Sidste sæson i Jack & Jones Ligaen endte med guld til AaB håndbold, hvilket nordjyderne næppe gentager i denne sæson. Derudover er FC København (nr 4) blevet nedlagt. Til gengæld er der kommet et nyt spændende hold: AG København. Holdet har pengestærke folk i ryggen, har forstærket sig markant (bl.a. hos FCK) og ryger formentlig lige op i toppen af ligaen.

BetXperts håndboldekspert Casper Larsen tager i nedenstående optakt et grundigt kig på alle ligaens 14 klubber og vurderer – på baggrund af sidste sæsons indsats samt sommerens transfers – hvordan det kommer til at gå (Casper ville også gerne have skrevet en optakt om kvindeligaen, men kunne ikke nå det).

Herreligaen går i gang denne lørdag, med braget mellem AGK og AaB; de øvrige kampe i første spillerunde følger tirsdag og onsdag.

Følg Caspers analyser og spilforslag på denne side: http://betxpert.com/ekspert/casper-larsen

Dansk Håndholdforbunds side om Jack & Jones Ligaen findes her.

Magtskifte på vej i herreligaen?

Det kan der meget vel være i et vist omfang, da de regerende Danmarksmestre fra AaB ser svækkede ud til den kommende sæson. Og oprykkerklubben AG København kommer med et meget stærkt hold, som er blandt favoritterne til DM titlen og meget vel – det er deres mål - kan gøre det godt ude i Europa på sigt.

AGK bygger på AG Håndhold der har ”fusioneret” med det nedlagte FC København (der har præget toppen i de seneste sæsoner og blev nr 4 i 09/10). AGK fik dog ikke lov til at få FCKs licens og må derfor undvære europæisk håndbold i denne sæson.

Så umiddelbart ligger det til, at sølvvinder KIF, AGK og bronzevinder BSV skal kæmpe om guldet. Men sæsonen er lang, og meget kan være ændret til foråret, hvor medaljerne skal fordeles.

I midten af rækken er de fleste hold svækkede til den nye sæson, og det ser ud til, at der bliver tæt kamp om de sidste slutspilspladser. I bunden af rækken bliver det formentlig en kamp mellem Lemvig og oprykkerne HC Midtjylland om at undgå sidstepladsen, der giver direkte nedrykning.

Turneringsform (kilde Wikipedia)

Grundspillet udgøres af 14 hold der møder hinanden ude og hjemme. Sidste runde spilles 30. marts 2011.

Nr 14 i grundspillet rykker direkte ned i 1. Division – og erstattes af nr 1 fra den række - mens nr 9-13 samt nr 2-4 fra 1. Division skal spille kvalifikationskampe om de resterende fem pladser.

Som det har været tilfældet de seneste sæsoner, vil der også i den nye sæson blive spillet et slutspil blandt de otte bedste grundspils-hold. Dette slutspil er meget omdiskuteret; flere trænere og eksperter mener ikke, det er en fair måde at afgøre DM guldet på.

Slutspil: De otte hold fordeles i to puljer à fire klubber der møder hinanden ude og hjemme. Nr 1 og 2 fra grundspillet starter med 2 point, nr 3 og 4 starter med 1 point. De øvrige med 0.

De to puljevindere mødes i tre DM-finaler. 2´erne mødes i bronzekampe.

Bud på slutstillingen i grundspillet

1. KIF Kolding

2. AG København

3. Bjerringbro-Silkeborg Voel

4. AaB Håndbold

5. Skjern

6. Nordsjælland Håndbold

7. Århus Håndbold

8. Team Tvis Holstebro

9. FIF

10. Viborg HK

11. FHK Elite

12. Mors Thy Håndbold

13. Lemvig

14. HC Midtjylland

Gennemgang af holdene

Listet efter forventet placering i grundspillet.

(Kilde til- og afgange: www.hbold.dk)

KIF Kolding

Ind:

Lars Krogh Jeppesen (Bjerringbro-Silkeborg)

Lars Christiansen (Flensburg-Handewitt)

Ratko Nikolic (Portland San Antonio)

Ud:

René Toft Hansen (AG København)

Olof Ask (AaB Håndbold)

Jesper Scott (Vejle Håndbold)

KIF Håndbold var ude i økonomisk uføre i løbet af sidste sæson, men fik klaret den, via bl.a. en lukrativ aftale med Kolding Kommune. Holdet var da også kun lige kommet af den sorte liste over klubber, der ikke må skrive kontrakt med spillere, før de offentliggjorde forstærkninger til den kommende sæson i form af Lars Christiansen, Lars Krogh Jeppesen og Ratko Nikolic. Holdet ser klart forstærket ud til den kommende sæson. Koldingenserne har kun mistet René Toft Hansen af bærende spillere.

Med de gode forstærkninger, bør KIF regnes som en seriøs kandidat til at løbe med DM guldet i denne sæson. De kan give AG København god kamp, og umiddelbart ser de øvrige tophold ud til at være svækket til denne sæson.

KIF har desuden planer om at udvide Kolding hallen, så de kan få flere tilskuere ind til de store kampe.

Styrke: Forstærket

AG København

Ind:

Joachim Boldsen (FC Barcelona)

Rene Toft (KIF Kolding)

Stefan Hundstrup (Viborg HK)

Cristian Malmagro (Portland San Antonio)

Kasper Hvidt (FCK Håndbold)

Niclas Ekberg (?) 

Snorri Gudjonsson (Rhein-Neckar Löwen)

Jacob Bagersted(FCK Håndbold)

Arnor Atlason (FCK Håndbold)

Steinar Ege (FCK Håndbold)

Olafur Gudmundsson (FH Hafnarfjordur)

Mikkel Hansen (FC Barcelona)

Ud:

Michael Sahl Hansen (FIF)

Mick Schubert (Faaborg HK)

Ken Berkowitz (Stopper)

Allan Hrenczuk (?)

Jesper Monrad (Træner i Holte) 

Hans Peter Motzfeldt (?)

Peter Nørklit (Nordsjælland Håndbold) 

Mathias Helt Jepsen (FHK Elite)

AG København ser ud til at blive Danmarks nye storhold på herresiden. Med Kasi Jesper i ryggen, samlede AG Håndbold allerede i sidste sæson i 1. Division et meget stærkt hold med bl.a. Lars Jørgensen. Op til denne sæson røg mange af de spillere, der sikrede holdet oprykning, ud, og der blev indkøbt flere klassespillere fra diverse lande, plus overtaget nogle stærke folk fra det nedlagte FC København. De to håndboldklubber har ”fusioneret” og dannet AGK. KASI Group ejer 56%, PARKEN Sport & Entertainment 10%. De øvrige ejere er Albertslund IF Håndbold og Glostrup Håndbold.

Så selvom AGK er oprykker, kan holdet meget vel gå hen og rende med DM guldet. Deres største udfordring bliver at få de mange stjerner spillet sammen.

Kasi Jespers idé med at fusionere med FCK var ikke bare at få nogle gode spiller billigt; han havde planer om at overtage FCKs licens, så AGK kunne spille europæisk, men han kunne ikke blive enig om prisen med FIF, der ejede licensen, så AG København kører videre på AG Håndbolds licens og må tage en sæson uden europæisk håndbold.

Holdet var tiltænkt at skulle have hjemmebane i Brøndby Hallen, men det kunne ikke helt lade sig gøre, så nu har holdet fået hjemmebane i Ballerup Superarena. Det ser dog ud til at være en fornuftig beslutning, da billetsalget til den første kamp går forrygende, og der forventes udsolgt med 7.000 tilskuere til første hjemmekamp mod de regerende mestre fra AaB.

Styrke: Klart forstærket

Bjerringbro Silkeborg Voel

Ind:

Adnan Harmandic (Celje Gorenje Velenje)

Miha Zvisej (Celje Gorenje Velenje)

Primoz Prost (Tilbage fra lejemål i Skjern Håndbold)

Kasper Nielsen (Faaborg HK)

Jesper Ahle (Lemvig-Thyborøn Håndbold)

Goran Kozomara (Skjern Håndbold)

Ud:

Andy Schmid (Rhein-Neckar Löwen)

Milutin Dragicevic (THW Kiel)

Morten Olsen (TSV Hannover)

Anders Persson (GWD Minden)

Lars Krogh Jeppesen (KIF Kolding)

BSV har haft en del udskiftning i truppen op til denne sæson. Holdet har mistet 2 af ligaens bedste spillere fra sidste sæson i Andy Schmid og Milutin Dragicevic, samt den stærke keeper Anders Persson. Alle 3 er taget til tysk håndbold. Erstatningerne har BSV fundet på Balkan, som de med held har gjort før. Hermandic skulle være en dygtig playmaker, mens Zvisej på stregen skal løfte den tunge arv efter Dragicevic. Zvisej var dog kun lige startet i BSV, før han brækkede højre arm, og han er først tilbage på håndboldbanen efter jul. Tilmed er den anden streg Peter Svensson også ude i lang tid med en skade, så det har betydet, at BSV har været tvunget ud i at hente et par nye stregspillere i form af Jesper Ahle og Goran Kozomara.

Væk er også forsvarsspilleren Lars Krog Jeppesen, som dog fint erstattes af Kasper Nielsen. På målmandsposten hentede BSV sidste sæson Nicklas Landin, da GOG gik konkurs, så de er de dækket godt ind på trods af Anders Perssons afgang.

Flere af profilerne på holdet døjer dog med skader pt., så opstarten ser lidt svær ud for BSV, som tilmed skal spille kvalifikation til Champions League i den kommende weekend.

Styrke: Lidt svækket

AaB Håndbold

Ind:

Tobias Møller (GOG)

Olof Ask (KIF Kolding)

Søren Pedersen (Mors-Thy Håndbold)

Ingimundur Ingimundarson (GWD Minden)

Ud:

Rasmus Skram (HK Malmö)

Stefan Madsen (Assistenttræner til Aabybro)

Kristian Svensson (Nettelstedt-Lübbecke)

Mattias Gustafsson (Nettelstedt-Lübbecke)

Daniel Svensson (Toledo)

Patrick Wiesmach (Team Tvis Holstebro)

Thomas Aagaard (Frederikshavn fI)

Søren Raasmussen (Flensburg-Handewitt)

Nickolei Jensen (Stoholm Håndbold)

AaB Håndbold er regerende Danmarksmestre, men jeg forventer ikke de kan gentage triumfen i denne sæson. Holdet har mistet en række bærende spillere, mens der ikke er kommet samme kvalitet den anden vej. Truppen ser derfor lidt tynd ud til den kommende sæson, og AaB skal ikke få mange skader til de bærende spillere, så som Kristian Kjelling og Jonas Larholm, før de begynder at få problemer. Holdet står foran en krævende sæson, da holdet for første gang skal deltage i Champions League.

Men den tynde trup og det hårde program, forventer jeg ikke at AaB vil blande sig helt i toppen. Holdet er dog stadig rigeligt stærkt til at komme i slutspillet. Holdet får en vanskelig start, da de skal møde det nye storhold AG København på udebane i den første kamp og med 7.000 tilskuere imod sig. Måske allerede den kamp vil give et praj om, hvordan sæsonen vil blive for AaB.

Styrke: Svækket

Skjern

Ind:

Rasmus Porup (Lemvig Håndbold)

Thomas Klitgaard (MT Melsungen)

Kristian Asmussen (Helsingborg)

Ud:

Sune Agerschou (Stoppet) 

Goran Kozomara (Bjerringbro-Silkeborg)

Morten Vium Troelsen (Udlejet til Stoholm Håndbold)

Primoz Prost (Endt lejemål - retur til BSV)

Mikkel Møldrup (TM Tønder) 

Skjern blev op til sidste sæson forstærket med hjemvendte Claus Møller Jacobsen. Han faldt hurtigt til og var en meget afgørende spiller for Skjern sæsonen igennem. Op til denne sæson har holdet ikke fået de samme forstærkninger. Umiddelbart ser holdet ud til at have ca. samme styrke. Til er kommet talentet Rasmus Porup fra Lemvig, samt et par rutinerede herrer i Kristian Asmussen og Thomas Klitgaard. Væk er til gengæld Sune Agerschou, der har indstillet karrieren efter han var skadet stort set hele sidste sæson.

Jesper Jensen og Claus Møller Jacobsen er meget vigtige for Skjern, og kan de holde sig skadesfri, så burde holdet ligge lige under toppen. Helt op kommer de næppe, men rammer de dagen, kan de godt drille nogle af topholdene. Især hjemme i Skjern Bank Arena, hvor de altid nyder god opbakning.

Styrke: Uændret

Nordsjælland Håndbold

Ind:

Hans Christian Lund (Team Tvis Holstebro)

Frederik Børm (Viborg HK)

Peter Nørklit (AG Håndbold)

Lars Agersted (TMS Ringsted)

Morten Schou (Øif Arendal)

Kristian Meijer (GOG)

Ud:

Mark Strandgaard (GOG)

Michael Qvist (Hildesheim)

Jonas Løkken (?)

Jerome Cazal (FIF)

Gisli Kristjansson (FIF) 

Kasper Klitgaard (?)

Som i mange andre ligaklubber, har der også været en del udskiftning i Nordsjælland. Holdet har mistet et par bærende spillere i Mark Strandgaard og Michael Qvist. Førstnævnte, der har gjort sig godt bemærket de seneste par sæsoner, har overraskende valgt at skifte til GOG, der starter i 2. division i den nye sæson efter deres konkurs.

Nordsjælland var den helt store overraskelse sidste sæson, hvor de snuppede en sikker slutspilsbillet med en 5. plads i grundspillet. En stor del af holdets mål scores af stortalentet Nikolaj Markussen, som efter den gode sæson kom med på Ulrik Wilbeks landshold. Det er ikke kun i Danmark, der blev langt mærke til den 211 centimeret høje bagspiller. Således kom en af verdens bedste klubber, spanske Ciudad Real, på banen, og sikrede sig en underskrift fra Nikolaj Markussen. Kontrakten gælder dog først fra næste sæson, og han får derfor en sæson mere i Nordsjælland. Han er dog ikke med for holdet i den første halvdel af sæsonen, da han netop er blevet opereret for en meniskskade. Dermed går han formentlig også glip af VM i januar.

Med tilgange af en blanding af rutinerede spillere og unge talenter, ser klubben ud til at have en god trup til næste sæson, som igen burde kunne blande sig i slutspillet.

Styrke: Uændret

Århus Håndbold

Ind:

Dan Beck-Hansen (HC Midtjylland)

Kim Jørgensen (Skanderborg Håndbold)

Ole Jørgensen (genoptager karrieren)

Rasmus Nielsen (Faaborg HK)

Ud:

Anders Dahl Pedersen (Odder Håndbold) 

Morten Nyberg (Team Tvis Holstebro)

Simon Birkefeldt (Odder Håndbold)

Patrick Eilert (Ciudad Real)

Den største ændring der er sket i Århus henover sommerpausen er, at klubben har ændret navn fra Århus GF til Århus Håndbold. Det er sket i forbindelse med at holdet er trådt ud af Århus Elite. Holdet ændrer ligeledes spilledragter, og vil fremover kunne ses i sorte trøjer. Rent trupmæssigt er der ikke sket det helt store henover sommeren. Dog er stortalentet Patrick Eilert blevet spottet af Ciudad Real, der har hentet ham til Spanien. Formentlig for at bruge ham på sigt.

Målsætningen er ifølge klubben en plads i top 8, og dermed deltagelse i slutspillet. Det kan nok lade sig gøre, men det kræver mere stabilitet end de viste sidste sæson, hvor de startede meget svagt ud og længe lå i bunden og rodede rundt. Spillet blev dog bedre som sæsonen skred frem ikke mindst da Erik Veje Rasmussen kom tilbage på trænersædet i foråret da Rene Hamann Boeriths stoppede. For mig at se, ligner Århus Håndbold ikke et hold, der er selvskrevet til slutspillet.

Styrke: Uændret

Team Tvis Holstebro

Ind:

Morten Nyberg (Århus GF)

Nikolaj Mehl (Tilbage fra Lemvig Håndbold)

Patrick Wiesmach (AaB Håndbold)

Søren Nørgaard (Skive)

Michael Damgaard (GOG)

Petar Nenadic (Pick Szeged)

Ud:

Hans Christian Lund (Nordsjælland Håndbold)

Lars Rasmussen (?)

Eric Hucko (Stopper) 

Lasse Andersen (SønderjyskE)

Marius Hovde Andersen (Lemvig-Thyborøn Håndbold)

Team Tvis Holstebro kom lige med i slutspillet sidste sæson, da de snød Mors, der ellers havde ligget til en slutspilsplads hele sæsonen. Holdet havde dog ikke det store at stille op i slutspillet, hvor det ikke blev til ét eneste point. Holdet har mistet en række bærende spillere op til denne sæson, og umiddelbart er de lidt svækket til den kommende sæson. Holdet har dog stadig en rutineret grundstamme og er typisk stærkt hjemme i Idrætscenter Vest, så en slutspilsplads er stadig indenfor rækkevidde.


Styrke: Lidt svækket

FIF

Ind:

Anders Christensen (FCK Håndbold)

Jerome Cazal (Nordsjælland Håndbold)

Simon Hammer (FCK Håndbold)

Rasmus Overby (FCK Håndbold)

Sebastian Koch-Hansen (CAI Aragon)

Nikolaj Koch-Hansen (AG København)

Gisli Kristijansson (Nordsjælland Håndbold)

Michael Sahl Hansen (AG København)

Kristian Kristensen (Træner - TMS Ringsted)

Emil Jacobsen (?)

Ulrik Knudsen (TMS Ringsted)

Rune Poulsen (TMS Ringsted) 

Kasper Olsen (FCK Håndbold)

Mads Knutzon (TMS Ringsted)

Ud:

FIF er tilbage i landets bedste række, efter at FCK har haft deres licens de seneste mange sæsoner. Efter sidste sæson valgte FCK dog at droppe deres håndboldhold. Egentlig blev FCKs herrehold lagt sammen med AG København, men Kasi Jesper fik kun nogle billige spillere til sit hold; han fik ikke FCKs licens; den holdt FIF fast i. Kasi Jesper kunne ikke blive enig med FIF om prisen for licensen, og derfor endte det med, at FIF selv fik stablet en organisation og kapital på benene til at have et ligahold i denne sæson.

FIF`s hold bygger på en række spillere, som har spillet i klubben i deres ungdomsår, og nu er indstillet på at bidrage til fællesskabet i klubben. Det er på den måde lykkedes FIF at tiltrække en række gode spillere, og umiddelbart burde holdet fint kunne klare sig i ligaen. Holdet er dog selvsagt ikke sammenspillet endnu, og det er derfor ikke sikkert det rækker til en plads i slutspillet i den første sæson for det genfødte FIF hold.

Styrke: -

Viborg HK

Ind:

Allan Damgaard (Mors-Thy Håndbold)

Marvin Nartey (Hildesheim)

Mads Møller (Lemvig Håndbold)

Elijan Dzankovic (Mors-Thy Håndbold)

Nicolai Holland Larsen (Mors-Thy Håndbold)

Ud:

Stefan Hundstrup (AG København)

Kim Johannesen (TMS Ringsted)

Nikolaj Pedersen (Stoholm Håndbold)

Vytautas Ziura (AON Fivers) 

Frederik Børm (Nordsjælland)

Asbjørn Madsen (HC Midtjylland)

Viborg har som så mange andre klubber haft problemer med økonomien de seneste sæsoner og har derfor løbende måtte sælge deres profiler. Til denne sæson har de måtte sælge stortalentet Stefan Hundstrup samt et par andre bærende spillere. Den anden vej er kommet nogle spillere fra Mors og Lemvig.

Alt i alt et lidt svækket hold, som nok kun har muligheden for at snige sig med i slutspillet, fordi de andre midterklubber også ser svækkede ud til denne sæson. Viborg har dog stadig en af ligaens bedste keepere i Dane Sijan, som ene mand kan afgøre kampe på sine gode dage.

Styrke: Lidt svækket.

FHK Elite

Ind:

Peter Nielsen (Saarlouis)

Søren Bisbo (Faaborg HK)

Mathias Helt Jepsen (AG Håndbold)

Casper Juhl Nielsen (Middelfarts U18-hold)

Ud:

Jakob Vinter (TMS Ringsted)

Rasmus Matthiessen (Otmar St. Gallen)

Palle Hansen (Ystad IF)

Bjørn Ingi Friðþjófsson (Ukendt Islandsk klub)

FHK lagde strategien om før sidste sæson og satser nu på unge spillere. De stillede nærmest med et nyt hold sidste sæson, der skulle spilles sammen. De unge spillere fik deres sag for, og holdet havde en svær første sæson. Det blev som forventet til en plads i bunden. Mod slutningen af sæsonen fik klubben ansat Peter Henriksen, og han var en rigtig god mand i nedrykningsspillet, hvor FHK, trods en svær pulje med storsatsende Faaborg samt Mors og SønderjyskE, var meget overbevisende og sikrede sig endnu en sæson i ligaen.

Holdet har nu et års erfaring at trække på og er blevet forstærket med en række gode spillere, mens primært marginalspillere er røget ud. Dog er tabet af Jakob Vinter en bet, da han havde en rigtig god sæson, hvor han spillede stort set fuld tid hver gang efter Rasmus Jensen røg ud med en korsbåndsskade. Rasmus er stadig ude, og tilmed er også rutinerede Paw Peters ude i nogle uger endnu. Udover de 2 trækkes en række andre spillere med skader, så det er et noget svækket FHK hold, der indleder sæsonen med en pokalkamp mod AG København.

Især det, at Rasmus Jensen fortsat er ude, er en svækkelse, da holdet efter Jakob Vinters afgang nu kun har den uge Casper Juul Nielsen på stregen. Han har endda også været skadet på det seneste, og der har derfor været forlydender om, at klubben forsøger at hente en ny stregspiller.

På trods af forstærkningerne til den nye sæson, får holdet nok svært ved at spille sig med i slutspillet. Spillerne tror dog på at det kan lade sig gøre, og går efter det.

Styrke: Lidt forstærket

Mors- Thy Håndbold

Ind:

Jac Karlsson (IF Runar)

Jon Johannsson (SønderjyskE)

Nils Haaning Pedersen (Mors-Thys andethold)

Kristian Olesen (H43 Lund)

Marco Botin (SønderjyskE)

Kenneth Olsen (ASV Hamm)

Ud:

Rasmus Kaagaard Andersen (Skanderborg Håndbold)

Allan Damgaard (Viborg HK)

Kenneth Peters (SønderjyskE)

Jakob Larsen (Skanderborg Håndbold)

Kasper Povlsgaard (Skanderborg Håndbold) 

Elijan Dzankovic (Viborg HK)

Nicolai Holland Larsen (Viborg HK)

Søren Pedersen (AaB Håndbold)

Mors Thy var en af overraskelserne sidste sæson. Holdet fik en glimrende start, og lå helt i toppen de første 7-8 runder. Derefter faldt de lidt ned gennem rækken, men det lignende længe, at de ville sikre sig en slutspilsplads. Mod slutningen af sæsonen gik holdet dog helt i stå, og da grundspillet blev gjort op, manglede de 2 point for at komme i slutspillet.

I sommerpausen er der sket en stor åreladning af spillere, og mange bærende spillere har forladt klubben. Deriblandt Kasper Povlsgaard, der var meget vigtig for holdet i begge ender af banen. Det ser ud til, at Mors går en svær sæson i møde. Det bliver næppe til en slutspilsplads.

Styrke: Svækket

Lemvig

Ind:

Rasmus Søby (ASV Hamm)

Marius Hovde Andersen (Team Tvis Holstebro)

Elvar Fridriksson (Valur)

Ud:

Rasmus Porup (Skjern)

Mads Møller (Viborg HK) 

Nikolaj Mehl (Tilbage til Team Tvis Holstebro)

Steffen Jørgensen (?)

Ole Bitsch (Stord - Norge)

Henrik Rosenkvist (Bækkelaget)

Kristian Østerby (Odder Håndbold)

Jesper Ahle (Bjerringbro-Silkeborg)

Lemvig undgik akkurat sidstepladsen (hvis man ser bort fra GOG der gik konkurs) i sidste sæson, da de overlod den til TMS Ringsted. I det efterfølgende nedrykningsspil var de i en tæt gruppe, hvor de måtte nøjes med en 3. plads og dermed skulle de ud i 2 afgørende kvalkampe mod SønderjyskE. I den første kamp fik de kun uafgjort, og var dermed tvunget til at vinde i Sønderborg, for at bevare deres ligastatus. Det lykkedes dog, og holdet er dermed klart til endnu en sæson i landets bedste række.

I sommerpausen er der væsentlig flere spillere, der har forladt klubben, end spillere der er kommet til. Det ser derfor ud til, at klubben går en meget svær sæson i møde, og deres målsætning er igen at overleve i ligaen. Det bliver formentlig HC Midtjylland, som Lemvig skal kæmpe med om at undgå sidstepladsen, der betyder direkte nedrykning.

Styrke: Svækket

HC Midtjylland

Ind:

Frans Hammer (Træner)

Kasper Gudnitz (Skive FH)

Asbjørn Madsen (Viborg HK)

Morten Ronald Jensen (Rækker Mølle KFUM)

Pétur Pálsson (Haukar)

Ud:

Ole Damgaard (Træner)

Patrick Westerholm (Assistenttræner)

Mathias Olsson (TMS Ringsted)

Dan Beck-Hansen (Århus GF)

Staffan Henriksson (Studere i Sverige)

Anders Vedel Lassen (Stoholm Håndbold) 

HC Midtjylland er meget overraskende at finde i herrernes håndboldliga. Holdet har de seneste sæsoner præget toppen af 1. division, og flere gange været med i oprykningsspillene, uden det dog har ført til oprykning. I sidste sæson så det ud til at gå samme vej, da de efter 3 runder i oprykningsspillet kun havde 1 point. Men 3 sejre i de sidste 3 kampe gav en overraskende oprykning, som betød at TMS Ringsted måtte en tur ned i 1. division.

HC Midtjylland var også selv overrasket over oprykningen, og økonomien i klubben er ikke til at hente de store forstærkninger, og de må mere eller mindre klare sig med den samme trup, som de har haft de seneste sæsoner. Alt andet end en sidsteplads vil være en overraskelse, så holdet kan spille ganske frit sæsonen igennem.

Klubben har fået en lidt trist optakt til den nye sæson, da deres målmand Johan Jakobsen døde i søndags efter længere tids sygdom. Det må alt andet lige præge klubben lidt, da han var meget vellidt, og haft stor indflydelse på klubbens niveauløft de seneste sæsoner.

HC Midtjylland har henlagt deres hjemmekampe til Herning Messecenter.

Styrke: Uændret