EØS' (Det europæiske økonomiske samarbejsområde) overvågningsorgan ESA angreb fredag det norske spillemonopol for at stride imod reglerne indenfor EØS aftalen.

ESA slår fast at økonomiske hensigter formentlig, snarere end socialpolitiske hensigter, står bag den norske stats monopolisering af det norske spilleautomatmarked.

ESA’s åbningsskrivelse til den norske stat er baseret på EU-domstolens klare udmeldinger i slutningen af 2003 på spilleområdet (Gambelli og Lindman dommene) og betragter den norske stats argumenter som uholdbare. Private selskaber har samme muligheder som statsmagten - for at kunne opfylde fastsatte sociale krav og betingelser til bl.a. beskyttelse mod øget ludomani.

Ladbrokes hilser denne udvikling velkommen - som har stor betydning for selskabets fremtidige etablering i Norge og resten af norden.

”Dette er en logisk udvikling på baggrund af EF Domstolens domme i slutningen af 2003, og EU Kommissionens åbningsskrivelse til det danske spillemonopol for 3 uger siden” udtaler Richardt Funch, Ladbrokes manager i Danmark - som fortsætter:

”ESA slår tydeligt fast at økonomiske monopoler er ulovlige indenfor EØS - og det er derfor kun et spørgsmål om tid før alle de nordiske spillemonopoler inkl. det danske bliver brudt og et reguleret spillemarked ser dagens lys”.