Tour de France 2017 - Den gule trøje

Kommentarer (7) Til kommentarer

Årets Tour de France ligner en åben affære. Det skriver jeg ikke for at sælge løbet, men fordi det er min ærlige vurdering af løbet: det ligner en åben affære.

 

Det skyldes primært ruten. Arrangørerne har sikkert været noget trætte af, at løbet hurtigt synes afgjort, og derfor har man ønsket at lave en rute, hvor der er spænding indtil det sidste. Jeg er ikke nødvendigvis enig i, at det er den rette måde, man har valgt at gøre det på, men jeg forstår deres idé.

 

Man kan dog ikke løbe fra, at vi sjældent har haft en så suveræn forhåndsfavorit til løbet.

 

Løbsfavoritten

Alberto Contador er blevet et år ældre. Richie Porte er altid uheldig. Nairo Quintana har kørt Giro d’Italia.

 

Ja, tingene taler for Chris Froome, og så alligevel ikke. For Richie Porte har set skræmmende stærk ud i år, og Froome har ikke leveret alverden i de få løb, han har deltaget i. Ikke desto mindre er han favoritten til at vinde løbet.

 

Chris Froome, Team Sky

Vinderchance: 40%

 

Chris Froome er stadig den store favorit til Tour de France. Han har vundet løbet tre gange tidligere, og har ved alle tre sejre været knusende suveræn. Samtidigt er hans primære konkurrent, Nairo Quintana, nok godt træt efter Giro d’Italia.

 

Ruten er ikke optimal, forstået på den måde, at han næppe kan lave den store forskel tidligt i løbet, som han foretrækker at gøre det. Der er nogle bjergafslutninger, men det er på stigninger, der normalt ikke laver de store tidsforskelle.

 

Til gengæld er det en rute, der – som jeg ser det – er ret let at kontrollere for et stærkt Team Sky-mandskab. Vi så det allerede sidste år, hvor holdet var så stærkt, at man næsten kunne sende et par ryttere i gruppettoen for at slappe af på hver etape.

 

Den ene dag slappede Landa af. Dagen efter Poels og så videre. Holdet har en uhørt styrke, og man bør kun være stærkere i år.

 

Hvorfor skulle man ikke kunne kontrollere en rute med få bjergafslutninger og få af de kuperede etaper, der ofte er de sværeste at kontrollere?

 

I min optik er det svært at se Froome blive besejret mand mod mand. Holder han sit vante niveau, så bør han kunne være med helt fremme på alle svære afslutninger og så sætte kniven ind på de sværeste afslutninger.

 

Tendensen er lidt den samme hvert år: man leder og leder for at finde svagheder hos Chris Froome. Man leder efter halmstrå. Og det lykkes hver gang: medierne og eksperter har hvert år en række bud på, hvorfor han ikke vinder Tour de France det år.

 

Sådan er det jo – naturligvis – ikke helt gået. Og det er da også svært at blive ved. Han blev anklaget for at være ringe i sidevind og nedkørsler, men sidste år modbeviste han alt og alle der. Han er blevet anklaget for at være en ringe tekniker, og også der har han langt hen ad vejen modbevist alle.

 

Men måske er der alligevel et par ting, der skal noteres: Ruten er ikke perfekt. Han har kørt meget lidt, og når han har kørt, har han ikke været specielt god. I Criterium du Dauphine – som han ofte vinder – var han klart under niveau. Er han bare svag i år?

 

Som jeg også noterede for et år siden: Froome har fået børn, og det ændrer nogle gange cykelryttere. Det kræver en enorm dedikation at vinde Tour de France, og det ville ikke være underligt, hvis han er røget lidt ned i kadence. Han har været ekstremt fokuseret i en række år. Hvem kan bebrejde ham, hvis han har slækket lidt på gassen?

 

Måske er det et halmstrå – hvorfor skulle hans form ikke være som sidste år, hvor han havde samme løbsprogram og også dengang havde ringe succes? Der er næppe nogen tvivl om, at han går efter Tour-Vuelta-doublen, og det kræver bare en roligere sæsonstart.

 

Én af de bedste form-indikatorer, er rytternes præstation på en enkeltstart (i forhold til normalt niveau), og her må man bare påpege, at han under Criterium du Dauhpine altså endte efter både Richie Porte, Alejandro Valverde og Alberto Contador. Men det var til gengæld også i midten af juni – ikke just der, han skal toppe.

 

Det er svært at se nogle overrumple ham under normale forhold, for selvom ruten måske langt hen ad vejen er bedre for nogle af konkurrenterne, så vil han (under normale forhold) kunne smadre dem på en stigning som Col d’Izoard – også selvom han af og til viser svaghedstegn i uge tre af en grand tour. Men formen er bestemt værd at bemærke. Det kunne ligne en sæson, hvor han er lidt under niveau.

 

Udfordreren

Mens Froome ikke har leveret alverden i år, har én rytter domineret. Australske Richie Porte, der tidligere har kørt på hold med Chris Froome, har været én af årets bedste ryttere, og kan han undgå uheld, så er han afgjort med i kampen om sejren.

 

Richie Porte, BMC Racing Team

Vinderchance: 30%

 

Der vil være dem, der ryster på hovedet og siger, at Richie Porte ikke har en chance. Det giver jeg ikke meget for.

 

Dels var han én af de bedste klatrere i sidste års Tour de France. Dels fik han endeligt bevist, at han kunne præstere over tre uger. Dels har han været årets bedste rytter. Dels er årets rute forrygende for australieren.

 

Det skyldes, at Porte er én af de allerbedste bjergryttere, når stigningen tager omkring 10-20 minutter. Det har vi set gentagende gange, også i denne sæson – og de stigninger er der jo trods alt et par stykker af her i årets Tour de France.

 

I år kommer han ikke ind til løbet med usikkerhed om kaptajnrollen. Det gjorde han nok heller ikke sidste år, men Tejay van Garderen var trods alt på holdkortet på en anden måde end i år. Det gør nok i virkeligheden ikke den store forskel.

 

Richie Porte har tidligere været besat af at bevise sig i en grand tour. I sidste sæson ofrede han alt for at bevise, at han kunne stå distancen over tre uger. Han kørte solidt hele året, men turde kun at peake under Tour de France.

 

Sådan har det slet ikke været i år. Han startede som lyn og torden i Tour Down Under, hvor han var fuldstændig suveræn. Turen gik videre til Paris-Nice, hvor han lignede den stærkeste rytter, men blev fanget i sidevinden på anden etape. Dernæst var han igen enestående i Romandiet Rundt.

 

Han er, som jeg ser det, den primære udfordrer til Froome. Han kan matche ham på de kortere stigninger, og han kører efterhånden også en enkeltstart, der kan måle sig med Froomes – faktisk har han i 2017 set bedre ud end briten (men Tour de France er en anden størrelse). Men han er på de fleste områder en light-udgave af briten: han er lidt svagere i de fleste discipliner, ligesom han er omgivet af et svagere mandskab.

 

Det betyder ikke, at alt håb er ude. Slet ikke. Det er et cykelløb, og der er 21 etaper. Froome er ikke et overmenneske, og hans form var tvivlsom i Criterium du Dauphine. Han kan slås. Tendensen er bare, at han er ekstremt stærk i Tour de France.

 

Sidste år efterlyste jeg en aggressiv kørestil fra Portes side. Jeg synes, at han har bevist sig som værende en aggressiv rytter hele sæsonen. Tør han finde de cojones frem til Tour de France, så kan han måske godt overraske en smule.

 

BMCs sportsdirektør har selv udtalt, at de har haft en proces med Porte, hvor de har skulle omstille ham fra rollen som Froomes hjælper til en rendyrket kaptajn. Han skulle finde killerinstinktet frem.

 

Men tør han køre for sejren, eller vil han stille sig tilfreds med at ende på podiet?

 

Podiekandidater

Froomes historik gør ham til favorit, mens Portes form gør ham til den primære udfordrer. Og så er der alle de andre. Feltet er fyldt med gode ryttere i år, men fælles for alle ryttere i denne kategori er, at de har lidt spørgsmålstegn hængende over sig.

 

Nairo Quintana, Movistar

 

Jeg har intet problem med at påpege det hvert år: Man vinder ikke Tour de France efter at have kørt Giro d’Italia.

 

Jeg nævnte det i 2011, hvor Alberto Contador forsøgte sig med doublen. Jeg nævnte det igen i 2015, hvor han forsøgte sig igen, og jeg nævnte det sidste år, hvor Vincenzo Nibali forsøgte at gøre det.

 

Men alle tre gange turde jeg ikke lukke døren helt for dem. For hvad nu hvis…

 

Er jeg blevet klogere denne gang, hvor det er Quintana, der forsøger doublen?

 

Nej.

 

Der er jo nok en bias, der forklarer det. En bias, der forklarer hvorfor jeg køber nogle argumenter lettere end andre, ligesom der jo også er en bias, der får os til at forstørre eventuelle udfordringer for de store favoritter. Som fx hvorfor man hvert år finder mange argumenter for, at Froome ikke vinder løbet og forstørrer disse så meget, at man næsten efterlades med det indtryk, at han ikke er favoritten.

 

Men jeg synes, det giver god mening at tro lidt på Quintana i år. Dels er ruten langt hen ad vejen relativt let, hvorfor han stille og roligt kan køre sig i form. Dels er han som regel bare bedst i sin grand tour nummer to i en sæson.

 

Han bliver ikke helt lige så træt som mange af konkurrenterne, og det kræver ikke en Sherlock Holmes at se, at ét af de områder, hvor han trods alt er stærkere end Froome, er, når det kommer til restitutionen. Han er som regel den stærkeste af de to i tredje uge af en grand tour.

 

Det er dog en sandhed med modifikationer. Jo, han vandt Vuelta a España sidste år efter et halv-skidt Tour de France. Men han var nok ikke helt på samme niveau – konkurrenterne var bare tilsvarende på et lavere niveau, fordi løbet trods alt betyder mindre end Tour de France. Her møder han altså en Froome i absolut topform, mens han selv har kørt et meget hårdt Giro d’Italia. Det kan da næppe være nogen fordel.

 

Han så meget træt ud, da løbet sluttede. Er han brugt, eller satsede han bare på at vinde løbet uden at ramme topniveauet? Det sidste er muligt – han syntes aldrig at være på sit vante niveau, så det er ikke en mulighed, man kan afvise på forhånd.

 

Jeg ved, at der er mange cykelfans, der følger Tour de France på nært hold, der er skuffede over Quintana. Mange vurderer, at han er lidt for overvurderet. Det kan der være noget om, men når alt spiller for ham, så er han forrygende.

 

Han er dog ikke nogen Pantani, der kunne angribe i ét væk og køre op ad bjerget i noget, der minder om en lang spurt. Han minder i højere grad om dieselmotoren Ivan Basso, der skal bruge lange, udmarvende stigninger til at køre sig varm. Jo, han angriber meget, men det er ikke nødvendigvis hans stil.

 

Jeg tror, at vi ville se en anden Quintana, hvis ikke der sad en sportsdirektør og råbte ”¡ataque!” ind i øret på ham. Måske overfortolker jeg, men jeg føler lidt, at Quintana bliver brugt lidt forkert i forhold til hans egenskaber. At han bliver betragtet som én type, selvom han måske er en anden. I sidste års Tour de France så vi jo tydeligt, at han lavede nogle angreb, men det var som om, han følte sig tvunget til at lave disse.

 

En bruger spurgte mig under Giro d’Italia, hvad jeg tolkede ud af hans løbsprogram i år. Hvorfor han laver Giro-Tour-doublen, når den er så svær. Mit bud var dengang – og er det for øvrigt stadig – at han kigger lidt fremad. At han måske har erkendt, at han ikke slår Froome i øjeblikket, men hvis han forbereder sig optimalt til næste år (dvs. tidlig sæsonpause – måske efter Touren her), så er han bedre stillet. Der vil han være 28 år, mens Froome er 33 år. Med andre ord: han går efter Tour de France 2018, og at årets løb ”bare” er en bonus. Han havde dog nok ventet at vinde Giro d’Italia, før den plan skulle kunne betale sig.

 

Men hvad med årets Tour de France? Tja. Jeg skriver lidt i øst og vest om Quintana, og det er jo nok fordi, jeg i virkeligheden ikke er helt overbevist om, hvad vi får ud af Quintana i årets løb. Jeg kunne se ham køre et hæderligt klassement, nuppe bjergtrøjen eller gå efter etapesejre, mens han hjælper Valverde til en høj placering. Alt er muligt. Men én ting er sikkert: han skal nok vise sig i én eller anden kapacitet. Og det vil ikke undre mig, hvis han faktisk er skarpere i årets Tour, end han var i 2016.

 

Logikken siger dog, at han får svært ved at vinde løbet, når han har kørt Giro d’Italia – normalt kan han jo ikke matche Froome, selvom han kommer frisk ind i løbet.

 

Alberto Contador, Trek-Segafredo

Vinderchance: 7%

 

Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for Alberto Contador. Spanieren er en herlig rytter, der ikke er bleg for at angribe udefra og sætte tingene lidt på spidsen. Det er sejren eller ingenting.

 

Men der bør heller ikke være nogen tvivl om, at Contador ikke for alvor har ramt sit topniveau de seneste mange år. Han var enestående i Tour de France 2009 og Giro d’Italia 2011, og efter karantænen er det vel kun i 2014-sæsonen, at han har kørt virkelig stærkt.

 

Siden har han kørt fornuftigt. Alderen trykker lidt efterhånden. Karantænen tog rytmen fra ham, og tiden under Tinkov har næppe været let for ham heller.

 

Alligevel har han hentet pæne resultater hele vejen igennem. Selv i denne sæson har han jo været godt kørende med andenpladser i Rute del Sol, Paris-Nice, Catalonien Rundt og Baskerlandet Rundt.

 

Så selvfølgelig kan Contador stadig køre med om de sjove placeringer, og med en relativt let rute bør det også være muligt at holde sig godt fremme i klassementet længe. Han har det lidt svært på de eksplosive stigninger, men omvendt bør han ikke tabe alverden tid til konkurrenterne her.

 

I form af Pantano har han en forrygende hjælper. Colombianeren har flere gange i denne sæson bevist sit værd, og selvom holdet overall var stærkere hos Tinkoff, så havde han ikke én superhjælper på det niveau – Kreuziger og Majka leverede ikke meget brugbart arbejde for Contador.

 

Ét af Contadors problemer er Team Sky. Ikke nok med at han får tæsk af Froomes domestiques i ugelange etapeløb, så har han det også svært med deres drænende, dræbende tempo på stigningerne. Han bliver utålmodig og angriber for tidligt, og så bliver han hentet ind af Poels/Henao/Thomas. Det har vi set mange gange efterhånden.

 

Han er ikke bange for at angribe løbet udefra og skabe kaos. Det sker ofte i andre løb – fx Vuelta a España. Selv sidste år, hvor han ikke var på toppen, afgjorde han reelt set løbet, da han angreb tidligt sammen med Quintana og satte Froome ud af spillet.

 

Det er sværere at lave det nummer i Tour de France, hvor alt er mere kontrolleret, og færre ting bliver overladt til tilfældighederne. Han bliver heller ikke hjulpet på vej af, at etaper, hvor sådan et nummer er muligt, er lidt af en mangelvare i årets Tour de France. Terrænet synes simpelthen ikke at være der.

 

Men kan han holde sig til i løbet af Touren og er inden for rækkevidde før Col d’Izoard-stigningen, så er han slet ikke uden chance. På dagen kan han byde alle op til dans på stigningerne, og vi har før set ham køre gode enkeltstarter i Tour de France-sammenhæng. Jeg vil slet ikke afskrive ham – heller ikke selvom Criterium du Dauphine ikke var helt opmuntrende for ham.

 

Resultatet var ret skuffende, ingen tvivl om det. Men man skal huske på, at det bare er et optaktsløb. Jeg tør ikke tillægge det alt for meget værdi.

 

Alejandro Valverde, Movistar

 

En anden rytter, der heller ikke må afskrives, er Alejandro Valverde. Faktisk tror jeg mere på ham end normalt.

 

Spanieren er blevet 37 år gammel og har aldrig for alvor præsteret i klassementsammenhæng i Tour de France. Hans bedste placering er tredjepladsen i 2015, langt fra sejren.

 

Men årets rute er noget nær perfekt for Alejandro Valverde. Der er mange eksplosive stigninger, hvor der kan vindes sekunder. Her finder du få ryttere, der er stærkere end Valverde. Der er et par stigninger, der når helt op i højderne, hvor Valverde er svag, men mange af dem slutter med en nedkørsel, hvor han er stærk.

 

På papiret (og det er en vigtig pointe) har man vel lavet en noget nær optimal rute for Valverde. Det eneste, der kunne have gjort den bedre, er, at løbet foregik i Spanien.

 

Men det er på papiret. Jeg har skrevet og sagt meget om ruten, fordi jeg virkelig synes, det er en kontroversiel rute i år. Jeg er dog også godt klar over, at rytterne vil udnytte det, de har. Det vil sige stigninger, der normalt kun er blevet udnyttet på de sidste par meter, bliver måske åbnet tidligere, fordi der er så få bjergafslutninger – og det ændrer jo løbet.

 

Man udnytter det terræn, man har, og jeg er således godt klar over, at løbet nok næppe kommer til at udvikle sig sådan, at Valverde på etaperne til La Planche des Belles Filles (5. etape) og Peyragudes (12. etape), blot kan sidde og lurepasse indtil de sidste par kilometer, før han sætter sit angreb eller sin spurt ind. Det er der jo ingen andre end Valverde, der i virkeligheden er tjent med.

 

Lige sådan er jeg også godt klar over, at etaper, der slutter med en nedkørsel, ikke ender med en samlet favoritgruppe, der triller over stregen. Så må man åbne ballet lidt tidligere på stigningen, så man kan holde forspringet på nedkørslen.

 

Det er jeg klar over. Men simulerede man denne rute i Pro Cycling Manager, så er jeg næsten overbevist om, at Valverde vil være i gult frem til og med 18. etape. Heldigvis er det ikke et computerspil, og der vil ske nogle uventede ting.

 

Ikke desto mindre er det måske ikke det dummeste i verden at forsøge at fange et højt odds på Valverde forud for løbet med henblik på at sælge senere. Der er altså en mulighed for at det kan se godt ud længe for Valverde. Men først og fremmest skal holdet lige køre for ham – de har jo også Quintana på holdkortet.

 

Romain Bardet, Ag2r

 

I sidste års optakt havde jeg én favorit og to udfordrere. I år tæller jeg fem udfordrere til Chris Froome, der i min optik alle har en realistisk chance for at vinde løbet, og der er i min optik yderligere to ryttere (Chaves og Aru), der er lidt på vippen til at komme op i denne kategori.

 

Romain Bardet har jeg også en ret fin fidus til. Franskmanden leverer normalt ret godt i dette løb, og sidste år blev han nummer to. Han er en fin aggressiv rytter, der godt kan lide de små, eksplosive stigninger, ligesom han er en dygtig nedkører. Begge egenskaber bliver meget vitale i årets Tour de France.

 

Sidste år var han én af de stærkeste – hvis ikke den stærkeste – i den sidste uge af Tour de France, og da årets sværeste bjergafslutning finder sted der, så er det den form, han skal kopiere i årets løb. Han skal være stærk på Col d’Izoard.

 

Han er ingen dygtig tempokører og får det således svært på den afsluttende enkeltstart, og ligeledes har han ikke det stærkeste hold, der kan diktere løbet. Det er to ting, der klart hæmmer ham i forhold til sejren, for selvom han er en dygtig klatrer, så er det svært at se ham tage tid nok på konkurrenterne til at holde dem bag sig efter enkeltstarten.

 

Ikke desto mindre synes jeg, at ruten er til hans fordel i år. Han bliver bedre år for år, og selvom jeg i sidste ende har svært ved at se ham vinde, så tror jeg godt, han kan lave noget stort i år.

 

Øvrige vigtige aktører

Årets Tour de France-felt er fyldt med interessante ryttere. Som udgangspunkt vil jeg være ret overrasket, hvis jeg ikke allerede har berørt årets vinder, men alle ryttere i den følgende kategori kan sagtens gå hen og overraske og køre en top3-placering hjem.

 

For ser man bort fra Chris Froome, så virker cykelfeltet anno 2017 til at være ret jævnbyrdigt. Det var også det, Giro d’Italia viste tidligere i år.

 

Fabio Aru, Astana

 

Jakob Fuglsang var udset til at være Tour de France-kaptajn sammen med Miguel Angel Lopez, men colombianeren har haft en skadesplaget sæson, og da Fabio Aru så missede sæsonens store mål, Giro d’Italia, tydede meget hurtigt på, at italieneren ville køre Tour de France i stedet for.

 

Han udgik tidligere på sæsonen af Tirreno-Adriatico, og har siden ikke rigtigt kørt, før han stod på startstregen i Criterium du Dauphine. Han kommer ind til årets løb uden det store pres på skulderne, da han altid vil kunne undskylde sig med skaden, men jeg tror, at han vil være meget opsat på at revanchere sidste års skuffende 13. plads.

 

Jeg er ikke helt sikker på, hvor Aru står. Han har misset store dele af sæsonen med en skade.

 

Jeg ved dog, at han har været på træningslejr med Fuglsang og resten af Tour-holdet, så det er ikke en impulsiv beslutning – han bør simpelthen være klar til årets løb. Især fordi han kan – akkurat som Chaves – starte løbet lidt roligt og så stille og roligt køre sig i form. I Criterium du Dauphine var han også én af de bedste på Mont du Chat, da Jakob Fuglsang vandt, og i det hele taget tror jeg egentligt, at han er ganske klar.

 

Men det er ét løb over en uge, og han var nok mere motiveret efter at prøve sig af end mange af konkurrenterne. Man ser af og til, at formtvivlsomme ryttere overpræsterer i et optaktsløb, og så får problemer i en grand tour.

 

Hans problem er måske, at han ikke er den mest eksplosive rytter, og han kan derfor få det svært på de stigninger, der som regel skal afgøres i rene accelerationer. Men tidstabene her bør ikke være gigantiske.

 

Både Chaves og Aru kan køre lidt frit. Hvis det fungerer for dem, så vil de kunne være i stand til at hente en podieplacering, men bliv heller ikke overrasket, hvis det ender med en anonym placering og i stedet en etape-jagt. Det er ikke til at vide.

 

Esteban Chaves, Orica-Scott

Som udgangspunkt er han for god til at havne i denne kategori. Han er utvivlsomt en podiekandidat, hvis han er i form og alt spiller for ham.

 

Men det har været en svær sæson for Esteban Chaves, der før Criterium du Dauphine senest kørte i starten af februar. Det er en lang pause, og det er alt andet lige slet ikke optimalt. Det er jo også derfor, at Simon Yates blev fjernet fra Giro d’Italia-truppen og i stedet placeret i Tour de France-truppen. Man er ikke sikker på formen hos Orica-Scott, og Criterium du Dauphine gav ingen klare svar på formen.

 

Sidste år var han ellers én af de stærkeste ryttere i feltet. I Giro d’Italia blev det til en andenplads, selvom han havde en dag i Maglia Rosa. Sygdom samt en stærk Nibali formåede dog at nuppe trøjen fra ham på næstsidste etape.

 

Siden kørte han så Vuelta a España, hvor det blev til en tredjeplads bag Quintana og Froome. Han var den bedste af de næstbedste. Sæsonen blev sluttet fantastisk af med sejr i Giro dell’Emilia og Lombardiet Rundt. Alt i alt en fantastisk sæson.

 

Esteban Chaves er blevet bedre år for år, og er han kommet sig over sin skade fra starten af sæsonen, så er han afgjort en rytter, der kan kæmpe med om podiet akkurat som rytterne over denne kategori.

 

Jeg tror, at det er ret godt for ham, at løbet starter ret roligt. Han kan miste tid i de første mange etaper, men det bør ikke blive vanvittigt meget, og når vi er halvvejs inde i løbet, vil han begynde at være stærkere rent formmæssigt.

 

Jakob Fuglsang, Astana

 

Lad mig også lige få Jakob Fuglsang med. Danskeren var forrygende i Criterium du Dauphine, og han ligner en rytter, der har ramt sit livs form. Han var den eneste, der kunne følge Richie Porte i løbet, og han endte med at vinde løbet og to etaper – han har aldrig været bedre.

 

Man ser ofte, at ét resultat er nok til at prikke hul på ballonen. Man så det med Greg van Avermaet i Rodez i Tour de France 2015. For Fuglsang var det resultat andenpladsen ved OL 2016.

 

Jeg rangerer langt hen ad vejen Jakob Fugslang som en rigtig god rytter, og hvis alt spiller, så kan han køre både top10 og top5-placeringer hjem i klassementet. Men han vinder ikke Tour de France. Hans holdkammerat, Aru, har større vinderpotentiale. Podiet er også muligt, hvis konkurrenterne er tilpas svage.

 

Tilbage i 2013 blev han nummer syv i Tour de France, og før den placering blev han nummer fire i Criterium du Dauphine. Det lover godt for danskeren, der dog nok kan ende med at blive Arus løjtnant, hvis italieneren har ramt topformen: Italieneren er et større navn, og ledelsen på Astana er italiensk. Jeg tror dog på, at han får en fri rolle i løbet.

 

Simon Yates, Orica-Scott

Simon Yates skulle have kørt Giro d’Italia, men blev trukket ud af løbet for i stedet at fokusere på Tour de France. Det skete, fordi der blev tvivl om Esteban Chaves’ form. Dermed har Orica-Scott to formstærke ryttere, der kan køre med om klassementet.

 

Simon Yates er en stærk rytter, der i år er blevet nummer to i Romandiet Rundt, ligesom han sidste år blev nummer seks i Vuelta a España. Ret pæne resultater af den 24-årige brite, der i klassementssammenhæng dog står lidt i baggrunden af sin bror, Adam Yates.

 

Der synes nemlig at være et højere topniveau hos Adam, der sidste år blev nummer fire i Tour de France. Jeg har lidt svært ved at se ham ende helt oppe på podiet, men en top10-placering eller sågar en top5-placering bør absolut være realistisk. Han er en solid klassementsrytter, ligesom han er ret koldblodig i afslutningerne. Han har potentiale til at vinde masser af etaper i løb som dette.

 

Yates så ikke specielt god ud i Criterium du Dauphine, og spørgsmålet er, om formen er der. Jeg tror det – men jeg vil heller ikke blive overrasket, hvis han er helt fraværende i bjergene.

 

Louis Meintjes, UAE Team Emirates

Sydafrikanske Meintjes er en særlig rytter. Der er ingen tvivl om, at evnerne er store, men det meste af året er han ret anonym. Jeg var ikke langt fra at glemme at nævne ham i årets optakt.

 

Det er endda på trods af, at Meintjes blev nummer otte i sidste års Tour de France. Det gjorde han via solid og stabil kørsel, hvor han særligt i sidste uge af løbet kørte stærkt.

 

Han har vist, at han har niveauet til at lave en solid topplacering, men han har ikke rigtigt bevist, at han kan meget mere end det. En rolig rute er dog lidt til hans fordel, så jeg tror såmænd godt, han kan matche sidste sæsons ottendeplads – men podiet? Det ser svært ud.

 

Primoz Roglic, LottoNL-Jumbo

Én af årets største overraskelser har været Primoz Roglic. Roglic beviste sig sidste år som en forrygende enkeltstartsrytter, men i år er han både blevet mere stabil i disciplinen, ligesom han klatrer bedre end nogensinde før.

 

Det beviste han allerede i Volta ao Algarve, hvor han vandt løbet. Siden blev han nummer fire i Tirreno-Adriatico trods en svær bjergafslutning. Det blev også til en femteplads i Baskerlandet Rundt og en samlet tredjeplads i Romandiet Rundt.

 

Det er nogle pæne resultater, og det vidner om en rytter, der gennemgår noget af en udvikling. Årets rute bør passe pænt til Roglic. Han vil stadig have lidt problemer i bjergene, når de allerstørste favoritter spiller ud, men både den indledende enkeltstart samt den afsluttende enkeltstart er afgjort til hans fordel.

 

Jo, jo, han løber næppe af med sejren her, men jeg tror sagtens, at han kan blive løbets store overraskelse, men det er svært at stole for meget på en rytter, der aldrig har præsteret i en grand tour før.

 

Dan Martin, Quick Step Floors

Quick Step satser aldrig for alvor på klassementet, men deres bedste bud er i år Dan Martin. Sidste år fik han en niendeplads.

 

Årets rute bør dog faktisk passe ham ret godt. Han er en solid bjergrytter og en ringe enkeltstartsrytter, men han er forrygende på de kortere stigninger og stejle ramper. Han er én af de ryttere, der godt kunne være med langt fremme efter de første 10 etaper.

 

Men han vinder ikke Tour de France. Dertil er han ikke god nok i bjergene, hvor de stærkeste konkurrenter vil sætte ham på plads.

 

Rafal Majka, Bora-hansgrohe

Rafal Majka er skiftet til Bora-hansgrohe, og her kommer han til at kunne køre for sig selv. Tidligere har han været Contadors hjælper, men der er næppe nogen tvivl om, at Majka ikke just er den største gevinst i den rolle.

 

Men når han kører for sig selv, er han dygtig. Det har han fået lov til to-tre gange tidligere i Tour de France, og her er det blevet til to bjergtrøjer og tre etapesejre. Det er da en okay høst.

 

Spørgsmålet er dog, om han satser på klassement i år. Det har han ikke prøvet før i Tour de France-sammenhæng, men både i Giro d’Italia og Vuelta a España har han tidligere kørt et solidt klassement – men det er ikke nok til at vinde det her løb. En top10-placering, en bjergtrøje og en etapesejr synes at være loftet for Majka.

 

Geraint Thomas, Team Sky

Geraint Thomas håbede på et godt Giro d’Italia, men måtte i stedet udgå. Et forfærdeligt motorcykeluheld forstyrrede igen et cykelløb, og det står endnu i det uvisse, hvordan Thomas ville klare et klassement i en grand tour.

 

I første omgang er han Froomes domestique, men hvis Froome er ude af kampen om sejren, så er det umiddelbart Thomas, der må køre sin chance. Jeg tror også, at han vælger at holde sig til i klassementet så længe som muligt.

 

Jeg tror ikke helt på ham. Han har jo brugt alle træningstimerne op til Giro d’Italia, og han har kørt 13 etaper – selvfølgelig er han træt, selvom han ikke fik den sidste uge med. Han skal jo stadig peake to gange i sæsonen. Derudover må man også nævne, at han aldrig har kørt en top10-placering hjem i en grand tour.

 

Langskud

Det er selvfølgelig ikke alle ryttere, der stiller op i Tour de France, der drømmer om at vinde løbet. Nogle kommer ”blot” for at hente en respektabel klassementsplacering, og for rytterne i denne kategori er det tilfældet: de kan hente en top10-placering, hvis alt flasker sig.

 

For eksempel Andrew Talansky (Cannondale-Drapac). Talansky er startet lidt sent i denne sæson, men kørte solidt i Californien Rundt. Han er en glimrende bjergrytter, der har haft det svært i Tour de France, men han bør have egenskaberne til at hente en top10-placering med hjem.

 

Man kan også tale lidt om holdkammeraten Rigoberto Uran, der for et par år siden ville være blevet nævnt i kategorien over. De seneste par sæsoner har bare ikke været hans bedste, og det er svært at se ham have niveauet til for alvor at udfordre de bedste i løbet. Han er dog stadig ret solid og har kørt fornuftigt i enkelte løb.

 

Team Sky har en række kandidater, der kunne køre klassement, såfremt Froome ikke gennemfører løbet. For eksempel Sergio Henao eller Mikel Landa. Jeg tror, at de mister tid før de store udfordringer kommer, fordi Sky opererer med ’fridage’. Ligeledes er de nok også bag Thomas i hierarkiet.

 

Franske Thibaut Pinot (FDJ) er der nok mange, der ville have nævnt tidligere, men franskmanden fokuserede på Giro d’Italia, og han vil i Tour de France køre efter etapesejre og måske en bjergtrøje – men klassementet bør ikke være en prioritet for ham.

 

Det er det nok heller ikke for Leopold König (Bora-hansgrohe), hvis han overhovedet bliver udtaget. Skiftet tilbage til Bora har ikke været den store succes for tjekken, der næsten ikke har kørt i denne sæson. Han har dog tidligere haft niveauet til at lave store ting.

 

Bauke Mollema (Trek-Segafredo) kommer fra et hårdt Giro d’Italia og skal sandsynligvis bruge sin energi på at hjælpe Alberto Contador mest muligt i årets løb. Han kan dog gå lidt efter etapesejre undervejs.

 

Bahrain-Meridas kaptajn ligner Ion Izagirre. Han har aldrig prøvet sig af i en grand tour, men han har nogle gode egenskaber. Der måtte gerne være flere enkeltstartskilometer med nogle hårdere ruter. Det kommer lidt an på, hvad han går efter – en top10-placering er slet ikke urealistisk.

 

Jeg er nødt til at nævne Carlos Betancur (Movistar). Han har endelig vist, at han er på vej tilbage til den form, han engang var i. Han kommer ikke til at være kaptajn, men skal man være lidt fræk, så er ruten perfekt for ham – men ingen i verden burde turde stole på ham over tre uger.

 

Det er den heller ikke for Tony Gallopin (Lotto-Soudal), der tilbage i 2015 langt hen ad vejen kørte et solidt klassement. Jeg har dog svært ved at tro på ham i længden, men den første del af løbet bør passe ham ret godt.

 

Jeg runder langskudene af med to spændende ryttere. Den første er George Bennett fra LottoNL-Jumbo, der i mange år har været spændende, men som i år har vist et lidt højere niveau end normalt, da han vandt Californien Rundt. Han er en stærk bjergrytter og er ikke bleg for at angribe. Han vil helt sikkert gå efter en top10-placering.

 

Afslutningsvist er der det franske talent, Pierre Latour (Ag2r). Han er her mest for at lære og hjælpe Bardet, men når han rammer dagen, er han en forrygende klatrer. Det kunne være spændende at se ham i en række udbrud undervejs i løbet.