Spillebranchen søger ny administrerende direktør
Den kommende direktør får det overordnede ansvar for organisationens strategi, medlemsrelationer, interessevaretagelse og daglige ledelse. Samtidig bliver vedkommende Spillebranchens ansigt udadtil over for politikere, myndigheder, medier og øvrige interessenter.
Skal samle branchen
Ifølge stillingsopslaget bliver en af de vigtigste opgaver at samle medlemsvirksomhederne om fælles strategiske prioriteter og omsætte dem til konkrete politiske positioner.
Det indebærer blandt andet at udvikle organisationens strategi, styrke relationerne til Christiansborg og Spillemyndigheden samt sikre, at Spillebranchen fortsat spiller en central rolle i den offentlige debat om regulering af spilmarkedet.
Derudover skal den nye direktør stå i spidsen for arbejdet med høringssvar, analyser og politiske udspil om emner som ansvarligt spil, bekæmpelse af ulovligt spil, forbrugerbeskyttelse og nye digitale tendenser i branchen, herunder kryptobaserede spil og spilmekanismer i computerspil.
En central aktør i den danske spilbranche
Spillebranchen er brancheorganisation for en række af de største licenserede spiludbydere og spiludviklere på det danske marked. Derudover er medievirksomhederne Better Collective og Raketech også medlemmer. Sidstnævnte ejer blandt andet BetXpert. Brancheorganisationen arbejder for at styrke den danske licensmodel og fungerer som bindeled mellem branchen, politikere og myndigheder.
Med Morten Rønde i spidsen har Spillebranchen de seneste år været en markant stemme i debatten om blandt andet kanaliseringsgraden på det danske marked, indsatsen mod ulovlige spiludbydere, beskyttelse af børn og unge samt udviklingen af reglerne for ansvarligt spil.
Samtidig har branchen oplevet øget politisk fokus på blandt andet markedsføring, spilreklamer, nye teknologier og forbrugerbeskyttelse. Det betyder, at brancheorganisationens rolle som talerør for de licenserede operatører fortsat får stor betydning i dialogen med myndigheder og beslutningstagere.
Søger erfaren leder
Ifølge jobopslaget leder Spillebranchen efter en profil med stærke kompetencer inden for ledelse, strategi og public affairs.
Den rette kandidat skal kunne navigere i krydsfeltet mellem kommercielle interesser, politiske processer og samfundsmæssige hensyn. Erfaring med interessenthåndtering, kommunikation og regulerede markeder vægtes højt, ligesom et stærkt netværk og erfaring med mediehåndtering vil være en fordel.
Organisationen fremhæver samtidig, at den kommende direktør skal kunne omsætte data, markedsudvikling og regulatoriske tendenser til konkrete initiativer og være med til at styrke branchens legitimitet over for både politikere og offentligheden.
Skal følge efter direktør med 15 år på posten
Stillingen bliver ledig, efter at Morten Rønde tidligere på året meddelte, at han stopper som administrerende direktør efter knap 15 år i spidsen for Spillebranchen. Han var med til at etablere organisationen i forbindelse med liberaliseringen af det danske spillemarked i 2012 og har siden været en af branchens mest markante profiler. Fremover fortsætter han som Managing Partner hos Nordic Legal med fokus på rådgivning af spiloperatører og leverandører i Norden.
Ansøgningsfristen fremgår af stillingsopslaget på LinkedIn, hvor interesserede kandidater kan læse mere om rollen og ansøge: https://www.linkedin.com/jobs/view/4438608108/
Tilføj kommentar