Kommentarer (4)

Lige siden den aldrende bokselegende James Toney annoncerede sit skifte til mma, har jeg personligt glædet mig som et lille barn, til at denne dag skulle komme. Det er ikke fordi jeg forventer nogen fantastisk kamp, men snarere at dette event måske kan åbne en masse øjne op for de kvaliteter, som mma rummer. I modstanderen Randy ”The Natural” Couture er der nemlig tale om en alsidig fighter, som efter lang tid på sportens top mestrer stort set alle dens discipliner.

Der hersker generelt stor respekt omkring boksning i mma-kredse, men denne respekt synes ikke at være gengældt. Man finder ikke en mma-fighter, som ikke har modtaget omfattende boksetræning; det er simpelthen en vedtaget del af sporten.

Til gengæld hersker der blandt de fleste boksefans en opfattelse af, at en mma-kamp ikke er andet end to slagsbrødre, som ligger og roder rundt på jorden. Jeg delte dette syn, da jeg engang var ligeså konservativt anlagt, som alle andre hardcore boksefans synes at være i dag. UFC var ikke andet end vold for voldens skyld, mens boksning det var rent.

Alt dette ændrede sig i takt med, at jeg fik større forståelse for den udvikling, som mma har gennemgået siden dets opstandelse.

Tilbageblik

Det hele startede med UFC 1, som blev afholdt i november 1993. Her var tale om en turnering, hvor otte kæmpere med forskellige baggrunde mødtes, for at afgøre hvilken kampsport, der var den ultimative.

Dengang var der næsten tale om organiserede slåskampe. Kæmperne havde ingen tandbeskyttere, de havde bare næver, og der var ganske få regler. Alt dette har selvfølgelig ændret sig siden, da senator John McCain i midten af 90’erne gjorde det til sit personlige korstog at få sporten bandlyst på landsdækkende tv.

Ganske kort kan man sige, at UFC heldigvis formåede at samarbejde med diverse sportskommissioner, så der blev sørget for bedre betingelser og større sikkerhed for fighterne. Det blev nu bl.a. ulovligt at give skaller, rive i håret og slå i skridtet, og der blev etableret forskellige vægtklasser, hvilket bestemt også synes som en god ide. Savner man den gamle kampform, så kan man altid se vale tudo i stedet, hvilket McCain nok aldrig har hørt om...

Reformerne i sporten medførte enorm publicity. UFC’s events voksede eksponentielt, der opstod flere rivaliserende organisationer, stærkest af dem var Pride FC i Japan, og vigtigst af alt, så væltede det frem med nye kæmpere, som havde nået toppen i deres respektive kampsportsgrene og nu søgte nye udfordringer, heriblandt Randy Couture, Mark Coleman, Pedro Rizzo og Vitor Belfort.

Konkurrencen blev selvfølgelig markant skærpet i denne tid, og det var bl.a. de ovennævnte fightere, som med deres egne hænder formede sporten til hvad den er i dag. Nu ser man nogle af verdens bedste atleter, der i deres higen efter at teste sig selv, frivilligt vælger at træde ind i oktagonen. Denne fremstår som et symbol på den mest ekstreme form for konkurrere, der er mulig i sport overhovedet.

Hvor langt mma er nået, kan man bl.a. se med den nuværende weltervægtmester, Georges St-Pierre, som er blevet kåret til årets sportsmand i Canada i både 2008 og 2009.

Boksere i mma

Det er selvfølgelig ikke første gang, at en bokser vælger at krydse over mellem de to sportsgrene. Allerede ved UFC 1 kæmpede Art Jimmerson imod den 25 kg. lettere jiu-jitsu udøver Royce Gracie. Det var næsten pinligt at se, hvordan Gracie besejrede sin modstander uden så meget som at få sved på panden. Jimmersons muligheder var få, og han gav praktisk talt op, så snart han blev taget til jorden. Han viste ikke stor fightervilje, da han var mountet af den overlegne grappler, men kampen viste tydeligt, at man vil få store problemer, hvis man har tænkt sig udelukkede at satse på sine bokseevner i oktagonen. Historien har vist dette igen og igen.

Forud for James Toney synes de mest navnkundige boksere, som er kommet til mma at være sværvægterne Francois Botha og Ray Mercer, som begge har været involveret i flere store titelkampe. Botha blev lagt i en armbar på halvandet minut af den 30 kg. lettere Yoshihiro Akiyama, mens Mercer havde noget mere succes. Det er et kig på youtube værd, hvordan den tidligere WBO-mester i sværvægt sidste år slog den tidligere UFC-mester Tim Sylvia ud med én perfekt uppercut efter få sekunder af deres kamp, da Sylvia gik efter et takedown. Mercer har dog siden tabt til street fight-fænomenet Kimbo Slice.

Det lyder på Toney som om, at hans plan er at følge Mercers eksempel, men hans højest overraskende sejr over Sylvia kom, ligemeget hvordan man vender og drejer det, efter et lykketræf; et lykketræf der med stor sandsynlighed ikke vil gentage sig natten til søndag.

Breakdown

Først og fremmest skal det understreges, at denne kamp på ingen måde afgører hvad der er bedst af mma eller boksning. Det er et rent pr-stunt fra Dana Whites side, som ser ud til at virke fotræffeligt, siden der er stor interesse for denne kamp i bokseverdenen.

Det er ikke umuligt, at Toney vil kunne slå Couture ud med ét rent slag, siden han har glimrende hænder og handskerne er små i mma. Man kæmper med 4-oz. gloves i mma, mens boksere typisk anvender 10-oz., så slagets virkning vil være enorm, skulle det ramme.

Når det så er sagt, så håber jeg inderligt, for Toneys skyld, at han har trænet hårdere til denne kamp end nogensinde før, så han kan forsvare sig bare en smule på jorden. Toney bliver ved med at sige, at det er Lights Out, så snart han rører Couture, men The Natural er en mester i at lægge gameplans, så han vil ikke bare rende ind i en uppercut som Sylvia gjorde det.

Hvis Toney ikke har nogen plan B, så bliver det ikke UFC vs. Boksning, men nærmere bokser vs. realiteterne, forstået på den måde, at Toney for første gang i karrieren ikke vil kunne rende fra, at han virkelig har tabt en kamp.

Lad mig sige lige ud, at Toney engang var en forrygende bokser, teknisk fremragende med shoulderroll som en ægte throwback. Men efter en så lang karriere, som han har haft, så bliver man, selv som fan, irriteret over hans evindelige trashtalk og fornægtelse af nederlag. Han tabte alle runder mod Roy Jones, men kastede skylden på en dårlig camp; resten af hans nederlag, bl.a. mod Samuel Peter, skyldtes, ifølge ham selv, ringe dommere eller kampledere...

Men efter et seriøst beatdown fra en legende i mma, som han selv har udfordret, der er der ikke så mange andre udveje end, enten at erkende, at han ikke er nogen fuldendt mma-fighter, hvilket han umuligt kan være blevet på et lille års tid, eller at tabe ansigt over for hele verden.

Hvorfor taber Toney?

Nu skal I bare høre. Toneys styrker i ringen er, at han er enormt svær at ramme rent, fordi han bevæger overkroppen og hovedet forbilledligt. Derudover gemmer han sig bag sine skuldre og er altid klar til at slå kontra. Til gengæld vil parader kendt fra boksning ikke hjælpe Toney her. Det er ikke muligt at blokere slag ved at gemme sig bag sine hævede arme på samme måde i mma.

Toney er en præcis puncher, men han har ikke scoret en knockout af betydning siden Evander Holyfield i 2003.

Med et traditionelt stance kendt fra boksning, hvor benene er godt spredt, der vil ens forreste ben blive sparket synder og sammen i en mma-kamp. Hvis Toney gemmer sig bag sin shoulderroll, så bliver han taget ned 10 ud af 10 gange mod en bryder som Couture.

Jeg ved ikke hvilken tilgang Toney her vil vælge, men sikkert er, at han vil være tålmodig og forsøge at time Couture. Udover, at Lights Out ikke rigtig har scoret nogle knockouts i den seneste lange tid, så er det også interessant at se, hvordan han reagerer med de bare fødder.

Han kan nemlig ikke anvende den samme teknik, når han slår, som fra bokseringen, uden at komme ud af balance og efterlade åbninger, siden han ikke har nogen såler, der vil fungere som modstand på underlaget.

Således har vi altså fastlagt, at Toney på ingen måde kan anvende samme stil, som han har haft succes med i ringen, da han er alt for åben over for takedowns.

Endvidere er der sået tvivl om hans hænders effektivitet i den nye sport. Selvom de bestemt stadig må regnes som gode, så ser jeg bare ikke en 42-årig Toney, som er kendt for ikke at have passet på sin krop, være en særlig farlig modstander for Couture, der altid har været en cardiofreak.

Enhver kamp i oktagonen starter som bekendt på fødderne, så man må aldrig udelukke, at Toney lander et lykketræf. Couture har dog taget bomber fra kapable boksere som Minotauro Noguiera og Brock Lesnar, uden at miste bevidstheden, og han har håndteret formidable strikere i Chuck Liddell, Pedro Rizzo og Vitor Belfort. Truslen fra Toney er altså ikke ny for Couture, omend den er en lille smule anderledes. Derfor er det sandelig en ren træffer, man må håbe på, hvis man hepper på Toney.

The Natural mestrer både boksning, dirty boxing, brydning og jiu-jitsu, således vil han kunne vinde kampen på flere forskellige måder. Jeg er overbevist om, at hvis kampen først kommer til jorden, så er den forbi. Couture har glimrende kontrol fra toppen, han har holdt langt stærkere grapplere nede, end hvad Toney på nogen måde kan nå at være blevet det seneste år. Derfor vil hen uundgåeligt ende i en dominerende position som full mount eller side control, hvorfra han enten kan submitte Toney, hvilket ville være den nådefulde løsning, eller han kan pounde ham ud.

Jeg har set skribenter på flere boksesites sige, at Couture aldrig vil kunne tvinge en kriger som Toney til et tapout. Det er noget værre vrøvl, hvis nogen af de skribenter vidste noget som helst om, hvordan det er at være i en armbar, eller hvordan det føles at miste bevidstheden ved et rear naked choke, så ville de sandelig også ændre tonefald.

Alt i alt virker det som om, at Toney bider over langt mere end han kan tygge. Det skal understreges, at boksning er en vigtig del af mma-sporten; boksning er også en god sport at komme fra, hvis man vil ind i mma. Der findes flere dygtige fightere, som er startet her, bl.a. KJ Noons og Marcus Davis, men disse to har formået at tilpasse deres teknik til de nye omstændigheder, samt har arbejdet hårdt på mma-sportens andre områder, hvilket gør dem til solide mma-kæmpere, som især er farlige på fødderne.

Man kan sige, at Peter Gade sandsynligvis ville kunne lære at spille tennis på et fint niveau, hvis han virkelig var dedikeret, men derfor ville han næppe ende med at kunne slå en Roger Federer.

Naturlige sportsmænd, som er enormt dygtige på et punkt, har ofte flair for andre sportsgrene, men derfor er der stadig enormt langt til elite niveau. Hvis man skulle lade eventets navn, UFC vs. Boxing, komme til sin ret, så skulle man lade en ung, atletisk bokser kaste sig over mma, ikke en aldrende, let overvægtig legende, som har brugt hele sin tid på at perfektionere en boksestil, der med 110 % sandsynlighed ikke vil virke i oktagonen...