Kvartfinalerne i den bedste danske ishockeyrække går i gang denne fredag. Læs Mike Larsens gennemgang af de fire match-ups...

Så er der endelig slutspil i AL-Bank Ligaen. 40 grundspils-runder for at skille ét hold fra, og det var næsten gjort efter 20 kampe. Det må kunne gøres anderledes... Nå, men nu er kvartfinale-serierne klar til at starte – startskuddet lyder denne fredag.

 

Som grundspilsvinder havde Herning førstevalget, og det faldt på Rødovre, der da også ligner den svageste modstander. Jeg ser ikke Herning have de store problemer med denne serie, men de tre andre serier kan godt blive spændende og strække sig over seks eller syv kampe.

 

Herning Blue Fox - Rødovre Mighty Bulls


Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles


Aalborg Pirates – Odense Bulldogs


SønderjyskE – EfB Ishockey

Odds: Dansk mester

Herning Blue Fox 3,10 Betsafe

Frederikshavn 4,00 Betsafe

Sonderjyske 4,75 Sportingbet

AaB Pirates 10,00 Sportingbet

EfB Ishockey 12,50 Unibet*

Odense Bulldogs 21,00 Sportingbet

Rødovre Mighty Bulls 151,00 Sportingbet

Herlev 151,00 Sportingbet

 

Eksperttips

Mike Larsens ishockeytips (127% for 35 tips i 2013)) kan følges her: http://www.betxpert.com/ekspert/mike-larsen

 

 

OPTAKT TIL KVARTFINALERNE

 

Herning Blue Fox - Rødovre Mighty Bulls

Herning kæmpede sig til førstepladset og -valget ved at få uafgjort i Esbjerg. Så havde man lige så mange point som Frederikshavn, men man var bedst indbyrdes, hvor man havde fået 8 af 15 point.

Målmand:

Herning har stærke Lubomir Pisar, der har en redningsprocent på 93,10 og et snit på 1,56 mål imod pr. kamp i denne sæson, mens man har George Sørensen som reserve. Sørensen har ikke stået meget i denne sæson, men han har en redningsprocent på 96,55 på de 29 skud, som han har mødt.

Rødovre stiller med Sebastian Dahm, der ikke har haft sin bedste sæson. Han har en redningsprocent på 89,82 over 37 kampe, mens reserven Frederik Jakobsen ligger med 82,35.

Backs:

Herning har en stærk defensiv, der lukker ned for modstanderne, så de mange gange er tvunget til at skyde langt udefra og dermed gør det lettere for Pisar i målet at redde. Herning har kun lukket 69 mål (færrest af alle) ind over sæsonen, og Brent Davidson har desuden været en stærk offensiv trussel for Herning.

Rødovre har skiftet en del ud i defensiven i løbet af sæsonen. Det ser ud til, at de spillere, der er kommet ind, har været lige så gode som dem, der er afhændet. Men man har ikke fået spillet defensiven ordentligt sammen. Man har lukket 121 mål ind i løbet af sæsonen, hvor de 19 mål er lukket ind over de seneste 3 kampe.

Forwards:

Herning har flere strenge at spille på. Man har hentet Bryan Marshall ind på holdet lige op til slutspillet, og han skal nok være en god forstærkning. Man har ikke scoret en masse mål, men det har været nok til at vinde kampene. 123 mål over 40 kampe er det blevet til, hvilket er fjerdeflest.

Rødovre har ikke været farlige foran modstandernes mål i denne sæson. I mange kampe har man kun scoret ét mål, og det er som regel ikke nok til at vinde. Contois, Ekstrøm, Smidt og Karvinen har været en skygge af sig selv i denne sæson.

Formen:

Herning har ikke tabt i 13 kampe i træk i ordinær tid op til slutspillet, så man kommer virkelig med et hold, der har ramt formen på det perfekte tidspunkt. I de 13 kampe har man kun lukket 17 mål ind, og det er inkl. de 5 mål, man lukkede ind i sæsonens sidste kamp mod EfB Ishockey.

Rødovre har tabt 7 af sine seneste 9 kampe i AL-Bank Ligaen, hvor man kun har besejret bundholdet Copenhagen et par gange. Ikke den store bedrift, og man havde alligevel en del problemer med det. Defensiven har sejlet på det seneste, da den har lukket 39 mål ind i de 9 kampe, mens offensiven har scoret 24 mål (11 af dem i 2 kampe mod Copenhagen).

KvIK Hockey Arena – Rødovre Skøjtehal:

Herning er stærk på hjemmebane, hvor man er 11-5-4 i denne sæson, hvilket er lige så stærkt pointmæssigt på hjemmebane som sidste sæson, hvor man dog hentede 13 sejre.

 

Mod Rødovre på hjemmebane er man 2-1-0 i denne sæson. Den uafgjorte kamp tabte Herning efter straffeslag, men disse er ikke en faktor i slutspillet. Hvis en kamp er uafgjort efter ordinær spilletid, spilles overtidsperioder a 20 min indtil et hold scorer. Ligesom i NHL.

Rødovre har typisk været et godt hjemmehold, men i denne sæson er man kun 5-6-9, hvilket ikke er noget, der ligefrem er skræmmende i mine øjne.

 

Mod Herning er man 0-0-2 denne sæson på hjemmebane, og i begge kampe har man ikke været gode nok til at udnytte sine chancer.

Forventning:

Som jeg ser det, så har Herning et hold, der er bedre på alle pladser i forhold til Rødovre. Hvis denne serie går ud over de 5 kampe, så er det for mig overraskende. Jeg ser ikke nogen mulighed for Rødovre at vinde mere end én kamp, som de spiller for tiden.

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles

Grundspillets nr 2 Frederikshavn valgte det andet sjællandske hold, der er med i slutspillet, og det selvom vendelboerne har haft problemer med Herlev i grundspillet. Selvfølgelig bør Frederikshavn være bedst, men Herlevs erfarne hold kan blive en torn i øjet i dette slutspil.

Målmand:

Frederikshavn hentede Bryan Hogan ind på holdet, da 1.-valget blev skadet for resten af sæsonen. Hogan har stået rigtig godt og har præsteret en redningsprocent på 93,00 og ladet 1,87 mål gå ind pr. kamp. Man har et par kapable reserver, men de er ikke på Hogans niveau. Hvis Hogan bliver skadet, så ser det svært ud.

Hos Herlev er det Gasper Kroselj, der er 1.-målmand. Ganske god målmand, der har ligget med 91,73 i redningsprocent denne sæson, hvilket er rimelig godt på et hold, der ikke var forventet at ligge højere end man gør. Man har ligeledes et par unge reserver i målet, der ikke holder samme niveau som 1- målmanden.

Backs:

Frederikshavn har en stærk defensiv med Mads Bech, Phil Paquet, Alexander Ytterell samt kæmpen Christian Schoildan. Sidstnævnte har dog været skadet mod slutningen af grundspillet, og han er en vigtig brik i defensiven med sin stærke fysik. Man har kun lukket 78 mål ind i ligaen som ligaens næstbedste defensive hold. Men uden Schoildan har man været i problemer mod de andre tophold.

Herlev har været plaget af en del skader i defensiven, hvor man har kaldt Thomas Johnsen tilbage til isen. Man har en del unge spillere i defensiven, hvor man har været afhængig af de erfarne spillere, og til tider har Thor Dresler også været nede i defensiven i nogen kampe. Skaderne har gjort, at man er det hold i ligaen, der har indkasseret næstflest mål i grundspillet.

Forwards:

Frederikshavn kan stille med 3 stærke kæder offensivt, hvor det dog primært er 1.-kæden, der scorer målene. Derudover har man en 4.-kæde, der arbejder hårdt og en gang imellem også er farlig foran mål. Cam Paddock og Morten Lie har drevet de fleste hold til vanvid, og ellers har man en svenskerkæde, der har masser af speed i skøjterne.

Herlev har en del offensive kanoner, heriblandt danske Kim Staal og Jonas Sass, mens man også har flere gode udenlandske spillere. Flere profiler har været skadet i løbet af sæsonen, hvor man så har fået andre spillere ind på holdet, der har gjort det godt. Man kan stille med 3 gode kæder, mens man har en 4.-kæde, der også godt kan gå ind og lave mål.

Formen:

Frederikshavn har vundet 8 af de seneste 11 kampe, hvor man kun har tabt til de andre top4-hold. Spillet har dog ikke været det bedste, selvom man har haft en masse motivation i forhold til modstanderen. Man kunne lige så godt have tabt de vundne kampe.

Herlev kommer ind til slutspillet med bare 2 sejre i de seneste 5 kampe, hvor man dog har været ramt en smule af sygdom. I sidste kamp op til slutspillet tog man en god sejr i Rødovre, hvor man sejrede med 4-1. Så selvom man har været svingende på det seneste, så har man en trup, der virker klar til slutspillet.

Scanel Hockey Arena – Herlev Skøjtehal:

Frederikshavn er stærk på hjemmebane, hvor man er 13-3-4 denne sæson, hvor der ikke er mange hold, der har taget point med fra Vendsyssel. Det har primært været topholdene, der har vundet i Frederikshavn.

 

Mod Herlev er man 2-1-0 på hjemmebane denne sæson, hvor den uafgjorte kamp endte med Herlev-sejr efter straffeslag. En ting, der ikke kommer til at spille en rolle i slutspillet.

Herlev er rimelig god på hjemmebane med 8-5-7, hvor man dog har været noget svingende i løbet af sæsonen.

 

Mod Frederikshavn er man 1-1-0 på hjemmebane, hvor Herlev vandt den uafgjort kamp i overtid.

Forventning:

Forventningen må være bestemt være, at Frederikshavn tager serien hjem grundet den hjemmebanefordel, som man har som 2'er i grundspillet. Frederikshavn er desuden en smule bedre besat i defensiven end Herlev, og det kan være det, der trækker seriesejren til Nordjylland. Herlev har haft det svært i flere kampe i Nordjylland, når man har været ude på den lange bustur over Danmark. Men det er bestemt muligt at Herlev driller nordjyderne og trækker serien i langdrag.

Aalborg Pirates – Odense Bulldogs

Grundspillets nr 3 Aalborg stod med et valg mellem pest og kolera, da man skulle vælge mellem Odense og EfB Ishockey. Med EfB Ishockeys nuværende form in mente, så fravalgte man dem, og tog Odense.

Målmand:

Magnus Åkerlund er det sikre 1. valg i Aalborg, hvor han har fået en redningsprocent på 91,55 over de 35 kampe, som han har spillet. Han har præsteret flere gode redninger på kritiske tidspunkter. Som reserve har man Nikolaj Nørbak, der har en højere redningsprocent, men han har fået den over kun 5 kampe.

Odense har skiftet en del ud på pladsen i målet i denne sæson, hvor man er endt med svenske Jens Holmström, og bortset fra svipseren mod SønderjyskE lige op til slutspillet, så har han været en god sidste skanse. Han ligger på en redningsprocent på 91,8, hvilket ligger lidt under godkendt, men kampen mod SønderjyskE skubbede den en del ned.

Backs:

Aalborg har en god defensiv, hvor man kan stille med 4 backpar. Især Shane Sims og Mats Hansson, der har været gode defensivt, men også været rigtig gode offensivt. Man er nr fire på listen over hold har der lukket færrest mål ind.

Odense har ligeledes en rimelig bred defensiv, hvor man har været gode til lukke nogle hold ned i kampene, men især SønderjyskE og til dels Aalborg, har været gode til at lukke fynboerne op og udnytte chancerne. Odense er nr fem på listen over hold har der lukket færrest mål ind.

Forwards:

Aalborg har været en smule svækket siden Colin Greening smuttede, men man har alligevel til tider vist flot offensiv hockey, og man er også det hold i ligaen, der har scoret næstflest mål – kun overgået af SønderjyskE. Man har haft en meget farlig 1.-kæde med bl.a. Månsson og Tapio, men på det seneste er de andre kæder også kommet i gang med at score.

Odense har ligesom Aalborg en farlig førstekæde, der hos Odense kun består af svenskere. De har været farlige i store dele af sæsonen. Dog har de andre kæder scoret lidt mål engang imellem, men Odense lever højt på denne ene kæde. Dog nettede 2. kæden nogle gange i den sidste kamp i slutspillet, mod Copenhagen Hockey. Man er det sjettemest scorende hold og har altså kun scoret flere end de tre sjællandske hold.

Formen:

Aalborg tabte den sidste kamp op til slutspillet, i Vojens mod SønderjyskE. Det var dog uden topscorer Tapioog et par andre offensivspillere. På det seneste har man sejredt over et par af de sjællandske hold og tankede noget selvtillid mod Rødovre, som man besejrede med hele 10-1.

Odense vandt sidste kamp før slutspillet med 7-0 i Hvidovre, men ellers har man kun vundet 2 af de seneste 6 kampe, hvor den anden sejr kom mod netop Aalborg efter straffeslag. Den ellers normalt stærke defensiv har lukket 19 mål ind i de seneste 6 kampe.

Gigantium – Bryggeriet Vestfyens Arena:

Aalborg Pirates har fået skabt et mindre fort på hjemmebane, hvor man er 13-3-4 denne sæson. De mange publikummer har været med til at give et mindre løft på isen, da man har fået ekstra energi i løbet af kampen. På hjemmebane har man vundet 3 af de seneste 4 kampe, kun mod Odense måtte man give fortabt.

 

I Gigantium er Aalborg 1-1-1 mod Odense, hvor den uafgjorte kamp blev afgjort til Odenses fordel efter straffeslag. Det vil ikke blive en faktor i slutspillet med straffeslag; man spiller indtil det ene af holdene har scoret.

Odense er ikke så stærk på egen is, som man har været tidligere. Kun 8-3-9 på hjemmebane er ikke noget, der skriger på respekt fra de andre hold, når de kommer til Fyn. I forhold til sidste sæson, så er det en nedgang i antallet af sejre på hjemmebane.

 

På Fyn er Odense 1-0-1 mod Aalborg, hvor hjemmesejren kom i en periode, hvor det hele flaskede sig for Odense, mens der ikke var meget, der ville Aalborgs vej.

Forventning:

Min forventning er, at Aalborg går videre, men det kan nemt blive en svær serie, hvis man først taber på hjemmebane. Man skal spille noget mere disciplineret, ellers vil man hurtigt blive straffet af Odense. Det er en serie, som nemt kan gå i 6 kampe.

SønderjyskE – EfB Ishockey

Den sidste kvartfinale endte med at være et lokalbrag mellem SønderjyskE (nr 4) og EfB Ishockey. Mange eksperter havde set denne kvartfinale komme, men den er alligevel en lille smule overraskende for mig. Det ligner en serie, hvor der bliver gang i den fra første til sidste kamp.

Målmand:

Hos SønderjyskE er Alfie Michaud blevet 1.-valg efter at der tidligere var stor rotation. Han ligger på fornemme 92,58 i redningsprocent, så han er med i klassen af de bedste målmand i ligaen i grundspillet. Som reserve har man en gennemrutineret Michael Madsen, som har haft en redningsprocent på knap 91 i denne sæson.

EfB Ishockey har Daniel Sperrle, der endte på en redningsprocent på 91,11. Han har arbejdet sig op i den senere del af sæsonen efter en svag start. Som backup har man unge Dennis Jensen, der ikke skal forvente den store spilletid i slutspillet.

Backs:

SønderjyskE kan stille med 4 stærke backpar, hvor man kan mikse det godt op. Jeg regner dog med, at man kun stiller med de 3 bedste par. Tyler Gotto kom til i løbet af sæsonen fra Mora, og han har lavet 11 point i 18 kampe. SønderjyskE har ligaens tredjebedste defensiv, hvor man kun er ét mål efter Frederikshavn.

EfB Ishockey kan stille med flere gode kæder defensivt. Man har styrket defensiven med Thomas Svärdström fra Copenhagen, hvilket har givet mere bredde. Man har dog lukket 125 mål ind i grundspillet, hvilket er tredjeflest af alle. Defensiven har svigtet nogle gange, men så har offensiven scoret godt med mål.

Forwards:

SønderjyskE har en spændende offensiv, der kan spille på mange strenge. Man har ligaens farligste spiller i Patrick Asselin, der virkelig har taget AL-Bank Ligaen med storm. Han har nettet 28 gange i 40 kampe. Man er ligaens mest scorende hold med 138 mål i 40 kampe.

EfB Ishockey har en rigtig farlig 1.-kæde med 3 nordamerikanere, mens man også har fået samlet en god 2.-kæde. Derudover har man et par andre kæder, der arbejder hårdt, og de har også bidraget med mål i løbet af sæsonen. Man er det hold, der har scoret femteflest mål i ligaen, hvor man lige har scoret ét mål mere end Odense.

Formen:

SønderjyskE kommer ind i slutspillet med sejre i 5 af de seneste 6 kampe, hvor man kun har tabt til netop EfB Ishockey. De seneste 4 kampe er endt med samlet 21-3, hvor der dog er en sejr på 7-0 over Copenhagen mellem.

EfB Ishockey har været inde i en fantastisk stime op til slutspillet, hvor man har vundet i 13 af de seneste 16 kampe. Kun en kamp mod Herning og 2 kampe med Frederikshavn er endt med nederlag.

SE Arena – Granly Hockey Arena:

SønderjyskE er normalt meget stærk på hjemmebane, men man har været en smule svingende denne sæson, hvor man er 13-1-6. Tidligere var der ikke mange hold, der kunne tage point med hjem fra det sønderjyske.

 

Mod EfB Ishockey er man 1-0-2 på hjemmebane, hvor alle er kampene er endt med étmålssejre.

EfB Ishockey har ikke haft den store sæson på hjemmebane, men der er ikke mange hold ud over Frederikshavn, der har fået overbevisende sejre med hjem fra vestkysten. 9-3-8 på hjemmebane, hvilket ikke er så tosset endda, når man kigger på, at man lå i bunden af rækken i længere tid.

 

Mod SønderjyskE er man 1-0-1 på hjemmebane, og ligesom kampene i Vojens, så har kampene været afgjort med bare ét mål.

Forventning:

Dette kan blive en serie, der går i 7 kampe. De to hold har spillet drabelige kampe i grundspillet, og det kan næsten kun blive endnu mere intenst i denne serie i slutspillet. SønderjyskE har dog fordelen af fleste hjemmekampe, hvis man skulle komme i 7 kampe.