Blog » Optakt til Snowboarding ved Vinter-OL 2014

Optakt til Snowboarding ved Vinter-OL 2014
Keywords: Vinter-OL, Snowboarding
Af mbkle, Søn. 2. feb. 2014, 19:21
0
Du skal være logget ind for at stemme på en blog

Kommentarer (15) Til kommentarer

Så nærmer det 22. Vinter OL sig kraftigt! Denne gang foregår det i russiske Sochi, hvor over 2500 atleter fra 88 nationer deltager i 15 forskellige sportsgrene. Officielt varer legene fra den 7.-23. februar, men Snowboard og Freestyle Ski tyvstarter den 6. februar.

 

Man kan se det fulde program for Olympiaden her:

http://www.sochi2014.com/en

 

Personligt glæder jeg mig generelt til at se langt de fleste sportsgrene, dog har jeg fået en interesse i Snowboarding, da jeg sidste år så X-games, udelukkende fordi Peter Falktoft kommenterede disse og opdagede, at det er en superfed sport. Det er en forholdsvis ung sport, og disciplinen Slopestyle er med for første gang ved OL. Fokus i denne blog vil derfor ligge på Snowboarding, nærmere bestemt disciplinerne Halfpipe og Slopestyle, som jeg vil give et overblik over.

 

Meget OL vises på DR3 og det gælder også for Snowboardings vedkommende. Man kan i øvrigt se eller gense årets udgave af X games fra Aspen på dr.dk/tv for at varme op:

http://www.dr.dk/tv/se/x-games-aspen-direkte/...

 

 

Discipliner indenfor Snowboarding

 

Der er mange discipliner indenfor Snowboarding. Herunder følger en kort forklaring af alle disciplinerne.

 

Snowboard Parallel Slalom og Snowboard Parallel Giant Slalom er inspireret af tilsvarende slalom discipliner på ski, her foregår det bare hvor to atleter kører samtidig på parallelle baner.

 

Snowboard Cross handler simpelt hen om at komme først i mål på en given bane, hvor man kører flere sammen i heats. Her handler det ikke om stil, derimod bliver der i den grad rullet gardiner, lavet ”mågen” og kørerne støder tit sammen.

 

I Slopestyle kører deltagerne ned ad en bane, hvor de skal igennem forskellige forhindringer som for eksempel hop (kickers), rails (skinner), boxes (kasser). Typisk er banen bygget med en rail og box sektion først (typisk 3 features), hvorefter der kommer en række kickers til sidst (typisk 4 features). Den sidste kicker kaldes i X games sammenhæng for Money Booteren. Dommerne vurderer deltagernes stil, kontrol, landinger, tekniske sværhedsgrad, variation i rotationerne og flow ned gennem banen. Maksimumpoint er 100 point. Bemærk i øvrigt, at reglerne til OL kan være anderledes, der bliver muligvis givet point på en anden måde end til X games og det er spørgsmålet om man har 2 eller 3 runs.

 

I Halfpipe kører deltagerene i en halvcirkelformet grøft, der hælder nedad. Deltagerne kører fra side til side ned gennem pipen og laver tricks i luften, hver gang de når ud til væggene i siderne af pipen. Dommerne vurderer deltagernes stil, tekniske sværhedsgrad og højde i pipen. Maksimumpoint er 100 point. Pointgivningen og reglerne er muligvis også anderledes ved OL ligesom i Slopestyle.

 

Man kan se en liste med forklaring af snowboard tricks her, hvis man gerne vil vide nøjagtig hvilke tricks kørerne laver:

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_snowboar...

 

Banerne kan have stor indflydelse på hvordan kørerne præsterer. Her er det værd at bemærke at det ikke er samme firma, der bygger banerne til OL, som bygger dem til X games. Der er derfor en frygt blandt Snowboardtilhængere for at banerne bliver både dårligt lavet og kedelig for Slopestylebanen. Halfpipen har andre dimensioner end Superpipen, som bliver brugt i X games-sammenhæng, hvilket også kan spille ind. Jeg ved ikke hvordan Slopestylebanen ser ud og hvem den eventuelt favoriserer, så det skal man tage hensyn til i forhold til mine betragtninger herunder.

 

 

 

Halfpipe

  

Mænd:

 

Udvalgte vinderodds:

Shaun White                                       1,50 (Ladbrokes, NordicBet)

Danny Davis                                       7,00 (Ladbrokes, Unibet, NordicBet)

Iouri Podladchikov                                8,00 (NordicBet)

Taku Hiraoka                                      21,00 (Ladbrokes)

Peetu Piirooinen                                  21,00 (Ladbrokes)

Taylor Gold                                        21,00 (Ladbrokes)

Ayumu Hirano                                     25,00 (NordicBet, Unibet)

Gregory Bretz                                     36,00 (Mermaidbet, Betsafe 35,00)

Yiwei Zhang                                        50,00 (NordicBet)

 

 

Favoritter: Danny Davis (USA), Iouri Podladtchikov (SUI) og Shaun White (USA)

 

Danny Davis vandt guld i Aspen ved det netop afsluttede X games. Det var faktisk første gang han formåede at kvalificere sig til finalen (i 6 forsøg!) og så leverer han sådan et fantastisk run. Han har en virkelig fed stil, hvor han spinner begge veje, med en virkelig god højde og supersmooth landinger. Han har dog ikke helt det samme teknisk, som nogle af de andre, men det opvejes af hans fantastisk gode stil.

 

Iouri Podladtchikov, som også kaldes Ipod, har russisk blod i årene, men stiller op for Schweiz. Derfor skal han alligevel nok blive behandlet som om han var på hjemmebane. Publikum vil helt sikkert være med ham, omvendt giver det selvfølgelig også et pres på ham. Ved X games i Tignes i 2013 formåede han at lave den første cab double cork 1440 i Superpipe også kaldet hans Yoloflip. Det lykkedes ham dog ikke at lave tricket i årets udgave af X games, hvilket var lidt skuffende og han måtte nøjes med en 6. plads. Der kan selvfølgelig være lidt anderledes forhold og evt. favoritpres, der har spillet ind. Yoloflippet er ellers et trick som ingen andre kan lave. Spørgsmålet er bare om det havde været nok til at slå Danny Davis. Dommerne er selvfølgelig vilde med at se nye tricks, så det ville trække op, men resten af hans run var måske lidt dårligere end Davis’. Han har to sølvmedaljer, som han vandt i 2012 og 2010. Han går kæmpestort og har en ok stil, men har en tendens til nogle gange at blafre lidt med armene.

 

Shaun White deltog ikke i X games i år og heller ikke sidste år i Tignes. I år fordi han ville være klar til OL, hvor han nok har trænet en del i sin egen private pipe og sin egen Slopestylebane. Ja han har lavet en hel enorm mængde penge på Snowboarding! Onde tunger påstår, at han blev væk fordi han endnu ikke var klar til at slå Mark McMorris i Slopestyle og derfor ikke ville stille op for at tabe. Han vil nemlig ikke stille op for at blive andet end nummer 1 og han vil være sikker på at være den bedste. Fans ville også have krævet, at han skulle vinde guld i både Superpipe og Slopestyle. Han har som den eneste formået at få en perfect score i Superpipe, altså 100 point, som er maksimum, det skete i 2012. Han er indbegrebet af perfekt stil og han går kæmpe stort, hver gang, holder højden ned i gennem pipen og laver double corks som dommerne gerne vil se.  Derfor bliver han gjort til stor favorit af bookmakerne. Han har vundet guld sidste år i Aspen, ligesom i 2012, 2011, 2010, 2009 og 2008, så han er i den grad en legende indenfor Snowboarding. Han er ikke rigtig med i det fællesskab, der ellers er i Snowboardverdenen, hvor man træner sammen og støtter hinanden. Han er virkelig en ener, der holder sig for sig selv og kan virke meget arrogant.

 

 

Outsiderne: Greg Bretz (USA), Taylor Gold (USA), Ayumu Hirano (JPN), Taku Hiraoka (JPN), Peetu Piironen (FIN) og Yiwei Zhang (CHI)

 

Greg Bretz har faktisk slået Shaun White i en konkurrence i december sidste år. Til X games i år kørte han sig til en flot bronzemedalje, mens han ved X games i Aspen i 2012 fik en 5. plads og i 2011 en 7. plads. Han har en god højde som han holder hele vejen igennem pipen, får virkelig vist god stil, hvor han holder grabsene og får sat nogle double rotationer. Betsafe og Mermaidbet skiller sig markant ud fra de andre bookmakere ved at tilbyde henholdsvis odds 35 og 36 på Bretz som vinder, mens de andre ligger omkring odds 15. Jeg vil faktisk mene, at odds omkring 35-36 på Bretz er spilbart for jeg kan godt finde 3 % for at han vinder. Jeg er enig med bookmakerne i at han ikke skal være favorit, men han kan altså godt hvis han rammer dagen lave et fantastisk run, som da han slog Shaun White i december.

 

Taylor Gold har kvalificeret sig til det amerikanske OL hold fremfor fx Louie Vito eller Scotty Lago. Det er faktisk ærgerligt, at USA kun må stille med 4 atleter for de har mange virkelig stærke halfpipeatleter. Taylor Gold blev nummer 14 i sin X games debut i år og kvalificerede sig altså dermed ikke til finalen. Han kan lave et godt teknisk run, har en fin højde i sine hits og holder sine grabs længe, men mangler måske lige det sidste for at blande sig i toppen.

 

Ayumu Hirano er en 15-årig knægt fra Japan, der sidste år i Aspen tog snowboardverdenen med storm og hev en sølvmedalje med hjem i sin X games debut. Han gik virkelig stort og havde umiddelbart også en super fin stil. Odds 25 på det japanske stortalent hos Unibet og NordicBet er lige en tand for meget.

 

Taku Hiraoka vurderes af bookmakerne som en outsider, der kan snyde de andre, hvilket jeg ikke helt kan forstå. Han deltog i årets X games med en 11. plads til følge og blev nummer 15 sidste år i Aspen. Han bliver vurderet til at have større chancer end sin landsmand Hirano, hvilket virker forkert. Han kunne ikke rigtig få det til at fungere i år, hvor han havde en ok højde på sit run, men landede for usikkert og mistede fart og højde længere nede pipen.

 

Peetu Piironen deltager både i Halfpipe og i Slopestyle, hvor man også skal holde øje med ham, han har nemlig to bronzemedaljer i Slopestyle fra sidste år i Aspen og i 2012. I Halfpipe har han ikke deltaget i X games, hverken i år eller sidste år. I 2012 fik han en 12. plads, mens han fik en 6. plads i 2011.

 

Yiwei Zhang er lidt et langskud, men kineseren gik virkeligt stort i sin debut til dette års X games, hvor han dog kun blev nummer 7 og han manglede det sidste for at imponere dommerne helt. Hans stil virkede umiddelbart til at være rigtig fed. Odds 50 på Zhang hos NordicBet er lidt for meget.

 

 

Kvinder:

 

Udvalgte vinderodds:

 

Torah Bright                                           3,00 (Unibet, NordicBet)

Kelly Clark                                             4,40 (Betsafe)

Kaitlyn Farrington                                   12,00 (Betsafe, NordicBet, Unibet)

Hannah Teter                                         13,00 (Mermaidbet)

Queralt Castellet                                    15,00 (Unibet)

Li Shuang                                              15,00 (Unibet, NordicBet)

Holly Crawford                                       17,00 (Mermaidbet)

 

 

 

Favoritter: Kelly Clark (USA) og Torah Bright (AUS)

  

Torah Bright er forsvarende OL-vinder, men vi har ikke set hende deltage i X-games i år og hun har ikke vundet en medalje siden guldmedaljen i Aspen i 2009. Hun deltog sidste år i Aspen, hvor hun blev nummer fire, mens hun ikke deltog sidste år i Tignes og i 2012 blev hun nummer 7.

 

Kelly Clark er en legende indenfor kvindelig snowboarding. Hun kommer lige fra X-games med en guldmedalje i bagagen selvom hun fik hård modstand af 13-årige Chloe Kim, der i øvrigt ikke kommer med til OL, da hun er for ung. Clark fik en sølvmedalje i Aspen i 2009 og derfra har hun taget guld hver gang. Hun har altså 5 guldmedaljer i træk nu. Hun tog bronze til sidste OL. Hun går klart størst i forhold til de andre, holder højden hele vejen igennem pipen, laver nogle tricks som ingen af de andre kan og virker meget sikker i udførelsen af sine tricks. Hun har faktisk nogle gange lidt problemer med stilen på enkelte af trickene, hvor hun får startet rotationen uden grab. 

 

Bright og Clark konkurrerede sidst i december 2013 til Dew Tour, hvor Bright vandt. Det virker dog som om Clark kan sætte et mere teknisk run end Bright. Betsafe har gjort Bright til massiv favorit, hvilket jeg ikke helt kan forstå. Måske fokuserer de for meget på, at hun er forsvarende OL-vinder og at hun vandt over Clark i Dew Tour. Jeg syntes umiddelbart Clark burde være favorit, trods Brights sejr i december. Men at Betsafe giver odds 4,40 på, at Kelly Clark vinder, virker bestemt som for meget og derfor har jeg slået til. Torah Bright deltager i øvrigt også i både Slopestyle og Snowcross, så hun har flere bolde i luften. Spørgsmålet er hvad hun vil prioritere? Hun har klart størst medaljechance i Halfpipe, men derfor har hun jo, og skal, alligevel bruge tid på at træne til de andre discipliner.

 

 

 

Outsiderne: Arielle Gold (USA), Kaitlyn Farrington (USA), Hannah Teter (USA) og Queralt Castellet (ESP)

  

Outsiderne virker generelt til at være et niveau under Clark og Bright.

 

Arielle Gold blev nummer 4 ved X games i år, mens hun tog to bronzemedaljer sidste år i både Tignes og Aspen, så hun kan godt være med det hvor det er rigtig sjovt. Hun har en fin stil, men mangler lidt højde på sine hits.

  

Kaitlyn Farrington snuppede en bronzemedalje i det netop overståede X games, mens hun fik to 7. pladser sidste år i både Tignes og Aspen, hun har en 5. plads fra 2012 og en sølvmedalje fra 2011. Har rigtig god stil, hvor hun holder sine grabs længe og varierer sine rotationer, men mangler lidt højde for alvor at kunne true favoritterne.

  

Hannah Teter deltog ikke i årets udgave af X games. Af tidligere resultater kan nævnes en 4. plads i Tignes og en 5. plads i Aspen sidste år og bronzemedaljer i 2012, 2010 og 2009. Hun tog desuden sølv til sidste OL i 2010 i Vancouver.

  

Queralt Castellet fik en 5. plads ved X games i år, mens hun blev nummer 6 i Aspen sidste år, en 5. plads i 2011 og en 7. plads fra 2010. Hun går ret stort, men mangler måske lidt stil. Prøv i øvrigt at udtale hendes efternavn, det kommer nemt til at lyde som Carsten Leth!

 

 

 

Slopestyle

  

Mænd:

 

Udvalgte vinderodds:

 

Mark McMorris                        6,00 (Unibet, NordicBet)

Torstein Horgmo                     7,50 (Unibet)

Roope Tonteri                         8,00 (Mermaidbet)

Max Parrot                              8,75 (Mermaidbet)

Chas Guldemond                    10,00 (Betsafe, Bet365, Unibet, Mermaidbet)

Shaun White                          12,00 (NordicBet)

Ståle Sandbech                      16,00 (Mermaidbet)

Sven Thorgren                       19,50 (Betsafe)

Sebastian Toutant                   20,00 (NordicBet)

Billy Morgan                           21,00 (Betsafe)

Yuuki Kadono                         25,00 (Unibet)

Peetu Piiroinen                       25,00 (Betsafe)

Gjermund Braathen                26,00 (Bet365)

Sage Kotsenburg                    28,00 (Betsafe)

Seppe Smiths                         30,00 (Unibet, NordicBet)

Emil Andre Ulsletten                40,00 (Unibet)

 

 

Feltet er meget tæt i mændenes Slopestyle og det er svært at placere riderne i favoritfeltet og outsiderfeltet. Canadierne ser dog generelt meget stærke ud, mens Norge også har to gode bud på en vinder.

 

 

Favoritter: Max Parrot (CAN), Mark McMorris (CAN), Sebastien Toutant (CAN), Torstein Horgmo (NOR) og Shaun White (USA)

 

Max Parrot har stået i skyggen af de andre canadiere, men trådte virkelig ind på scenen til X games i år, med en guldmedalje. Desuden vandt han også Bigair-konkurrencen, som dog ikke er med ved OL. Hans guldvindende løb var sindssygt godt med to fuldstændig stompede triple corks i samme run, ja han gjorde det faktisk i 2 af de 3 runs han lavede. Han har en fed stil ikke bare på kickers, men også på rails og virker ret sikker. Han går desuden også kæmpe stort på kickerne. Han vandt sølv sidste år i Aspen som rookie. Odds 8,75 hos Mermaidbet er måske lige akkurat spilbart.

 

Parrot virker til at være ovenpå i forhold til Mark McMorris, der faktisk styrtede på railsene og slog et af sine ribben da hans fokus lå nede på kickerne. Han skulle dog være helt ok og klar til OL. McMorris måtte dermed nøjes med en sølvmedalje ved dette års X games. McMorris er ofte blevet kritiseret for sin manglende stil og ja han ser bare lidt mere besværet ud end nogle af de andre. Han virker dog som en maskine i langt de fleste af sine runs og udfører trickene sikkert og stomper trickene som om det var det nemmeste i verden. Hvis Parrot igen putter to triple corks ind i sit run, så kan jeg ikke se hvordan McMorris skal kunne slå ham. McMorris lavede kun en triple cork, som han lavede på Money Booteren og inden da lavede han et dobbelt backflip, for at være klar til triple corken. Et dobbelt backflip er lidt en crowd pleaser, det ser godt ud, men er faktisk ikke så svært teknisk at lave, som andre tricks. Desuden er det ikke så fedt, at han skal lave et lettere trick for at have nok fart på til at lave sin triple cork. Han har fået forbedret sine tricks på rails, hvor han laver nogle sværere tricks end han har gjort hidtil.

 

Sebastien Toutant lavede i dette års X games et rigtig flot run på de første 6 features, men manglede fart til Money Booteren. Men i de næste to runs fejlede han på den første kicker, hvilket er usædvanligt for Seb Touts. Det var bestemt ikke hans dag og derfor blev han nummer 7 i årets udgave af X games. Han vandt guld i Tignes sidste år, har en 10. plads fra sidste år i Aspen, mens han fik en 4. plads i 2012 og i 2011 vandt han guld. Odds 20 hos Nordicbet på Seb Touts virker ret interessant og for højt i min bog på så god en deltager.

 

Torstein Horgmo har en superfed stil og kan også en masse teknisk, hvor han kan lave triple corks. Han kvalificerede sig til finalen som nummer 1 ved årets udgave af X games, men havde problemer i finalen med at komme hele vejen igennem banen. Han lavede et supergodt run, indtil han failede på moneybooteren hvor han manglede lidt fart så han ikke kunne lave sin triple cork. Det gav ham en 6. plads. Sidste år blev det til en 7. plads i Tignes og en 14. plads i Aspen. Han har altså generelt svært ved at udløse det enorme talent. Han er vanvittig god på rails/boxes, hvor han bestemt er en af de bedste og laver vildere tricks end de andre.

 

Shaun White har mange medaljer i Slopestyle, hvis vi går nogle år tilbage, men de senere år har han enten ikke deltaget, som i år og sidste år i Tignes, eller kun opnået sekundære placeringer, som en 5. plads sidste år i Aspen og en 13. plads i 2011. Han vandt guld i 2009, bronze i 2008, bronze i 2007, guld i 2006, 2005, 2004 og 2003. Han har fået stor opmærksomhed, men rent teknisk har vi ikke set det helt store fra ham på det sidste, men lad os nu se, det kan jo være han har trænet på noget vildt. Vi har ikke set om han kan lave en triple cork i Slopestyle endnu og han skal nærmest putte to ind for at kunne konkurrere med Parrot. Shaun White har ligget i odds 15 hos Unibet, men de har desværre slashet det til odds 10. Odds 15 var ellers værd at overveje på trods af usikkerheden omkring hans niveau. NordicBet er nu de bedste på markedet med odds 12, mens laveste odds er helt nede på 5,50 fra Mermaidbet. Bookmakerne er altså meget uenige her.

 

 

Outsidere: Ståle Sandbech (NOR), Sage Kotsenburg (USA), Chas Guldemond (USA) og Seppe Smits (BEL)

 

Ståle Sandbech fik i år en 3. plads ved X games på et supergodt run med rigtig smooth landinger. Sidste år fik han en 8. plads i Tignes og en 11. plads i Aspen. Han har en så fed stil og sørger for at holde sine grabs hele vejen. Han er bestemt en kører, der kan stryge helt til tops, måske jeg skulle have placeret ham i favoritfeltet? Mermaidbet skiller sig ud med odds 16 på Ståle Sandbech, hvilket er for højt i min optik. De andre bookmakere ligger omkring odds 9, som omvendt er lidt for lavt.

 

Chas Guldemond lavede flere gode runs til dette års X games, men manglede lige det sidste, hvor han havde hånden nede et par gange. Det gav ham en 5. plads. Han har en 9. plads fra Tignes og en 4. plads fra Aspen sidste år, derudover har han en bronzemedalje tilbage fra 2010. Han har klart forbedret sin stil, som for få år siden var rigtig dårlig. Han kørte meget bedre i år end vi tidligere har set og kan, hvis han rammer dagen, true favoritterne.

 

Sage Kotsenburg kvalificerede sig ikke til finalerne i årets udgave af X games, sidste år fik han en 5. plads i Tignes og en 13. plads i Aspen, mens han i 2012 fik sølv. Han har en fed stil og laver nogle meget kreative og anderledes tricks end mange af de andre kørere. Han er virkelig kreativ på rails.

 

Seppe Smits kvalificerede sig ikke til finalerne i X games i år, sidste år blev han nummer 14 i Tignes og fik bronze i Aspen. Han har vist, at han kan lave triple corks, men virkede ikke helt til at være i topform i år og han mangler lidt sværhedsgrad på rails.

 

 

Kvinder:

 

Udvalgte vinderodds:

 

Jamie Andersson                                   4,00 (Bet365, NordicBet)

Spencer O`Brien                                   5,00 (Bet365, NordicBet)

Silje Norendal                                        6,50 (Bet365)

Torah Bright                                         11,00 (Bet365)

Sarka Pancochova                                11,50 (Betsafe)

Sina Candrian                                      15,00 (Bet365, NordicBet, Unibet)

Christy Prior                                        15,00 (Bet365)

Jenny Jones                                         17,00 (Bet365)

Jenna Blasman                                     21,00 (Bet365)

Merika Enne                                         21,00 (Mermaidbet)

Shelly Gotlien                                       30,00 (Betsafe)

Isabel Derungs                                     35,00 (Betsafe, Mermaidbet 34.00)

Kjersti Østgaard Buaas                          36,00 (Mermaidbet)

Anna Gasser                                         41,00 (Bet365)

Aimee Fuller                                         51,00 (Mermaidbet)

 

 

Favoritter: Jamie Anderson (USA) og Silje Norendal (NOR)

 

Jamie Anderson og Silje Norendal er i min optik lige et niveau over de fleste af de øvrige deltagere, hvilket også kunne ses ved dette års X-games i Aspen. De har begge en virkelig fed stil, hvor de sørger for at holde deres grabs. Derudover virker det som om de er i stand til, mere sikkert og kontrolleret end de øvrige kørere, at kunne gennemføre et løb på et højt niveau med stilede tricks og sikkert stompede landinger.

 

Jamie Anderson må påtage sig favoritrollen. Hun har vundet guld fire gange ved X games senest i 2013 i Aspen. Hun er indbegrebet af superfed stil og nok den kører, der går størst og mest sikkert kan køre et stabilt run. Hun har dog måttet tage til takke med to sølvmedaljer senest i Aspen i år og så i Tignes sidste år.

 

Silje Norendal vandt guld ved X games i år i Aspen og sidste år i Tignes. Hun laver generelt et run, hvor hun varierer sine rotationer, både på railsene og på kickerne med en superfed stil, hvilket er noget dommerne rigtig godt kan lide.

 

 

Outsidere: Spencer O’Brien (CAN), Torah Bright (AUS), Sarka Pancochova (CZE), Aimee Fuller (GBR), Isabel Derungs (SUI), Anna Gasser (AUT) og Kjersti Østgaard Buaas (NOR)

 

Bookmakerne er langt fra enige og jeg syntes også det er svært at vurdere, men når Betsafe faktisk mener at Spencer O’Brien skal have større chance for at vinde end Silje Norendal, så forstår jeg det ikke. Man kunne måske argumentere for at jeg skulle have haft Spencer med oppe i favoritterne. Hun gjorde det rigtig fint ved dette års X games med en bronzemedalje, hvilket hun også fik sidste år og er da også mit bedste bud på en, der kan udfordre Jamie og Silje. Spencer har en rigtig fed stil og kan sagtens sætte et run, der kan konkurrere med Silje og Jamie. Men jeg syntes stadigvæk Silje og Jamie virker lidt mere sikre, hvor Spencer i år kun nåede hele vejen igennem banen 1 gang på 3 forsøg. Som en sjov sidebemærkning kan nævnes, at Spencers far hedder Brian O’Brien, coolere navn fås ikke!

 

Jeg hælder altså til at enten Jamie eller Silje vinder. Jeg nåede at spille på Jamie til odds 5 og Silje til odds 7 og dermed et effektivt odds på 2,92 hos Unibet. Det var for højt i min bog, hvor jeg vil give dem omkring 50 % chance for at vinde. Unibet har desværre slashet oddset på både Jamie og Silje. De højeste odds er nu Bet365’s og NordicBets odds 4 på Jamie og 6,50 på Silje, det giver et effektivt odds på 2,48. Det er stadigvæk spilbart i forhold til min chancevurdering. Oddset på Silje Norendal er nok mest interessant, da jeg ligger på omkring 20 % på, at hun vinder.

 

Sarka Pancochova har også et topniveau, der gør, at hun kan lave ravage i toppen, men til dette års X games virkede hun noget usikker og formåede ikke at komme igennem banen i nogle af sine tre runs. Hun havde blandt andet lidt problemer på rails, selvom hun en gang lavede et rigtig stilet spin ud af railsene. Hun havde dog generelt problemer med at få nok fart på til kickerne. Hun blev nr. 8 og sidst i år, ligesom sidste år i Aspen, mens hun i Tignes fik en sølvmedalje.

 

Torah Bright har ikke deltaget i X games konkurrencer i Slopestyle siden 2007 og har kun sekundære placeringer. Det er for mig uvist hvilket niveau hun kan præstere og bookmakerne er også uenige her.

 

Aimee Fuller går stort, men mangler lidt stil både på rails/boxes og kickerne, hvor hun skal putte grabs ind. Hun mangler også at variere sine tricks lidt, specielt på rails/boxes. I år blev hun nummer 7, mens hun sidste år fik en 6. plads i Tignes og en 8. plads i Aspen.

 

Isabel Derungs satte et fint clean run ved X games I år, mens hun i de to resterende runs forsøgte sig med sværere tricks dog uden held. Hun skal holde sine grabs lidt længere, så hun får en bedre stil. Hun fik en 6. plads ved X games i år.

 

Anna Gasser havde en fed stil til dette års X games, specielt på rails, men mangler lidt fart længere nede på kickerne. Hun er tidligere landsholdsgymnast, så har rotationerne inde i kroppen og var faktisk den første kvinde til at lande en double cork, dog i træning. Hun blev nummer 5 ved årets udgave af X games, som i øvrigt også var hendes debut.

 

Kjersti Østgaard Buaas er med sine 32 år ekstremt rutineret og har virkelig været med til at udvikle sporten. Hun har en rigtig fed stil på rails og boxes og holder også sine grabs hele vejen, men mangler lidt sværhedsgrad på kickerne og lidt variation i sine rotationer. I år blev hun nummer 4, hun har ellers taget bronze to gange ved X games, sidste år i Tignes og forrige år.

 

 

 

 

Alle er meget velkomne til at komme med kommentarer, det være sig rettelser, tilføjelser og kritik, positiv såvel som negativ.

 

 

Hot. Cool. Yours. (Motto for olympiaden)

 

 

 

Seneste blogs fra mbkle
11/01-2015 21:35 X-Games 2015 Snowboarding
02/02-2014 19:21 Optakt til Snowboarding ved Vinter-OL 2014
03/07-2012 20:06 Der er ingen grænser for hvad man kan spille på!
24/04-2012 11:10 Nogle OL-odds

Brugerprofil

mbkle mbkle er offline

Bruger siden 16. december 2011


Formen:

Hovedside/aktuelle tips
Blog


Denne bruger har været kåret som månedens blogger. Klik for at læse mere 

Detaljeret statistik

Seneste blogs

Betvalue & Brasilien
Betvalue & Brasilien
53
Hentehår (08/12-2017)
Du er sportsinteresseret og tipper nu og da. Som regel hos Danske Spil. Men du kunne egentlig godt tænke dig at blive en rigtig sportsbetter. Og måske score kassen.   ...
08/12
Spørgebloggen
Spørgebloggen
6
Hentehår (05/12-2017)
Jeg tror ikke på, at J.F. Kennedy blev skudt af CIA eller FBI.   Jeg tror ikke på illuminati.   Jeg tror ikke på, at US selv stod bag ang...
05/12
Jagten på den russiske folkesjæl - 1
Jagten på den russiske folkesjæl - 1
32
Hentehår (25/11-2017)
Italien var regerende dobbelte verdensmestre. Men det forekom ligegyldigt, da mere end 4,5 millioner tyske tropper eksekverede historiens største invasion.   Man angreb ...
25/11
Projekt multi 'pengemaskine'
Projekt multi 'pengemaskine'
0
LodSe (21/09-2017)
Lad mig gøre det klart, det er hverken en challenge, leg eller nem måde at tjene penge - det bliver en livsstil. Udover jeg frit og kvit giver 200 kroner af mine egne ...
21/09
Europæisk succes - hjemlig fiasko?
Europæisk succes - hjemlig fiasko?
0
boghiu.andrei (23/06-2017)
Premier League er overstået og det er silly season i medier. I dag er det dog ikke de sædvanlige transferrygter der skal kigges på, men på om europæisk succes/hø...
23/06
Blogs, oversigt