Før ugens Champions League tager vi et kig på weekendens pudsige resultater i de fem store fodboldligaer (og i den danske Superliga).

Fra en sjælden BIF-gevinst mod FCK, over udesejre til Liverpool og Dortmund mod henholdsvis Chelsea og Bayern, til et sensationelt PSG-nederlag...


SUPERLIGAEN: BIF slog FCK (for én gangs skyld)

FC København er stadig nr 1 i den danske Superliga, og Brøndby ligger stadig tredjesidst. Men efter søndagens derby er det for én gangs skyld Vestegnen der jubler. Kampen på Brøndby Stadion endte 2-1, og dermed fik BIF sin første sejr over ærkerivalen siden 2008, efter ikke færre end 10 opgør i træk med uafgjort (to styk) eller FCK-gevinst (otte).

Hjemmeholdets mål blev sat ind af forsvarsstyrmand Clarence Goodson og – efter en udligning af FCKs N´Doye – af indskiftede Thomas Rasmussen der dermed fik en perfekt derby-afslutning på sin tid i Brøndby. Han skifter til Lyngby i vinterpausen.

Brøndby viste mere vilje end FCK og vandt fortjent (selv om gejsten til tider tog overhånd, som da Bernburg i en grov tackling skadede udeholdets Peter Larsson).

Kamp om tredjepladsen

FC Nordsjælland vandt 2-0 over SønderjyskE og indtager stadig andenpladsen, men er med 31 point nu kun fire point efter FCK. I Herning tabte FC Midtjylland 1-3 til AaB der dermed rykkede forbi midtjyderne og satte sig på bronzepladsen (begge har 26 point, men nordjyderne har en bedre målscore).

Begge kan dog blive passeret af AGF (pt nr 5 med 25 point) hvis århusianerne vinder mandag aftens lokalderby mod Silkeborg (nr 8 med 20 point); sidste kamp i 16. spillerunde (se analyse).

Pointdeling i bundkamp

Under nedrykningsstregen ligger stadig Køge og Lyngby der efter 2-2 i søndagens indbyrdes kamp hos sidstnævnte har henholdsvis seks og 12 point. Brøndby har 17 point efter sejren over FCK og kan nok begynde at se opad i tabellen. Lige over ligger SønderjyskE med 18 point.

Superligaen har to spillerunder tilbage før vinterpausen: 26.-28. november og 3.-5. december.


 

PREMIER LEAGUE: Liverpool vandt over Chelsea

Den hæderkronede – men i de seneste sæsoner underpræsterende - storklub Liverpool har mildt sagt gang i en svingende sæson. Før landskamppausen blev det kun 0-0 hjemme mod oprykkerklubben Swansea – en indsats og et resultat der fik danske Daniel Agger til at skælde sine holdkammerater godt og grundigt ud.

I søndags blev det så til sejr i udekampen mod Chelsea med 1-2, på mål af Rodriguez og (i 87. minut) Johnson, højrebacken der har en fortid i netop Chelsea. Agger spillede hele kampen i midterforsvaret for The Reds der nu har 22 point for 12 runder, ligesom Chelsea (hvor træner Villas-Boas, trods nu fire nederlag, mener stadig at have opbakning fra klubejer Abramovich), og ligesom Arsenal der vandt 1-2 i Norwich.

Redknapp tilbage efter hjerteoperation

Tottenham Hotspur har også 22 point, men har to kampe i hånden – den ene finder sted mandag aften, hjemme mod Aston Villa (se analyse). Her vender nyligt hjerteoperede Harry Redknapp tilbage til trænerbænken efter en lille måneds pause.

Suveræn etter, nu med 34 point, er fortsat Manchester City der i lørdags vandt 3-1 hjemme over hidtil ubesejrede Newcastle. City fik to straffespark der blev omsat af henholdsvis Balotelli og Agüero; ind i mellem nettede højreback Richards. Newcastle (der stadig er 3´er med 25 point) scorede et trøstmål i 89. minut ved Gosling.

Newcastle er stadig 3´er med 25 point, og Manchester United der vandt en kneben 0-1-sejr i Swansea, er stadig nr 2, nu med 29 point.

Spektakulært brag i bunden

I bunden var der dyst lørdag mellem agterlanterne Wigan og Blackburn (næstsidst). Det blev et brag af en kamp med seks mål og en udvisning til udeholdet – der formåede at score 2 gange i undertal.

Det sidste mål (til 3-3) blev sat ind i ottende overtidsminut på straffespark – i øvrigt begået mod Blackburn-keeper Robinson der trak med op i modstandernes felt da hans hold fik et meget sent hjørnespark.

Dermed ligger de to klubber stadig nederst, med henholdsvis 6 og 7 point; den sidste nedrykningsplads indtages af Bolton med 9 point.

Ugens CL-opgaver for engelske klubber

Tirsdag: Napoli-Man City

Tirsdag: Man United-Benfica

Onsdag: Leverkusen-Chelsea

Onsdag: Arsenal-Dortmund


 

PRIMERA: Real vandt tæt topkamp

Liga-etter Real Madrid mødte op til lørdagens topkamp i Valencia med syv ligasejre i træk og en samlet målscore for de syv kampe på 29-4.

Men opgøret på Estadio de Mestalla blev bestemt ingen walk-over for de kongelige madrilenere.

Real vandt da også på 2-3 på Estadio de Mestalla, men det var en tæt og intens kamp – med fire mål i de sidste 18 minutter. Benzema bragte madrilerne foran i 20. minut, og Ramos øgede føringen i 72. Soldado reducerede for Valencia i 75., Cristiano Ronaldo øgede til 1-3 i 79., før Soldado med sit andet mål, i 83. minut, gjorde de sidste syv minutter særdeles spændende.

Storsejr til Barca (mål af Piqué og Puyol)

Barcelona der før landskampspausen måtte nøjes med 2-2 hos Athletic Bilbao, gjorde denne gang kort proces med Real Zaragoza der blev sendt hjem med en sæk på 4-0. For én gangs skyld kunne Barca stille med både Piqué og rutinerede Puyol i midterforsvaret – og begge kronede indsatsen med en scoring. De to andre mål blev sat ind af Messi og Villa.

Efter 12 runder har Real nu 31 point, foran Barca med 28. Valencia har 24 point på tredjepladsen, mens lille Levante der søndag tabte 3-2 hos Atlético og dermed led det andet liga-nederlag i træk efter en ellers fremragende sæsonstart, har 23 point.

Villarreal var fortsat uden topscorer Rossi, men vandt 1-0 hjemme over Betis og rykkede op på 12.-pladsen med 14 point.

Paraply-angreb afbryder kamp

I bunden ligger Granada, Santander og Sociedad, alle med 9 point. De to førstnævnte har dog en kamp i hånden. Santander spiller mandag aften mod Malaga.

Granada VAR faktisk i gang med en kamp søndag aften, hjemme mod Mallorca - men efter en lille times tid, ved stillingen 2-1 til hjemmeholdet, afblæste dommeren opgøret efter at en linjedommer var blevet ramt i hovedet af en paraply kastet af en tilskuer. 

Ugens CL-opgaver for spanske klubber

Tirsdag: Real Madrid-Dinamo Zagreb

Tirsdag: Bayern-Villarreal

Onsdag: Valencia-Genk

Onsdag: Milan-Barcelona


 

BUNDESLIGA: Dortmund vandt topkampen i München

Bayern München fører stadig den bedste tyske række, men efter lørdagens 0-1-nederlag mod Borussia Dortmund, er borusserne nu kun 2 point efter sydtyskerne.

Bayern stillede med både Ribéry og Robben (comeback til hollænderen efter næsten to måneders skadespause), foruden Thomas Müller, som støtte til centreforward og ligatopscorer Gomez – men til gengæld manglede vigtige Schweinsteiger på midtbanen, og i et taktisk præget (og dermed relativt chancefattigt) opgør, var det mestrene fra Dortmund der (selv om de manglede Subotic i midterforsvaret) snuppede sejren via et mål af pragttalentet Götze i 65. minut.

Det var tredje Dortmund-sejr i træk i de indbyrdes opgør, og anden gang i træk at borusserne vandt på Allianz-Arena i München. I sidste sæson blev det 1-3.

Storsejre til Gladback og Schalke

På Bundesligaens tredjeplads, a point med Dortmund, ligger Gladbach der lørdag tævede Werder Bremen med 5-0 (udeholdet fik en udvisning, men først i 76. minut, og da stod der allerede 5-0). Schalke 04 vandt 4-0 (to mål af Huntelaar, 1 af Raul) over Nürnberg og har 25 point, 1 efter Gladbach. Werder er 5´er med 23.

Leverkusen vandt 0-2 hos Kaiserslautern og er nr 7 med 21 point.

I bunden ligger Augsburg, Freiburg og Nürnberg med henholdsvis 8, 11 og 12 point.

Ugens CL-opgaver for tyske klubber

Tirsdag: Bayern-Villarreal

Onsdag: Leverkusen-Chelsea

Onsdag: Arsenal-Dortmund


 

SERIE A: Juve tilbage på førstepladsen; Milan snublede

Med søndagens klare sejr på 3-0 (Pepe, Matri og Marchisio) over Palermo, vandt Juventus (igen uden Frederik Sørensen i truppen) sin tredje sejr i træk og tilbageerobrede dermed førstepladsen i Serie A – de øvrige tophold snublede nemlig.

Lazio spillede 0-0 hos Napoli, Milan måtte nøjes med samme resultat hos Fiorentina, og Udinese (det hidtidge førerhold) tabte 2-0 i Parma.

Juventus har nu 22 point, det samme som Lazio, mens Milan og Udinese begge har 21. Juve har dog en kamp i hånden i forhold til de øvrige tre klubber der alle har spillet 11 kampe.

Sejr til Simon Kjær og Roma

Nr 5 er Roma der har 17 point efter søndagens 2-1-hjemmesejr over Lecce. Danske Simon Kjær spillede hele kampen i romernes midterforsvar – derimod fik klubbens offensive talisman Francesco Totti kun 24 minutter som indskifter.

Inter vandt 2-1 hjemme over Cagliari og dermed et skridt væk fra nedrykningszonen. Storklubben der har haft en mildt sagt forkølet sæsonstart, har nu 11 point; tre ned til Lecce der ligger tredjesidst med 8 point. Nederst ligger Novara med 7 og Cesena med 6.

Ugens CL-opgaver for italienske klubber

Tirsdag: Napoli-Man City

Tirsdag: Trabzonspor-Inter

Onsdag: Milan-Barcelona


 

LIGUE 1: Sensationelt nederlag til PSG

De store klubber fik enden på komedie i den franske Ligue 1 i den forgange weekend.

Mest overraskende var søndagens chok i Paris hvor ligaetter PSG tabte 0-1 til bundholdet Nancy. Et resultat man kunne have scoret sig sådan cirka odds 11 på – hvis man altså havde set det komme (det havde undertegnede bestemt ikke...).

Det var en kamp hvor hjemmeholdet havde bolden stort set hele tiden, men især i første halvleg havde svært ved at omsætte det til åbne chancer mod et meget defensivt spillende Nancy-mandskab der var taget til Paris uden sin bedste angriber, karantæneramte Niculae.

I anden halvleg virkede pariserne mere inspirerede i offensiven og kom frem til diverse store chancer der dog på det skammeligste blev brændt, enten pga uskarphed – PSG havde hele 17 afslutninger der ikke ramte målet – eller pga storspil af Nancy-keeper Assembé. Men Nancy fik også et par chancer – og fik altså scoret på én af dem.

Montpellier a point med PSG efter sejr over Marseille

En trøst for PSG er det nok at flere andre storhold også snublede. Lyon tabte 1-2 hjemme til Rennes, mestrene fra Lille måtte nøjes med 0-0 i Toulouse, og Marseille tabte 1-0 hos Montpellier.

Men dermed har sidstnævnte sæsonoverraskelse 30 point og ligger side om side med PSG i toppen af ligaen. Lille har 25, ligesom Rennes, Lyon har 23. Marseille ligger nede på 10.-pladsen med 18.

I bunden ligger fortsat Ajaccio, nu med 8 point efter lørdagens 2-2 hjemme mod Caen. Under stregen er også Nice (fik to udvisninger og tabte 0-2 mod Saint-Étienne) og Bordeaux (der tabte 2-0 i Dijon og dermed er tilbage i underpræstationernes rige efter at have fået 1-1 mod PSG i forrige runde).

Ugens CL-opgaver for franske klubber

Tirsdag: CSKA-Lille

Tirsdag: Lyon-Ajax

Onsdag: Marseille-Olympiakos