Onsdag aften betrådte AaBs spillere græsset i et af fodboldverdenens helligste templer, Old Trafford i Manchester. Den nordjyske klub har desuden kvalificeret sig til UEFA Cuppens sekstendedelsfinale. Imponerende, skulle man synes. Men alligevel er det småt med respekten for de forsvarende danske mestre.

Det er aalborgenseren Frank Pilantra godt og grundigt træt af. Læs (og kommentér gerne) hans angreb på FCK, Tipsbladet - og Morten Olsen:

Danmarks heldigste hold?

Tipsbladet har udnævnt AaB til »Danmarks heldigste hold«. En kampagne, der begyndte allerede, da nordjyderne vandt mesterskabet. Det er nu efterhånden blevet legitimt i ramme alvor at påstå at AaB´s præstationer er rent held.

FCK´s Flemming Østergaard har således udtalt, at AaB er "som skidt ud af et lykkehjul."

Men er det virkelig rent held det hele? AaB vandt mesterskabet med 9 point ned til FCM på andenpladsen samtidig med, at den smalle trup imponerede i UEFA Cuppen.

CL-kvalifikation: Held OG dygtighed

AaB VAR heldig med at klubben kvalificerede sig til Champions League mod et par overkommelige modstandere, men det var alligevel et par professionelle præstationer, der sikrede Champions League billetten. Andre danske klubber har tidligere snublet i lignende situationer, og i den forbindelse får den fyrede træner Bruce Rioch ikke nok anerkendelse for sit arbejde i klubben.

Det seneste aalborgensiske "lucky punch" var erobringen af 3. pladsen i en svær gruppe mod et engelsk, et spansk og et skotsk tophold. Der er vel ingen, der ligefrem påstår, at AaB var heldige med den lodtrækning.

Det burde være indlysende, at det krævede både dygtighed OG held at sikre kvalifikation til UEFA Cuppen via 3.pladsen i gruppespillet, men AaB har også vist en forfriskende indstilling i Champions League-turneringen; bl.a i begge opgør mod Villareal, hvor nordjyderne fik et vigtigt point og fik scoret ikke færre end 5 gange mod spanierne.

Mindre økonomi - men bedre talentarbejde

Flemming Østergaards udtalelser gør det aktuelt at se på forskellene på FCK og AaB. FCK er i en helt anden økonomisk klasse end AaB, hvilket selvfølgelig har stor indflydelse på deres aktioner på f.eks transfermarkedet.

"Vi støvsuger jo markedet" . Citat Flemming Østergaard, 28.11.08.

AaB har, pga. de økonomiske begrænsninger, valgt at satse på spillere fra egne rækker, krydret med enkelte udlandske spillere, der oftest er hentet på en free-transfer. Holdet har igennem de seneste par sæsoner mistet flere profiler, hvilket har skubbet ansvaret over på spillere som Michael Jacobsen, Thomas Enevoldsen, Kasper Risgård, Thomas Augustinussen og Jeppe Curth.

FCK skal dog have ros for deres lancering af talentet Mathias ”Zanka” Jørgensen, men ser vi ellers talentmæssigt på den nuværende trup, så ser det mere dystert ud:

"Nu er FCK den store klub i Danmark, men har vel kun Wiliam Kvist og Hjalte Nørregaard som egne produkter, og skal man videre i Champions League, når man det næppe med dem begge på holdet. Man er nødt til fortsat at hente spillere fra udlandet". Tipsbladet 14.11.08.

Det virker som en falliterklæring at opgive succes i Champions League på forhånd. Skal der virkelig massive indkøb i udlandet, inden man kan forvente at have en chance for europæisk succes? William Kvist og Hjalte Nørregaard er begge blevet belønnet af vores landstræner Morten Olsen med kampe i den danske landsholdstrøje, så de burde vel begge have et lille strejf af international klasse?

Hvornår kommer Olsen til Aalborg?

Men burde Morten Olsen ikke i stedet anerkende det succesfulde arbejde, der foregår i AaB med talentudviklingen? Det kræver ikke meget mere end et visit på Aalborg Stadion en enkelt gang. Skulle der også blive udtaget en AaB-spiller på yderste mandat, så går jorden vel ikke under af den grund.

Morten Olsen valgte i stedet at kaste sin forelskelse på Hjalte Nørregaard. Den selvsamme Hjalte Nørregaard, der af Emil Norsker, chefredaktør for Sportsfan bliver kaldt "anonym og nærmest selvudslettende" (Sportsfan, november 08).

Lynge Jacobsen var for et halvt års tid siden meget hård ved Morten Olsen, da han undlod at udtage en eneste AaB spiller, mens der var plads i truppen til Nicklas Jensen, Anders Randrup (Brøndby), Thomas Kristensen, William Kvist samt Mikkel Beckmann (Lyngby). Morten Olsen skal selvfølgelig have lov til at udtage de spillere, han synes passer bedst ind i truppen og spilkonceptet, men landsholdets fremtidige profiler render lige nu ikke rundt i FCK trøjer.

Det er mere alvorligt, at de mange udenlandske indkøb er en undervurdering at talentarbejdet i klubberne; især når AaB nu har vist, at det reelt er en mulighed at satse på spillere fra egne rækker og alligevel skaffe succes i Champions League. Hvis vi ser på, hvad FCK har bidraget med af talentudviklingen til dansk fodbold, så er det en diskussion værd om ikke FCK i virkeligheden har bremset en række talenter (som f.eks AaB´s Michael Silberbauer og Rasmus Würtz) ved at købe rutinerede, ofte udenlandske profiler til de bærende positioner på holdet.

Lidt respekt, tak

Det er efterhånden vanskeligt at forvente opbakning til AaB´s projekt, og Flemming Østergaard behøver ikke engang respektere eller forstå det, men det ville nu alligevel klæde Tipsbladet og FCK-formanden, hvis de i det mindste undlod at omtale AaB´s succes som rent held.

Kontrasterne mellem FCK og AaB er enorme med hensyn til indkøbspolitik, talentarbejde og spillestil. Det har tilsyneladende derfor været svært for Flemming Østergaard, at finde forståelse for AaBs resultater. Østergaards "lykkehjulsudtalelser" fremstår i bedste fald som unødvendige. I øvrigt specielt efter AaBs fortjente 3-1 sejr over netop FCK.

De kan jo åbenbart godt spille fodbold i AaB, og deres Champions League succes er måske mere et resultatet af fokusering og investering i talentarbejde end et udtryk for at AaB er »Danmarks heldigste hold«.