Blog » Giro d'Italia er bedre end Tour de France!

Tweet

0

Kommentarer (1)

409 kilometer op ad bjerge. Næsten 30 gange op ad den Alpe d’Huez-stigning, de kører i Tour de France 2011. Det er realiteterne for Giro d’Italia 2011. Hele 7 etaper slutter på toppen af et bjerg. 8, hvis man medregner bjergenkeltstarten. Og så er der naturligvis også de etaper, hvor etapen afgøres via en nedkørsel eller en mindre kuperet afslutning efter et bjerg. Og så skal rytterne naturligvis også lige køre på verdens mest aktive vulkan, Etna. Og så er der også de legendariske bjerge som Zoncolan og Colle delle Finestre.

Et fuldstændig vanvittigt billede, og det er nok også den hårdeste Grand Tour jeg kan erindre. ”It’s a hard Giro but the Giro has to be hard,” udtalte Angelo Zomegan (Løbsdirektør) efter præsentationen. Hvis man læser lidt mellem linjerne sagde han noget i stil med, at Giro d’Italia er nødt til at differentiere sig fra den franske rundtur – og det er i den grad sket.

Tour de France blev præsenteret få dage før Giro d’Italia og man offentliggjorde fire bjergetaper, der sluttede med en bjergafslutning. Halvt så mange som i Giro d’Italia, men forholdsvist mange i Tour de France-regi. Og flere ville nok være for meget i det franske. Der er nemlig meget få ryttere, der kommer til Tour de France uden at være tæt på storform, og som resultat deraf køres der noget hurtigere i Frankrig end i Italien. (Tour de France-vinderen kører normalvist to kilometer hurtigere end Giro d’Italia-vinderen, om end Basso faktisk kørte hurtigere end Contador i år.). Det betyder derfor også, at flere bjerge i Tour de France ville være for potentielt krævende af rytterne, og man dermed vælger at ”neutralisere” de lidt lettere bjergetaper, ved at køre langsomt, og lade de sekundære ryttere afgøre det – og det er nok også min største frygt forud for Giro d’Italia: 8 bjergetaper, der kan ende så smukt.. hvor stor er chancen for at 2-3 af dem ikke ender med at favoritterne lurer på hinanden?

Men alligevel vælger jeg at smide følgende postulat: Giro d’Italia 2011 bliver mere underholdende end Tour de France 2011. Og sådan har det i mine øjne også været de sidste par år. Giro d’Italia tør at satse mere med rutevalget end Tour de France gør, og derved kan man designe en tour, der har til formål at underholde. Det kræver dog selvfølgelig at rytterne er med på det – og hvordan gør man bedst det? Ved at være et underdog-løb.

Nøglen til Giro d’Italias store underholdningsværdi skal nemlig findes i, at Tour de France er langt mere prestigefyldt, og de bedste ryttere søger dermed over i det franske etapeløb i den bedst mulige form. Det efterlader et varierende favoritfelt hvert eneste år til det italienske løb, og man føler derfor ikke, at der nærmest er et næsten færdigskrevet manuskript, der blot mangler en afslutning, som man kan få følelsen af i Tour de France, hvor favoritterne oftest lever op til forventningerne, som fx med Contador og Andy Schleck de to sidste år, mens man i de to andre Grand Tours har noget sværere ved at spå en eventuel vinder. Fx var det i Giro d’Italia, at Cadel Evans har haft sin nok største chance for at vinde en Grand Tour nogensinde: Efter 16 etaper (og i sin blot anden sæson på landevejen) førte Cadel Evans nemlig løbet – blot for at gå fuldstændig ned dagen efter og ende som nummer 14, 16 minutter efter Savoldelli, der vandt løbet. Det var også i samme løb, at et udbrud med over 50 mand, heriblandt en tidligere Tour de France-vinder, kørte af sted og tog 14 minutter på de øvrige favoritter inden løbet begyndte. Og det er også i det løb, at man indenfor få år passerer to legendariske vulkaner: Vesuv (2009) og nu Mount Etna (2011). Og sidst men ikke mindst, er vi blevet lovet at Alpe d’Huez bliver en af destinationerne i 2012 – og jeg gætter på, at der kommer et festfyrværkeri på et vanvittigt niveau. Der skal nok stå færre mennesker end der ville gøre, hvis bjerget lå i et andet løb få måneder efter, men rytterne skal nok sørge for at etapen bliver aggressivt kørt. For sådan er det altid i Giro d’Italia.

Enhver der så Giro d’Italia i år kan ikke være i tvivl om, at løbet var en af de bedste i nyere tid. Endvidere kan man heller ikke være i tvivl om at etapen til Montalcino var en af årets to-tre bedste løbsdage (I en uofficiel afstemning på CyclingNews’ forum blev den sågar kåret til årets bedste etape/løb). Og der var noget poetisk over den etape. Alle ryttere tilsmulet i mudder, fighteren Vinokourov tørrer skidtet væk fra øjnene, og senere triumferer Cadel Evans i den engang så hvide og rene trøje, hvor man kun svagt kan ane de striber, der skulle symbolisere at han vandt VM2009.

http://cache.boston.com/multimedia/sports/big...

Men det er klart. Tour de France er et større løb. Der er en fantastisk dækning (og som følge deraf: stemning) der gør at det er meget svært at undgå, at blive grebet af løbet. Derfor ser man pludselig ufatteligt mange cykelfans i den måned, hvor cykelfeberen i Frankrig raser. Og det er fantastisk. Dét er det, der er med til at skabe sporten.

Men jeg er ikke i tvivl. Giro d’Italia er mit løb.