos med samlet 4-1 i de to play off kampe.

Det unge angrebstalent Reimond Manso er kommet til Juan Arich på en lejeaftale fra hollandske PSV. Den 19 årige Reimond Manso var afgørende i de to kampe mod Tecos og et lyspunkt på et ellers profilfattigt Juan Arich mandskab.

Det bliver bestemt en svær opgave at komme videre fra gruppen. Truppen indeholder ikke de store profiler, og den colombianske træner Luis Suárez har valgt en meget defensiv taktik.

Hold øje med ham: Jhon Viáfara
Udover Reimond Manso, så har Juan Arich også forstærket sig med den rutinerede colombianske midtbanespiller Jhon Viáfara fra engelske Southampton. Jhon Viáfara kommer med masser af rutine fra det colombianske landshold, og han var en vigtig spiller for Once Caldas i deres Libertadores triumf i 2004.


GRUPPE 4

LANÙS

Argentinske Lanús har været heldige i lodtrækningen. Gruppe 4 er sandsynligvis den svageste gruppe i denne turnering, og Lanus er favorit til at gå sikkert videre. Den lille Buenos Aires klub har dog mistet stjernespillerne Diego Valeri, Cristian Fabbiani og topscoreren José Sand.

Som erstatning for José Sand har den unge træner Luis Zubeldia hentet den paraguayanske angriber Santiago Salcedo i Newells. Santiago Salcedo har tidligere haft Libertadores succes hos Cerro Porteño, hvor han i 2005 blev topscorer for turneringen.

Luis Zubeldia spillede for Lanus og var et stortalent med adskillige U-landskampe i bagagen indtil en skade endte karrieren i 2004, da han blot var 23 år. I 2008 blev Luis Zubeldia den yngste træner i argentinsk fodbold, da han som 27 årig fik overrakt taktikbrættet hos Lanús.

Trods gode resultater i den argentinske liga, så mangler Lanús stadig deres internationale gennembrud. I Libertadores ´08 endte eventyret allerede i ottendelsfinalerne med et skuffende nederlag til mexikanske Atlas.

Hold øje med ham: Sebastián Blanco
Den 21 årige midtbanespiller Sebastián Blanco var med til at sikre Apertura mesterskabet i 2007, og har siden overtaget dirigentstokken som spilfordeleren på Lanús mandskabet. Sebastián Blanco har sammen med midtbanekollegaen Matías Fritzler holdt Lanús blandt topholdene i den argentinske liga siden ´07 triumfen.


BLOOMING (BOL)

Der er begrænsede forventninger til bolivianske Blooming, der ikke har højdefordelen som andre bolivianske klubhold som Bolivar og Real Potosi. Træner Victor Hugo Andrada har mistet den argentinske topscorer Hernán Boyero, der er skiftet til colombianske Millonarios.

Der er dog kommet flere forstærkninger til truppen som den paraguayanske defensive midtbanespiller Villalba, den argentinske angriber Sillero samt den bolivianske landsholdsangriber José Castillo. Så der er forhåbninger om, at Blooming kan skabe overraskelsen og kvalificere sig til slutspillet.

Det er specielt i hjemmekampene, at Blooming skal hente deres point. Truppen er af beskeden kvalitet, men udover Hernán Boyero har træner Victor Hugo Andrada beholdt grundstammen på holdet, og skulle kunne spille lige op med de øvrige hold i en gruppe uden storfavorit.

Hold øje med ham: José Castillo
Succes i gruppekampene kommer nok til at afhænge af angriberen José Castillo, der er hentet til Blooming som erstatning for Hernán Boyero. José Castillo har argentinske Dámian Akerman som angrebsmakker i en traditionel 4-4-2 opstilling.


UNIVERSITARIO (PERU)

”La U” ligner det bedste bud på en Libertadores overraskelse fra den peruvianske liga. Universitario vandt den peruvianske liga ved at besejre ærkerivalerne fra Alianza i finalen. Holdets styrke er deres centrale midtbane med Rodolfo Espinoza og Rainer Torres. Truppen har dog mistet veteranen Nolberto Solano, men træner Juan Neyroso har i stedet hentet Luis Ramirez i Coronel Bolognesi.

Juan Neyroso har en klar plan for videre kvalifikation. Universitario skal vinde deres tre hjemmekampe i Lima, og hente mindst ét point på udebane.

Hold øje med ham: Carlos Galván
Den argentinske forsvarsspiller skal forhindre at Universitario løber ind i store nederlag i gruppekampene. Peruvianerne vil komme under stort pres i udebanekampene. Her er veteranen Carlos Galván altdominerende i Universitario´s defensiv. Carlos Galván har tidligere spillet for Lanús, som han nu møder i gruppekampene.


LIBERTAD (PAR)

I Libertadores 2006 nåede Libertad frem til semifinalerne, og klubben satser på et ungt, offensivt mandskab for at gentage den sensation. Libertad skulle igennem to kvalifikationskampe mod venezuelske Táchira, og de unge Libertad spillere gik videre med samlet 3-2.

Træner Javier Torrente har valgt en offensiv 3-5-2 opstilling med angrebsivrige fløje. Blandt de nyankomne forstærkninger er den 21 årige Rodolfo Gamarra fra colombianske Cucuta, og så er den 22 årige topscorer Pablo Velásquez vendt tilbage efter en sæson i Rubio Ñu.

Libertad er bestemt en klub, der kan overraske modstanderne, specielt på hjemmebanen i Asunción.

Hold øje med ham: Pedro Sarabia
Den 34 årige anfører holder sammen på det unge mandskab. Pedro Sarabia har stor international erfaring efter at have deltaget i VM slutrunderne i ´98 og ´02 for Paraguay.


GRUPPE 5

INTERNACIONAL (BRA)

Porto Alegre klubben Internacional vandt Libertadores ´06, og storklubben er igen helt med fremme i favoritfeltet med en stjernebesat trup med succestræneren Jorge Fossati, der vandt Libertadores ´08 med LDU Quito.

Internacional har stjernespillere på stort set samtlige positioner, og det er svært at udpege svagheder på holdet. Jorge Fossati forsøger med samme taktik, som gav succes i LDU Quito, hvilket betyder en kontrolleret 3-6-1 opstilling med topscoreren Alecsandro alene i angrebet. Det er dog meningen, at Alecsandro skal have støtte af især den offensive dirigent Andres D´Alessandro og de offensive backs Kléber og Bruno Silva.

Forsvaret er solidt og rutineret med Bolivar, Indio og Fabiano Eller, og den trio har bragt Internacional op blandt de absolutte tophold i Brasileirão.

Hold øje med ham: Andrés D´Alessandro
Det var en sensation, da Internacional i 2008 hentede Andrés D´Alessandro og dannede en argentinsk supermidtbane med krigeren Pablo Guiñazú. Andrés D´Alessandro har hurtigt overtaget det offensive ansvar og førte Internacional til Copa Sudamericana trofæet med finalesejr over argentinske Estudiantes.

CERRO (URU)

Der er ikke de store forventninger til uruguayanske Cerro i årets Libertadores. Truppen er uden profiler og der er stort set ingen international erfaring blandt spillerne.

Det bliver en svær opgave at gå videre fra gruppen, hvor Internacional er storfavoritter. Træner Jorge González har hentet et par rutinerede spillere for at støtte den uerfarne trup. Midtbanespilleren Claudio Dadomo er kommet til fra svenske Hammarby som makker til veteranen Richard Pellejero.

Alejandro Mello er det store håb i offensiven, men Jorge González satser med offensive backs og hurtigt omstillingspil.

Cerro kan ikke benytte deres eget stadion ”Troccoli”, da det ikke blev godkendt.

Hold øje med ham: Alejandro Mello
På et hold uden profiler skal den kompakte angriber Alejandro Mello gå forrest i kampene for at overraske modstanderne.


DEPORTIVO QUITO (EQU)

Den argentinske træner Rubén Dário Insúa har store problemer med defensiven, men målsætningen er helt klart at gå videre fra gruppespillet. Det bliver afgørende om det lykkes at registrere landsholdsforsvareren Ivan Hurtado til turneringen ellers står Deportivo Quito uden deres defensive styrmand.

Internacional er storfavoritter i gruppen, men Deportivo Quito skulle kunne hive sig med i slutspillet med deres lynhurtige angreb, hvor specielt argentinske Iván Borghello har fundet et godt samarbejde med chilenske Mauricio Donoso.

Deportivo Quito spiller en traditionel 4-4-2 formation med Donoso som omdrejningspunkt på den offensive midtbane.

Hold øje med ham: Ivan Hurtado
Den 35 årige landsholdsanfører er en uhyggelig vigtig spiller for Deportivo Quito i Copa Libertadores turneringen. Ivan Hurtado fik landsholdsdebut allerede i 1992, så han har masser af rutine og international erfaring. Desværre er der stadig problemer med hans spilletilladelse, så det er muligt, at vi ikke får veteranen i aktion for Deportivo Quito.

EMELEC (ECU) / NEWELLS (ARG)

De to hold mødes i play off kampe om den sidste plads i gruppen. Første kamp endte 0-0 i Argentina


GRUPPE 6


BANFIELD (ARG)

Der er ingen landsholdsstjerner eller store profiler hos Apertura mestrene Banfield, der til gengæld kommer med masser af selvtillid, og træner Julio Falcioni tror på, at Banfield kan blive den argentinske overraskelse i årets Libertadores.

Banfield har godt nok mistet to profiler efter Apertura mesterskabet; forsvarsklippen Sebastian Mendez og topscoreren Santiago Silva, men de har stadig en solid defensiv organisation og i målet står klublegenden Cristian Luchetti, der er holdets straffesparksskytte.

Lederen på holdet er midtbanespilleren Walter Erviti, der har meget af ansvaret for Apertura mesterskabet.

Hold øje med ham: Sebastián Fernandez
Efter Santiago Silva tog tilbage til Vélez Sarsfield er Sebastián Fernandez nødt til at finde målstøvlerne frem. De to dannede et fantastisk uruguayansk angreb, og det er vigtigt, at træner Julio Falcioni får kørt Sebastián Fernandez i stilling som den nye topscorer.


NACIONAL (URU)

Det er blevet til 3 Libertadores titler til Montevideo klubben Nacional. Det seneste Libertadores mesterskab kom godt nok helt tilbage i ´88, men det uruguayanske mesterhold tror på en fjerde titel til Nacional i år. Træner Eduardo Acevedo har beholdt samme trup, som kom helt frem til semifinalerne i Libertadores sidste år.

Forventningerne er, at Nacional går videre fra gruppen uden problemer og igen kan overraske de argentinske og brasilianske storklubber i slutspillet.

Veteranen Ángel Morales er omdrejningspunkt for det solide mandskab. Han styrer kampens tempo fra midtbanen og har vist sig som generalen hos Nacional. Spillestilen er som udgangspunkt offensivt, men Eduardo Acevedo har nu en meget sammenspillet trup med en fleksibel spillestil.

Nacional har imidlertid mistet stortalentet Nicolás Lodeiro, der er skiftet til Ajax Amsterdam.

Hold øje med ham: Gianni Guigou
Den rutinerede fløjspiller er tilbage i Nacional efter en lang række sæsoner i italiensk fodbold, hvor det endda blev til et italiensk mesterskab med Roma. Gianni Guigou tilfører holdet en masse erfaring, da midtbanespilleren også har haft masser af landskampe for Uruguay igennem karrieren.


DEPORTIVO CUENCA (EQU)

Equador har sendt tre hold afsted til Libertadores turneringen og her er Deportivo Cuenca regnet som det svageste. Økonomisk kan Deportivo Cuenca ikke måle sig med hverken Emelec og Deportivo Quito, men alligevel håber træner Paúl Vélez at overraske Banfield og Nacional i jagten på billetten til slutspillet.

Deportivo Cuenca vil forsøge at hente deres point i hjemmekampene i lidt over 2500m højde, men det kan blive et stort problem, at Paúl Vélez mangler en offensiv midtbanespiller i truppen. Specielt bliver det vanskeligt at udrette noget offensivt i udebanekampene.

Hold øje med ham: Luis Escalada
Den kompakte angriber Luis Escalada er langt fra den mest elegante eller løbestærke angriber i Libertadores, men den argentinske boksspiller udnytter, at det ofte virker bedst, hvis der er nogle kilo bag de offensive ryk. Den flittigt kæmpende Luis Escalada er enhver forsvarsspiller mareridt.


MONARCAS MORELIA (MEX)

Det bliver sandsynligvis svært i årets Libertadores for mexikanske Morelia, men træner Tomás Boy Espinoza har en offensiv kvartet, som kan overrumple modstanderne. Tomás Boy var landsholdsanfører for Mexico ved slutrunden i ´86, og ”El Jefe” førte Morelia frem til en samlet 3. plads i sidste års Campeonato Mexicano.

Morelia er ejet af tv selskabet TV Azteca.

Det er en forholdsvis let gruppe uden storhold, så Morelia håber på at kunne gentage kvartfinalepladsen fra Libertadores ´02.

Hold øje med ham: Jared Borghetti
Den mexikanske målmaskine Jared Borgetti er efterhånden blevet 36 år, men veteranangriberen tog alligevel chancen for Libertadores kampe og stiller nu op for Morelia. Her får han masser af støtte af chilenske Hugo Droguett og argentinske Gabriel Pereyra på midtbanen samt landsholdsangriberen Miguel Sabah.


GRUPPE 7


CRUZEIRO (BRA)

Cruzeiro kommer for at revanchere sidste års finalenederlag til Estudiantes. Belo Horizonte klubben har solgt profilen Ramires til Benfica, men Cruzeiro har i stedet hentet midtbanespilleren Pedro Ken i Coritiba. Ellers har træner Adílson Baptista samme trup som sidste år, og Cruzeiro har dermed et sammenspillet mandskab med værdifuld Libertadores erfaring i bagagen.

Cruzeiro var igennem to kvalifikationskampe mod Real Potosi, der blev besejret så overbevisende som 8-1 samlet. Specielt 7-0 sejren på hjemmebanen ”Mineirão” har skabt store forventninger hos de mange Cruziero fans.

Hold øje med ham: Kléber


VÈLEZ SARSFIELD (ARG)

Det er bedste argentinske bud på en Libertadores mester. Godt nok er Estudiantes forsvarende mestre, men Vélez er det bedste hold i Argentina.

Vélez er kendt for deres offensive stil, som de også benytter i udebanekampene. Den meget lille Maximiliano Moralez virker som en kommende stjernespiller på den offensive midtbane. (Messi er 1,70, Maradona 1,65, mens Maxi Morales vinder dværgkonkurrencen med 1,60m!) Morales er omringet af rutinerede Vélez spillere som den uruguayanske angriber Rodrigo Lópes og Victor Zapata på midtbanen.

Hold øje med ham: Nicolas Otamendi
På et offensivt Vélez mandskab med masser af rutinerede spillere er det let at overse forsvarskometen Nicolas Otamendi. Men Diego Maradona har fået øje på den 21 årige midterforsvarer, der fik landsholdsdebut efter blot 11 ligakampe for Vélez. Otamendi danner en perfekt forsvarsduo med den rutinerede Sebastián Dominguez.


COLO COLO (CHI)

I de seneste år har Colo Colo vundet mange fans med deres dominans i Chile og en forrygende offensiv spillestil. Men storklubben mangler endnu at slå igennem i Copa Libertadores, hvor det er snart 20 år siden sidste truimf.

Men truppen har mistet monsterangriberer som Humberto Suazo (Real Zaragoza) og senest den argentinske Lucas Barrios (Borrusia Dortmund), men Colo Colo træner Hugo Tocalli har samlet et nyt farligt angreb med Ezequiel Miralles fra chilenske Everton som ny topscorer for ”Cacique”.

Defensiven er styret af den rutinerede uruguayanske Andrés Scotti med fortid i Rubin Kazan, mens den offensive midtbanedirigent er den colombianske Macnelly Torres.

Hold øje med ham: Ezequiel Miralles
Der bliver satset offensivt for at komme videre fra gruppen, og der er et stort ansvar på Ezequiel Miralles. Men den argentinske angriber er dog ikke alene om opgaven. Han har landsholdsspilleren Esteban Paredes som makker. Han scorede mod Danmark, da Morten Olsens drenge tabte til Chile i venskabskampen på Brøndby Stadion.

I 2008 scorede Ezequiel Miralles to mål i finalen mod Colo Colo, og gav dermed Everton deres første mesterskab i 32 år. Træner Hugo Tocalli hentede herefter Miralles til Colo Colo, hvor han blev ligatopscorer i 2009, og Colo Colo kunne igen kalde sig mestre.


DEPORTIVO ITALIA (VEN)

Venezuelske Deportivo Italia er vurderet som ´turister´ i dynamitgruppen. Caracas klubben er på en vanskelig opgave, og truppen indeholder ikke samme kvalitet som de øvrige gruppemodstandere. Deportivo Italia burde kun kunne spille en mindre rolle i denne svære gruppe.

Men klubben har dog overrasket før, da de i Libertadores 1971 besejrede Fluminense på Maracanã. Den sejr er kendt som ”Pequeno Maracanazzo”.

Træner Raul Cavalleri har valgt en offensiv taktik med tre angribere med støtte fra midtbanen.

Forhåbningerne er, at Deportivo Italia vinder i det mindste én af de tre hjemmekampe på ”Olímpico”.

Hold øje med ham: David McIntosh
Veteranforsvareren får masser at arbejde med i gruppekampene, hvor det forventes, at Deportivo Italia vil komme under stort pres. Specielt i udebanekampene kræver det en solid forsvarsgeneral, og 36 årige David McIntosh er tiltænkt den rolle hos Deportivo Italia.


GRUPPE 8

FLAMENGO (BRA)

De brasilianske mestre satser offensivt med angrebsduoen Adriano og Vagner Love. Træner Andrade har store problemer med at få stabiliseret defensiven, da de to backs Juan og Leo Moura meget sjældent holder positionen i defensiven.

Flamengo har adskillige profiler, men man bør fremhæve midtbanestyrmanden Kléberson og målmanden Bruno.

Flamengo burde ikke få problemer i gruppekampene, da truppen er yderst rutineret, og modstanderne vil få svært ved at holde styr på Adriano og Vagner Love.

Hold øje med ham: Adriano
Adriano fandt spilleglæden i Flamengo, hvor han blev ligatopscorer og sikrede mesterskabet til storklubben. Nu danner han den mest frygtede angrebsduo med Vagner Love.


UNIVERSIDAD DE CHILE (CHI)

”La U” har haft det svært med Colo Colo´s dominans i Chile, men klubben har en enorm fanskare og klubben vil nu bygge videre på en fantastisk sæson i 2009. Her blev det til Apertura mesterskab, samt ottendelsfinalerne i Copa Libertadores og kvartfinalerne i Copa Sudamericana.

Her nåede Universidad de Chile at bevise, at de er et godt turneringshold, bl.a ved at få uafgjort 2-2 på Maracanã mod Fluminense.

Der er udsigt til et dramatisk chilensk møde mellem Universidad de Chile og rivalerne fra Universidad Católica, der dog først skal igennem play off kampe mod argentinske Colón.

Træner Gerardo Peluzzo satser på den uruguayanske landsholdsspiller Àlvaro Fernandez, der er kommet til klubben fra portugisiske Vitoria de Setúbal

Hold øje med ham: Walter Montillo
Den argentinske Walter Montillo er 10´eren på holdet, og det offensive spil går igennem den offensive midtbanespiler. Montillo spillede tidligere for San Lorenzo og fik en håndfuld U-20 landskampe for Argentina. Nu har den 25 årige spilfordeler placeret sig som en profil hos Universidad de Chile.


CARACAS (VEN)

Ligesom chilensk fodbold er i fremgang, så sker der virkelig også spændende tiltag hos den venezuelanske storklub Caracas.

Sidste år nåede Caracas til kvartfinalerne, og det forventes, at træner Noel Sanvicente bringer Caracas endnu længere i år. Truppen indeholder rutinerede spillere med landsholdserfaring. Defensiven er solid, og Caracas har markeret sig som et vanskeligt hold at besejre på hjemmebanen ”Estadio Olímpico de la UCV”.

Hold øje med ham: Luis Vela
Caracas holdet er styret af veteranen Luis Vela på midtbanen. Med over 50 landskampe for Venezuela er Luis Vela´s erfaring uvurderlig i de svære gruppekampe. Luis Vela er blevet 36 år, men han er samlingspunktet på holdet og uhyre vigtig i kampen om slutspilpladserne.

COLÒN (ARG) / UNIVERSIDAD CATÒLICA (CHI)

De to hold mødes i play off kampe om den sidste plads i gruppen. Første kamp endte 3-2 til Colón.