Tour de France 2017 - Feltets danske ryttere

Kommentarer (0) Til kommentarer

Det danske sprog kommer næppe til at præge årets Tour de France-felt, men alligevel er der et par markante danskere til stede i årets udgave.

 

Dagene med et dansk hold og ”billige” Tour-pladser er tilsyneladende forbi. Til gengæld kan vi glæde os over at de unge danske talenter kommer stormende i disse år, og det er længe siden vi sidst har set så mange kompetente danskere i det professionelle cykelfelt.

 

I år er der således store forhåbninger til Jakob Fuglsang, men også ét af vores spændende talenter, Michael Valgren, har fundet vej til årets Tour. For de fleste gælder dog at de er bundet af én eller anden rolle, som gør det svært at markere sig med fx en etapesejr.

 

Jakob Fuglsang, Astana

Den vigtigste dansker i årets Tour de France er utvivlsomt Jakob Fuglsang. Først og fremmest kører Astana-danskeren efter klassementet, og efter triumfen i Criterium du Dauphine synes danskeren at have momentum.

 

Han bliver – som den eneste dansker – beskrevet i årets klassement-optakt, og han ligner da også på forhånd vores mest interessante rytter.

 

Spørgsmålet er om han satser alt på klassementet, eller om han tør gå efter en etapesejr undervejs. Han fik smag for det i Criterium du Dauphine, og det er da snart på tide med en dansk sejr igen.

 

Michael Valgren, Astana

Skiftet til Astana har endnu ikke vist sig som en overdådig succes for Valgren. Han har kørt fint og flot, og var særdeles stærk i brostensløbene, men han har ikke helt taget det skridt, som jeg havde forventet og håbet på før løbet gik i gang.

 

Han er en god rytter at sende afsted i et udbrud, hvis han får lov til det. Han er solid på bakkerne og forstår spillet i udbrud, og så har han en solid finish i en mindre gruppe. Som U23-rytter vandt han to gange Liege-Bastogne-Liege, ligesom han jævnligt sejrede i andre løb. Som professionel har han kun vundet på dansk jord: jeg forventer mere af ham. Han har potentialet.

 

Spørgsmålet er hvor fri han er hos Astana. Får han lov til det, så er han ikke den værste at sende afsted i et udbrud, og jeg ville bestemt ikke være overrasket, hvis hans helt store gennembrud kom efter en brudsejr i årets Tour de France. Men kigger man på ruten er mulighederne ikke just mange og med to kaptajner i form af Aru og Fuglsang, kan han blive meget låst.

 

Lars Bak, Lotto-Soudal

Den danske arbejdshest, Lars Bak, skal slide sig igennem årets Tour de France. I år måske mere end nogensinde før. Greipels såkaldte sprinter-tog ser svagt ud, og det kan forventes at danskeren bliver sat på hårdt arbejde.

 

Lotto-Soudal er fyldt med lykkeriddere og etapejægere, og blandt disse er Bak én af de få dedikerede hjælpere. Hans chancer for personlig succes bliver derfor forholdsvist små og få. Man skal dog ikke udelukke at får lov til at gå i et udbrud hist og her, om end ruten ikke just er optimal for Lars Bak.

 

Alt dette til trods, så skal vi nok komme til at se ham under årets Tour. Bak kommer til at sidde forrest i feltet mange gange og lave sit sædvanlige, fejlfrie arbejde.


Læs kommentarer (0)