Det nærmer sig tidspunktet hvor køerne skal flyttes til træningslokalerne, og hvor lyset over de grønne borde i de forskellige venues skal slukkes. Det er meget tæt på sæsonafslutningen, dog mangler vi liiiige éen enkelt detalje, nemlig at få afgjort hvem der skal slutte på toppen, hvem der, på trods af, at der har været mange turneringer i årets løb, skal huskes som den dygtigste og vigtigste spiller i ’06/’07-sæsonen! VM er oprundet, og jeg tør næsten garantere på forhånd at det igen bliver det højdepunkt som hvert år gør denne, den ældste og mest prestigefyldte turnering til en uforglemmelig oplevelse!

Snooker World Championship spilles i The Crucible Theatre i Sheffield fra d. 21. april til d. 7. maj.

Der er et hav af specielle historier, statistikker og finurligheder tilknyttet turneringen, mange af dem virker nok i første omgang som værende lidt irrelevante, men de er en uundværlig del af VM’s historie, og de er med til at gøre stemningen i ”The Crucible” til det den er, nemlig fyldt med traditioner, overraskelser og oplevelser som tit og ofte er i stand til at få de små hår på armene til at rejse sig på selv den mest fordrukne englænder…og snooker-elskere generelt!

Jeg skal prøve at viderebringe noget af stemningen så godt som muligt i denne optakt, og selvfølgelig også i de analyser der vil blive lagt ud imens turneringen afvikles. Disse kan følges på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/snooker/

Turneringen kan følges på denne officielle side: http://www.worldsnooker.com/tournament_home-61.htm

Formatet

VM er selvfølgelig er den mest prestigefyldte og vigtigste ranglisteturnering, hvilket også afspejles i længden på kampene samt belønningen for at vinde dem! Der er hele 10.000 ranglistepoint til vinderen af turneringen, sammen med en check på £200.000! Derudover er der £10.000 til den spiller der laver turneringens højeste break, og skulle det ende på 147, ja så er der selvfølgelig £147.000 for den præstation!

Kvalifikationsturneringen er blevet afviklet over flere omgange, og man har fundet frem til de 16 bedste kval-spillere som hver møder en spiller fra top-16 i første runde. Sidstnævnte er seedede med den forsvarende verdensmester Graeme som nummer 1, verdensranglistens nummer 1 ved sæsonstart, Stephen Hendry, som nummer 2, og derefter følger top-16 i den rækkefølge de var placeret på ranglisten ved sæsonstart.

Allerede i de indledede kampe spilles der bedst af 19 frames, og derefter stiger det til hver runde således at der anden runde (8.delsfinalen) spilles bedst er 25 frames, hvilket også er gældende for kvartfinalerne. Semifinalerne spilles bedst af 33, og finalen som samtidig er årets suverænt længste match spilles bedst af hele 35, fordelt på 4 sessions over 2 dage, hvis det altså skulle blive nødvendigt!

Der er lagt i ovnen til fantastisk snooker, hvor det virkelig er stabilitet og evnen til at holde hovedet koldt i længere tid der kommer til at tælle! Som sædvanligt kommer her et kvalificeret bud på, hvilke spillere der vil komme til at præge turneringen.

Spillerne

Da kvalifikationen til VM foregår på nogenlunde samme måde som til enhver anden ranglisteturnering, er det selvfølgelig begrænset hvor meget dette adskiller sig fra ranglisteturneringerne året igennem. Dog er der selvfølgelig en lille overraskelse, og ikke mindst et par spillere der glimrer i deres fravær!

Favoritter

Skal denne sæsons snooker beskrives med et enkelt ord, er det bedste undertegnede kan komme op med; BLANDET! De ”gamle” har taget deres bid af kagen med både kvart- og semifinalepladser til Hendry, Davis og O’Sullivan som endda har formået at vinde en turnering i år, men også de pur-unge har været pænt repræsenteret. JunHui holdt fanen højt fra sæsonstarten og lagde ud med en sejr i Northern Ireland Trophy, og i en efterfølgende Grand Prix-turnering var der hele to ”nye” ansigter i finalen nemlig Jamie Cope og Neil Robertson. Robertson trak sig bedst ud af en duel og vandt endda også Welsh Open. Feltet af professionelle snookerspillere står, tror jeg, lidt over for en forandring af de større. Hvor Hamilton, Davis, Doherty og især Higgins satte sig på trofæerne i forrige sæson så har de ikke haft nær det samme held til at tage sølvtøjet med hjem i år, og er således blevet erstattet af yngre spillere. Det virker som en meget hård udmelding, især grundet ”de gamles” i øvrigt velfortjente placering i toppen af verdensranglisten, men det begynder at lugte en smule af mæthed og manglende skarphed i de afgørende kampe, det bliver en spændende udvikling at følge til næste år!!

Der er mange ting der spiller ind på, hvordan en turnering som denne udvikler sig. Først og fremmest er der længden på kampene, hvor man allerede i første runde, spiller potentielt flere frames end i finalen ved andre turneringer. Samtidig er der hele atmosfæren i The Crucible hvilket er noget der altid overrasker de unge spillere imens de ældre nyder det i fulde drag. Sidste ”detalje” i forhold til udviklingen i løbet af de 14 dage er selvfølgelig lodtrækningen, og her syn’s jeg virkelig at nogle spillere har ”trukket nitten” i år, om man så må sige, men det kommer jeg ind på under de enkelte spillere, beskrevet i vilkårlig rækkefølge herunder. Den opmærksomme læser vil bemærke at der blive lagt rigtig meget plads på vejen til kvartfinalerne. Dette skyldes at netop dette stadie i turneringen normalt er et godt tidspunkt at trække vejret på og derefter komme med flere kvalificerede vurderinger, som udgangspunkt er niveauet så højt at en vurdering af en samlet vinder på forhånd vil være noget nær umulig!

John Higgins

Indrømmet, Higgins har ikke haft sin bedste sæson indtil videre, men VM er en spøjs størrelse og alt kan ske. Han er placeret som nummer fire på den officielle rangliste og som nummer tre provisorisk, især som følge af en semifinaleplads ved UK Championsship og to kvartfinalepladser ved hhv Grand Prix’et og China Open. Derudover er det blevet til en plads hos de sidste 16 ved Northern Ireland Trophy imens han, ved både Masters, Malta Cup’en og Welsh Open måtte tage hjem med uforrettet sag allerede efter første runde. Det er på ingen måder en sæson der, resultatmæssigt har levet op til hans forrige, hvilket også ville ha’ været svært! Han er placeret midt i dette års turneringsskema hvilket betyder en forholdsvis ”let” vej til kvartfinalen hvor modstanderen skal findes imellem Neil Robertson, Ryan Day, O’Sullivan og JunHui. De er alle fire umådeligt kompetente modstandere, men afstanden imellem topspillerne er efterhånden så tæt at alle, på den rigtige dag, kan slå alle og Higgins er på ingen måde uden chancer!

Graeme Dott

Lad det være sagt fra starten, Graeme Dott har ALLE odds, sandsynligheder og statistikker imod sig. Det er aldrig lykkedes en førstegangsvinder af VM at genvinde titlen året efter, men med de resultater skotten har vist i sæsonen indtil videre og den lodtrækning han har fået, så burde kvartfinalen være så godt som sikret på forhånd, forudsat selvfølgelig at han holde niveauet. Han kommer just fra China Open hvor han jo som bekendt endte ”øverst på skamlen” og dermed erobrede den eftertragtede førsteplads på verdensranglisten for første gang i karrieren. Udover sejre i Kina er det blevet til en semifinaleplads ved UK Championsship, to kvartfinaler ved hhv Northern Ireland Trophy og Malta Cup’en, og bortset fra en misser ved Grand Prix’et er det blevet til en plads i de sidste otte i årets andre turneringer. Dott er helt klart en mand med en mission, hans spil er igennem hele sæsonen blevet bedre og bedre og han virker helt upåvirket af, at han i år har været manden alle gerne vil slå. Man kan mene om hans, til tider, lidt sløve og ikke specielt højtscorende stil hvad man vil, men hans resultater kan man ikke tage fra ham. Hans vej til kvartfinalen kommer til at gå igennem Ian McCulloch, Anthony Hamilton, Marco Fu, Stephen Maguire, Joe Perry, Mark Hamilton og Joe Swail, altså alle spillere der ligger forholdsvist lavt i top16.

Neil Robertson

Undertegnede har været fuld af lovord om Australske Neil Robertson hele sæsonen igennem, noget han bestemt har gjort sig fortjent til! Med to turneringssejre ved Grand Prix’et og Welsh Open respektivt, en kvartfinaleplads ved Masters, placeringer i top8 ved Northern Ireland Trophy, Welsh Open samt China Open og en enkelt bummert ved UK Championsship er han klatret op som nummer 7 på den provisoriske rangliste, efter at have startet sæsonen som nummer 13. Han er i den lidt specielle situation at hans første par kampe (forudsat at han vinder selvfølgelig!) faktisk er imod de hårdeste modstandere. Han har Ryan Day i første runde, vinder han den venter enten O’Sullivan eller JunHui, og når han kvartfinalen er det sandsynligvis Higgins der står det, altså ikke noget let felt! Robertson har dog, blandt andet qua sine to sejre i sæsonen, vist at han bestemt er kapabel til at slå alle andre spillere i verden, og med et VM-trofæ i syne skal han selvfølgelig nok gøre hvad han kan for at spille op til sit bedste!

Outsidere

I en turnering som VM er det svært nok at sætte navne på favoritterne, især fordi indstillingen til turneringen tit er helt anderledes end til de ”almindelige” ranglisteturneringer. Endnu sværere bliver det dog når vi begynder at bevæge os ud i, at skulle sætte navn på outsiderne til titlen. Som jeg ser det er der rigtig mange og jeg synes at, især den øverste halvdel af lodtrækningen er meget åben. Der er meget at sige om rigtig mange af de 32 spillere der stiller til start, men man skal jo trods alt også begrænse sig en kende, og acceptere at hvor uforudsigelig sporten nogle gange har vist sig at være, så betyder de meget lange kampe at nogle af spillerne ikke kan komme med i betragtningen som eventuelle vindere af turneringen. Dette til trods for, at Shaun Murphy som jo vandt i ’05, var så stor underdog inden start at han gav pengene 150 gange igen hos samtlige bookmakers. Overraskelser sker, men ikke desto mindre tillader jeg mig at komme med et bud på, hvem der kunne tænkes at komme til at præge begivenhederne ved dette års VM.

Ken Doherty

En af undertegnedes outsidere til dette års VM trofæ er altid giftige Ken Doherty. Han har haft en meget stabil sæson med kvartfinalepladser ved Northern Ireland Trophy, Master, Malta Cup’en samt China Open, og derudover er han ikke blevet placeret dårligere end iblandt de sidste otte. Dette til trods, har han i løbet af en enkelt sæson formået at klatre op som nummer et på ranglisten for derefter at overlade den til Graeme Dott. Det er selvfølgelig noget der er mindre let at komme overens med, og Doherty er med garanti opsat på at erobre den tilbage i årets sidste turnering. Han kender udmærket til al polymikken omkring VM, han har stået der et utal af gange og har sågar formået at ende som den bedste i verden, nemlig tilbage i ’97. De største trusler i hans første to kampe inkluderer navne som Shaun Murphy, Steve Davis og Matthew Stevens, og i første runde møder han stortalentet Mark Allen. Alle er svære modstandere, men det må forventes at hvis Doherty holder niveauet oppe, så er der pæne chancer for videre deltagelse.

Peter Ebdon

Peter Ebdon er en sjov snegl, så er det sagt. Han har en MEGET velovervejet (læs: LANGSOM) spillestil som man enten elsker eller elsker at hade, dog har han opnået store resultater og det må man ha’ respekt for! Han er tilbage i Wembley efter at have tabt sidste års finale til Graeme Dott, og mon ikke han går efter at hævne det nederlag? Han startede sæsonen som nummer syv, og er efter en svingende sæson oppe som nummer 5. Ebdon har haft mange nederlag i første runde i denne sæson; Northern Ireland Trophy, Grand Prix’et, Welsh open, China Open og Masters. Han havde et ”moment of glory” the UK Championsship i York hvor han virkelig sprudlede og sågar endte med at vinde skidtet. Dertil kom en semifinaleplads i Malta Cup’en, så alt i alt har det enten været succes eller fiasko. Dermed kunne man fristes til at afskrive den snart 37-årige, Dubai-placerede Englænder, men han er notorisk for at være allerbedst under pres, og selvom hans plads på top16 næste år er hjemme, så har han stadig sin ære som professionel snookerspiller at spille for, og den tager han meget alvorligt. Dertil kommer, at han altid har spillet godt ved VM, udover finalenederlaget sidste år var det nemlig ham der løftede trofæet i 2002. Ebdon har Nigel Bond i første runde, et opgør der næsten snart er lidt af en klassiker, og derudover er de hårdeste bump på hans vej imod kvartfinalen Stephen Lee, Mark Selby og en Stephen Hendry som ikke har virket nær så skræmmende som tidligere.

Historien

Der knytter sig selvfølgelig en lang historie til en turnering som VM, og jeg skal forsøge at gengive den i sin mest fyldestgørende form!

Første kan man afholdte VM var i 1927 med spillerne selv, og i særdeleshed Joe Davis (som ikke på nogen måde er beslægtet med Steve Davis!). Da man ikke havde de samme muligheder for at arrangere store stævner på i et enkelt lokale, og da rejsemulighederne ikke var noget at råbe ”hurraa” for, blev de indledende kampe spillet forskellige steder i landet, med finalen placeret i Birmingham. Joe Davis, som var alt-dominerende i på den tid, vandt ikke overraskende den samlede turnering med finale-cifrene 20-11 over Tom Dennis. Til sammenligning med nutidens præmiesummer og break-størrelser kan jeg nævne at Davis for sin sejr fik det svimlende beløb af ca 6£, og højeste break i turneringen var på beskedne 60….der er sket meget siden!

Turneringen blev afviklet på denne facon, med indledende kampe rundt omkring i England og finalen placeret i de forskellige store byen, helt op til 1940, og i et forsøg på at beskrive hvor legendarisk førnævnte Joe Davis var, skal det nævnes at han vandt turneringen HVER eneste gang. Den blev, af gode grunde, ikke afholdt i årene 41-45, og genopstod således først i 1946, igen med Davis som vinder, hans 15.VM-titel i træk, en rekord der endnu ikke er blevet slået, og som formodentlig aldrig bliver det!

Dernæst fulgte et par år hvor nogle lidt mindre legendariske spillere tog titlen, den mest bemærkelsesværdige var Fred Davis, som tog 8 titler i træk i årene ’48 til ’56. Han var for øvrigt lillebror til førnævnte Joe Davis, og de to brødre tog sig således af hele 23 VM-titler til sammen, så kan man da snakke om at ”it runs in the family”!!

Der er den finurlige detalje at der, i årene ’52 til ’57, som følge af uenigheder imellem de to store forbund, rent faktisk blev afholdt TO forskellige turneringer om verdensmesterskabet. Den ene, nemlig World Matchplay, blev anset som det ”rigtige” VM, og det var således også i denne turnering de bedste spillere samledes for at dyste om trofæet, imens den anden turnering, det ”officielle” verdensmesterskab, til sammenligning kun trak to spillere til i 1952.

Uoverensstemmelserne blev for meget for sporten generelt som mistede mere og mere af sin popularitet, og i årene 1958-1963, var der så få udøvere og tilskuere, at der slet ikke blev afholdt et officielt VM. I ’64 genoplivede man titlen, men i samme format som man kender fra boksning hvor en spiller udfordre den forsvarende verdensmester. Dette betød at der sagtens kunne spilles om VM-titlen flere gange om året, og der blev således spillet 7 kampe på denne facon i årene ’64-’68, alle med John Pulman som vinder!

I 1969 gik man tilbage til det velkendte format, og i 1970 indledte legendariske Ray Reardon sin dominans og han vandt 7 titler i træk i årene ’70-’78. I dag genkender de fleste navnet, især i forbindelse med Ronnie O’Sullivan hvor hvem Reardon er blevet lidt af en mentor, samt en faderfigur som O’Sullivan har manglet i det meste af tilværelsen, og på trods af, at Reardon er oppe i årene, har han haft en enorm positiv indflydelse på O’Sullivans spil lige siden deres samarbejde begyndte.

Den engelske cigaret-producent Embassy indledte sit sponsorat af turneringen i ’76, et samarbejde der fortsatte helt op til ’05 hvor et EU-regulativ som forbød reklamer for cigaretmærker i forbindelse med sportsbegivenheder blev forbudte. Hvilket har gjort det muligt for bookmakeren 888.com at underskrive en aftale som efter sigende støtter turneringen med et to-cifret millionbeløb i løbet af de næste år. I ’76 solgte man samtidig TV-rettighederne til BBC som man lige har fornyet kontrakt med, således at TV-dækningen er sikret helt frem til 2011. 1976 var ligeledes året hvor hele turneringen flyttede til The Crucible Theatre i Sheffielt hvor den har været afholdt lige siden. The Crucible har haft en gigantisk indflydelse på turneringens popularitet samt på stemningen omkring VM generelt. Der er ikke plads til mere end 980 personer, med de forreste rækker placeret i armslængde af spillerne, og det gør det til noget helt specielt. Det få antal pladser har da også bragt billetpriserne lidt deropad, sidste jeg undersøgte det stod en partout-billet til samtlige kampe i 550-600£!
I ’05 blev en ny aftale offentliggjort som sikrer at turneringen spilles samme sted de næste 5 år, hvorefter man påregner at flytte det til et andet kompleks i Sheffield som bygges udelukkende til det formål at afholde forskellige billard-turneringer. Det bliver med våde øjne når The Crucible for sidste gang kårer en verdensmester i 2010, og man kan kun håbe på, at bare en del af stemningen får lov til at komme med til det nye sted!!

Tilbage på tidslinien er vi nået til 80’erne hvor Steve Davis tog 6 titler, i nyere tid kun overgået af Stephen Hendry som tog 7 titler i 1990’erne. Den suverænt mest bemærkelsesværdige kamp til dato er med sikkerhed en finalekamp imellem Steve Davis og Dennis Taylor i ’85.

Steve Davis vs. Dennis Taylor, Embassy World Snooker Championship. Finalen, 1985


Som lovet vil jeg, i et forsøg på at viderebringe ”arven” og stemningen fra VM, gøre et forsøg på at beskrive denne, i de flestes øjne, mest legendariske match, nogensinde spillet ved et VM!

Scenen var sat i The Crucible til en kamp hvor alt og alle forventede at Steve Davis skulle køre let og elegant hen over Dennis Taylor. Kampen startede da også vom forventet, og efter de første 7 frames, altså første session, førte Davis 7-0. Tendensen fortsatte efter pausen, hvor Davis fik bragt sig foran 8-0, og allerede der lå han altså lunt i svinget til endnu en VM-titel!

Men Taylor nægtede at lægge sig med hovedet på blokken, og med et par formidable breaks var han pludselig kun bagud med 9-7 da første dags to sessions var færdigspillede. I løbet af andendagens første session lykkedes det meget overraskende Taylor at udligne til stillingen 11-11, og umiddelbart virkede det som om han var den bedst spillende af de to. Inden sidste og afgørende session, var der nok ingen af de to spillere der havde forudset hvad det var de gik ind til. I en maraton-session på ikke mindre en 5 timer(!!) bragte Steve Davis sig foran med 17-15, i en kamp hvor første mand på 18 frames tog titlen, og det ville være en underdrivelse at kalder det for en matchbold til Davis…men sådan skulle det ikke gå!

Taylor fik bragt sig på 17-17, og så faldt stilheden som et tæppe over publikum i The Crucible, som alle sad på kanten af stolene, med tænderne godt beskæftiget med neglebidning til den helt store guldmedalje…

De to spillere trykkede hånd, og begav sig i kast med sidste og afgørende frame, og på trods af, at nerverne nok allerede her var på højkant, både hos spillere og publikum, var det intet imod hvad der senere skulle komme…Davis bragte sig foran med cifrene 62-44 før han brændte et forsøg på at potte den brune bal. Taylor gik til bordet, og med et pot på den brune som kan gøre enhver snookerfan blød i knæene, samt en mere end almindelig svær blå, efterfulgt af pink, skulle en VM-finale for første gang nogensinde afgøres på den allersidste bal i den allersidste frame. Hvid og sort lå som de to eneste på bordet og begge spillere havde begge to forsøg som blev misset, før Taylor endte op med et mellemdistance pot til et hjørnehul, og alle troede at den kunne han ikke misse…om det var nerver eller andet er der ingen der ved, men det lykkedes Taylor at lave et mærkværdigt stød som på alle tænkelige måder var et kiks!...Davis var efterladt med et endnu lettere pot…men også han brændte på det grusomste før Taylor, klokken halv to om natte og efter en frame der havde varet 68 minutter og som er den næstlængste nogensinde spillet i en ranglisteturnering, fik held til at potte sort…HELE salen var stille…Publikum havde været vidne til et af de allerstørste comebacks i historien og en fuldstændig askegrå Steve Davis kunne kun stå og se fortvivlet til imens det ganske langsomt begyndte at gå op for Taylor hvad han egentlig havde gjort… Undertegnede har kun set kampen som genudsendelse, men alle andre jeg har snakket med som har set den, har alle fremhævet Dennis Taylors efterfølgende sejrsdans som noget man aldrig glemmer…på en gang utroligt smukt, men danseteknisk utrolig grimt! 

Det er svært at videreføre den intense stemning og den totale stilhed der var i salen under den sidste frame, men for at beskrive hvor meget interesse der var blevet for kampen i løbet af de to dage, er det værd at nævne at 18.5 millioner TV-seere så kampen, hvilket var det største seerantal BBC2 nogensinde havde haft! Samtidig var det det suverænt største antal seere nogensinde for en udseendelse der sluttede efter midnat, også selvom man tager ALLE brittiske TV-stationer med i ligningen, og sidst men ikke mindst var det det største antal seere man nogensinde havde registreret til en sportsbegivenhed i England! Kampen varede sammenlagt 14 timer og 50 minutter, og den er til dato den længste kamp over 35 frames nogensinde!


VM-trivia

Ovenstående er blot en af mange spektakulære oplevelser fra VM i snooker igennem årene. Der har været mange op- og nedture, mange overraskelser og det er en turnering hvor de store personligheder skinner igennem. Herunder har jeg valgt at liste et par ”rekorder” samt en mindre mængde paratviden om turneringen.

- Største antal VM-titler; Joe Davis med 15 af slagsen
- Det første 147break blev lavet af Cliff Thorburn i ’83. Ronnie O’Sullivan er den eneste spiller der to gange har lavet 147 ved et VM, og desuden den spiller der har gjort det suverænt hurtigst, nemlig på usandsynlige 5 minutter og 20 sekunder!!
- Ronnie O’Sullivan er desuden den eneste spiller der har tabt en kamp hvori han har lavet et 147break
- Fergal O’Brien er den eneste spiller til at lave et 100-break i sin første frame ved et VM
- Stephen Hendry er den yngste spiller til at vinde et VM, han var 21 da han tog sin første titel.
- Cliff Thorburn (Canada) og Ken Doherty (Irland) er de to eneste spillere født uden for UK der har vundet VM. Sidstnævnte er samtidig den eneste spiller nogensinde der har vundet VM både som junior, amatør og professionel!
- Joe Johnson og Shaun Murphy er de to, til dato, største overraskelser rent odds-mæssigt. Begge spillere gav pengene 150 gange igen!
- Jimmy White er den der har stået i flest VM-finaler uden at vinde en eneste, nemlig 6. Han var tættest på i 1994 hvor han tabte 18-17 til Stephen Hendry….på sin 32-års fødselsdag!
- Den såkaldte ”Curse of the Crucible” er ensbetydende med, at ingen førstegangsvinder af VM siden ’77 har formået at gentage bedriften året efter!

En afsluttende kommentar

Det skal der også være plads til!

Traditionen tro, markerer dette års VM afslutningen på sæsonen, og undertegnede vender således først tilbage sidst på sommeren/først på efteråret hvor en ny sæson skydes i gang. Udover at markere sæson-afslutningen for spillerne, markerer den samtidig afslutningen på undertegnedes anden sæson som snooker-ekspert hos www.betxpert.com, en sæson hvor sidste sæsons minimale underskud heldigvis blev vendt til overskud (med mindre det selvfølgelig går HEEELT galt her hvor sæsonen lagger imod enden…)

I den forbindelse vil jeg gerne rette en stor tak til både læsere og kritikere som har været med til at udvikle mig som skribent igennem min tid hos siden. Samtidig skal jeg lige huske at rette en tak til mine kollegaer, både eksperter og andre tilknyttede, som alle gør et fantastisk stykke arbejde for at opretholde et højt fagligt, og, ikke mindst, sagligt niveau på siden.

Tak for denne gang, og vi ”ses” som sagt til efteråret…og som sædvanlig skal jeg lige huske at sige:

Rigtig go’ fornøjelse!!