118. udgave af den amerikanske traditionsturnering spilles på Shinnecock Hills på Long Islang, New York. Retief Goosen vandt turneringen her på banen i 2004 foran Phil Mickelson, og en af hovedoverskrifterne for dette års turnering er netop Phil Mickelsons mulighed for at gøre sin ”Career Grand Slam” komplet. Men Brooks Koepka er forsvarende mester, Dustin Johsnon er tilbage som verdens-etter og resten af verdenseliten er også kommet for at vinde et af de største trofæer i sporten.

Forestil dig at du står på taget af en bil, skal putte ned ad forruden og få bolden til at stoppe på kølerhjelmen. Denne metafor bliver ofte brugt, når hastigheden på greens nærmer sig det vanvittige, og til US Open går arrangørerne ofte helt til kanten af det mulige for at skabe en svær (om end fair) test af verdens bedste golfspillere, når årets anden major skal afvikles. Brooks Koepkas rekord-vinderscore på -16 sidste år kommer ikke til at gentage sig, hvis det står til arrangørerne fra USGA, og det var i øvrigt kun tredje gang, en vinderscore nåede to cifre under par.

151 spillere stiller torsdag til start i US Open. Hele verdenstoppen er naturligt kvalificeret via deres placering på verdensranglisten, tidligere store sejre eller top-placeringer i turneringen, men en ganske stor del af feltet består af spillere der har været igennem en eller flere "Sectional qualifiers". Hele 74 spillere har måttet arbejde sig igennem kvalifikationsturneringernes sidste runde for at få en eksklusiv plads i feltet, og blandt dem er danske Thorbjørn Olesen. Morgenen efter karrierens største sejr i Italian Open var han til start i Walton Heath, England, for at spille 36 hullers kvalifikation mod 110 andre håbefulde spillere om kun 14 billetter til det forjættede land. En dobbelt bogey på næstsidste hul var lige ved at koste ham dyrt, men han holdt stand og tog billet nr. 13. Nu er han så draget mod New York som eneste repræsentant for de danske farver, og i hans nuværende form bliver det virkeligt spændende at følge ham på Shinnecock Hills.

Thorbjørns sejrs-chancer må dog alligevel betegnes som begrænsede, men hvem er så favoritterne til at blive den næste major-vinder? Ja, med fare for at gentage mig selv fra de sidste mange store optakter, lyder indledningen: ”Det er piv-åbent!” Dustin Johnsons sejr i opvarmningsturneringen i weekenden gør ham til primære favorit, men et golf-vindermarked, hvor laveste odds er 12, indikerer alligevel kraftigt, at de ellers normalt 3-4 stærkeste spillere i verden, ikke er helt så stærke i forhold til feltet som de tidligere har været. Antallet af spillere med major-vinderpotentiale er nok større end nogensinde i historien, og selvom man får højere odds på sin vinderkupon, er det virkelig en udfordring at pille den bedste vinderkandidat ud af mængden.

Odds på US Open Championship

Lad os se lidt på vindermarkedet som det ser ud nu:

Vinderodds: US Open Championship Bedste odds Bookmaker
Dustin Johnson 12,00
Cashpoint
Rory McIlroy 15,03 Betfair
Justin Thomas 16,90
Betfair
Jason Day 18,77
Betfair
Justin Rose 20,00
Cashpoint
Tiger Woods 22,51
Betfair
Jordan Spieth 22,51
Betfair
Rickie Fowler 20,64 Betfair
Jon Rahm 22,51 Betfair
Brooks Koepka 25,31 Betfair
Hideki Matsuyama 35,60 Betfair
Henrik Stenson 35,60 Betfair
Phil Mickelson 37,47 Betfair
Branden Grace 41,00 Bet365
Bryson Dechambeau 46,00 Bet365
Patrick Reed 51,49 Betfair
Tommy Fleetwood 51,49 Betfair

Odds fra Betfair Exchange er fratrukket 6,5% i kommission. Odds er senest opdateret den 11. juni kl. 8.30.

Cashpoint hænger (som sædvanligt) efter weekendens spil her mandag inden US Open. Således er nærmeste odds på Dustin Johnson 10,35 hos Betfair Exchange, og på Justin Rose er 18,0 bedste odds hos resten af markedet. Ellers synes jeg, at det er bemærkelsesværdigt, at Rickie Fowler er kravlet foran Jordan Spieth i favoritfeltet, men Bryson Dechambeau er hoppet gevaldigt op i feltet efter hans seneste sejr. En sidste observation fra favoritfeltet går på Henrik Stenson, som jeg synes er noget lavt sat.

Mit bedste bud på værdi på vindermarkedet? Som overskriften (og senere spillerprofilerne) indikerer, er der ét navn, der skiller sig ud for mig, når jeg kigger ned over vindermarkedet: Justin Rose.

Justin Rose vinder US Open 2018

Odds 20 hos Cashpoint* er mindst én tand for højt på den olympiske mester og tidligere US Open-vinder. Han er bare i virkelig god form i øjeblikket, har alle redskaberne til at spille US Open, og konkurrenterne i samme oddsleje synes alle at mangle nogle procenter. Fin value med CV på 6 %.

Shinnecock Hills GC

Den 118. udgave af US Open spilles på Shinnecock Hills på Long Island, New York. Det bliver femte gang turneringen afvikles på banen, og seneste besøg fandt sted i 2004. Her vandt Retief Goosen sin anden US Open-titel efter en hård kamp med Phil Mickelson, som endnu engang måtte se sig selv slutte 2’er i den traditionsrige turnering. Vinderscoren dengang hed -4, og det vil være nogenlunde det niveau, man forsøger at ramme igen i år. US Open skal ikke være en birdie-fest, og Koepkas rekordscore fra sidste år (delt med McIlroy fra 2011) bør ikke blive normalen.

Valget af Shinnecock Hills er et godt sted at starte, hvis man ønsker sig en hård test, og faktisk måtte både bane og arrangører lægge ører til en del kritiske røster, sidste gang turneringen blev afviklet på banen. Sol og vind havde udtørret greens til søndagens finalerunde, og specielt på 7. green var forholdene så ekstreme, at greenkeeperne måtte vande greenen mellem hver gruppe spillere for at holde den spilbar.

Igen i år skal US Open spilles på en åben, vindfølsom bane som i nogen sammenhænge sagtens kan sammenlignes med de klassiske links-baner i stil. Siden 2004 er banen blevet forlænget en del - med næsten 500 yards - og så er fairways gjort bredere så de passer til den ekstra længde. Men faktisk er fairways blevet rigtig brede (over 40 yards i snit), og det er interessant i betragtning af, at det netop var de brede fairways kombineret med begrænset vind på en åben, vindfølsom bane, der skabte de lave scores sidste år. På Shinnecock Hills vil straffen dog være massiv, skulle man misse fairways. Knæhøj karse omkranser hele banen, og greens er både små og massivt beskyttet af velplacerede bunkers. Og så er der det med hastigheden... 

I 2004, da Retief Goosen og Phil Mickelson kæmpede om sejren går en af historierne på, at Phil Mickelson på 7. hul med vilje slog bolde i greenside bunker, fordi det gav ham den bedste mulighed for at lave par. Lad os ikke håbe ,at det kommer dertil, men forvent voldsomt hurtige greens, hvor spillerne hele tiden står tilbage med 2-meter puts for par.

Så hvis jeg skal byde ind på, hvilke egenskaber en spiller skal besidde for at præstere god golf på Shinnecock Hills, er min primære opmærksomhed på approach-spillet og scramblingen. Sidste år havde bomberne nærmest frit spil, og selvom det naturligvis altid er en fordel at slå langt, så tror jeg, der skal lidt mere omtanke til i år på trods af de stadig brede fairways. Som nævnt mener jeg, at approach-gamet rates højt, og evnen til at undgå bogeys, når greens bliver misset, vil være den absolut vigtigste egenskab i denne US Open. Skal jeg byde på en vinderscore (med fare for at komme til at se virkelig inkompetent ud), tror jeg, at jeg vil byde på -6.

Alternativt markedsfokus

Hos Bet365 (og til tider også hos andre) kan man til de største turneringer spille på de enkelte spilleres runde-scores (O/U). Det hedder typisk noget i retning af "Jordan Spieths 2. runde score: 71 og under/72 og over". Dette marked vil jeg som et nyt pift til mine ellers ganske standardiserede optakter prøve at dissekere med henblik på at klæde læseren på til selv at tage fat på at spotte valuebets, når der nu for en gangs skyld er andre markeder end de traditionelle til rådighed.

Markedet for rundescores er et marked, hvor man, hvis man er skarp på at vurdere banens sværhedsgrad, virkelig kan lave nogle fine valuebets. Bookmakernes vurdering af banens sværhedsgrad på dagen, kan til tider være virkelig skæv, hvilket reelt giver en hel bunke value-bets, hvis man er dygtig nok til at spotte fejlvurderingen. Et godt eksempel på dette var til Players Championship på PGA Touren i maj måned, hvor specielt anden runde bød på et væld af lave scores på en tricky bane, der ikke normalt spiller så nemt.

På dagen synes Bet365s linjer på rundescores at være baseret på en sværhedsgrad af banen, der svarer til en gennemsnitsscore på omkring par (72) eller måske en anelse under. Gennemsnitsscoren på dagen endte med at være næsten to slag bedre, hvilket naturligvis gav en lang række gode valuebets til de, der spottede fejlvurderingen i dette tilfælde.

Dermed naturligvis ikke sagt, at det er nemt, og der er også virkelig mange faktorer, der influerer på en vurdering af banens sværhedsgrad på den enkelte dag. Her følger en gennemgang af, hvad man bør have med i sin vurdering af markedet for rundescores:

  • Spillerens evner. Dvs. form, course record, course match, major pedigree osv.
  • Spillerens evner i den enkelte runde: På PGA Tourens hjemmeside kan man se stats på spillernes evner i alle runder. Nogen spillere er klart bedre på "moving-day", og nogle er gode startere i 1. runde.
  • Vejret er den måske største faktor at tage i beregning, og specielt vinden har meget at sige for scores (både retning og styrke). Vær opmærksom på, at vinden ofte tager til i løbet af dagen og lægger sig igen om aftenen. Derfor kan tee-tiden være afgørende.
  • Banens tilstand. Er banen meget tør med hurtige, hårde greens, kan den spille noget sværere, hvor fugtige greens kan betyde væsentligt lavere scores. Også her tørrer våde baner ofte ud i løbet af dagen, hvilket kan ændre sværhedsgraden.
  • Historiske data for banen. Nogle baner er naturligvis generelt sværere end andre, og det kan være relevant at se på tidligere udgavers gennemsnitsscores.
  • Pinplaceringer. Pindene bliver altid flyttet inden starten på en ny runde, og banens sværhedsgrad kan ændres betragteligt med sværere/lettere pinplaceringer. Hvad der så er lettere/sværere pinplaceringer, er jo en videnskab i sig selv, og er også individuelt fra spiller til spiller. Placeringerne er stort set altid planlagt, og kan ofte findes relativt nemt på forhånd (enten dagen før eller om morgenen) via Google eller Twitter.

Så man skal blandt andet have sin indre lomme-meteorolog frem for at tage fat på dette marked. Jeg vil efter bedste evne (med den tid jeg nu har til rådighed) forsøge at vurdere ovenstående til hver runde, og om muligt komme med spilforslag dertil. Følg med i forumtråden, og kom selv med egne vurderinger og inputs til debatten.

Cut- og omspilsregler

Cut: I US Open er der som vanligt cut efter to runder (36 huller), hvor kun de 60 bedste (and ties) får adgang til de to finalerunder. Vær opmærksom på, at 10-slags reglen IKKE er i spil til US Open. Der skelnes i øvrigt heller ikke mellem amatører og professionelle.

Omspil: Omspil afholdes, hvis to eller flere spillere er lige efter 72 hullers slagspil. I US Open er dette anderledes end alle andre turneringer. Her spilles der et 18 hullers omspil om sejren dagen efter, og hvis to eller flere spillere stadig er lige, spilles herefter sudden-death hul for hul.

Hovedrollerne

Phil Mickelson  (OWGR: 19)

Bedste US Open: Nr. 2 (6 gange)

En stor del af opmærksomheden denne uge vil rette sig mod Phil Mickelson, der som tidligere nævnt har næste skud i bøssen for at blive den kun sjette spiller, der har vundet alle fire majors i karrieren. Hele 6 andenpladser (!) har den sympatiske amerikaner I US Open, og hvis nogen fortjener at vinde en bestemt turnering, er det Mickelson og US Open.

Og den nu 47-årige amerikaner bliver ved med at genopfinde sig selv. I april vandt han for første gang siden 2013 på PGA Touren, da han slog den nuværende verdensetter, Justin Thomas, i omspil i WGC Mexico Championship. Fire yderligere top 6-placeringer i år og senest en 13. plads i Memorial Tournament berettiger ham til en plads blandt de 10-12 største favoritter til at vinde. Og glem ikke at han blev 2’er i US Open 2004 netop her på Shinnecock Hills.

Dustin Johnson  (1)

Bedste US Open: Vinder (2016)

Egentlig havde jeg fravalgt at profilere DJ, men hans sejr i opvarmningsturneringen, FedEx St. Jude Classic i den netop overståede weekend, umuliggjorde det. Med den overbevisende sejr er han tilbage på førstepladsen på verdensranglisten efter et par ugers fravær, og sammen med hans sejr i US Open 2016 gør det ham til den primære favorit i årets turnering. 

DJ er virkelig stærk, når forholdene er svære, og to andre top 4-placeringer i denne turneringer (udover sejre) viser netop det. Han er i mine øjne kraftigt undervurderet, når det kommer til det korte spil, og kombinerer man det med hans utroligt høje niveau i det lange spil (1'er i både "Strokes gained off the tee" og i "Strokes gained tee to green"), ligner han absolut en stærk kandidat til at tage sin anden majortitel og styrke sin position som verdensetter. Han skal bare holde sig langt væk fra trapper...

Rory McIlroy  (6)

Bedste US Open: Vinder (2011)

21 år var Rory i 2011, da han vandt US Open og blev majorvinder for første gang. Siden er tre af de store titler tilføjet, men det er ved at være fire år siden hans sidste majorsejr, og efter et 2017, der virkelig var skidt, kæmper han for at genfinde sit top-niveau. Han fandt det tidligere i år, da han med en kanon fjerderunde i 64 slag vandt Arnold Palmer Invitational, og der er efterhånden mange indikationer på, at den stadig unge nordirer nærmer sig verdenstoppen igen.

Sejren i API lunede, og var den første i over et år. Efterfølgende lignede han også klart bedste bud på en vinder af Masters tidligt i fjerde runde, men han fejlede, og måtte se Patrick Reed snuppe titlen. Og det synes at være problemet for Rory i øjeblikket. Han har svært ved at sætte fire runder sammen. Også i BMW PGA Championship i slutningen af maj lignede han en vinder, inden en sløj sidste runde. Formen der lyder 8/2/MC/16/5 levner dog ikke tvivl om, at han er tæt på, og Rory hører til blandt de absolut største favoritter igen i år.

Tiger Woods  (80)

Bedste US Open: Vinder (2000, 2002, 2008)

Comeback-sejren lader vente på sig. Tiger Woods er dog tilbage på golfbanerne, og denne gang lader det til, at hans krop er klar til det. Han har ingen smerter, og både træner og spiller frit og uden at skåne hverken den tidligere så smertefulde ryg eller hans slidte knæ. Han er da også tilbage i top 100 på verdensranglisten (for et år siden uden for top 1000) efter en rigtig solid streak på 7 turneringer i træk, hvor han har klaret cuttet, blandt dem fire top 12-placeringer.

Casen om Tiger Woods som vinder af US Open skal bygges op om hans lange spil, som de seneste uger har været absolut verdensklasse. Hans stats tee til green bliver bedre og bedre, og i hans seneste start i Memorial Tournament var han bedst af alle tee til green. Men hans putting har i bedste fald været middelmådig. Han misser alt for mange korte puts, og han får det virkelig svært på de superhurtige US Open greens, hvis ikke han får rettet væsentligt op på det, inden starten går på torsdag. Men til de der stadig måtte tvivle: Tiger kommer til at vinde igen, spørgsmålet er kun hvornår!

Justin Rose  (3)

Bedste US Open: Vinder (2013)

Den olympiske mester og tidligere US Open Champion, Justin Rose, er uden tvivl min personlig favorit til dette års mesterskab. Han har major pedigree som få: Siden 2013 har han spillet samtlige 21 majors. 14 gange er han sluttet i top 25, 5 gange i top 10 og 3 gange i top 2, heriblandt sejren fra 2013. Han er nok den mest komplette spiller i verden (ligger i top 30 på alle de vigtigste stats på PGA Touren), og netop dette gør ham skræddersyet til US Open, der om noget tester spillerne på alle områder.  

Rose brillerede henover nytår med en streak på 8 top 10-placeringer i træk, og når han er i form, er han altid farlig. Af de nævnte hovedrolleindehavere har han den næst-friskeste sejr fra hans forrige start i Fort Worth Invitational, hvor han holdt en storspillende Brooks Koepka stangen med en afsluttende 64’er. Det var hans 9. PGA Tour sejr, hans 20. sejr worldwide, og hans synes at være i helt perfekt balance i øjeblikket. Jeg har intet negativt at skrive om Justin Rose, som er min klare førsteprioritet på vindermarkedet!

Justin Thomas  (2)

Bedste US Open: Nr. 9 (2017)

Mon ikke det bare ansporer Justin Thomas yderligere, at han i weekenden blev vippet af pinden på verdensranglisten? Men han skal holde skruen i vandet for at genvinde titlen efter denne uge. Både Dustin Johnson og Rose er med i det race, og positionen kan nemt skifte igen efter denne uge. Der er dog heller ikke noget, der indikerer at Justin Thomas ikke skulle kunne slutte helt på toppen i US Open. Han har haft en virkelig stærk sæson med to sejre og har kun en enkelt gang i 15 starter sluttet uden for top 22.

Den 25-årige FedEx Cup-vinder brød igennem som majorvinder sidste år til PGA Championship, har allerede hele 8 PGA Tour sejre, og synes både at have spillet og hovedet til at være en del af verdenstoppen i mange år fremover. Det er dog ved at være et par måneder siden, at han var helt med fremme i en turnering, og selvom et solidt bundniveau kan række langt til US Open, skal han finde et par procenter i sit spil i denne uge, hvis han skal slå de andre sultne vinderkandidater.

Birollerne

I en optakt som denne er det naturligvis ikke nemt at fravælge så stærke spillere som Jon Rahm, Rickie Fowler, Jordan Spieth, Jason Day m.fl. Men med så bredt et felt er jeg nødt til at prioritere, og det er ikke et udtryk for, at de er glemt. Til gengæld vælger jeg i stedet denne gang at kigge lidt længere ned i feltet og profilere nogle andre interessante spillere, som måske kan overraske, og som måske i fremtiden kommer til at løfte trofæet.

Bryson Dechambeau  (22)

Bedste US Open: Nr. 15 (2016)

Det endelige gennembrud for den specielle amerikaner må siges at være kommet med hans nylige sejr i Memorial Tournament, som han vandt efter et 3-mands omspil. Han vandt første gang på PGA Touren sidste sommer, men i år har han virkelig taget et skridt opad og har generelt præsteret på et højere niveau med hele 5 top 5-placeringer alene i år. Har har i mine øjne en rigtig god chance for at blive majorvinder og måske også meget snart, og han er en spiller, der virkelig trives, når han er med fremme, og turneringerne skal afgøres. En virkelig stærk amatørkarriere, hvor han har slået flere af Tigers rekorder, vidner om et voldsomt stort potentiale. 

"The Scientist" (nogle tilføjer "Mad" i midten) er virkelig en karakter for sig selv. Han går meget analytisk til værks, og er ikke bange for at gøre tingene på en helt anderledes måde. Eksempelvis er alle hans jern lige lange, hvilket er virkelig specielt, og han har også forsøgt sig med meget alternative puttesving. Se f.eks. dette Youtube-klip, hvor han på puttinggreen og i en specialturnering tester en lidt alternativ teknik. Han bliver uden tvivl spændende at følge, både som virkelig talentfuld spiller og som den karakter, han er. Hans major pedigree og stærke evner som afslutter gør ham i mine øjne til en kandidat til et spil på vinder/each-way-markedet eller i top 5.

Alex Noren  (16)

Bedste US Open: Nr. 51 (2011)

Svenske Alex Noren buldrer bare derudaf i øjeblikket, og han er nu officielt bedste svensker efter, han har overhalet Henrik Stenson på verdensranglisten. Han bliver ved med at producere topresultater, også efter han har taget fat på den amerikanske PGA Tour. Han bliver til stadighed undervurderet i USA på trods af hans resultater, hvor han har tre top 3-placeringer, heriblandt et omspilsnederlag til Jason Day. Han arbejder virkelig hårdt for sagen, og synes at være særligt god til at holde begge ben på jorden på trods af succesen. Er man i tvivl om, hvor hårdt han arbejder, bør man tage et kig på hans hænder.

Hans US Open record er til gengæld absolut ikke noget at prale af. 51'er i hans debut i 2011 er efterfulgt af fire missede cuts i turneringen, men jeg tror, de tider er ovre. Noren er netop stærk, når forholdene er svære. Han er en fantastisk dygtig vindspiller, og scrambler og putter godt på hurtige greens, så jeg ser et stort potentiale for ham i netop denne turnering, og vil helt sikkert se efter et godt odds på en top-placering eller måske i et matchup som underdog mod en af de helt store men mere ustabile spillere.

Brian Harman  (28)

Bedste US Open: Nr. 2 (2017)

Den lille 31-årige amerikaner er vel nok PGA Tourens udgave af Søren Kjeldsen. En lille, sej og hårdt kæmpende præcisionsspiller, der går under radaren stort set over alt, hvor han stiller op. Okay, han har kun 2 sejre i karrieren, men han har vist, at når de rette forhold er til stede, kan han præstere på allerhøjeste niveau. Som eksempelvis i US Open sidste år, hvor han sluttede 2'er efter Brooks Koepka, og flere gange undervejs i finalerunden lignede en ganske sandsynlig vinder.

Harman havde en næsten Justin Rose'sk stærk periode omkring nytår, hvor han seks turneringer i streg sluttede i top 8. Foråret har været lidt mere stille på trods af en flot 5. plads i en anden stor turnering, WGC Mexico, inden han i sin sidste start viste tegn på en mulig ny streak af gode resultater med en 14. plads i Fort Worth Invitational. Harman er god, når det er svært, og jeg har en "gut feeling" om, at han nemt kan få en rolle at spille i denne US Open også. Han er specielt et velegnet spilopbjekt til et klaret cut eller Top 20-placering i kraft af hans høje bundniveau. 

Thorbjørn Olesen  (73)

Bedste US Open: MC (2013)

Selvom Danmark spiller sin første VM-kamp i Rusland på lørdag, er der god grund til også at vende opmærksomheden mod vest i anden halvdel af denne uge, når Thorbjørn Olesen skal repræsentere de danske farver til US Open. Okay, det er lidt med rød/hvide briller på, at han er valgt her, men man kan altså slet ikke afvise, at den talentfulde dansker kan gøre en god figur, og formen må siges at være fundet på det helt rigtige tidspunkt.

Hans sejr i Italien i forrige uge var karrierens femte og den største til dato, og hans evner, når han er med i kampen om sejre, er indiskutable. At sige, at sejren var længe ventet, er dog nok en overdrivelse, men Thorbjørn har selv længe givet udtryk for at spillet har været i fremgang, og at resultaterne bare ikke helt har matchet det ellers fine spil. Et misset cut i hans eneste US Open hidtil, står til at blive forbedret, og personligt er jeg ikke i tvivl om, at Thorbjørn er vores suverænt bedste bud på den første danske majorvinder. Han er absolut ikke uden chancer på Shinnecock Hills, og hvad angår spil på Thorbjørn Olesen bør man måske kigge i retning af 1. round leader-markedet eller måske top 5 eller 10. Når han er god er han altså rigtig god!

Lucas Herbert  (159)

Bedste US Open: Debutant

Som rosinen i pølseenden har jeg valgt et stort set ubeskrevet blad i Lucas Herbert. Den 22-årige australske rookie vandt en af kun fire billetter ved suverænt at vinde Portland's sectional qualifier med 3 slag ned til nr. 2 i et afsluttende felt på 80 spillere. Han er allerede lidt af en journey man, og han har forsøgt at skaffe sig spillerettigheder på både den kinesiske, canadiske, australske og nu europæiske tour. Og talent er der masser af. I hans kun seks starter på Europa Touren har han allerede to top 3-placering, senest i Rocco Forte Sicilian Open, hvor han med en afsluttende 63'er bragede op i feltet til karrierens største check.

I hans første majorstart skal han naturligvis i første omgang bare opleve, hvad det vil sige at spille majorgolf, men ud fra hvad jeg har set og læst om ham, er han typen med et gammelt hoved på unge skuldre. Han kommer ikke bare for at få en autograf af Tiger Woods. Han er derudover en aggressiv spiller, der slår bolden langt, og på trods af hans rookie-instabilitet vil jeg kigge grundigt efter odds for et klaret cut til en spiller, jeg forventer mig meget af de kommende år.

Links

US Open app'en kan findes både på Appstore og Google Play.