ComeOn! meddeler i en pressemeddelelse torsdag, at de har hentet Nicklas Bendtner ind som ny frontfigur for brandet i Danmark. 

Siden Nicklas Bendtner stoppede i FCK for over et år siden, har der været spekulationer om den tidligere landsholdsbombers fremtid. Han har ikke selv meldt ud, at han er stoppet som professionel fodboldspiller, men det ligner unægteligt, at Bendtner har spillet sin sidste professionelle fodboldkamp. 

Torsdag skriver det svenske spilselskab ComeOn! i en pressemeddelelse, at de har indgået en aftale med Bendtner, der nu skal være en del af brandets kommunikation i Danmark. 

Jacob Schytte, der er ansvarlig for ComeOn! i Danmark, fortæller, at de er meget glade for at få Bendtner til.

- Vi er super glade for at få Bendtner ombord. Nicklas er en person, der deler vandene, men det er netop med til at gøre ham til den, han er - og dét vi elsker ham for; en person, der altid har udfordret det eksisterende, ligesom ComeOn! ønsker at gøre det i Danmark, lyder det fra Schytte i pressemeddelelsen.

Bendtner: I kommer til at se en del mig

Nicklas Bendtner selv fortæller i pressemeddelelsen, at han er fornøjet over aftalen med ComeOn!, som han mener ikke er bange for at skille sig ud, hvilket han jo også i høj grad tidligere selv har gjort i sin karriere som professionel fodboldspiller. 

- ComeOn! er en udfordrer i Danmark, som gerne vil gøre tingene anderledes, på en uformel, underholdende og sjov måde, og det kan jeg godt lide. Min primære rolle bliver naturligvis at være ComeOn!s ansigt udadtil, så I kommer nok til at se en hel del til mig fremover, siger Bendtner og fortsætter:

- Jeg kommer ikke til at agere spilekspert, det lader jeg andre om. I stedet er aftalen med ComeOn!, at vi skal lave et underholdende samarbejde, hvor der bliver plads til at gøre tingene på en ny måde,” fortæller Nicklas Bendtner.

Bendtner er langtfra den første kendte person, der reklamerer for en spiludbyder i Danmark. Tidligere har folk som Brian Laudrup, Simon Kjær, Pilou Asbæk og Uffe Holm gjort det samme. 

ComeOn! har været på det danske marked siden 2019.

Spillebranchen: Skaber ulige konkurrencesituation

Sidste år var der megen snak om kendtes medvirken i bettingreklamer, og Spillebranchen ændrede sidste år deres adfærdskodeks for dets medlemmer, hvilket har resulteret i, at ingen af branchens medlemmer nu bruger kendte mennesker til at promovere sit brand.

BetXpert har talt med Morten Rønde, der er direktør i Spillebranchen, om situationen med Bendtner og ComeOn!. 

- Vi ændrede jo vores adfærdskodeks sidste år, fordi det blev problematiseret i medierne, at man brugte kendte sportsstjerner som forbilleder for sin bettingforretning. Det ville vi gerne gøre noget ved, og det betyder jo, at Spillebranchens medlemmer er stoppet med deres sportsambassadører, og derfor er det jo ærgerligt, at spiludbydere, som ikke er med i Spillebranchen, fortsætter, siger Morten Rønde til BetXpert og uddyber.

- For det første påvirker det måske branchen lidt negativt, og det giver også en sådan lidt ulige konkurrencesituation. Og det er ikke noget i forhold til ComeOn!, som sikkert er en dygtig spiludbyder, men det er vi jo som sagt stoppet med at gøre, og derfor er det lidt ærgerligt, at andre så gør det, fortæller Rønde.

OBS: Bendtner og ComeOn! har ikke længere et samarbejde.