Er du ekspert? Dvs. ved du alt om værdi-spil, money management og har med succes implementeret det i din egen sportsbetting? I så fald, og i fald du er en rutineret bruger her på BetXpert, så er der næppe alverden nyt at score dig af nye oplysninger endsige gode råd i den nedenstående liste af ”10 gyldne råd”. Kredsen af BetXpert-brugere vokser imidlertid fra dag til dag, og er du én af dem, der ikke er så forfærdelig rutineret, så læs listen. Og jeg kan kun give samme råd, selvom du mener dig selv rutineret, men kører med underskud. Alle 10 punkter er nemlig væsentlige for at få succes i sportsbetting - og succes er lig med overskud på bundlinien.

Jeg sammensatte for fem år siden en lignende liste for TIPS-bladet, og den er i dag lige så aktuel og vedkommende som nogensinde før. I erkendelse af, at sportsbetting er ét af de hastigst voksende og foranderlige markeder i verden i dag har jeg imidlertid justeret og ført den up-to-date.

Og er der noget bedre tidspunkt end her op til det forestående årsskifte at tage sin ”gambling-karriere” op til revision og måske få rettet op på ting, som man har gjort forkert? Det er faktisk ikke så fantastisk vanskeligt endda at få overskud på sportsbetting (at det er vanskeligt at få et stort overskud, er en anden sag), men det kræver, at man gør tingene rigtigt.

Denne feature - 10 gyldne råd - henvender sig som nævnt primært til ikke-rutinerede gamblere, eller gamblere som har underskud, og det er erfarings-mæssigt ikke så få (det er faktisk langt de fleste, ellers ville Danske Spil* og bookierne jo nok heller ikke have en så strygende forretning, som tilfældet er).

Befinder du dig, kærer læser, på et højere niveau, lover jeg dig tirsdag den 1. januar her på BetXpert en friskgjort plan - en opskrift - hvordan du i 2008 får gedigent overskud på din bettting, og hvordan du kontinuèrligt over de kommende år gør overskuddet større og større.

Var det noget? Så husk at slå BetXpert op Nytårsdag, så du kan komme friskt fra start i 2008 med en overskuds-givende og på den lange bane potentielt rigtig interessant betting-karriere.

Men nok snak og i stedet til sagen. Til hvad jeg noget prætentiøst har kaldt de ”10 gyldne råd” for ikke-prof.gamblere. Kører du med underskud i din gambling, er der sandsynligvis en årsag. Jeg vil i så fald anbefale dig at tænke grundigt over hvert enkelt nedenstående punkt.

1. Før regnskab

Det er ikke tilfældigt, at dette råd er det første. Det er nemlig helt grundlæggende, at man lærer af sine sine fejltagelser for at undgå at gentage dem.

Et regnskab er ikke kun en liste med røde og sorte tal, der skal også være en specifikation, hvilken typer af væddemål, man har spillet.

Årsagen til, at man bør føre regnskab med sine spil, er ikke, hvis man får overskud - så er det nemlig ikke så vigtigt - men hvis man får underskud. I så fald er det af yderste betydning, at man får klargjort, hvad det er, man gør galt.
Hukommelsen er selektiv, og der er klar tendens til, at folk husker succes og fortrænger fiasko. Det er såre menneskeligt, men ikke brugbart i professionel gambler-sammenhæng. De bekendte, du har på arbejdspladsen, i vennekredsen etc., som vinder på deres spil, fører typisk ikke regnskab. De behøver ikke bogføre gevinster og udgifter, da de jo vinder. Spørgsmålet er, om de pågældende folk vinder/har overskud, fordi de ikke holder regnskab...? Den lader vi stå lidt.

2. Spil på ting, du ved noget om

Dette er ret simpelt. Hold dig til det, du ved noget om.
Det betyder, at hvis du ser et fantastisk odds/væddemål på et område (sportsgren, liga), du ikke er inde i, så er væddemålet så måske ikke så fantastisk endda.

Hvis du bliver præsenteret for et tilsyneladende attraktivt væddemål i f.eks en fodbold-liga, du ikke ved noget om, så vær på vagt, og undlad evt. helt at spille. Du skal være klar over, at bookmakeren som udgangspunkt har tjek på, hvad oddset bør være, og som ny på området har du måske adgang
til resultater og statistik, men kan ikke vurdere med samme kompetente baggrund som den, bookmakeren har.

3. Vær up-to-date

Sørg for, at du har alle informationer. Med andre ord: Følg med, og tjek alle de informationer, du kan komme i nærheden af, om det væddemål, du planlægger at spille.

Informations-søgning kan også give dig væddemåls-idéer, som kan vise sig at være særdeles brugbare. Information om, at et fodboldhold f.eks. mangler halvdelen af sin normale startopstilling, kan af indlysende årsager vise sig givtig. Men inden du spiller på nederlag til dem, så husk
også at tjekke modstanderne.

4. Eliminér impuls-spil

Spil aldrig før, du har overvejet tingene grundigt. Væddemål indgået umiddelbart efter, du lige har vundet og føler, du skal eskalere din gevinst eller bare fordi, du har råd, er lige så tåbelige som væddemål indgået lige efter, du har tabt og derfor skal prøve at vinde pengene tilbage.

Lad være med den slags. Den type væddemål bliver alt for ofte indgået i en sindstilstand, som er alt andet end objektiv.

5. Vær opmærksom på odds-værdien

Det er altid af stor betydning at få en ordentlig betaling for sine væddemål. Ingen væddemål er sikre - husk, bolden er rund! - og man vil i længden tabe og vinde, tabe og vinde, etc. Derfor er det ekstremt vigtigt, at man får en ordentlig betaling, når man vinder. Overskriften til råd nr. 5 kunne derfor også være: - Spil udelukkende på over-odds, og naturligvis helst så store over-odds som muligt.
Det er oplagt at benytte sig af de små, men set over mange spil alligevel meget vigtige odds-forskelle, der er bookmakerne imellem. De kan i det lange løb være forskellen på over- og underskud.

6. Spil primært singler

Det er vigtigt at vide, at det optimale spil for kunden er single-spil, og det optimale for bookmakeren er så mange kampe som muligt kombineret.
Forklaringen er enkel. Ordentlige bookmakere opererer med en tilbagebetaling på 90-98 procent pr. kamp, og det er tæt nok på 100 procent (even chances) til, at man med flair for tingene kan lave overskud. Men det bliver mere og mere vanskeligt, jo flere kampe man spiller pr. kombination.

Spiller man to kampe i kombination, bliver den teoretiske tilbagebetaling i stedet for f.eks. 90 procent reduceret til 81 procent (90 % x 90 % = 81 %).

Spiller man fem kampe, bliver tilbagebetalingen kun 59 procent (90 % x 90 % x 90 % x 90 % x 90% = 59 procent), og et så stort handicap vil det være vanskelig at hente ind på bookmakeren.

Dette er også forklaringen på, at Danske Spil * med en tilbagebetalings-procent pr. kamp på hæderlige 87 procent, stadig er væsentligt dårligere at spille hos end de fleste bookmakere. Med krav om minimum double-spil på Danske Spils Den Lange er man her tvunget ned på en tilbagebetalings-procent på 76 (87 % x 87 % = 76 %).

Alt dette betyder ikke, at man aldrig skal spille kampe i kombination, men det er vigtigt at være opmærksom på, at det er teoretisk usundt og det i princippet kun forbedrer bookmakerens chancer for gevinst, ikke din egen.

7. Vær tålmodig

Buddet er en kombination af at have regnskabet på den lange bane for øje samt at begrænse sine spil. Man skal ikke nødvendigvis ud på væddemål hver eneste uge endsige hver eneste dag. Den slags er ofte underholdnings-spil og hører som sådan ovre i amatør-kategorien, som ikke er omfattet af disse 10 råd. Skal man have økonomisk succes med spil hos bookmakerne, er det vigtigt at ramme rigtigt - og det er mindst lige så vigtigt ikke at kaste unødige penge ud på fejlslagne væddemål.

Når man så endelig har noget, er det til gengæld vigtigt, at man går ordentlig efter det. Intet er mere ynkeligt end en gambler, der i løbet af en uge har set et rigtigt godt væddemål, væddemålet går hjem, men han har alligevel på ugens spil fået samlet underskud, fordi han ikke har satset
helhjertet og målrettet på det gode væddemål. Han har typisk også lige skulle ud med indskud på dit og indskud på dat...

Og - hvis der ikke er nogle attraktive spil i en længere periode, så fortvivl ikke. Husk: Det er aldrig en fejl ikke at spille (det skal bemærkes, at rutinerede gamblere med held kan arbejde på at sætte deres væddemåls-frekvens op, men det er først efter de i en længere periode har bevist, at de kan kreere fast overskud - i starten af ens gambling-karriere er noget af det vigtigste, man kan lære, at være kritisk med sine spil).

8. Realistiske mål og money management

Det er vigtigt at være helt klar over, hvad det er, man forsøger at opnå ved sine væddemål - at have en langsigtet plan (og hellere en plan der dækker et år eller en sæson end kun en måned).

Hvis du f.eks. spiller for 200 kroner om ugen, giver det et samlet indskud på ca. 10.000 kroner om året, og så bør du spørge dig selv, om du vil satse 200 kr. om ugen på fornuftige væddemål, eller - fordi du ikke rigtig synes, et væddemål for 200 kroner til f.eks. odds 1,30 er værd at gå efter - du vil
satse med flere kampe for f.eks. at nå op på et samlet odds på fem gange pengene eller endnu højere.

Husk her, at hvis du sætter dig realistiske mål, er det betydeligt nemmere at få overskud.

Og hvis du spiller for ca. 200 kroner om ugen, men er i den situation, at du kan skaffe dig rådighed over årets samlede planlagte indskudssum på 10.000 kroner på en gang, hvis det skulle være, så bør du spørge dig selv, om det ikke er bedre at lave en spillepulje - evt. på en særskilt konto - på alle 10.000 kroner for hele året/sæsonen, og så holde spil og privat-økonomi fuldstændig adskilt. Det vil give et bedre overblik over din spille-situation og derfor ofte også en bedre økonomi. Bruger du denne løsning, er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at taber du alle 10.000 kr., så spiller du ikke mere i dette år/denne sæson. Det er meningen, de mange spille-penge til rådighed skal give bedre overblik, det er ikke meningen, de skal i spil med det samme.

Med en større sum penge at spille for i stedet for blot et ugentligt udtræk fra privatøkonomien er det også muligt at lave et fornuftigt money management, noget som alle professionelle gamblere opererer med. J.L. Kelly-systemet, hvor man som udgangspunkt kun sætter omkring to procent af sin samlede bankroll pr. væddemål er et i begyndelsen langsomt, men effektivt og anbefalelsesværdigt money management-system, som alle seriøse gamblere som minimum bør sætte sig ind i. Derefter kan de så vælge at følge det eller ej, men ét eller andet form for overordnet money management bør man have. Der er rigtigt mange ellers dygtige gamblere, som konstant taber penge. Det ikke fordi, der er noget i vejen med deres evner til at finde gode væddemål, men fordi deres money management er for dårlig eller måske direkte ikke-eksisterende.

9. Stol ikke på eksperter

Det kan synes, som undertegnede nu taler imod mig selv, og det er også halvvejs tilfældet. Ordet ekspert skal imidlertid opfattes bredt, og måske burde rådet i stedet lyde: - Stol kun på dig selv.

Pointen er, at der er intet i vejen med eksperter til at få inspiration og måske også information om væddemål, men det er langtfra sikkert, at de pågældende kan vurdere væddemålet bedre end dig selv. Jeg er af den hårde mening, at såkaldte eksperter i diverse medier og på Internettet, som ikke fører et til alle tider offentligt tilgængeligt regnskab, de er lige præcist nul værd. Tænk logisk: - Hvordan kan det mon være, man ikke kan se noget regnskab....?

Hvis du ofte benytter dig af andres væddemåls-anbefalinger (f.eks. mine eller andres her på BetXpert), så er det vigtigt, at du forholder dig kritisk til dem. Det er ligeledes vigtigt, at du over længere tid har fulgt med i (hvilket ikke betyder spillet) den pågældende eksperts argumenter, informationer, råd og forslag. Med andre ord: Eksperter og deres råd er af svingende kvalitet. Brug dem evt. til at få inspiration, men følg dem ikke blindt.

Og så er der den slags eksperter (typisk på arbejdspladsen eller i vennekredsen), der altid vinder. For gode råd hvad de angår - se under bud nr. 1.

10. Spil ikke med hjertet

Væddemål på dine favorithold, Danmarks landshold o.lign., er som hovedregel for amatører. Hvis man har hjertet med, er man som oftest ude af stand til at vurdere væddemålet objektivt.

Man kan også sige det på en anden måde. Hvis du af og til spiller på sejre til dine favorithold, så sørg for at holde regnskab med, at du mindst lige så ofte spiller på nederlag til dem. Gør du ikke det, er du at betragte som en amatør-spiller.