Den individuelle tennis-sæson lukkes ned med ATP World Tour Finals i London 5.-12. november. Læs optakten om deltagerne: verdens 8 bedste herre-tennisspillere (minus Nadal)...

For fjerde år i træk afholdes ATP World Tour Finals i O2 Arena i London, hvor verdensranglistens otte øverst placerede spillere skal udkæmpe årets sidste slag på touren.

Herunder følger en gennemgang af de otte deltagere, fra Federer, Djokovic og Murray til serbiske Tipsarevic (ranglistens nr 9), som kun deltager, fordi Rafael Nadal (nr 4) har måttet melde afbud på grund af en knæskade.

Odds er hentet hos Bet365*.

Bemærk at verdensrangliste-angivelserne kun gælder til mandag, hvor listen opdateres af ATP (således vil Djokovic overtage førstepladsen fra Federer).

BetXperts eksperttips

Hold øje med BetXperts tennistips:

Kjartan Nygaard

Lars Baes

Asger Hess-Olesen



ATP World Tour Finals 2012

De tre favoritter

Federer, Djokovic, Murray…

Roger Federer, verdensranglistens nummer et, har vundet ATP World Tour Finals hele seks gange og er dobbelt forsvarende mester her i London.

2012: Federer har vundet seks titler i år, hvor det blevet til trofæer i Rotterdam, Dubai, Indian Wells, Madrid, Wimbledon og Cincinnati. I årets, foruden Wimbledon, tre øvrige Grand Slams, blev det til semifinaler i Australian Open og French Open, mens Federer skuffende tabte i kvartfinalen til tjekkiske Berdych i US Open. Ved OL i London tabte han finalen til skotske Andy Murray.

Federer måtte opgive at forsvare sin titel i Paris Masters i denne uge på grund af lidt fysiske problemer fra turneringen i sin hjemby Basel i sidste uge, hvor han tabte finalen til argentinske Del Potro. Det betyder, at han på mandag vil miste sin førsteplads på verdensranglisten til serbiske Novak Djokovic, som dermed ender året som verdensetter for andet år i træk.

Spillestil: Federer er nok den mest talentfulde spiller, verden nogensinde har set, og han er en rigtig shot-maker med fantastisk shot-selection. Schweizeren kan både være kompromisløs i sin spillestil rent offensivt, hvis det er det, der skal til i et givent matchup, ligesom han også kan omdisponere til transport/kontratennis mod specielt dårligere modstandere og lade dem forfalde til overforceringer og uprovokerede fejl.

Hvis Federer ikke er helt oppe i gear mod de øvrige topspillere, er han ofte ikke solid nok i duelspillet og kan have tendens til at lave for mange uprovokerede fejl. Trods sine 31 år bevæger Federer sig stadig fremragende, men det begynder at kunne ses, at hans yngre konkurrenter bevæger sig endnu bedre og er fysisk stærkere end den aldrende schweizer. Det betyder, at han skal være mere fokuseret på at disponere sine kræfter.

Federers baghånd vurderes til at være hans klart svageste slag, og det er der, de uprovokerede fejl hyppigst kommer fra, da han har tendens til at trække for tidligt op i slaget, når han er under pres.

Odds: Federer som vinder af ATP World Tour Finals 2012: 3,75

Novak Djokovic, verdensranglistens nr. 2, har vundet ATP World Tour Finals én gang. Den sejr kom i hus i 2008, hvor turneringen blev afholdt i Kina. Han slog russiske Nikolay Davydenko 6/1 7/5 i finalen.

Sidste år i London spillede Djokovic sig ikke videre fra gruppespillet.

2012: Efter et fantastisk 2011, hvor Djokovic blandt andet vandt tre Grand Slams, har serberen ikke kunnet leve op til de høje standarder i denne sæson. Dog bemærkes det, at han har formåede at forsvare Australian Open, spillede sig frem til finalen i French Open og var i semifinalen i Wimbledon, hvor han noget skuffende, som solid favorit, tabte til den senere mester Roger Federer.

Ved OL i London tabte han lidt skuffende i semifinalen til den senere guldmedalje-vinder Andy Murray, men serberen har virkelig taget revanche i de seneste måneder. Djokovic lagde ud med to finalenederlag i den nordamerikanske hardcourt-sæson i Cincinnati og årets sidste Grand Slam US Open, men i oktober vandt han begge turneringer i Asien i Beijing og Shanghai Masters.

Djokovic tabte sin første kamp sensationelt til den storservende amerikaner Sam Querrey i Paris Masters i denne uge til trods for, at serberen var oppe 6/0 2/0. Djokovic har da også ubehagelige sager at tænke over i privaten for tiden, da hans far er indlagt i hjemlandet. Faderens tilstand vurderes som kritisk og potentiel livsfarlig i skrivende stund.

Spillestil: Djokovic er verdenstoer, men vurderes af undertegnede som den bedste allround-spiller på touren.

Serberen er efterhånden en komplet spiller både offensivt som defensivt. Inden han sidste år satte sig solidt på verdenstoppen, var han en udpræget transport/kontraspiller, som var bundsolid fra baglinjen med stor variation og stabilitet, men så begyndte han virkelig at træde ind i banen, spille hurtigt og udvikle sine offensive våben. Djokovic har, i skarp konkurrence med David Ferrer og Andy Murray, de bedste returneringer på touren. Han er samtidig den spiller, som bevæger sig bedst på en tennisbane, hvor han dominerer med sin hurtighed og forudseenhed.

Hans store svaghed har tidligere (inden 2011) været dårligt kropsprog og skidt attitude i modgang, hvilket har givet modstanderne tro på, at han kan slås, men i kølvandet på Davis Cup-triumfen med Serbien ultimo 2010, kom han kom han ind i 2011 med en fantastisk attitude og indstilling, hvilket har været en af hovedårsagerne til hans dominans siden da. Et andet parameter er, at han blev markant stærkere rent fysisk i samme periode.

Odds: Djokovic som vinder af ATP World Tour Finals 2012: 3,0

Andy Murray, rank 3, har deltaget i ATP World Tour Finals de seneste fire år, hvor det er blevet til to semifinaler. Sidste år måtte han trække sig med en skade efter en overstået kamp – et 2-0 nederlag til spanske David Ferrer.

2012: Hele tennis-verdenen fældede en tåre med Murray, da han atter missede sit første Grand Slam-trofæ efter endnu et finalenederlag mod Roger Federer i Wimbledon. Men skotten har taget revanche siden da. På Wimbledons selvsamme anlæg, vandt han få uger senere den eftertragte OL-guldmedalje, mens han kronede efterårssæsonens mesterværk med sin første Grand Slam-titel, da han slog Novak Djokovic i fem sæt i US Open. På det seneste er det blevet til en semifinale i Tokyo og en finale i Shanghai Masters. Murray tabte sensationelt til den unge fremadstormende polak Jerzy Janowicz i Paris i denne uge.

Spillestil: Murray er en kontraspiller, som elsker at udnytte farten i de bolde, han får foræret af modstanderen. Hans tohåndsbaghånd betegnes af flere som den bedste og mest stabile på touren – et slag, som han kan gøre meget med i form af variation og temposkift. Rent fysisk er han en af de stærkeste på touren, hvor kun Nadal vurderes til at være i bedre stand end ham. Murray har et stort repertoire med mange muligheder – forskellige typer slag – i sit game, hvilket nogle gange kan gøre det svært for ham at vælge, men generelt set har han god shot-selection.

En af Murrays svagheder har tidligere været, at han ikke var lige så mentalt stærk som de andre spillere i verdenstoppen – måske fordi han endnu ikke havde fået sin første grand slam-titel under bæltet på trods af deltagelse i flere finaler. Men efter OL-guldmedaljen og US Open-trofæet er det nærliggende at spekulere i, om det mentale styrkeforhold nu er ved at være udlignet.

Odds: Murray som vinder af ATP World Tour Finals 2012: 3,25

De fem outsidere

Ferrer, Berdych, Tsonga, Del Potro, Tipsarevic…

David Ferrer, rank 5, har deltaget i ATP World Tour Finals tre gange. Han spillede sig frem til finalen i Kina i 2007, hvor han tabte 3-0 i sæt til Federer, mens han end ikke vandt et sæt i sine tre indledende kampe i London i 2010. Sidste år spillede han sig i semifinalen, hvor han igen – 13 gange i alt – tabte til Federer.

2012: Ferrer har spillet en flot sæson, hvor det er blevet til titler på alle underlag udendørs. Han startede med at vinde årets første turnering i Auckland. Herefter blev det til sejre på grus i Buenos Aires og Acapulco, afbrudt af græssejren i s-Hertogenbosch, inden han tog årets femte titel i svenske Baastad.

I Grand Slam-sammenhæng har den spanske grinder ligeledes præsteret yderst solidt med en kvartfinale i Australian Open, en semifinale på Roland Garros, en kvartfinale i Wimbledon og en semifinale i US open. I sidste uge sejrede han i sin hjemby Valencia, hvor han slog ukrainske Dolgopolov over tre tætte sæt. Ferrer har i skrivende stund (fredag) spillet sig i semifinalen i Paris Masters.

Spillestil: Ferrer er ikke den mest talentfulde spiller på touren rent teknisk, men han er en rigtig grinder og en ukuelig fighter, som bliver betegnet som en levende mur fra baglinjen.

På sine gode dage laver han stort set ingen fejl i grundspillet og er selv i besiddelse af en god forhånd, som han kan gå ind og dominere spillet med. Serven bliver betegnet som habil, mens baghånden er et af de mest sikre transportslag på touren.

Odds: Ferrer som vinder af ATP World Tour Finals 2012: 23,0

Tomas Berdych, rank 6, fik sin debut blandt de otte bedste på kloden forrige år i London, hvor han blev slået ud i gruppespillet. Sidste år gik det bedre, da han spillede sig i semifinalen, som han tabte til Tsonga.

2012: Berdych kan skrive to titler på sit CV i indeværende kalenderår, indendørs i Montpellier tilbage i januar og i oktober blev til en sejr i Stockholm, hvor franske Tsonga blev besejret i tre tætte sæt. Af øvrige 2012-højdepunkter kan nævnes finaledeltagelse i Madrid, Winston-Salem og en semifinale i årets sidste Grand Slam US Open. Berdych tabte til franske Gilles Simon som stor favorit kvartfinalen i Paris.

Spillestil: Den store tjekke slår meget tungt og fladt til en tennisbold, både fra for- og baghånden, uden særlig meget topsspin. Når han spiller godt – og holder de uprovokerede fejl nede – er han livsfarlig for alle spillere på touren. Berdych er klart bedst, når han får lov til at diktere spillet, hvor han kan dominere modstanderen med sine tunge grundslag fra baglinjen. Hans forhånd er en af de bedste på touren og hans farligste våben, og hans tohåndsbaghånd er ligeledes et godt offensivt våben.

Berdych bevæger sig dog ikke specielt godt i forhold til mange af konkurrenterne i verdenstoppen, og han laver ofte uprovokerede fejl, når han bliver flyttet ud af sin hitting/comfort zone. Et andet problem er hans returneringer, som bestemt ikke er blandt de bedste i verdenstoppen.

Odds: Berdych som vinder af ATP World Tour Finals 2012: 15,0

Jo-Wilfried Tsonga, rank 7, har for tredje gang i sin karriere kvalificeret sig til ATP World Tour Finals. Tilbage i 2008 kom han ikke videre fra gruppespillet i Kina, mens han sidste år spillede sig imponerende frem til finalen, hvor han tabte til Federer i tre sæt.

2012: Tsonga har i denne sæson vundet to mindre turneringer i Doha og Metz, mens det er blevet til finalenederlag i Beijing og Stockholm. I Grand Slam-sammenhæng kan den karismatiske, mørklødede franskmand fremvise en 4.runde i Australian Open, kvartfinale på Roland Garros, en flot semifinale på Wimbledons anlæg, men et skæmmende nederlag i 2.runde i US Open mod slovakiske Klizan på sit CV. Han spillede sig frem til kvartfinalen ved OL i London. Tsonga blev slået ud i kvartfinalen i Paris Masters af David Ferrer.

Spillestil: Tsonga er en rigtig publikums-spiller, som elsker at udfolde sig på de store scener med en masse entusiastiske tilskuere. Franskmanden er en stor, stærk og atletisk spiller med en stor serv og en god forhånd. Han dominerer sine modstandere med et tungt anlagt spil på de gode dage, mens han kan lave mange uprovokerede fejl på de mindre gode dage. Tsonga bevæger sin store krop så godt på en tennisbane, men hans returneringer ligger ikke i tennisbranchens top.

Odds: Tsonga som vinder af ATP World Tour Finals 2012: 17,0

Juan Martin del Potro, rank 8, deltager for tredje gang i ATP World Tour Finals. I 2008 tabte han i gruppespillet i Kina, mens han spillede sig frem til finalen i London i 2009, hvor han tabte til russiske Davydenko.

2012: Den store tungtslående argentiner er i topform i skrivende stund. Han har vundet to turneringer i streg i Wien og Basel, hvor selveste Roger Federer blev besejret i sin hjemby i sidste uge. CVet for 2012 viser ligeledes turneringssejre indendørs i Marseille og udendørs på gruset i Estoril, mens det i Grand Slam-sammenhæng er blevet til en kvartfinale i Australian Open, kvartfinale på Roland Garros, 4.runde i Wimbledon og en kvartfinale i US Open.

Argentinerens nok stolteste øjeblik i år udspillede sig sandsynligvis ved OL i London, hvor ”Delpo”, som han kaldes på touren, vandt en bronzemedalje til sit hjemland. Del Potro tabte overraskende til den fransk indendørsspecialist i Paris i denne uge.

Spillestil: Del Potro server godt og spiller en uhyre tung omgang tennis. Han slår hårdt fra begge sider, og han er vel nok den spiller på turen med den største power samlet set. Samtidig er den høje argentiner svær at slå forbi på grund af sit enorme vingefang. Hans svaghed er, at han ikke bevæger sig særlig godt frem i banen, og han har problemer med spillere, som kan stå imod hans power og spille med stor variation.

Odds: Del Potro som vinder af ATP World Tour Finals 2012: 10,0

Janko Tipsarevic, rank 9, deltager for anden gang i ATP World Tour Finals. Han fik debut sidste år, da serberen kom ind som reserve, hvor det blev til to kampe – et nederlag til tjekkiske Berdych og en sejr over sin landsmand Djokovic – begge kampe i tre tætte sæt.

2012: Tipsarevic har spillet et godt 2012, hvor han er noteret for mange kvart- og semifinaler, men det også blevet til en titel på grus i Stuttgart i juli, og han vandt World Team Cup i Düsseldorf med sine holdkammerater og landsmænd fra Serbien. Det er blevet til finaledeltagelse i Chennai og Gstaad.

I årets Grand Slam-turneringer er det blevet til en 3.runde i Australian Open, 4.runde på Roland Garros, 3.runde i Wimbledon og en kvartfinale i US Open. Tipsarevic tabte til polske til Jerzy Janowicz i kvartfinalen i Paris i denne uge. En pinlig affære hvor serberen trak sig, da han var bagud 4-1 og double break i 3.sæt – nok fordi at han ville have en undskyldning for de skuffende nederlag. Han kunne snildt have færdigspillet kampen.

Spillestil: Tidligere var Tipsarevic hovedsageligt betegnet som en ”big match player”, der havde svært ved at motivere sig, når scenen ikke var prominent og modstander ligeså. Det har resulteret i nogle noget svingende resultater, men den tendens lader nu til at have ændret sig, og et kontinuerligt højt niveau de seneste år har bragt ham op på 9. pladsen på verdensranglisten.

"Tipsa" har nogle relativt tunge grundslag, hvor forhånden er det mest powerfulde slag, mens baghånden repræsenterer større sikkerhed og margin. Hvis serberen ikke er mentalt på toppen, kan han have en tendens til lave for mange uprovokerede fejl, og bevægelsen kan være tung til tider. Når han derimod er motiveret og mentalt klar, så repræsenterer han et meget højt niveau, hvor de bedste spillere let kan komme i problemer.

Odds: Tipsarevic som vinder af ATP World Tour Finals 2012: 51,0