En halv-uskyldig sprinteretape udviklede sig til løbets hidtil mest afgørende etape, da en håndfuld klassementsryttere, anført af britiske Geraint Thomas, tog vital tid på konkurrenterne. Læs Jesper Carstens' hviledagsstatus.
Jeg havde egentligt skrevet en hel hviledagsstatus. Om hvordan det hele var helt vildt åben, og at alt kunne ske - og at Jakob Fuglsang stadig havde store chancer i klassementet, akkurat som alle hipsternes favoritrytter, Thibaut Pinot.
Men det hele blev blæst væk på vej til Albi, der udviklede sig fra en potentiel massespurt til en gevaldig massakre. Jakob Fuglsang, Thibaut Pinot, Richie Porte og Rigoberto Urán blev blæst væk i sidevinden, mens Mikel Landa blev skubbet ud i rabatten. Dermed ser det skidt ud for de nævnte ryttere, hvis de vil vinde Tour de France, for oppe i feltet sad den frygtindgydende Ineos-duo Egan Bernal og Geraint Thomas.
Og med ét havde alt ændret sig.
Den gamle hviledagsstatus blev smidt ud, og jeg måtte igen fatte pennen og formulere en ny hviledagsstatus - denne. I den kigger jeg nærmere på det løb, der venter os frem til næste hviledag, det vil sige fra 11. etape og frem til og med 15. etape.
I første omgang bliver der gjort status på det, vi har set indtil videre.
Favoritklassement: 1. hviledag
Herunder følger et favoritklassement for Tour de France 2019 efter første hviledag. Jeg har valgt at medtage Julian Alaphilippe. Det skyldes ikke, at franskmanden har udtalt, at han kører klassement, men derimod bare at han har set meget stærk ud. Jeg forventer, at han får problemer i den sidste uge af løbet, men flere og flere ryttere bemærker, at han er voldsomt velkørende.
Jeg har ligeledes sorteret en række ryttere fra, som man ellers sagtens kunne tilføje. Her tænker jeg på blandt andre Giulio Ciccone, Bauke Mollema og Warren Barguil. Derudover har jeg også sorteret ryttere som George Bennett fra - han er simpelthen for langt efter i klassementet.
Tilbage står 15 ryttere, og deres indbyrdes klassement ser ud som følger:
| # | Rytter | Hold | Tid | |
|---|---|---|---|---|
| 1 | Julian Alaphilippe | Deceuninck-Quick Step | ||
| 2 | Geraint Thomas | Team Ineos | 1:12 | |
| 3 | Egan Bernal | Team Ineos | 1:16 | |
| 4 | Steven Kruijswijk | Team Jumbo-Visma | 1:27 | |
| 5 | Emanuel Buchmann | Bora-hansgrohe | 1:45 | |
| 6 | Enric Mas | Deceuninck-Quick Step | 1:46 | |
| 7 | Adam Yates | Mitchelton-Scott | 1:47 | |
| 8 | Nairo Quintana | Movistar | 2:04 | |
| 9 | Dan Martin | UAE Team Emirates | 2:09 | |
| 10 | Thibaut Pinot | Groupama-FDJ | 2:33 | |
| 11 | Rigoberto Urán | EF Education First | 3:18 | |
| 12 | Romain Bardet | Ag2r | 3:20 | |
| 13 | Jakob Fuglsang | Astana | 3:22 | |
| 14 | Richie Porte | Trek-Segafredo | 3:59 | |
| 15 | Mikel Landa | Movistar | 4:15 |
Ineos er i pole position - men...
Der er ingen tvivl om, at det ser rigtig godt ud hos Team Ineos, hvor både Geraint Thomas og Egan Bernal er med fremme. De to ryttere har placeret sig på nogle af de forreste pladser i klassementet, og man formoder, at de er blandt de stærkeste i bjergene.
Løbet har udviklet sig noget nær perfekt for dem, men faktisk har holdet ikke set specielt stærke ud. Det har ikke været den samme maskine, der har siddet rundt om Chris Froome de seneste par år. Der har været lidt grus i maskineriet. Som for eksempel da Wout Poels (der til hans forsvar kun plejer at præstere i tredje uge) gik fuldstændig død længe før ventet, hvilket satte holdet under pres.
Og alligevel har de været blandt de bedste hold i løbet. Ineos gør rigtig mange ting rigtig godt. For eksempel da Geraint Thomas styrtede på 8. etape. På andre hold ville kaptajnen måske være omgivet af én, maks to hjælpere, men Ineos sad klar med hele holdet med det samme.
Photos, video of Geraint Thomas' crash during stage 8 of the Tour de France #TDF2019 https://t.co/fp1ihjvrG8 pic.twitter.com/Ej5JexXagI
— Cyclingnews.com (@Cyclingnewsfeed) July 13, 2019
Det kan godt ske, at der har været svaghedstegn hos Ineos. Det har der. Men hvem skal kunne udnytte de små svaghedstegn, der har været? Der er ingen hold, der kan matche dem.
Konkurrenterne fjoller rundt
Det er bemærkelsesværdigt, hvor elendige Astana er. Hele året har de kørt fremragende, skovlet sejre ind i øst og vest. Men så kommer Tour de France, og pludselig kan de ikke noget som helst.
Ok, man kan godt vinde mange sejre, og så alligevel ikke finde ud af at køre som et hold. I TV2s Matti Breschel-dokumentar sviner han på et tidspunkt holdet, fordi de ikke kan finde ud af at køre sammen som et hold til træning. Det er alligevel et par år siden, at han har sagt det, men noget kunne tyde på, at holdet fortsat har de samme problemer.
Hos Movistar har man nu - forhåbentligt - kun én kaptajn. Desværre for dem er det Nairo Quintana og ikke Mikel Landa, der så langt mere sprudlende ud på 6. etape. Landa røg ud i rabatten på 10. etape. Han havde ellers ramt favoritgruppen, men Warren Barguil kom ved et uheld til at give en skulder, og så er Landa pludselig sidst i favoritklassementet.
Kan Nairo Quintana så gøre forskellen? Tja. Han har ikke kunne gøre det de seneste mange udgaver, og jeg tænker ikke, at det er tilfældigt, at han rygtes til Arkea-holdet (hvor Barguil tilfældigivis kører lige nu). Han har bare mistet et niveau eller to i de senere år. Det kunne dog være sjovt, hvis han gik hele vejen og vandt løbet for dernæst at annoncere skiftet ned på prokontinentalt niveau.
Steven Kruijswijk kan måske lave lidt ballade, men Jumbo-Visma-rytteren røg baglæns på 6. etape, da alle andre spurtede afsted. Han plejer at blive bedre og bedre i løbe af en Grand Tour, men det er immervæk en stor opgave at skulle besejre både Bernal og Thomas. Så tænker jeg snarere at Enric Mas (Deceuninck-Quick Step) er et bedre bud, men også han havde gevaldige problemer på sjette etape. Det samme gør sig gældende for Adam Yates (Mitchelton-Scott), der egentligt burde have været fremragende kørende på den afslutning.
Meget kan naturligvis nå at ske, og der kommer til at ske overraskelser. Det viste 10. etape meget tydeligt. Men selv den største jubeloptimist må alligevel have svært ved at se meget andet end en Ineos-triumf i øjeblikket.
Det skulle da lige være den pokkers Julian Alaphilippe. Jeg er fuldstændig på bølgelængde med de fleste. Han holder næppe på de lange hårde bjergetaper. Han er allerede gået for dybt på små bakker og har brugt godt af tændstikkerne.
Men for hver dag, der går, kommer han tættere på Paris. Hvis han kan overleve 14. etapes Tourmalet-stigning, så kan han godt risikere at have trøjen frem til næste hviledag. Mest realistisk er det selvfølgelig, at den bliver flået af ham snart, men jeg holder alligevel en lille dør på klem.
Hvad gør vi nu, lille du?
Det helt store spørgsmål som mange stiller sig selv på hviledagen. Hvad gør vi nu?
I de kommende dage venter følgende etaper:
- 11. etape: Formodet massespurt
- 12. etape: Bjergetape, men med mål efter nedkørsel
- 13. etape: Årets eneste enkeltstart
- 14. etape: Bjergetape med mål på Tourmalet
- 15. etape: Bjergetape med mål på Foix
Det er således fem meget forskellige etaper. Det undrer mig, at de ikke forsøger at smide en lumsk etape ind efter hviledagen. Mange ryttere er ofte lidt tunge efter en hviledag, og så kunne det være frækt med en kuperet etape, der kunne udfordre lidt. I stedet venter der en let etape efter både første og anden hviledag.
Herefter kommer der en bjergetape, men med mål efter en nedkørsel, plejer det at ende i en samlet favoritgruppe eller i al fald med små tidsforskelle.
Enkeltstarten bliver som altid ret afgørende. Her kan der vindes meget tid.
De to bjergetaper er meget sjove, for Tourmalet og Foix er to vidt forskellige stigninger. Man kan læse mere om dem i etapeoptakterne, men i grove træk kan man sige, at Tourmalet tester udholdenheden, mens Foix i højere grad er en dag for de accelerationsstærke ryttere.
Så hvordan skal de forskellige ryttere gribe de fem etaper an?
Det helt store problem, som jeg ser det, er, at der mangler klassementsryttere, der går efter sejren. Thomas og Bernal går efter sejren. De øvrige? De ville alle med glæde tage til takke med en podieplads. Jeg har i al fald svært ved at få øje på, hvem der skulle gå i offensiven á la Nibali eller Contador for at gå efter sejren, hvis de ved konservativ kørsel har en mulighed for en podieplacering.
Nairo Quintana er det oplagte bud på en rytter, der burde overveje det. Han har vundet Giro d'Italia. Han har vundet Vuelta a España. Han er endt som nummer to på podiet i Tour de France. Men vi ved også, at han ikke gør det.
Allerede før Jakob Fuglsangs tidstab var hans ambitioner også ganske små. Mens mange - inklusiv undertegnede - gav ham en reel chance for at vinde løbet, pointerede han, at målet var podiet. Sådan er mentaliteten hos mange af klassementsrytterne.
Når det så er sagt: løbet har indtil videre været helt igennem fremragende. Det synes jeg. I løbets anden uge venter fem etaper, hvor der i al fald på fire af dem er lagt op til en spændende dag. Jeg er dog ikke så optimistisk med hensyn til klassementsspændingen.
